Hvor 1987 introducerede os for den moderne teknik, introducerede 1988 os for hvad der siden har været reglen i Formel 1 – den totale dominans. I dag virker det ikke specielt påfaldende at et team dominerer en hel sæson, men i 1988 var det langfra hverdagskost. Dominans i dagtidens terminologi var når Williams de to forgående havde vundet ni sejre, eller da Lotus i 1978 vandt otte sejre. McLarens 12 sejre i 1984 var et one-off år, som man ikke forventede gentaget lige med det samme. 1988 var da heller ikke gentagelse af 1984. 1988 var langt mere overlegent, set med McLarens briller. 1988 var fødslen af moderne Formel 1.
Der var ændret en smule i reglerne i forhold til den forgående sæson. Turboernes fordel var, på papiret mindsket en del i forhold til 1987. De såkaldte pop-off ventiler var nu indstillet til at sætte ind ved et lavere tryk end tidligere. I praksis skulle det dog vise sig at turboerne stadig havde klare fordele og ville komme til at dominere sæsonen. Men der var færre turboteams end året før. Benetton havde droppet de hvindende motorer til fordel for en konventionel V8 fra Ford, mens Arrows, Ligier, Lotus, Ferrari og selvfølgelig McLaren holdt fast i turboerne.
Frank Williams ville sikkert også gerne have haft en turbomotor i 1988, men i stedet stod han helt uden en motorkontrakt, så hans team måtte ud at investere i de lidt tvivlsomme Judd motorer, der aldrig rigtig blev en succes i Formel 1. Dermed var det klart for de fleste at Williams ikke ville kunne lege med helt i front, hvor de ellers havde været med de sidste par år. Nigel Mansell var stadig i teamet, mens verdensmesteren Nelson Piquet, der aldrig havde være lykkelig i teamet, havde valgt at satse på Lotus, der stadig havde Honda motorer. I stedet havde Williams, lidt overraskende, hyret den 34 årige italienske veteran Riccardo Patrese, der havde kørt for Bernie Ecclestones Brabham team. Et team der i 1988 ikke længere var med i Formel 1.
Piquet havde overtaget pladsen hos Lotus, efter Ayrton Senna, der var rykket til McLaren. Brasilianeren var generelt set ikke imponeret af Lotus teamets indsats, og hvis man ser på resultaterne de følgende år, må man medgive at Senna at hans evner som spåmand ikke var helt ringe. Ganske vist overlevede Lotus teamet i sidste ende Senna, men kun næsten.
Ferrari havde beholdt deres to kørere Michele Alboreto og Gerhard Berger, mens Benetton havde udskiftet Teo Fabi med en anden italiener. 29 årige Alessandro Nannini, der efter to år som Minardi kører havde vist ganske meget potentiale, var den nye mand i teamet, mens belgieren Thierry Boutsen stadig kørte den anden bil.
Stefan Johansson, der ellers havde kørt for både Ferrari og McLaren i sin korte karriere, havde skrevet kontrakt med Ligier. Det franske team havde produceret en meget lav racer, som de ventede sig meget af, men som i længden floppede endnu mere en forgængeren.
Der dukkede også flere nye biler op i 1988. Rial, Dallara og EuroBrun – og så selvfølgelig Coloni, som ganske vist havde kørt med i slutningen af 1987. Larousse og March udvidede begge deres team fra en til to biler, så der generel fremgang i Formel 1 i 1988.
Optimismen florerede inden sæsonstart. McLaren kørerne var naturligvis blandt favoritterne til VM, Piquet i Lotus var også et bud. Og så var der Ferrari hvor Gerhard Berger havde vist stor klasse mod slutningen af 1987. At en verdensmester skulle findes mellem de fire, var der på forhånd ikke den store tvivl om. Men at de to af kandidaterne skulle sies så hurtigt fra var tilgengæld en overraskelse. Og det var ikke den eneste overraskelse i en sæson, der ellers på papiret ser lidt kedelig ud.
Alain Prost startede sæsonen bedst - Copyright: Carlos Mata
SÆSONEN KOMMER I GANG
Den første weekend i april gik sæsonen så i gang. At Ayrton Senna hentede pole var ikke så overraskende. Honda motoren havde jo været den bedste i flere sæsoner og Sennas evne til at køre en enkelt omgang hurtigere end alle andre var efterhånden ganske godt kendt. Det var mere manden på 2. pladsen, der overraskede. Nigel Mansell i sin turboløse Williams racer havde kilet sig ind mellem Senna og Prost, så måske skulle man ikke helt afskrive folk der ikke havde en turbo? Næstbedste uden turbo var Boutsen som nummer 7, så pladsen på første række sagde måske i virkeligheden en hel del om Mansells evner til at presse sin citron for de allersidste dråber.
Afgørelsen på løbet blev en skuffelse for de brasilianske fans. Ayrton Senna blev diskvalificeret efter 31 omgange – fordi han havde skiftet bil efter at opvarmingsrunden var startet. I modsætning til den nylige hændelse hvor Montoya blev smidt ud af samme grund, var man væsentlig hurtigere til at få Senna ud af løbet. Brasilianeren havde ellers kørt sig op på en fornem 6. plads og lignede absolut en mand der kunne blande sig i topstriden.
Men med Senna ude var Prost aldrig for alvor truet. Mansells kamp varede kun 18 omgange, og Berger kunne ikke rigtigt konkurrere med Prost. Men 2. pladsen i løbet viste at Ferrari, tilsyneladende, for alvor havde fundet formen efter et par magre sæsoner. Piquet hentede den sidste podieplads foran en lidt overraskende Derek Warwick i Arrows. Det skulle sæsonen igennem vise sig at være en fordel for Arrows at være blandt dem der stadig kørte med turbo. De sidste point-placeringer gik til Alboreto og Nakajima, der stadig var andenkører i Lotus.
I sæsonens andet løb på Imola var der igen en turboløs der blandede sig i toppen. Dennegang var det Alessandro Nannini i Benetton, der var nummer 4, efter de to McLaren racere og Nelson Piquet. Berger var 5’er foran Patrese.
Alain Prost kom langsomt fra start og mens Senna spurtede afsted i front, var Prost hurtigt en distanceret 7’er. Han måtte bruge flere omgange på at presse sig forbi bilerne foran ham, mens Senna ubekymret konstant øgede sit forspring. Nelson Piquet på 2. pladsen kunne slet ikke true sin landsmand. Endvidere måtte han give efter for presset for Prost. Alain Prost kørte et formidabbelt løb og kom meget tæt på Senna, men kunne ikke finde en vej forbi ham.
Nelson Piquet blev, ligesom resten af feltet, sat med en omgang af de altdominerende McLaren racere. Men den brasilianske verdensmester formåede at holde fast i sin 3. plads på trods af stort pres fra Boutsen og Berger. Takket være sin turbo kunne han hele tiden holde Boutsen på fem skridts afstand, så belgieren aldrig blev rigtig farlig. Nannini tog 6. pladsen og karrierens første point.
Den regerende mester Piquet havde en skuffende sæson - Copyright: Jorge Felix
ET VENDEPUNKT FOR SENNA
I et senere interview forklarede Ayrton Senna, at han anså Monaco 1988 for at være et vendepunkt, ikke bare i 1988 sæsonen, men i hele hans karriere. Han startede ellers godt med sin tredie pole i ligeså mange løb, igen foran Prost. Bag dem holdt de to Ferrari racere, med Berger forrest. Østrigeren formåede i starten af smide sin racer ind mellem Senna og Prost. Det betød at Senna havde en hel fri bane foran sig, og den primære konkurrent fanget bag en Ferrari der tydeligvis ikke havde ligeså mange kræfter som McLarens Honda motorer. Mens Prost måtte bruge mange omgange inden han endelig fandt en vej forbi den røde hingst, kunne Senna skaffe sig et forspring på over 30 sekunder. Der skulle gå omkring 60 omgange inden Prost kom forbi Berger.
Bag dem havde der ellers været flere gode dueller. Mansell havde kørt et strålende løb i sin svage Williams og på et tidspunkt havde han åndet Prost i nakken, men Berger og Prost havde i fællesskab sat tempoet i vejret og lagt afstand til englænderen. Tilgengæld havde han så fået fornøjelsen af en hård angribende Alboreto i den anden Ferrari. I komplekset ved swimmingpoolen gik det så galt for Mansell. Alboreto så et hul og angreb, mens Mansell hårdt forsvarede sin linje. Resultatet var at Mansells Williams klippede snuden på Alboretos Ferrari og englænderen måtte ud, mens Alboreto, heldigvis, var i stand til at fortsætte.
Da Prost havde fundet en vej forbi Berger trykkede den lille krøllede franskmand på speederen og satte hurtigste omgang. Kort efter kom reaktionen fra Ayrton Senna. Også han trykkede speederen igen og tilbageerobrede den hurtigste omgang – og bibeholdt dermed de omkring 26 sekunders forspring han havde. Sådan gik det over et par omgange, inden Senna, uden pres fra andre end sig selv satte bilen ind i barrieren inden indkørslen til tunnelen. Med kun ti omgange tilbage var hans forspring for stort til at Prost kunne nå ham, alligevel havde han ladet sig presse af franskmandens hurtige tider, til selv at køre hurtigere. Resultatet var en smadret næse og en tidlig exit fra løbet.
Banen var dermed banet for Prosts anden sæsonsejr, foran Berger og Alboreto. Warwick, Palmer og Patrese tog de tre andre placeringer. Senna formåede at bruge oplevelsen til noget positivt, nemlig at han ikke skulle lade sig presse af sig selv. Når man havde 25 sekunders forspring med 10 omgange igen, så var det ikke nødvendigt at kæmpe for at køre hurtigt. Er man i front, skal man forsvare og må gerne køre lidt defensivt.
TOUR DE NORDAMERIKA
At McLaren var en overlegen bil, fik man at se igen i Mexico. Senna kom dårligt afsted fra sin pole, og måtte overlade føringen til Prost, og endda lade se Piquet smutte forbi. Prost fik i løbet af ingen tid opbygget et forspring, mens Senna måtte kæmpe sig fordi sin landsmand. Efter det lykkedes fik Senna hurtigt lagt pæn afstand til Piquet, der nu måtte kæmpe med Berger i Ferrari, der hurtigt kom forbi. Men det stod allerede klart at Mexico også ville blive domineret af McLaren.
Den afstand der var mellem Prost og Senna da Senna kom forbi Piquet forblev stort set uændret. De to kørte stort set ens omgangstider gennem hele løbet. Efter fire løb havde Prost nu et stort forspring i VM, mens stabile Berger stadig havde 2. pladsen foran Senna. Men alle var klar over at Senna nok skulle komme forbi Berger. Dertil var McLaren raceren simpelthen for overlegen. Det eneste man virkelig manglede endnu var en direkte duel mellem Prost og Senna. I hvert eneste løb indtil nu havde omstændighederne gjort at den ene havde fået fordelen fra start.
Men den direkte duel kom i Canada. Senna havde pole, men Prost kom igen bedst fra start. I de første omgange fik de to opbygget et solidt forspring til Berger og Alboretos Ferrarier, der var under stort pres fra de turboløse Benetton racere. Da forspringet var stort nok gik Senna til angreb på Prost og udnyttede den langsomme trafik optimalt, da han passerede Prost umiddelbart efter at de havde overhalet Salas Minardi med en omgang. Senna var nu i spidsen og fik lagt nogle meters asfalt mellem ham selv og Prost, og sådan forblev det. Senna havde vundet den første direkte duel. Boutsen fik 3. pladsen, efter at han havde passeret Ferrari racerne. Dermed blev det vist at på en god dag kunne en konventionel bil godt konkurrere med en turbo – altså med mindre den lå i en McLaren.
Historien gentog sig i Detroit. Senna vandt foran Prost og Boutsen. Det var Sennas tredie sejr i træk i Detroit, og den sidste. 1988 var sidste gang man kørte på den upopulære bybane i bilens hjemby. Der var ellers et par forandringer, udover at Adrian Campos, i dag manager for Fernando Alonso, var blevet fyret af Minardi og erstattet af Pierluigi Martini, der havde kørt for teamet i 1985, så var det mest bemærkelsesværdige nok at Berger var på første række, med en 2. plads i kvalifikationen. Nr. 3 var Alboreto og først på 4. pladsen kom Alain Prost.
Af andre små kuriositeter kan man nævne Mansells problemer med sin bil på vej ud på gridden. Bilen gik simpelthen i stå og Mansell måtte have et lift af Eddie Cheever, for at komme tilbage til pitten efter sin reservebil.
Andrea de Cesaris kørte et flot løb i sin Rial racer og hentede en 4. plads, mens den tilbagevendte Martini faktisk hentede en 6. plads og gav dermed Minardi teamet deres allerførste point!
I forbindelse med løbet i Detroit blev det også meddelt at Renault vendte tilbage til Formel 1. Ikke med deres eget team, men som motorleverandør til Williams.
Senna vandt sæsonens to våde løb i England og Tyskland - Copyright: Dempsey Warren
TILBAGE TIL EUROPA
Paul Ricard banen i Frankrig var en bane der passede til turbo bilerne. Rollerne mellem Prost og Senna var byttet om, med hjemmebane sejr til franskmanden. Alboreto kom for en enkelt gangs skyld ind foran Berger og fik dermed 3. pladsen. Alessandro Nannini var på en 6. plads bedste ikke-turbo bil.
Prost havde været i overlegen form i Frankrig, men man skulle bare tilbage til de nordamerikanske løb før Senna havde været bedst. VM kampen mellem de to McLaren kørere var ganske åben, specielt fordi der var en regel om at kun de 11 bedste resultater talte. Det gav klart en fordel til Senna der havde haft et par problematiske løb tidligere på sæsonen.
England blev det første løb i 1988 hvor man så at der ikke behøvede at stå McLaren på det hele. Gerhard Berger satte pole foran holdkammeraten Alboreto. Senna og Prost kom på de to næste pladser. Den virkelige overraskelse var manden på 5. pladsen, brasilianeren Mauricio Gugelmin i den turkise March racer. En flot præstation i hans første sæson. Ved siden af ham holdt Capelli den anden March.
Løbet blev mere konventionelt, i al fald på den måde at en McLaren vandt. Løbet blev kørt i silende regn og det gav muligheder for de turboløse-biler, hvilket også tydeligt kom til at fremgå af resultatet.
Prost kom dårligt fra start og måtte senere udgå med dårlige styreregenskaber. Senna var hurtig til at sætte et angreb ind på de førende Ferrarier. Alboreto kom han forbi i starten, mens Berger tog lidt længere tid. Bagved turbo bilerne lå de to March racere og kæmpede med Nannini, og senere Mansell, der begge kom forbi. Mansell fandt også en vej forbi Nannini. Da de to Ferrari racere mod slutningen faldt lidt tilbage, og Alboreto måtte udgå med benzinmangel, overtog Mansell 2. pladsen i løbet og scorede dermed sæsonens første point. Nannini blev 3’er. Gugelmin tog en fornem 4. plads i sin March – der jo var designet af en ung Adrian Newey, mens Piquet og Warwcik tog de sidste point.
Midt på sæsonen overlod Prost initiativet til Senna - Copyright: Honda F1 Press Office
KAMPEN SPIDSER TIL
I det våde løb på Hockenheim spidsede VM kampen for alvor til. Inden løbet havde de to McLaren kørere lagt hele feltet bag sig i kampen om guldet. Efter at Prost var udgået i England havde Senna lukket en del af pointhullet op til sin holdkammerat.
Rygterne var i fuld gang på Hockenheim. At Mansell var på vej til Ferrari var efterhånden almindelig accepteret. Det betød at Michele Alboreto var på vej ud af det italienske team, hvor han få år tidligere havde kæmpet om VM. Thierry Boutsen var på vej til Williams, hvilket Alboreto måske også var.
Da løbet startede, kom Prost endnu engang dårligt fra start. Både Gerhard Berger og en hårdt kæmpende Alessandro Nannini kom forbi ham i starten, mens Senna bare stormede afsted. Lidt længere nede i feltet blev der skabt et hul foran Nelson Piquet. Brasilianeren havde lidt dumt satset på slicks i stedet for regnvejrsdæk. Det betød at dem foran ham kunne slippe afsted, mens dem bag ham ikke kunne komme forbi, på grund af det elendige vejr. Heldigvis for dem ordnede Piquet selv sagerne da han på første omgang strøg af i ost-kurve. Slicks var ikke det rigtige valg denne dag.
Prost kæmpede for at komme tilbage i løbet og det lykkedes ham ganske godt. Først Nannini, så Berger, og så var der kun Senna foran ham. Men missionen lykkedes ikke. Som vanligt holdt de to nogenlunde den samme afstand mellem sig. Og da Prost undervejs oversatsede en smule og spandt rundt, var det slut for Prost. Han fik bilen i gang igen, beholdt sin 2. plads, men chancen for at nå Senna var for langt væk. Berger og Alboreto tog de næste pladser, mens Capelli og Boutsen tog de to sidste pointplaceringer.
I Ungarn vandt Senna igen. Han havde også pole foran en syg Nigel Mansell. Mansell havde fået en børnesygdom og virkede ret slået ud. Han kæmpede hårdt gennem løbet, men måtte til sidst udgå på grund af udmattelse. Patrese kom også med frem i starten, men faldt senere tilbage.
Alain Prost der desperat havde brug for en sejr, startede nede på en 7. plads og måtte kæmpe for at nå op på 2. pladsen. Men den overlegne McLaren havde ikke de store problemer med at skære sig vej gennem feltet. Problemet var, at da han nåede så langt, var Senna forlængst forsvundet i front og Prost måtte igen tage til takke med 2. pladsen. Thierry Boutsen kørte igen et fornuftigt løb og blev nummer 3 foran Gerhard Berger. Boutsen fik rigtig meget ud af sin Benetton og det lovede godt for fremtiden for det lille team, når turboen fra årsskiftet blev helt forbudt.
Berger hentede en heldig sejr på Monza kort efter Enzo Ferraris død - Copyright: Anton Sukup
FORANDRING FRYDER
Belgiens Grand Prix blev en gentagelse af de forgående med en sejr til Senna foran Prost. Men lidt forandring var der dog. For det første var Mansell stadig syg, og dennegang havde han fået besked på at blive hjemme. I hans sted var Martin Brundle indkaldt til tjeneste og han havde klaret sig pænt i tidskørslerne.
Bag Senna og Prost havde Alboreto ligget på en sikker 3. plads i mange omgange, men mod slutningen måtte italieneren udgå med tekniske problemer. Det betød at Boutsen og Nannini begge rykkede en plads op. Boutsen fik dermed bronzemedaljer på sin hjemmebane. Men glæden varede ikke ved. Analyser af Benetton teamets benzin afgjorde senere at benzinen var ulovlig. Både Boutsen og Nannini blev diskvalificeret og dermed overtog Ivan Capelli fra March 3. pladsen.
Kort inden Det Italienske Grand Prix døde Enzo Ferrari. Il Commendatore havde skabt verdens førende sportsvogn og havde gennem fire årtier ladet sine biler deltage i Formel 1. Så selvom McLaren bilerne igen var i front på gridden, var rækken bagved der var interesse om. De italienske fans ville helst se deres elskede røde racere i front, og nu mente de også at skæbnen skyldte dem en sejr.
Hos Williams havde man igen en ny kører. Mansell var stadigvæk ikke klar til at køre bil, og Brundle, der havde kørt i Belgien, ville hellere lade op til de afgørende løb i Gr. C, hvor han kæmpede for en VM titel i sin Jaguar. Williams hentede i stedet Brundles Gr. C konkurrent, Jean-Louis Schlesser, ind i teamet. Han skulle senere få en hovedrolle i løbet.
Løbet gik planmæssigt, med Senna igen afsted i front, mens Prost lå på 2. pladsen. Efter 34 omgange var det dog slut for franskmanden da hans motor sagde stop. Det betød at Senna nu bare skulle have bilen hjem, sejren var stort set sikret. Men 15 omgange senere gik det galt for Senna. Da han skulle overhale Schlessers Williams med endnu en omgang blev han utålmodig og ramlede ind i bilen. Senna hang fast på kerben, uden at hjulene kunne røre asfalten. Løbet var ovre, skæbnen var med italienerne, for det betød at de to Ferrari racere med Berger og Alboreto nu var i front. Cheever og Warwick lå på de to næste pladser og sådan gik de sidste to omgange.
At Ferrari vandt det første løb efter Enzo Ferraris død var måske ikke fortjent. Men efter en sæson hvor der havde stået McLaren på alting, var det egentlig meget rart at se en anden bil vinde. Og ret beset, så var det Senna selv der smed sejren væk. For Alboreto var der dog flere små dråber malurt i bægret. Williams havde besluttet sig for at forlænge kontrakten med Riccardo Patrese. Det var ellers det sæde som Alboreto havde kig på, men nu stod han endnu længere væk fra et ordentligt Formel 1 sæde end han nogensinde tidligere havde gjort.
Midt på sæsonen var det Senna over det hele. Fire sejre på stribe - © Schlegelmilch Photography
PROST SLÅR IGEN
Alain Prost havde nu endnu mere brug for point og for at understrege at han endnu ikke var slået satte han sæsonens første pole-position. Overraskelsen var Ivan Capelli der tog 3. pladsen i sin March.
Da starten gik var det Senna der kom bedste afsted og lå forrest på vej ind i første sving. Men Prost havde ikke tænkt sig at give op. Da de kørte ud på anden omgang kom Prost forbi Senna på langsiden og så var det løb afgjort. Faktisk fik Senna kort efter nye problemer. Ivan Capelli, der godt nok ikke havde en turbo, fik halet snøren til McLaren raceren ind og han havde ikke tænkt sig kun at spille anden violin. Den unge italiener gik strakts til angreb på Senna. Og hvis man ikke vidste det, kunne man ikke se at den ene havde en turbo og den anden ikke havde. Flere gange forsøgte Capelli at komme forbi, men først i tredie eller fjerde forsøg lykedes det for Capelli at komme forbi.
Capelli forsøgte derefter at fange Prost, men det lykkedes ikke. Da løbet sluttede var han 9,5 sekunder efter franskmanden, men en flot indsats af Capelli. Berger var den næste der gik til angreb på Senna, og også han kom forbi. Stille og roligt faldt Senna tilbage og sluttede løbet på en 6. plads. Thierry Boutsen tog 3. pladsen – igen!
Gerhard Berger måtte udgå mens han kæmpede med Capelli om 2. pladsen. Med et tryk på en knap ville han justere på bilens højde. Men i det han skulle til at trykke kørte han over et bump på banen og hans finger ramte i stedet bilens indbyggede ildslukker. Resultatet var at østrigeren kørte af banen da ildslukkerens kolde indhold blev løs omkring hans ben!
I Spanien vandt Prost igen, selvom Senna havde pole. Prost kom simpelthen hurtigere afsted end sin holdkammerat. Også Mansell lavede en god start og tog 2. pladsen fra Senna. På anden omgang udnyttede Senna sine flere hestekræfter og overhalede Mansell på vej ind i første sving, men Mansell slog en hurtig kontra og på vej ud af svinget var han igen på 2. pladsen.
I stedet faldt Senna tilbage i kløerne på Patrese og Capelli. Mens Patrese havde problemer med at komme forbi Senna, gik det hurtigt for Capelli da først Patrese var kørt ind for at skifte dæk. Ligesom i Portugal havde Capelli tydeligvis fordelen fremfor Senna. Men imodsætning til Estoril, svigtede heldet Capelli, der måtte udgå med motorproblemer.
Tilgengæld dukke Alessando Nannini op af ingenting og passerede på få omgange både Patrese og Senna og overtog dermed 3. pladsen. Og dermed blev det.
Prost vandt sejren, men takket være 11-løb reglen fik han kun 3 point for den. Senna måtte på den anden side smide samtlige 3 point han fik i Spanien væk.
Ivan Capelli havde en fantastisk afslutning på sæsonen - Copyright: Carlos Mata
AFGØRELSEN I JAPAN
Man kan diskutere rimeligheden af 11-løbs reglen, der gjorde at VM blev afgjort til Sennas fordel i Japan. En noget akademisk regel, hvis formål var at skabe (kunstig) spænding, men som i dette tilfælde betød at spændingen forsvandt før sidste løb.
Tilgengæld kan man ikke diskutere Sennas måde at vinde titlen på. Godt nok kiksede han starten og røg ned i den bagerste halvdel. Men omvendt kørte han også sig selv op gennem feltet, hentede og passerede Prost og vandt løbet med over 13 sekunders forspring.
Undervejs i løbet fik man set noget, ikke nyt, men noget gammelt. Ivan Capelli var igen fremme i skoene og nåede op på 2. pladsen og pressede Prost så meget at han nogle få meter faktisk var i spidsen for løbet. Imponerende på Suzaka hvor hestekræfter om noget er vigtigt.
Men i længden kunne Capelli ikke stille noget op. McLaren raceren var for stærk og derudover fik han elektriske problemer og så måtte den stakkels italiener igen udgå. Imens kæmpede Senna en hård kamp for at nå op til Prost. Undervejs måtte han finde vej forbi flere kørere, men det klarede han uden den store dramatik.
Det var nu heller ikke fordi duellen med Prost var specielt dramatisk. I flere omgange var det mere en art stillingskrig, inden brasilianeren på langsiden slog til og kom forbi. Prost så ham ikke igen siden.
Senna vandt løbet og dermed VM, men der var stadig et løb tilbage. Spørgsmålet var om McLaren ville vinde sæsonens sidste løb også, eller om gassen var gået ud af teamet efter VM var afgjort.
Svaret kan man se af resultatet. Prost vandt foran Senna. Dermed nåede Prost flere point end verdensmesteren Senna, og det kan man jo se undre sig over det rimelige i. Omvendt skal det jo nævnes VM var afgjort og Senna sikkert ville have kørt på en anden måde, hvis ikke han allerede havde vundet titlen. Men som sagerne stod så fik Prost en lille revanche ved at vinde i Australien. Nelson Piquet tog en lidt overraskende 3. plads mens 176 løbs jubilaren Riccardo Patrese blev nr. 4. Patrese havde nu nået samme antal løb som Graham Hill og Jacques Laffite. Et løb til og han ville have rekorden alene, men eftersom Australien var sæson afslutningen, så måtte han pænt vente til næste forår med at sætte rekorden.
Og dermed sluttede 1988 sæsonen. Det der dengang var en ekstremt kedelig og ensformig sæson er efterhånden blevet hverdagskost. Siden er det kun 1999 og 2003 der ikke har været domineret af en enkelt bil.
Senna blev verdensmester og Prost fik flest point. Senna vandt dog trods alt flest sejre. VM blev afgjort en omgang for tidligt på grund af 11-løbs reglen. Ferrari skuffede, selvom de var det eneste andet hold der vandt et løb. Tilgengæld var der positive overraskelser i både Boutsen og Capelli, der begge formåede at kæmpe med turbo-bilerne.
VM STILLINGEN
1 Ayrton Senna McLaren-Honda 90 p. (94 p.)
2 Alain Prost McLaren-Honda 87 p. (105 p.)
3 Gerhard Berger Ferrari 41 p.
4 Thierry Boutsen Benetton-Ford 27 p.
5 Michele Alboreto Ferrari 24 p.
6 Nelson Piquet Lotus-Honda 20 p.
7 Ivan Capelli March-Judd 17 p.
Derek Warwick Arrows-Megatron 17 p.
9 Nigel Mansell Williams-Judd 12 p.
Alessandro Nannini Benetton-Ford 12 p.
11 Riccardo Patrese Williams-Judd 8 p.
12 Eddie Cheever Arrows-Megatron 6 p.
13 Mauricio Gugelmin March-Judd 5 p.
Jonathan Palmer Tyrrell-Ford 5 p.
15 Andrea de Cesaris Rial-Ford 3 p.
16 Saturo Nakajima Lotus-Honda 1 p.
Pierluigi Martini Minardi-Ford 1 p.
TOP 10
Ayrton Senna, McLaren-Honda
At afgøre hvem der egentlig var bedst i 1988 var en vanskelig opgave. Sandheden om Senna og Prost det år, var at de skiftes til at være bedst i de forskellige løb. Hvis man kun kigger på de enkelte løb ender det uafgjort med 8-8. Men tvivlen kommer VM vinderen til gode. Både fordi han sikkert havde kørt anderledes i Australien, hvis han havde haft brug for det, og dels fordi da det virkelig gjaldt i Japan knaldede han seriøst speederpedalen i bund. I det løb gjorde han hvad hverken han selv eller Prost havde formået tidligere på sæsonen – at hente den anden, når den anden havde fået et forspring. På minus siden skal man dog også nævne Sennas afkørsel i Monaco, hvor han lod sig presse af ingenting, og hans mystiske overhaling af Schlesser i Italien, der kunne have fået stor betydning for VM.
Alain Prost, McLaren-Honda
Efter i mange år at have ligget som nummer et på den liste, måtte han i 1988 afgive topplaceringen til sin nye holdkammerat. Den primære årsag skal findes i Japan, hvor han fik serveret en oplagt matchbold, som han ikke udnyttede. At han ikke kunne holde Senna bag sig der, er det udslagsgivende. Sæsonen igennem havde han flere gange problemer med at komme afsted (det samme havde Senna), og de gange Senna havde fået et forspring var han aldrig i stand til at hente det.
Gerhard Berger, Ferrari
Berger blev en voksen mand i løbet af sæsonen. Efter at have været et ungt talent de to forgående sæsoner, hos henholdsvis Ferrari og Benetton, var 1988 det år hvor han for alvor skulle slå igennem. Det gjorde han, på sin vis, med sin stabile kørsel. Sejren i Italien var heldig, men det var ikke tilfældigt at det var Berger der lå og samlede krummerne op, den dag mulighederne var der. En del uro internt i teamet introducerede ogås Berger for de mere barske sider af Formel 1, og han virkede midt på sæsonen lidt desillusioneret.
Thierry Boutsen, Benetton-Ford
Pressede Berger hårdt, både på banen og på den top 10. Den venlige belgier, med den kiksesde frisure leverede en række solide præstationer sæsonen igennem og blev belønnet med Williams kontrakt. Ofte var han med sin konventionelle motor i stand til at konkurrere på lige fod med Ferrari racerne. Set i bakspejlet måske nok Boutsens bedste sæson.
Ivan Capelli, March-Judd
Årets højdespringer var farlig gennem hele året. Bilen var god og hurtig, men ikke specielt holdbar. Når den holdt var Capelli tilgengæld som oftest i pointene. Det viste sig hurtigt at han var hurtig i tidskørlserne, og som sæsonen skred frem spillede han en større og større rolle i løbene. Mod slutningen lignede han endda en potentiel vinder, da han blev nummer 2 i Portugal og kæmpede med Prost om 1. pladsen i Japan, men det afgørende held manglede. Det var Capellis uheld at han var forpligtiget af en kontrakt med March, der over de kommende sæsoner ligeså stille fadede ud. Man får kun en chance i Formel 1 og Capelli var ikke i stand til at gribe den.
Michele Alboreto, Ferrari
Ligesom sidste år stod sympatiske Alboreto i skyggen af Gerhard Berger sæsonen igenne. Kun en enkelt gang sluttede han bedre end Berger i direkte konkurrence. Det stod tidligt p året klart at hans fremtid hos Ferrari var ikke-eksisterende. Da en mulig Williams kontrakt heller ikke blev til noget, valgte Alboreto at skrive kontrakt med Tyrrell, som han kørte for 1981 – 1983. Men han nåede aldrig toppen i Formel 1 igen, selvom han blev ved med at køre indtil 1994.
Nigel Mansell, Williams
Mansell kæmpede som han altid gjorde med den underlegne bil. Kun to gange fik han point, men begge gange var det for 2. pladser. Han gjorde hvad han kunne når bilen var til det, mens han andre gange virkede næsten fraværende. Og så var der lige et par løb hvor han faktisk var fraværende. En hæderlig sæson, men tydeligt at se, at når man først har prøvet at vinde, er det svært at give sig 100% for en 8. plads.
Alessandro Nannini, Benetton-Ford
Den glade italiener gjorde store fremskridt efter han kom til Benetton. Efter to år hos Minardi, hvor han havde klaret sig fornuftigt, havde han nu fået sin første kontrakt med et stort team. Selvom han var langt bagefter Boutsen i VM stillingen, viste han flere gange i løbet af sæsonen at han var i stand til at køre lige op med sin belgiske holdkammerat. Nannini var med sine 29 år ikke et ungt stjernefrø, men en kører på vej mod sin bedste alder.
Patrese fik overbevist Williams om at han var den rigtige mand til næste sæson - Copyright: Jorge Felix
Riccardo Patrese, Williams-Judd
Mens Nannini var på vej mod sin bedste alder, var det tæt at Patrese havde passeret sin bedste alder. Efter en række sløje sæsoner, hvor han havde kæmpet med skidt og halvskidt materiel, fik han i en alder af 34 år igen kontrakt med et tophold. Godt nok mistede Williams deres aftale med Honda og havde fra starten af året kunnet se frem til en hård sæson. Patrese virkede på afstand lidt som en pausefisk mens man ventede på bedre tider. Og sådan var han måske også tænkt. Men som sæsonen skred frem, blev teamet mere og mere glad for italieneren, der også var en anelse mere konstant i sine præstationer i forhold til Mansell. Og beslutningen var egentlig meget let for Frank Williams da han valgte at forlænge aftalen med Patrese.
Nelson Piquet, Lotus-Honda
Den regerende verdensmester havde slet ikke nogen god sæson. I en bil udstyret med samme motor som McLaren kunne man måske have forventet mere. Men sandheden var at bilen var elendig og Piquet har aldrig været manden der fik vendt et team i den rigtige retning. Det startede fornuftigt med 3. pladser i de to første løb, men så forsvandt de mere eller mindre ud af billedet. Ikke specielt imponerende kørt af tre-dobbelt verdensmester.
Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
