Der var sket ændringer i løbet af vinteren. Skørterne på siden af bilerne forsvandt, gjort ulovlige. Bilerne skulle nu have en flad bund, og dermed var blindgyden med ground-effect stoppet. Det betød at den nye generation af biler var slankere. Desuden var køreren trukket tilbage i bilen, for at ændre på vægtfordelingen. På den tekniske front forventede man klart at man i 1983 ville se en turbobil løbe med laubærene. Tidligere havde stabiliteten været deres store problem, men generelt havde de været overlegne. Ferrari, Brabham og Renault var de tre store turbohold. Men både Williams og McLaren havde planer i støbeskeen, og inden sæsonen var omme havde de begge turbo i motorrummet, henholdsvis en Honda og en TAG Porsche motor.
På kørerfronten var der også sket ændringer. Ferrari havde siden sidste sæsonstart mistet begge kørere. Gilles Villeneuve blev dræbt i 1982, mens Didier Pironi fik kvadret sine ben og aldrig kom tilbage til Formel 1. Patrick Tambay havde afløst Villeneuve og gjort det godt, blandt andet med en sejr i Tyskland. Derudover havde man hentet den altid hurtige, men også evigt uheldige René Arnoux hos Renault. Hos Renault havde man ansat amerikaneren Eddie Cheever som afløser for Arnoux, hvilket cementerede Alain Prosts position som førstekører. Også verdensmesteren Keke Rosberg i Williams fik ny teamkammerat. Den 39 årige franskmand Jacques Laffite vendte tilbage til det team som han kørte for i 1974-75, efter en skuffende sæson hos Ligier.
I kulissen manglede en enkelt person. I december 1982 døde Lotus ejeren Colin Chapman, kun 54 år gammel. Med ham forsvandt en af de mest geniale konstruktører i Formel 1 historien. Chapman havde i 60'erne og 70'erne sat standarden udviklingen i Formel 1. Den sidste bil som han havde indflydelse på, 93T, som skulle køre i 1983, var dog ikke en værdig afslutning på mandens karriere. Den var noget af det mest klodsede man længe havde set på en racerbane, og den blev da også udskiftet allerede midt på sæsonen med en langt kønnere - og hurtigere - model. Lotus hoppede også på turbo vognen i 1983, men i stedet for at få udviklet deres egen, købte de dem hos Renault.
Sæsonen startede i Brasilien med en duel mellem Piquet og Rosberg. Rosberg kørte stadig med den gamle konventionelle Ford Cosworth motor. Men det forhindrede ikke den finske verdensmester i at kæmpe med den brasilianske superstar. Et uheldigt pitstop, hvor der gik ild i bilen, satte ham lidt tilbage. Men i vanlig kæmpende stil kom finnen op en andenplads. Blot for at blive diskvalificeret - for andet år i træk! I forbindelse med pitstoppet og branden var Rosberg angiveligt blevet skubbet i gang igen. Retfærdigvis skal det siges at de seks point ikke ville have gjort hverken fra eller til i den samlede stilling for Rosberg. Williams appellerede kendelsen, men diskvalifikationen stod fast - med den lille krølle at andenpladsen skulle stå tom. Det betød at de efterfølgende kørere ikke fik noget ud af det. Så Lauda blev ikke forfremmet til en andenplads og så fremdeles.
John Watson fik både kransen og pigen i Long Beach - © Dempsey Warren
Watsons triumf
Men den fik han så tilgengæld i Long Beach. Her startede den tidligere østrigske verdensmester ellers fra en beskeden 23. plads på gridden. En præstation der under normale omstændigheder ville gå over i historien. Men da teamkammeraten John Watson vandt løbet fra sin startplads som nr. 22, kom Laudas præstation forståeligt nok til at stå lidt i skyggen af irerens. Men et stort løb af McLaren. Tambay og Rosberg startede forrest, men havde tidligt i løbet et lille sammenstød. Exit Tambay, mens Rosberg kunne fortsætte, dog ikke meget længere. Da han bremsede foran en chikane blev han ramt i enden af Jean-Pierre Jarier der nu kørte for Ligier. Exit Rosberg. Og imens Patrese og Laffite kæmpede om førstepladsen halede de to McLaren biler sikkert snøren ind. Patrese lavede en fejl og røg af banen og kunne først komme ind igen efter de to røde og hvide McLaren racere. Få omgange senere var de herrer Watson og Lauda i spidsen for løbet, og Laffite måtte endda se endnu flere biler overhale sig, og var til slut heldig med en fjerdeplads.
En lille parantes i motorsportshistorien skal også nævnes her. Den tidligere australske verdensmester Alan Jones deltog i Grand Prix'et i Long Beach for Arrows. Egentlig var det meningen af den 37 årige Jones skulle køre hele sæsonen for Arrows, men det blev kun til det ene løb. Jones udgik midt i løbet, tydeligvis ikke i form endnu. Efter løbet konstaterede han at det måske var bedre for Arrows at bruge pengene på at udvikle bilen end på at lønne en tidligere verdensmester.
Renault havde ikke gjort meget væsen af sig i de første to løb, og det kan hovedsagligt forklares med en ting. Den nye bil var ikke klar endnu. Det var den i Frankrig, sæsonens tredie løb. Faktisk havde de på Long Beach benyttet sig af en prototype af den nye bil, men det var først i Frankrig at den egentlig bil stod klar. Og den kunne godt virke lidt skræmmende. Hurtigt lagde de gul-sort-hvide racere sig i spidsen for løbet. Og her blev de, i al fald indtil de lynhurtige Brabham-BMW'er med Piquet og Patrese indhentede dem. Piquet kom forbi Cheever, men kunne ikke rokke ved Prost. Patrese udgik med motorproblemer. Efter en serie pitstop var der status quo og Renault kunne notere sig sæsonens første sejr.
Så vandt nr. 27 endelig. Tambay vinder i San Marino - © George Standaar
San Marino var næste stop og mens de konventionelle motorer havde haft lidt at sige i de indledende løb, var det nu udelukkende en sag for turboerne. De ti første pladser på gridden blev besat at turbobiler. De seks første tog Ferrari, Renault og Brabham sig af. Arnoux havde pole foran Piquet og Tambay. Og netop Tambay var lidt i fokus denne dag. Det var på denne bane, et år tidligere, at Didier Pironi havde snuppet sejren fra Villeneuve. Villeneuve havde været Tambays gode ven og kørt med nummer 27, samme nummer som Tambay nu kørte med.
Patrick Tambay har siden fortalt at han den dag var helt sikker på at vinde. Ikke et øjeblik var han i tvivl om sejren, en sejr han følte ville give en form for retfærdighed. Ikke engang da Riccardo Patrese få omgange inden mål overhalede Tambay, tvivlede franskmanden på sejren. Få øjeblikke senere ramlede italienerens Brabham da også ind i barrieren og Patrick Tambay havde fri bane til at vinde sin anden og sidste Grand Prix sejr. Efter løbet ringede han til Gilles Villeneuves enke og fortalte hende, at han havde hævnet løbet i 1982.
I Monaco var turbo bilerne knapt så overlegne. På den lille krøllede bane med de mange accelerationer har motorkraft aldrig været det væsentligste. Bilens balance og chaufførens evner har ofte været mere væsentlige. Alligevel er det en god pejlepind for hvor overlegne turbo bilerne var blevet, at blandt de syv første i kvalifikationen var kun en uden turbo. Selv på en bane hvor motorkraft ikke betyder alt, var turboens fordel nu så stor, at det alligevel betød noget. Men kvalifikationen var blevet kørt i tørvejr. Faktisk var det kun den første kvalifikation der blev kørt i tørvejr. Om lørdagen regnede det og ingen kunne sætte en bedre tid end de havde gjort om torsdagen. Det betød blandt andet at heltene fra den anden bybane i Long Beach, McLaren kørerne Niki Lauda og John Watson kunne tage tidligt - ingen af dem havde kvalificeret sig til start.
Vejret spillede også ind i søndagens løb. Det regnede i løbet af formiddagen og da løbet skulle starte var der stadig vådt. Flere teams var i tvivl. Regnvejrsdæk eller slicks? Og hvad med set-uppet? Flere valgte et kompromis med regnvejrsdæk og vingerne sat op til tørvejr. Men Keke Rosberg og Williams havde en anden strategi, de satsede på at det ikke ville regne mere og startede med slicks. Og det virkede. Da de førende turbo hold allerede på sjette omgang begyndte at skifte dæk kom Rosberg i front, mens holdkammeraten Laffite kravlede op på andenpladsen. Williams havde satset forskelligt på de kørere. Rosberg havde fået bløde dæk, mens Laffite havde fået nogle lidt hårdere dæk. Det betød at Rosberg med lethed kunne trække fra sin holdkammerat. Men en defekt gearkasse på Laffites racer forhindrede Williams i at vinde en komfortabel dobbeltsejr. Franskmanden udgik efter 54 omgange mens han halede ind på Rosberg. Netop fordi Laffite havde de hårde dæk, var han på det tidspunkt i stand til at køre hurtigere end Rosberg. Samtidig havde Rosberg også haft sine problemer med motoren, der på et tidspunkt satte helt ud, da han passerede swimmingpoolen. Med sejren viste Williams at den gamle godt prøvede Ford Cosworth motor ikke var helt død endnu.
Rosberg gamblede på slicks i Monaco - og vandt - © Ferdinand Trauttmansdorff
Ford Cosworths sidste gisp
I 1983 havde man ikke kørt på den klassiske Spa-Francorchamps siden slutningen af 60'erne. Nu var den blevet forkortet og shinet op og passede til moderne Formel 1. Og ligesom i dag er Spa en bane hvor motorkraft er nøglen til et godt resultat. For mens de konventionelle motorer måske nok havde vundet i Monaco, fik de ikke et ben til jorden i Belgien. Rosberg var, som sædvanlig, den bedste uden turbo - på en niendeplads i kvalifikationen! Også i løbet var han den bedste - der blev det til en placering som nummer fem, halvandet minut efter vinderen. Alain Prost vandt og lignede mere og mere et godt bud på en kommende verdensmester.Renaults store satsning på turbomotoren begyndte at se ud som den faktisk ville give bonus.
I Detroit, den tredje bybane, dominerede turbobilerne igen i kvalifikationen. Men i selve løbet viste Ford bilerne, at de stadig kunne lege med i toppen. Ford Cosworth vandt løbet, sejr nummer 155 siden debuten i Holland 16 år tidligere. Men det blev også den sidste sejr for den fantastiske motor. Italieneren Michele Alboreto vandt karrierens anden Grand Prix sejr i en Tyrrell - hvad der også markerede den sidste sejr til det før så store team. Andenpladsen gik til Keke Rosberg, der måtte kæmpe hårdt med John Watson. Flot afslutning på Ford Cosworth æraen, med alle tre pladser på podiet. Det lyder skæbne bestemt, specielt når man tager i betragtning af mod slutningen af løbet så det ikke sådan ud. Ni omgange fra mål var det Nelson Piquet i Brabham der førte. Det ville være turboens endelige sejr - at vinde på en bybane! Men så punkterede den tidligere verdensmester og måtte en tur i pit. Det betød at han var rykket ned som nummer fire og havde dermed givet plads til en værdig afsked med Ford Cosworth.
Alboreto vandt i Detroit. Sidste sejr for både Ford Cosworth og Tyrrell - © Jose Miguel Barros
I Canada en uge senere var det så for alvor turbo bilerne der dominerede. I virkeligheden var løbet kun spændende i teorien. Arnoux havde fået pole og fik det bedste ud af den. Han stormede afsted fra resten af feltet. Kun Patrese i Brabham formåede at true Ferrarien, og det kun i en kort periode, indtil tekniske problemer endnu engang sendte Patrese ud til en tidlig fyraften. De efterfølgende biler, med en overraskende hurtig Cheever i Renault og så den anden Ferrari med Patrick Tambay kom aldrig tæt på Arnoux. Og fordi Tambay også havde problemer var han ikke engang i stand til at indlede et angreb på Cheever. Prost sluttede på en beskeden femteplads efter at en punktering mod slutningen havde frarøvet ham fjerdepladsen, ikke nogen imponerende weekend af den franske VM kandidat.
Ferrari opruster
Til Englands Grand Prix hev Ferrari et nyt våben frem i kampen om VM. De to sejre de havde vundet hidtil havde åbenbart ikke været nok. Der var ikke tale om nye vinger eller andre cylindre - nej der var slet og ret tale om en helt ny bil. Og den virkede, i al fald var den hurtig. Arnoux fik pole foran Tambay og Renault og Brabham havde for alvor grund til at være bekymrede. Hos Lotus havde man også en ny bil, efter at Colin Chapmans sidste kreation havde vist sig at være ineffektiv. Også Brabham stillede med en ret opdateret bil. Selvom det grundlæggende design var det samme, så var det let at se forskel, da den nye bil nærmest var en negativ af den gamle. Det der før var blåt var nu hvidt om omvendt.
Ferrarierne stormede afsted da det grønne lys blev tændt, men det var ikke Arnoux, men derimod der fik den bedste start. På trods af, at han havde yderbanen gennem første sving kom Tambay foran sin landsmand. Yderbanen var i virkeligheden et godt sted at starte den dag. Lige bag de to Ferrarier kom Prost i yderbanen forbi Patrese i inderbanen, på samme måde som Tambay var kommet forbi Arnoux. Synkronoverhaling!
Dækkene kom til at spille en afgørende rolle i løbet. Renaults Michelin dæk stod distancen bedre end Ferraris Goodyear. At Arnoux fik dækproblemer er ikke så overraskende. Men senere i løbet var det Tambay tur. I begge tifælde var det Alain Prost der drog fordel af Ferrariernes problemer. Også Piquet slap forbi begge de røde racere. Resten af løbet lavede ikke de store forskydelser. Prost vandt foran Piquet, Tambay og Mansell, der leverede en stor præstation i den nye Lotus. Arnoux sluttede som nummer fem foran Lauda, der denne weekend var den bedste turboløse chauffør.
Midt på sæsonen lignede Prost en sikker mester - © Dempsey Warren
Men den nye Ferrari havde vist tænder, og det gjorde den også i Tyskland hvor Arnoux vandt sæsonens anden Grand Prix sejr. Dennegang var det ellers Tambay der havde pole, men han blev ramt af motorproblemer en fjerdedel inde i løbet. Med sejren bragte Arnoux for alvor sig selv ind i VM kapløbet. Indtil da havde Tambay ellers virket som det italienske teams bedste bud på en mester. Resultatet blev så meget bedre af, at de to andre podiepladser blev taget af kørere der ikke betød noget i den samlede stilling. Andrea de Cesaris tog andenpladsen i sin Alfa Romeo, han havde flere gange blandet sig i starten af løbene, men dennegang holdt bilen og tempramentet hele vejen hjem Trediepladsen gik til Riccardo Patrese i Brabham - hans første point denne sæson, selvom han ofte var at finde i den forreste del af feltet og flere gange havde kæmpet med om sejrene. Alain Prost blev nummer fire og var stadigvæk den absolutte favorit til titlen.
Og den favoritværdighed pillede Det Østrigske Grand Prix ikke meget ved. Og det på trods af at franskmanden startede som nummer fem i sin Renault racer, mens Ferrari for tredje gang i træk okkuperede den forreste række. Den største overraskelse var Nigel Mansells startplacering som nummer tre. Lotus var for alvor begyndt at røre på sig. Tambay stormede afsted i starten, men måtte igen udgå med motorproblemer. Det efterlod en godt kørende Piquet i spidsen for løbet. Men snart efter måtte han strække våben og lade Arnoux og Prost passere forbi. Brasilianeren havde mistet lidt af motorkraften fra BMW-turboen. Og da Arnoux nogle omgange senere mistede sit fjerde gear, var vejen banet for en sejr til Alain Prost. Arnoux holdt fast i sin andenplads, foran Piquet.En afgørende fejl
Alain Prost kørte 14 mere eller mindre fejlfri løb i 1983. Det ene løb, hvor han for alvor lavede fejl var Det Hollands Grand Prix. På trods af Ferraris fremgang, så var det stadig Prost og Piquet der lå i front og kæmpede om VM. Og i Hollands fik Piquet endelig brudt Ferraris monopol på den forreste række.
Efter 41 omgange lå de to VM favoritter i hård kamp ned ad langsiden. Og som de satte ud på den 42. omgang lagde Prost an til at passere Piquet på vej ind i Tarzan-svinget for enden af langsiden. Og her begik han den afgørende fejl. Han bremsede for sent, ramlede ind i Piquets forhjul og brasilianeren Brabham fortsatte ligeud og ind i en dækbarriere. Umiddelbart så det ud til at Prost Renault havde overlevet sammenstødet. I virkeligheden var bilens balance blev ødelagt af, at en frontvinge var blevet slået skæv. En halv omgang senere tabte Prost sin racer og hamrede ind i barrieren og ødelagde fronten.
Dette uheld banede vejen for endnu en sejr til René Arnoux - hvad der skulle vise sig at være franskmandens sidste sejr i Formel 1. Tambay blev nummer to, mens John Watson i Ford drevne McLaren havde tilkæmpet sig en tredieplads.
På en anden måde skrev Hollands Grand Prix 1983 sig også ind i historien. I samme løb som 16 år tidligere havde lagt asfalt til Ford Cosworths debut, fik Porsches TAG turbo nu sin debut i motorrummet på Niki Laudas McLaren. Debuten var ikke imponerende, men nu var McLaren i al fald ligeså stille ved at komme med på turbo-vognen.
Prost var også uheldig i det næste løb, Italiens Grand Prix. Men dennegang var det ikke fordi han lavede fejl, men fordi Renault nu igen blev hjemsøgt at de stabilitetsproblemer der tidligere havde forhindret dem i for alvor at kæmpe med om VM. Efter kun 26 omgange måtte Prost trække sig fra løbet med en defekt turbolader. Sejren gik til Piquet, der nok kunne fortjene lidt oprejsning efter sit exit i Holland. Det største drama på vej mod sejren oplevede han ikke engang selv. Men omgangen før hans pitstop gik Laudas McLaren-TAG hostende i stå lige foran Brabhams pit. En omgang senere og det ville have været det rene kaos. Som det så blev i virkeligheden, var Brabham mekanikerne vældig flinke til at forsøge at skubbe Lauda i gang. Selv teamboss Bernie Ecclestone deltog i løjerne - men Lauda var selvfølgelig også gammel Brabham kører!
Problemet blev løst, Piquet kunne få sit pitstop, uden at være klar over det drama der lige havde udspillet sig. Arnoux fik en andenplads og demonstrede endnu engang Ferrariens øjeblikkelige styrke - og nu var franskmanden for alvor inde i kampen om VM trofæet. Hvad der få løb tidligere næsten havde lignet en formalitet for Prost og Renault var nu blev til et løb med tre heste.
Til slut var det alligevel Piquet der stak af med guldmedaljen - © Jose Miguel Barros
Afgørelsen
Elio de Angelis, der siden sin overraskende sejr i Østrig året før ikke havde gjort meget væsen af sig, stormede pludselig ind på en pole postion i Det Europæiske Grand Prix på Brands Hatch i England. En sort/guld Lotus på pole er altid et smukt syn, og det blev ganske pænere af at bilen bagved, var søsterbilen med Nigel Mansell. Imellem dem havde Riccardo Patrese sneget sig ind. Alle tre havde de det tilfælles at i VM sammenhæng var de ret uinteressante. Med seks point var Mansell den der lå bedst i den samlede stilling.
De interessante var Prost, Piquet og Arnoux. Og mens de to første kom med i en førergruppe lå Arnoux lige en tand længere tilbage, men han var bestemt ikke færdig i løbet. Men på 20. omgang gjorde franskmanden det surt for sig selv da han i et forsøg på at passere Eddie Cheever oversatsee og dansede en lille piroutte og sluttede med bilen hængende oppe på kerben, ude af stand til at flytte sig ved egen kraft. Ved hjælp af tililende marshalles kom der asfalt under Ferrariens hjul igen, men Arnoux lå nu som nummer 19, og var dermed uden chancer i løbet. Og dermed syntes drømmen om VM at blive en hel del fjernere. Specielt fordi Piquet vandt løbet i flot stil foran Prost.
Sydafrika havde fået æren af at lægge asfalt til sæsonens sidste løb, og dermed til afgørelsen i den tætte VM kamp, en så tæt kamp som man først fik set igen 20 år senere. Men selvom fokus meget naturligt var på de tre VM kandidater, skal vi dog ikke helt glemme at det var i dette løb at Williams for første gang kørte med Hondas turbo motor. Men en rigtig premiere var det ikke. Motoren havde kørt det meste af sæsonen, liggende i motorrummet hos det lille Spirit team.
Den første af VM aspiranterne der faldt fra, var René Arnoux, der udgik allerede på 10. omgang med motorproblemer. Dermed var det nu et opgør mellem Prost og Piquet. Det blev bare aldrig til det store opgør. Piquet fik lagt sig i spidsen for løbet og en sejr ville uanset hvad, være nok til at hente titlen i hus. På 35. omgang kørte Prost i pit til det afgørende pitstop. Piquet havde allerede haft sit, og var stadig i front, så det var essentielt at Prosts pitstop gik smertefrit. Men det gjorde det bare ikke. Der var tilsyneladende ikke noget galt med bilen da den kørte ind i pitten, men få sekunder efter den holdt stille, kravlede den lille franskmand op af bilen og gik bort. Endnu engang havde en defekt turbo sat en stopper for Renaultens fremdrift. Eneste chance for Prost var nu at Piquet fik problemer og sluttede dårligere end nummer fire.
Piquet på sin side havde ikke lyst til at sætte hvad der kunne blive hans anden titel over styr, så han smuttede en tur i pit igen og fik nogle lidt hårdere og dermed mere holdbare dæk på bilen. Han havde også skruet ned for turbotrykket, for at skåne motoren. Selvom han havde et stort forspring skrumpede det naturligvis og da brasilianeren blev indhentet af sin holdkammerat Patrese, lod han bare italieneren passere forbi. Få omgange senere kom også Lauda forbi. McLaren og Porsche havde fået styr på TAG turboen, der nu for alvor viste tænder. Selvom Lauda havde mistet omkring 20 sekunder ved et pitstop åd han sig nu ind på Patreses forspring. Men hvad der tegnede til at blive et spændende klimaks på løbet blev til ingenting da Lauda seks omgange fra mål måtte trække sig med elektriske problemer. Dermed var der ingen reel trussel mod Patrese, der ellers havde været så frygtelig uheldig gennem hele sæsonen. På dette tidspunkt havde han allerede skrevet kontrakt med Alfa Romeo for den kommende sæon, hvor han skulle afløse Andrea de Cesaris. Og det var netop de Cesaris der tre omgange fra mål tog andenpladsen fra Piquet, der gav sig uden kamp. Trediepladsen var nok til at vinde VM med to points forspring. Og sådan blev det. Nelson Piquet blev verdensmester for anden gang.
Efter løbet var det en meget fattet og klar Piquet der opsummerede løbet og sæsonen. "Jeg er selvfølgelig meget glad for at vinde VM. Jeg er ikke glad fordi Prost tabte det - faktisk var det ikke Prost der tabte VM, men Renault der tabte det". Et synspunkt Alain Prost åbenbart delte. Få måneder efter blev Prost fyret af Renault, angiveligt fordi han havde kritiseret teamets præstationer.
Forskellen på en McLaren med og uden turbo - © Hans Hulseboss
SLUTSTILLINGEN
1.
Nelson Piquet
Brabham-BMW 59
2.
Alain Prost
Renault 57
3.
René Arnoux
Ferrari 49
4.
Patrick Tambay
Ferrari 40
5.
Keke Rosberg
Williams-Ford 27
6.
John Watson
McLaren-Ford 22
Eddie Cheever
Renault 22
8.
Andrea de Cesaris
AlfaRomeo 15
9.
Riccardo Patrese
Brabham-BMW 13
10.
Niki Lauda
McLaren-Ford 12
11.
Jacques Laffite
Williams-Ford 11
12.
Michele Alboreto
Tyrrell-Ford 10
Nigel Mansell
Lotus-Renault 10
14.
Derek Warwick
Toleman-Hart 9
15.
Marc Surer
Arrows-Ford 4
16.
Mauro Baldi
Alfa Romeo 3
17.
Danny Sullivan
Tyrrell-Ford 2
Elio de Angelis
Lotus-Renault 2
19.
Johnny Cecotto
Theodore-Ford 1
Bruno Giacomelli
Toleman-Hart 1
De ti bedste kørere
1. Alain Prost, Renault
Endnu engang er det den 28 årige franskmand der indtager pladsen som den bedste kører. VM burde have været hans i 1983, men teamet svigtede ham. Så kort kan historen gøres. Alain Prost lavede en fejl, mens teamet flere gange, som i de tidligere sæsoner, leverede uholdbart materiel. I de første par løb var den nye bil ikke klar, og senere løb de ind i problemer med turboen. Ind imellem leverede Prost en række fornemme præstationer og lignede midt sæsonen en sikker vinder.
Alain Prost blev svigtet af Renault og tabte VM kampen - © Schlegelmilch Photography
2. Nelson Piquet, Brabham
Verdensmesteren kommer ind på andenpladsen, men så langt fra en sikker en. Piquets største præstation i 1983 var at holde hovedet koldt og skrabe en masse point til sig henover sommeren hvor bilen sjældent lignede en vinder. Først mod slutningen af sæsonen fik Brabham teamet for alvor gang i bilen og vandt de sidste tre løb. Men moden kørsel sikrede brasilianeren den anden VM titel.
3. Keke Rosberg, Williams
Den regerende mester fra 1982 udspillede hurtigt sin rolle i kampen om VM. Manglen på en turbo motor gjorde at de i længden ikke var konkurrencedygtige. Alligevel lykkedes det et par gange tidligt på året for finnen at blande sig med turbo bilerne. Og i gadeløbene var han altid en faktor. Vandt i Monaco og nummer to i Detroit, mens han blev påkørt i Long Beach. Og så var han samlet set den bedste kører uden turbo.
4. Patrick Tambay, Ferrari
Mens den nye mand, Arnoux, fandt sig tilrette i det italienske team, var det Tambay der holdt fanen højt. Den 34 årige franskmand vandt i San Marino og lignede længe Ferraris bedste bud på en verdensmester. Selvom Arnouc alligevel endte med flere point, virkede han ofte mere overbevisende i løbene. Men det uheld der tidligere karakteriserede Arnoux havde flyttet sig over på Tambay. Alligevel var det overraskende for de fleste at Ferrari valgte at beholde Arnoux fremfor Tambay, da man ansatte Michele Alboreto til at køre i 1984. Tambay skrev på sin side kontrakt med Renault. Desværre skulle den sympatiske Tambay aldrig igen komme til at spille en betydende rolle i VM kampen.
5. Riccardo Patrese, Brabham
Allerede i 1982 havde Patrese vist sig i stand til at køre lige op med Nelson Piquet. Og det gjorde han også i det meste af 1983. Der var endda dage hvor italieneren var bedre end sin brasilianske holdkammerat. Men lige lidt hjalp. Skæbnene havde set sig sur på Patrese, der gang på gang måtte udgå med alle tænkelige mekaniske problemer. Og den dag bilen så ud til at holde, i San Marino, præsterede han så selv at sende den ind i dækbarrieren. To gange fik Patrese point, i Tyskland hvor han blev nummer tre og i sæsonens sidste løb, hvor han mere eller mindre fik en sejr foræret, da Piquet havde mere lyst til at satste på VM, end på at vinde løbet.
6. René Arnoux, Ferrari
På trods af bronzemedaljerne var 35 årige Arnoux' sæson ikke altid lige imponerende. Han havde en god sommer med tre sejre og nogle andenpladser. Men både foråret og efteråret var mindre gode. På Brands Hatch smed han selv det hele væk med et noget oversatset overhalingsforsøg.
7. John Watson, McLaren
Året før havde nordirske John Watson hentet sølvmedaljer i VM kampen, men i 1983 led den 37 årige kører under en manglende turbo. Og da den enedelig kom led den af en række børnesygdomme. Han vandt i Long Beach, karrierens bedste sejr, startende bagerst i feltet. Også i Detroit, og senere i Holland, fik han vist at han absolut ikke var blevet langsommere. Han kæmpede konstant med det han nu havde.
8. Eddie Cheever, Renault
Amerikanske Eddie Cheever leverede en række glimrende præstationer i sin eneste sæson i et top team. Onde tunger påstod at han var blevet ansat af Renault fordi de gerne ville sælge flere biler i USA. Hans holdkammerat var Alain Prost, og det er en hård mand at blive sammenlignet med. Cheever var på forhånd dømt til at tabe den duel, men han gjorde det med ære. Flere gange i løbet af sæsonen fik han stukket snuden frem på de rigtige steder og fik hentet en del point. Tilgengæld blev han også ladt i stikken af teamet ved flere lejligheder. For eksempel i Holland hvor han kørte i pit med et problem. Men han nåede aldrig at standse op - teamet ventede nemlig Prost ind snart. Resultatet var at Cheever udgik - og det gjorde Prost også - inden han nåede i pit!
9. Michele Alboreto, Tyrrell
I virkeligheden gjorde Alboreto ikke meget væsen af sig i 1983. Ford motoren var for svag og bilen var for ustabil til bare at blande sig blandt de bedste uden turbo. Alligevel lykkedes det for den unge italiener at vinde en overraskende sejr - i Detroit. Resten af sæsonen var han bare en statist, men en statisk der kørte alt hvad bilen kunne holde til. Han blev belønnet med en Ferrari-kontrakt.
10. Andrea de Cesaris, Alfa Romeo
Den lynhurtige vragkonge de Cesaris havde en, efter hans kaliber, glimrende sæson i 1983. To gange sluttede han som nummer to. Ved flere andre lejligheder viste han tænder i starten af løbene, men Alfa Romeoen var ikke en vinderbil. Og de Cesaris var ganske tydeligt ikke en man kunne regne med ville udvikle en vinderbil. Så de, trods alt, fornuftige, resultater upåagtet blev de Cesaris kontrakt ikke forlænget. I stedet valgte teamet at skrive kontrakt med Patrese og Cheever. De Cesaris selv skrev under på en aftale med Ligier.
Og så lige en hurtig 11'er
Selvom der nu er blevet nævnt ti kørere, så skal vi lige nævne Niki Lauda. Grunden er selvfølgelig at den lille østriger vandt VM i 1984. Og i 1982 var han trods alt på top 10'en og jeg kan godt garantere at han vender tilbage i '84. Så det skal forklares hvorfor han ikke er på top 10 i 1983, det er jo ikke sådan at hans talent tager en rutschetur hvert andet år. Nej problemet med Lauda og 1983 er at han måske nok lavede et par gode præstaioner, specielt Long Beach og Sydafrika. Men i det store hele virkede han ligeglad det meste af året. Mens Watson kæmpede videre med det de nu havde at kæmpe med, trak Lauda på skulderen og brugte sin energi på at følge udviklingen af TAG turboen, som skulle ligge i bilen den kommende sæson. Og først da den motor debuterede i Holland virkede Lauda for alvor interesseret i løbene igen.
Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
