1984. Sidens George Orwells roman fra 1948, har 1984 været det mest berømte årstal. 1984. Popmusikken har aldrig lydt bedre end det gjorde i 1984. 80'er poppen var på sit højeste og hitlisten på Radio Århus var ugens højdepunkt. 1984 er det vigtigste år i mit liv. Det var det år hvor mit unge hjerte fik sit første knæk. Det var også det år hvor jeg for første gang fattede interesse for biler i mange farver der drønede rundt på noget asfalt. Siden er mit hjerte blevet mere robust, for både kvinder og Formel 1 har gennem tiden både givet store oplevelser og til tider været et skuffende bekendtskab.
At verdensmesteren i 1984 kom til at hedde Niki Lauda er vist ikke nogen hemmelighed. I min verden var han dengang den store helt. At så netop han skulle vinde VM den sæson var nærmest skæbne-bestemt. Dengang var Niki Lauda et ikon på linje med hvad Schumacher er i dag. Selv før jeg vidste at det hed Formel 1, eller interesserede mig for sport, vidste jeg hvem Niki Lauda var. Derudover har den mellemliggende tid vist at jeg har en generel svaghed for veteraner. Så Niki Lauda var et langt mere oplagt idol end unge Prost.
I vinterpausen mellem 1983 og 1984 havde der været en hel del ændringer i Formel 1. Alain Prost var ikke længere hos Renault, men i stedet var han kommet tilbage til McLaren, hvor han skulle køre sammen med Niki Lauda. Det betød at nordireren John Watson måtte indstille sig på en pensionist-tilværelse. Hos Renault havde man erstattet Prost med Derek Warwick, som man havde hentet hos Toleman. Derudover havde man ansat den tidligere Ferrari kører Patrick Tambay som erstatning for amerikaneren Eddie Cheever. Cheever var gået til Alfa Romeo, hvor han arbejde sammen med Riccardo Patrese, der havde kørt for Brabham. Som erstatning havde Brabham skrevet kontrakt med Fabi brødrene. Finten var at den ældre, og bedste, Teo Fabi, også havde forpligtigelser i den amerikanske CART serie. Så når han ikke kunne kører, skulle bilen køres af hans lillebror Corrado Fabi.
Ferrari havde hyret Michele Alboreto, der var kommet fra Tyrrell, mens de havde beholdt bronzevinderen fra '83, René Arnoux. Tyrrell havde hyret to talentfulde debutanter, englænderen Martin Brundle og tyskeren Stefan Bellof. Toleman havde også hyret en debutant, brasilianske Ayrton Senna da Silva.
TAG Porsche Turbo motoren der viste sig at være både stabil og hurtig - © Hans Hulsebos
McLaren viser tænder Som året før, startede sæsonen i Rio. På den flade Jaceparagua bane skulle den indledende duel om verdensmesterskabet stå. Favoritterne var på forhånd de sidste to års verdensmestrer, Nelson Piquet og Keke Rosberg, samt McLarens teamets kørere Prost og Lauda. Derudover mente man at både Arnoux og i særdelshed Alboreto også havde gode muligheder for at få fat i guldmedaljen.
Der var rygter i pitten: McLaren var utilfredse med TAG-turboen. Den var ikke hurtig nok. Det var nu ikke fordi resultaterne var dårlige - en fjerde- og sjetteplads blev det til i kvalifikationen, mens de Angelis hentede pole i sin Lotus. Men da det grønne lys blev tændt forstummede al snak om langsomme McLaren racere. For på trods af en dårlig start af Prost, der sendte ham ned som nummer ti, var det hurtigt klart, at det var de to rød/hvide racere, der var hurtigst. Lauda åd sig ind på de foranliggende og tog dem en efter en, medundtagelse af Alboreto, i sit første løb for Ferrari, der fik problemer med bremserne. Længere nede i feltet arbejdede Prost sig tilbage til de pointgivende placeringer. Franskmanden havde så meget fart på, at han efter 24 omgange var nummer 2, efter holdkammeraten Lauda. Og her kunne historen såmænd godt have endt - men det gør den ikke. For efter 38 omgange kom både Lauda og Prost i pit på samme tid! Lauda havde kørt halvlangsomt på den sidste omgang og var på vej ned i pitten for at udgå. Prost ville bare have nyt gummi på. Laudas bil holdt dog ikke længe i vejen. Men på Prosts bil havde mekanikerne problemer med at få spændt en enkelt møtrik. Alt i alt holdt Prost stille i 25 sekunder. Prost var nu nummer 2 - et halvt minut efter Warwick. Den 30 årige englænder havde afløst netop Alain Prost hos Renault - og nu var han på vej mod en sejr i sæsonens første løb. Men ti omgange fra mål fik han problemer med det ene hjulophæng. En konsekvens at et mindre sammenstød med Lauda tidligt i løbet. Til sidst knækkede hjulophænget, bilen kørte lige ud i stedet for at dreje og Alain Prost kunne overtage føringen - og vinde en lidt heldig sejr. Men heldig eller ikke. McLaren havde demonstreret at i løbene havde de den hurtigste bil.
Lauda vandt det næste løb, Sydafrikas Grand Prix. Den 35 årige østriger startede ellers på en beskeden ottende plads, mens den regerende mester Piquet havde fået den første af sæsonens ni pole-positions. Men igen viste McLaren racerne af når først løbet startede var deres blanding af hurtigthed, balance og pålidelighed uovertruffen. At de så havde Lauda og Prost til at køre bilerne var jo heller ikke ligefrem nogne hindring. Lauda kom hurtigt op gennem feltet og indledte jagten på den førende Brabham med Piquet. For måske var McLaren raceren den ultimative bil i 1984, men Brabham og Nelson Piquet var utvivlsom den hurtigste kombination. Men hvad de havde i hurtighed, manglede de i pålidelighed. Efter 30 omgange sagde BMW-motoren stop - turboen var død. Piquet måtte parkere en rygende racer og gå hjem. Lauda var i front. Et halvt minut efter ham kom Keke Rosberg i den lidt iltre Williams. Og hvad så med Prost. Jo, franskmanden fik på gridden problemer med sin bil, og var løbet ned i pitten og hoppet ned i en reservebil, der var sat op til Lauda. Så Prost var startet fra pitten, men på nuværende tidspunkt havde han kæmpet sig op gennem feltet og lå nu som nummer tre og snappede Rosberg i hælene. Men et pitstop satte en stopper for den duel. Prost var den store vinder af pitstopsrunden. Den bragte ham foran Rosberg og dermed ind på anden pladsen. Dobbelttriumf for McLaren. Englænderen Derek Warwick sluttede som numer tre, mens sjettepladsen gik til Ayrton Senna, der dermed scorede karrierens første point.
I Belgien vandt Alboreto og Ferrari en sejr, der lovede mere... - © George Standaar
Ferrari slår igen Efter to pointløse løb var Ferrari på vej ud i en mindre krise da man nåede til Europa og Belgiens Grand Prix, der i '84 skulle køres på Zolder. Nu startede sæsonen for alvor og hvis ikke McLaren skulle stikke af med det hele, var det nu der skulle sættes ind. Grunden til at det specielt er Ferrari der skal fremhæves, er at selvom Brabham heller ikke havde fået nogen point endnu, så havde de i det mindste vist deres konkurrencedygtighed. Renault havde heller ikke haft den allerbedste start på året, de var i konstant krise med et overforbrug af benzin, men havde alligevel fået en tredie plads i Sydafrika. Selv Willams havde været med fremme i løbene, så Ferrari var det eneste topteam fra 1983, der endnu ikke havde vist noget nævneværdigt.
Men det blev der rådet bod på Belgien. Alboreto fik pole foran Arnoux, og Ferrari var igen med i toppen. Prost og Lauda startede som nummer 8 og 14. McLaren havde demonstreret svagheder, og de andre teams vejrede morgenluft. Måske var McLarens dominans i de to første løb alligevel bare et udslag af forårskuller?
Løbet blev i realiteten afgjort da starten gik. Derek Warwick fra tredie startsplads møvede sig ind mellem de to Ferrarier - med Alboreto foran sig og Arnoux bag sig. 70 omgange senere lå de tre stadig sådan. Men undervejs skete der alligevel et par ting der er værd at nævne. Prost udspillede sin rolle i løbet allerede på sjette omgang. Mekaniske problemer. Lauda fik motorproblemer efter 35 omgange, uden for alvor at have blandet sig i topstriden. Alboreto havde også sit øjeblik, hvor bilen smuttede for ham på vej ind i et sving. Men efter en kort tur henover græsset fik han sat sin stejlende hingst på asfalt igen. Og derefter var hans sejr ikke truet et eneste sekund. Warwick havde også en sikker andenplads. Problmet var Arnoux der havde måttet kæmpe hårdt med Rosber og Piquet, men nu var kommet forbi dem begge to. Mens han nu jagtede Warwick spandt han og inden han kom på banen igen var Piquet og Rosberg kommet foran ham. Men guderne smilte til Ferrari den dag. Tre omgang før mål sagde Piquets turbo igen et rygende farvel og den brasilianske verdensmester måtte igen bruge fødderne for at komme hjem. På sidste omgang løb Rosberg tør for brændstof og måtte overlade podiepladsen til en heldig Arnoux. Rosberg blev alligevel belønnet med fjerdepladsen og tre point. Bellof blev nummer seks i en Tyrrell uden turbo. En ganske bemærkelsesværdig præstation. Men dagens mand var så afgjort Michele Alboreto, der var den første italiener der vandt i en Ferrari siden Scarfiotti i 1966. Men vigtigst af alt - Ferrari var tilbage i VM kampen, mens det nu så endu mere sort ud for Brabham. McLaren førte stadig, men det var nu bevist at de kunne slåes.
Bare ikke i de næste to løb. Prost vandt i San Marino, foran Arnoux . Lauda fik motorproblemer og Piquets turbo sagde igen stop. Alboreto måtte også forlade løbet, med en knækket udstødning. De Angelis i Lotus kom på podiet for første gang denne sæson, og Warwick imponerede igen, nu med en fjerdeplads. Det var tredie gang i træk englænderen fik point. Bellof i Tyrrell holdt fanen højt for det eneste ikke-turbo team og fik en femteplads.
Lauda vandt i Frankrig efter en lang hæsblæsende duel med Patrick Tambay. Først måtte han kæmpe for at komme forbi ham. En kommunikationsbrist mellem Lauda og pitten gjorde at Lauda blev kaldt for sent ind til dækskifte. Og så måtte han for anden gang i løbet indhente og overhale Patrick Tambay, hvis bil for en enkelt gangs skyld ikke havde tænkt sig at løbe tør for benzin.
En superstjerne blev født - Senna i Monacos våde gader. - © Ersek Zsolt
Løbet der druknede Monacos Grand Prix 1984 er så absolut ikke blandt de længste løb i historien. 31 omgange i silende regn blev det til inden baneleder Jacky Ickx besluttede at stoppe løbet. Alligevel tog det lidt over en time at køre de 31 omgange. Og løbet har, af mange årsager, en vigtig plads i historien.
Alain Prost startede fra pole. McLaren brugte, i modsætning til deres nærmeste konkurrenter, ikke specielle kvalifikationsmotorer, hvilket forklarer deres ofte beskedne startplaceringer. Men i Monaco betyder hestekræfter ikke så meget, så Prost kunne uden de store problemer sikre sig pladsen - foran en overraskelsen Nigel Mansell i Lotus. Og her er vi fremme ved den første af de ting der har givet Monaco '84 en plads i historien. På 11. omgang lå Mansell lige i Prosts hækspoiler, og da Prost havde et minimalt sammenstød med en marshall der var ved at skubbe på en havareret Brabham (heldigvis skete der ikke noget med marshall'en), så Mansell sit snit til at slippe forbi i forvirringen. Det var første gang englænderen lå i front af et Formel 1 løb. Desværre for Mansell var det ikke en føring der skulle vare ved. Nogle omgange senere lavede han en lille fejl og sejlede ind i barrieren. Han holdt dog bilen gående, men med en en ødelagt bagvinge var det kun et spørgsmål om tid. Og få hundrede meter senere kunne Mansell ikke bremse og røg af banen. Prost var tilbage i front.
Næste væsentlige begivenhed. Unge Ayrton Senna i Toleman havde kæmpet sig vej op gennem feltet fra sin startplacering som nummer 13. Nu var han den nærmeste forfølger til Prost. Og mens den rutinerede franskmand sejlede støt gennem Monacos gader, havde Senna mere dynamit i speedbåden. Det var tydeligt for enhver at Senna var ved at indhente Prost. Da løbet blev afbrudt efter 33 omgange havde brasilianeren lagt an til et angreb på førstepladsen. Stor var overraskelsen da Prost sagtnede farten ned mod målstregen og standsede lige foran manden der vinkede med det røde flag. Senna strøg over mållinjen og rakte jublende hænderne i vejret. Han troede han havde vundet, men kendte ikke reglen om at man ved et afbrudt løb tager stillingen to omgange før afbrydelsen. Så Prost vandt løbet - og det endda med otte sekunders forspring. Men alle var klar over at en stjerne var blevet født.
Det er tit blevet sagt at Senna ville have vundet løbet hvis det ikke var blevet afbrudt. Det er en sandhed med modifikationer. For at løbet ikke skulle være blevet afbrudt skulle forholdene have været bedre end de var. Og som forholdene var, så var det klart til Senna og Tolemans fordel. En anden faktor er manden på trediepladsen. Tyske Stefan Bellof i sin turbo-løse Tyrrell kørte sit korte livs bedste Formel 1 løb. Godt nok var han 13 sekunder efter Senna da løbet sluttede, men han var så klart den hurtigste mand på banen. Havde løbet varet længere havde sejrherren måske heddet Stefan Bellof.
En sidste interessant fakor ved Monacos Grand Prix var at, da løbet blev afbrudt før halvdelen var kørt, blev der uddelt halve point. Det betød at Alain Prost fik 4½ point for sin sejr. Når man så ser på hvordan VM endte, ville en andenplads i et længere løb have været mere til Prosts fordel. Så både for Formel 1 historien og VM 1984 var Monaco et væsentlig løb.
To 3-foldige brasilianske mestrer: Piquet og Senna. - © Rob de Korte
Piquets uge Som regerende verdensmester er nul point efter syv løb ikke ligefrem en optimal situation, men det var ikke desto mindre hvad Nelson Piquet kunne fremvise efter Monacos Grand Prix. Seks løb, seks gange udgået. Den store akilleshæl var BMWs fire-cylindrede turbo-motor der åbenbart mente at den nu var gammel nok til at ryge - den gjorde det i al fald tit. Selvom 1984 aldrig blev Piquets bedste sæson så var der alligevel otte dage dage i juni hvor alting klappede for den dobbelte verdensmester.
Først vandt han et ganske kedsommeligt Grand Prix i Canada. Han startede fra pole og ingen var på noget tidspunkt i nærheden af at true ham. Og den største fjende - turboen - havde besluttet sig for at være flink. Alligevel var livet i Brabham raceren ikke ligefrem behageligt den dag. En oliekøler, der var installeret for at afhjælpe bilens problemer, genererede så meget varme i cockpittet, og særdelshed i pedalerne, at pedalen brændte sig igennem højre skosål og Piquet efter løbet havde en 1. grads forbrænding på foden. Men når nu alt andet fungerede, så skulle da pokker om man ville udgå bare fordi man fik lidt varme fødder! Lauda vandt andenpladsen i hård duel med kollega Prost.
Otte dage efter løbet i Montreal havde Formel 1 feltet flyttet sig til Detroit, hvor Piquet endnu engang havde pole. Dennegang blev han kastet af, nærmest så snart starten var gået. Mansell fra trediepladsen prøvede at komme igennem et hul der ikke var der, og sendte Piquet og flere andre biler ind i muren. Omstart.
I andet forsøg kom Piquet hurtigere fra start og fik lagt noget afstand til Mansell og Prost. Endnu engang førte Piquet gennem hele løbet, men dennegang var det ikke helt uden trusler. Men truslen kom fra en uventet kant. 25 årige Martin Brundle i Tyrrell, i gang med sin første sæson i Formel 1. I Detroits snævre gader gjorde manglen af turbo ikke så meget, og så ville Brundle lege med i fronten af Formel 1. Omgang efter omgang kæmpede han sig op i feltet og mod slutningen indledte han den dramatiske jagt på Piquet. Han fik lidt venlig assistance fra Alain Prost, der efter en række problemer var tæt på at blive distanceret med en omgang. Men det var alligevel for meget for franskmandens stolthed, så han trykkede speederen i bund og holdt Piquet bag sig, da brasilianeren var ude på sin sidste omgang. Det betød af Brundle kunne lukke hullet op til Piquet helt. Men mere kunne han alligevel ikke. Piquet holdt førstepladsen gennem de sidste par sving og vandt sin anden sejr på en uge og Brundle lignede en fremtidens mand i Formel 1.
Fjorten dage senere samledes Formel 1 feltet i Dallas. En eller anden tv-serie havde gjort Dallas til en interessant by og en bane var blevet stablet på benene i en park midt i byen. Banens lay-out var sådan set interessant nok. Tv stjernene var fascinerende, men det er måske en anelse optimistisk at køre løb i juli måned i Texas. Asfalten havde i al fald ikke tænkt sig at blive liggende ret lang tid af gangen. Den smeltede simpelthen. Det gjorde kørerne også. De ville gerne boycotte løbet, men det blev alligvel ikke til noget og Mansell strøg afsted i overlegen stil fra sin pole-position. Den første udfordrer var Warwick der fik presset sin Renault forbi, på bekostning af et misset bremsepunkt. Resultatet var at englænderen havnede i en dynge dæk - men han førte i det mindste da han udgik.
Som løbet skred frem og banen blev værre og Mansell fik det varmere begyndte han at sakke bagud. Den første der kom forbi var Keke Rosberg, finnen der åbenbart er så vant til saunaer at han som den eneste ikke var generet af varmen. Han førte resten af løbet i overlegen stil og vandt foran en overraskende velkørende René Arnoux. De Angelis blev fik den sidste podieplads, mens Rosbergs teamkollega - Jacques Laffite, der syntes at opvarmningen kl. 7 var lige lovlig tidlig og derfor mødte op i pyjamas, fik sæsonens bedste resultat med en fjerdeplads. Ghinzani i Osella fik nogle sjældne point for en femteplads, mens en udmattet Mansell løb tør for benzin få meter fra målstregen. Han prøvede at skubbe sin bil resten af vejen, men kollapsede i varmen. McLaren havde ikke noget godt løb, både Lauda og Prost udgik, men fik dog et lift hjem af den sejrene Rosberg. Det var sidste gang i 1984 at McLaren ikke vandt
En der manglede i Dallas var helten fra Detroit. Martin Brundle var kørt galt i træningen og havde brækket benene. Og dermed var hans sæson færdig. Det eneste trøst var, at det havde den været alligevel. En prøve taget fra Tyrrellens vandtank efter løbet i Detroit afslørede et højt indhold af bly. Tyrrell blev senere diskvalificeret og alle deres placeringer i 1984 blev frataget dem. Sagen er vældig meget mere kompliceret end man kan komme ind på her. Men faktum var at Tyrrells straf synes hård i sammenligning med hvad andre tidligere og senere har fået for andre og værre overtrædelser af reglementet. Om Tyrrell i det hele tage gjorde noget ulovligt er ovenikøbet usikkert. Men manglende opbakning fra de andre teams gjorde at Ken Tyrrell ikke havde en chance. Og da Tyrrell dermed ikke havde nogen point og efterfølgende blev udelukke for resten af sæsonen, havde Ken Tyrrell ikke længere stemmeret. Dermed kunne de andre teamejere blive enige om ikke at reducere brændstofmængden fra 220 liter pr. løb til 195 liter pr. løb i 1985, som det ellers tidligere var blevet bestemt.
Niki Lauda vandt sin 3. VM titel i denne McLaren-TAG - © Hans Hulsebos
Kampen spidser til På Brands Hatch i England vandt Niki Lauda foran Derek Warwick og Ayrton Senna. Alain Prost udgik med en defekt gearkasse, mens han lå i spidsen. På det tidspunkt var der ellers lagt op til den store duel mellem de to McLaren racere, da Lauda støt og roligt halede ind på Prost. Efter Prosts farvel var det kun Piquet der kunne true McLaren sejren, men denne trussel virkede aldrig rigtig alvorlig. Og mod slutningen fik Piquet igen problemer med sin turbo. Dennegang dog ikke mere at han kunne cruise rundt i håbet om at score et point eller to. Men lykken var imod den regerende mester, den endte som nummer syv og dermed lige uden for pointene.
Løbet i England blev kørt i to halvlege da en størrer en bil brød i brand tidligt i løbet. Den holdt et uheldigt sted og skummet fra skumslukkerne væltede ud over banen. Man valgte derfor at stoppe løbet, for at genoptage det 50 minutter senere.
På Hockenheim så man noget så sjældent som en McLaren på pole-position. Det var naturligvis Prost der havde kørt den hurtigste tid. Laudas indsats i kvalifikationerne gennem hele sæsonen virkede ofte halvhjertede. For Piquet bød Tysklands Grand Prix på en forandring. For en gangs skyld var det ikke turboen, men gearkassen der gik i stykker og sendte brasilianeren ud af løbet. Prost lavede en halvdårlig start, men kom alligevel hurtigt i front, mens Lauda, der startede som syv'er måtte kæmpe sig vej gennem feltet. Men heller ikke det tog lang tid. Og med Piquets exit var al spændingen ude af løbet efter 24 omgange. Prosts forspring til Lauda var for stort til at østrigeren kunne hale franskmanden ind. Warwick kom igen på podiet, på en flot tredieplads. Den første sejr til den 30 årige englænder syntes ikke langt væk. Men historien ville det anderledes. Tysklands Grand Prix 1984 var sidste gang Derek Warwick kom på podiet i et Formel 1 løb.
Nike Lauda havde debuteret i Formel 1 i Det Østrigske Grand Prixd i 1971. Siden havde han vundet 22 sejre og to verdensmesterskaber. Men Østrigs Grand Prix havde han aldrig vundet. En startplacering som nummer fire, efter Laudas 1984 standard en god startplacering lovede godt. Men det var Prost og Piquet der spurtede afsted i starten. Piquet kom foran McLaren raceren, men Prost blev prøvede at slå kontra. Hvad ingen vidste var at Prosts McLaren havde et alvorligt problem med gearene. Franskmanden blev nødt til fysisk at holde gearstangen på plads i gearene, igennem svingene, ellers ville den smutte i frigear. Således handicappet af at kun kunne styre med en hånd kæmpede Prost alligevel indædt for at komme forbi Piquet. Det lykkedes bare aldrig. Elio de Angelis' Lotus havde spildt en masse olie rundt på banen og da Piquet-Prost duoen kom racene hen over den spildte olie, gled bilen for Prost. Med kun en hånd på rettet kunne han ikke gøre noget, og var reduceret til passagerer, da bilen spandt af. Håbet om McLaren sejr hvilede nu udelukkende på Lauda, der hurtigt halede ind på Piquet. Efter en lang duel, var det først da Piquet blev presset til en fejl, at østrigeren slap forbi sin gamle holdkammerat. Glad i front strøg Lauda nu afsted - men kun i to omgange. Et højt knald bag i bilen fik Lauda til at række armen opgivende i vejret og vinke den bagved kørende Alboreto forbi, således han ikke længere var en omgang bagud. Først troede Lauda at hele gearkassen var røget, men dovenskabeb fik ham til at afprøve hvad bilen egentlig kunne. I sin selvbiografi fortæller Lauda, hvordan han ikke gad at gå hjem til pitten fra det sted på banen hvor bilen begyndte at gøre knuder. Derfor kørte han igennem gearene og fandt at kun fjerde gear manglede. Godt nok var fjerde gear et ret væsentlig gear på banen i Østrig, hvor var mange lange bløde sving. Men Lauda blev enig med sig selv om at satse på at trille bilen hjem. Det kunne være at han kunne få et par point eller tre. Hans omgangstider faldt med fire sekunder, men alligevel halede Piquet ikke ind på ham. Piquets logik var egentlig meget klar. Dækkene på hans Brabham racer var godt slidte, og Lauda plejede alligevel altid at tage farten af mod slutnigen af et løb. Så Piquet var overbevist om at hvis han prøvede at hale ind på Lauda, ville østrigeren bare sætte lidt mere tempo på. Så med en halvsyg McLaren racer lykkedes det endelig for Niki Lauda at vinde på hjemmebane - og med ni point at bringe sig foran i kampen om VM.
Derudover bød Østrig 1984 også på en ny mand i klassen - en østriger ved navn Gerhard Berger debuterede i sit hjemlands grand prix i en ATS-BMW. Bergers lange F1 karriere startede med en beskeden 20. plads i kvalifikationen og en 12. og sidsteplads i løbet. Tre omgange efter sin landsmand.
Elio de Angelis fik bronzemedaljer i VM uden på noget tidspunkt at ligne en vinder. - © George Standaar
VM på marginaler Om det var heldige omstændigheder eller presset for Lauda er svært at sige, men i Holland startede Prost fra pole-position. Men da starten gik var det Piquet fra andenposition der stormede afsted ned mod det berømte Tarzan sving. Nelson Piquet var i storslået form. Omgang efter omgang lagde han afstand til Prost i McLaren raceren. Men, som så ofte før, svigtede teknikken. Efter 11 omgange gik en olieledning i stykker og Piquets løb var slut. Dermed kom Prost i front. Samtidig havde Lauda gnavet sig vej op gennem feltet og var nu på andenpladsen. Meget mere skete der ikke i det løb.
Men mens Holland måske manglede drama på mange måneder, var der tilgengæld masser af drama i Italien. Først var der usikkerhed om Laudas deltagelse i løbet. I træningen havde han slået sin ryg ganske meget, mens han bumlede igennem en af Monzas chikaner. Men østrigerens private læge, Willy Dungl, fik masseret Laudas ryg så tilstrækkeligt at han kunne køre - dog med lidt ekstra støtte til den plagede ryg. Da starten på løbet gik var det, næsten som sædvanligt, Piquet der lagde sig i front, med Prost lige i hælene. Efter en hektisk duel måtte Prost i udpræget grad strække våben på fjerde omgang. Motoren var begyndt at sende store mængder af blå røg ud af bagenden. De efterlod Piquet i front, foran en hårdt kæmpende Tambay og dagens overraskelse: Teo Fabi i den anden Brabham. Samtidig var Lauda i gang med at æde sig ind på de forreste. Piquet fik, som sædvanlig, problemer med bilen, og måtte, som sædvanlig, udgå. Så nu var Tambay i front foran Fabi. Lauda fik hurtigt indhentet Fabi, men i stedet for at angribe lagde den tålmodige østriger sig bag ved italieneren. Efter tyve omgange satte Lauda sit angreb ind, i første omgang blev det afværget, men i andet hug kom han forbi. Blot to omgange senere var Lauda klar til angreb på den førende Tambay - ingen var i tvivl om at Lauda gik efter sejren og 9 point, på en dag hvor Prost var blevet sat tidligt ud af spillet. Tambay på sin side havde problemer med en speeder der ville sætte sig fast. Lauda fandt en mulighed og mens Tambay kæmpede med sin speeder strøg McLaren raceren forbi ham. Få hundrede meter senere gik Renaultens speeder helt i udu og Tambay måtte parkere bilen i vejkanten og endnu engang holde tidligt fri. Lauda vandt med 24 sekunder ned til Alboreto i Ferrari, der gjorde tifosierne tilfredse med sin andenplads. Patrese blev nummer tre, efter at Fabi, og senere Johansson havde haft problemer. Svenskeren Stefan Johansson var blevet ansat af Toleman efter at Johnny Cecotto var kommet til skade i en ulykke. Svenskeren var dog ikke mere uheldig end at de fleste af de, der overhalede ham, selv fik problemer. Så Johansson kunne rejse hjem fra italien med en flot fjerdeplads. På sjettepladsen kom Gerhard Berger i ATS, og scorede dermed sin første pointgivende placering (omend han ikke fik VM point alligevel, fordi ATS kun havde tilmeldt én bil til verdensmesterskabet, og Berger kørte i teamets andenvogn).
Med kun to løb tilbage var matchbolden havnet på Laudas banehalvdel. Østrigeren havde 10½ points forspring til holdkammeraten Prost. Så for Prost var missionen klar - sejre var det eneste der virkelig talte. I Det Europæiske Grand Prix på Nürburgring - det første løb på den nye bane - var der da heller ikke megen tvivl om vinderen. Godt nok havde Piquet pole-position, men en dårlig start fra brasilianerens side tillod både Prost og Tambay at smutte forbi. Og derefter var der ikke rigtig nogen der så noget til Prost den eftermiddag. Lauda skulle som vanligt kæmpe sig vej op gennem feltet og det gjorde han uden de store problemer. Lige indtil han som sidste vogn i et tre-bils tog skulle overhale Mauro Baldi med en omgang. De to første slap forbi den hvide Spirit racer, men Lauda kom som en overraskelse for Baldi, der var ved at lukke døren. Østrigeren måtte op at stå på bremsepedalen og udførte som konsekvens en lille ballet. Da bilen igen vendte den rigtige vej var Lauda stadig nummer seks i løbet, men han havde mistet kontakten med de foranliggende. Andenpladsen i løbet blev derfor en kamp mellem Piquet og Alboreto, med italieneren som vinder, nærmest på målstregen. Et løb tilbage: Lauda 66 point; Prost 62½ point.
VM skulle afgøres på Estoril banen i Portugal. Det første af mange VM løb der siden skulle blive kørt på denne bane. Igen havde Piquet pole, og igen gik starten lidt for langsomt, og igen kom Prost i front. Men som noget nyt havde både Rosberg og Mansell begge lavet en kanonstart og kom foran de to andre. Prost måtte sætte sin energi ind på at komme forbi de to forankørende og det gik da også nogenlunde hurtigt at komme i front af løbet. Selvom Mansell nu og da pustede franskmanden lidt i nakken var der aldrig den store tvivl om at Prost ville vinde løbet. Dermed var presset lagt over på Niki Lauda, der igen skulle kæmpe sig vej gennem feltet. For at vinde sin 3. VM titel skulle østrigeren blive nummer to i løbet. Og fra en sjetteplads virkede det som en uoverkommelig opgave. Første problem hed Stefan Johansson. Lauda udfoldede sin kølige tålmodighed og ventede til svenskeren lavede en fejl på 27. omgang. Senere samme omgang sneg han sig forbi Alboreto, for kort efter at angribe og besejre Rosberg. Næste forhindring var Ayrton Senna. Efter yderligere to omgange kom Lauda forbi og nu var der kun Mansell mellem ham og VM titlen. Og 35 sekunder, der skulle hentes på kun 33 omgange. En noget nær umulig opgave. Og alligevel hentede Lauda over et sekund per omgang. Men efter 13 omgange mistede han det hele igen, da han indhentede en flok bagvedliggende kørere, der var mere optaget af deres egne interne kampe end af at lade den foranliggende VM kandidat slippe forbi. Men forbi kom han, men Mansell var nu igen et halvt minut foran. Det så ud som om løbet var kørt for østrigeren. Men så skete der noget. Samtidig med at Lauda satte løbets hurtigtste omgang, spandt Mansell rundt, på grund af problemer med bremserne. Lauda var derfor helt oppe i gearkassen af englænderen, der med sine defekte bremser ikke kunne gøre meget. Lauda kom forbi og var nu i en position til at vinde mesterskabet. Stillingen holdt sidste 19 omgange og en lidt skuffet Prost kunne sige tillykke til Lauda på sejrskammelen. Østrigeren havde vundet med et halvt point, og for andet år i træk måtte franskmanden nøjes med sølvmedaljer.
VM slutstilling
| 1. | Niki Lauda | McLaren-TAG Porsche | 72 point |
| 2. | Alain Prost | McLaren-TAG Porsche | 71½ point |
| 3. | Elio de Angelis | Lotus-Renault | 34 point |
| 4. | Michele Alboreto | Ferrari | 30 point |
| 5. | Nelson Piquet | Brabham-BMW | 29 point |
| 6. | René Arnoux | Ferrari | 27 point |
| 7. | Derek Warwick | Renault | 23 point |
| 8. | Keke Rosberg | Williams-Honda | 20½ point |
| 9. | Nigel Mansell | Lotus-Renault | 13 point |
| - | Ayrton Senna | Toleman-Hart | 13 point |
| 11. | Patrick Tambay | Renault | 11 point |
| 12. | Teo Fabi | Brabham-BMW | 9 point |
| 13. | Riccardo Patrese | Alfa Romeo | 8 point |
| 14. | Jacques Laffite | Williams-Honda | 5 point |
| - | Thierry Boutsen | Arrows-Ford/Arrows-BMW | 5 point |
| 16. | Eddie Cheever | Alfa Romeo | 3 point |
| - | Stefan Johansson | Toleman-Hart | 3 point |
| - | Andrea de Cesaris | Ligier-Renault | 3 point |
| 19. | Piercarlo Ghinzani | Osella-Alfa Romeo | 2 point |
| 20. | Marc Surer | Arrows-BMW | 1 point |
Derudover scorede Jo Gartner (Osella-Alfa Romeo) og Gerhard Berger (ATS-BMW) hhv. 2 og 1 point i Italien, men pga. at deres team fra starten af sæsonen kun havde tilmeldt en bil til VM, og fordi Gartner og Berger kørte i ekstra tilmeldte biler, talte disse point ikke i VM. Derudover fik Tyrrell teamet og kørerne (Martin Brundle og Stefan Bellof) frataget deres point og diskvalificeret fra alle løb de havde deltaget. Efter diskvalifikationen er den efterfølgende kører rykket en plads op og har så overtaget pointene.
TOP 10
Alain Prost, McLaren-TAG Porsche Franskmanden er efterhånden blevet fast inventar på den førstepladsen, ikke i kampen om VM, men når man skal vurdere hvem der egentlig var bedst gennem sæsonen. Prost satte ikke mange fødder forkert i 1984. Et par fejl blev det til, og som hovedregel var han hurtigere end holdkammeraten Lauda. I tidskørlserne slog han Lauda 16-0! Sjældent at se en så totalt kvalifikationssejr i et team. Men det var ikke kun mekaniske defekter der kostede Prost titlen. Mens han over en hel sæson var klart den bedste, havde han nogen gange svært ved at holde hovedet koldt i de allermest pressede situationer, specielt når konkurrenten hed Lauda.
Endnu engang var Prost den bedste kører, og endnu engang blev han ikke mester. - © Hans Hulsebos
Niki Lauda, McLaren-TAG Porsche Den 35 årige verdensmester kniber sig lige ind på andenpladsen. Lauda kørte en storslået sæson. Notorisk dårlige resultater i tidskørslerne skulle opvejes at aggressiv kørsel i løbene, og det blev de. I stort set alle løb var Lauda på en eller anden måde en faktor, selvom han først skulle kæmpe sig vej op til hvor det blev sjovt. Det virkede sæsonen igennem som han virkelig troede påat han ville vinde VM. Men det virkede også som om det der virkelig interesserede ham var kampene med Prost. Hans stormløb op gennem feltet var en fryd at se på. Så snart løbet var startet virkede det som om Lauda have oceaner af overskud.
Nelson Piquet, Brabham-BMW Pole-positions og defekte turboer er Piquets sæson i en kort sammenfatning. Han var så klart den hurtigste kører i feltet. Men materielet ville ikke så gerne køre et helt løb. Da det endelig holdt, fejrede brasilianeren det med to sejre på stribe! Men desværre blev han aldrig rigtig involveret i VM kampen, selvom det egentlig var tydeligt, at han var den eneste der virkelig kunne udfordre McLaren racerne.
Keke Rosberg, Williams-Honda Finnen havde en elendig sæson i en af de mest miserable racere Williams teamet har prodcueret. Der findes en teknisk forklaring om at Williams stadig brugte alimiums chassis, mens de andre var gået over til kulfiber. Under alle omstændigheder opførte bilen sig som en fuld mand på rulleskøjter. Den rutchede lettere formålsløst rundt på banen i håb om at finde den rigtige retning. At Rosberg så fik 20,5 point ud af bilen må alene tilskrives en stor indsats fra den 35 årige finne. Specielt sejren på den smeltende asfalt i Dallas var eminent.
Michele Alboreto, Ferrari Alboreto var en stille eksistens i sin første sæson for Ferrari. Han vandt det tredie løb, i Belgien, men andre steder rendte han ofte ind i tekniske vanskeligheder. Han var dog sjældent selv skyld i uheldene. Resultaterne var dog generelt magre og ført mod slutningen af sæsonen (19 point i de fem sidste løb) kom der lidt form over det hele. Var generelt hurtigere end holdkammeraten Arnoux, der dog var vældig flink til at sætte point ind på kontoen.
Elio de Angelis, Lotus-Renault Italieneren der i 1983 fik 2 point fik bronzemedaljer i 1984. Og det på trods af at han stort set aldrig lignede en vinder, og aldrig blev bedre placeret end nummer tre i et løb. Godt nok arvede han en andenplads da Tyrrell bilerne blev diskvalificeret, men tilbage står det faktum at de Angelis udelukkende fik bronze fordi andre var uheldige. Han kørte nogle fornuftige løb og fik point 11 gange ud af 16 mulige (til sammenligning fik McLaren kørerne point 10 gange hver). Men i en sæson hvor to biler stak af fra de andre, og hvor stabilitet generelt var et problem, var en solid stabil sæson lige det der skulle til.
Derek Warwick, Renault Det startede så godt for den 30 årige englænder. Han blev hentet til Renault som afløser for Alain Prost og lagde hårdt ud med at ligne en potentiel vinder allerede fra første løb. Som sæsonen skred frem blev det dog mere og mere klart at Renault racerne havde et problem med at finde målstregen og Warwicks form dykkede. Midt på sæsonen genfandt han den dog, men i en alt for kort periode.
Nigel Mansell, Lotus-Renault På mange måder virkede Mansell mere imponerende i 1984 end sin holdkammerat de Angelis. Flere gange var Mansell med i front af løbene og lignede en outsider til en sejr. Og alligevel ligger han hernede som nummer otte på listen, to pladser efter de Angelis. Problemet for Mansell var, at det i en stor udstrækning var hans egen fejl at han aldrig kom til andet at ligne en outsider. Alt for mange gange begik han mere eller mindre dumme fejl, som kostede gode point. Værst var hans forsøg på at massekrere det meste af feltet i Detroit, hvor han forsøgte at køre mellem to biler uden at der var plads. En fejl som alle, undtagen Mansell kunne se.
Renault virkede stærke i starten, men de tabte hurtigt pusten. - © Hans Hulsebos
Patrick Tambay, Renault Han kæmpede hårdt, gjorde Tambay. Men Renault raceren havde et fænomenalt brændstof forbrug og det var i starten af sæsonen deres største problem. Sidenhen gik der andre ting galt. Og mens Warwick holdt fanen højt virkede Tambay mere som en utilfreds mand. Hver gang det gik godt, gik det alligevel galt for den sympatiske franskmand.
Ayrton Senna, Toleman-Hart Årets debutant i 1984 var denne unge brasilianer. Nogen vil måske undre sig over hvorfor han ikke er længere oppe. Han var debutant, i en svag bil og han formåede at bringe sig selv på podiet tre gange og blev nummer ni i VM. Det er altsammen meget rigtigt. Det er også rigtigt at han i Monaco viste det første glimt af hvilken stjernekører han sidenhen skulle blive. Men faktum er også at han havde løb i 1984 hvor han ikke var ret meget tilstede. Der var løb, specielt tidligt på året, hvor man ikke kunne se den kommende mester. At placere Senna højere på listen ville i en eller anden udstrækning have været farvet at hans senere meritter.
Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
