Sidste år i årtiet var endnu et skridt i den moderne æra. Efter 12 sæsoner med turbobiler, var de små kraftbomber nu helt afskaffet og alle teams var vendt tilbage til konventionelle motorer. Det betød at vi igen kunne hører Ferraris 12 cylindrede motor, og Cosworths efterhånden noget bedagede V8’er. Men den væsentligste nyskabelse på den tekniske front var ikke fraværet af turbobiler, men Ferraris semi-automatiske gearkasse, der fungerede ved hjælp af knapper ved rattet, og uden kobling! Fremtiden var virkelig kommet til Formel 1.
Ændringer var der mange af i forhold til den forgående sæson. McLaren, der havde domineret i 1988, beholdt deres to kørere – Prost og Senna. Motoreren kom også stadig fra Honda, men i da turbo jo nu var forbudt var det en helt ny motor de stillede med. Ikke at konkurrenterne af den grund skulle tro at de ville få det lettere. I vintertestene havde McLaren virket ligeså giftige som året før.
Hos Williams havde man både en ny kører og en ny motor. Køreren var Thierry Boutsen, der efter et par gode år hos Benetton nu skal være fremtidens mand hos Williams. Den anden bil blev stadig kørt af Riccardo Patrese. Renault leverede motoren, en 10 cylindret sag. Det franske team havde ellers trukket sig fra Formel 1 i 1985 (omend deres motor blev ved et år længere), men nu var de altså klar igen. De store spørgsmål var om motoren ville blive konkurrencedygtig, og om bilen, der var fundementalt set var den samme som i 1988, var for gammel.
Nigel Mansell havde forladt Williams efter tre gode og en mindre god sæson hos det engelske team. I en alder af knap 35 fandt englænderen det nødvendigt at komme videre i sin karriere, hvis han skulle gøre sig håb om en VM titel. Derfor var han skiftet til Ferrari, det eneste team, udover McLaren, der vandt løb i 1988. Her skulle han køre sammen med østrigeren Gerhard Berger, der af mange blev regnet som en af fremtidens store stjerner. Hvordan den interne kamp mellem Mansell og Berger ville udvikle sig var en af sæsonens interessante opgør.
Michele Alboreto havde forladt Ferrari efter fem sæsoner, men i manglen på et sæde i et topteam, var han havnet hvor han startede i 1981, nemlig hos Tyrrell, der måtte starte sæsonen uden en sponsor.
Boutsens plads hos Benetton var blevet overtaget af debutanten Johnny Herbert, der stadig var mærket af en ulykke i F3000 året før. Alessandro Nannini var efter en god sæson i 1988 blevet forfremmet til førstekører i det italienske team.
1989 bød også på et comeback af de sjældne. At kører holder pause, frivilligt eller ikke, er ikke ualmindeligt. Men at et team forsvinder for at dukke op igen hører ikke hverdagen til. I 1987 var det March der var vendt tilbage, og nu var det Brabhams tur til at dukke op igen, efter en sæsons fravær. Bernie Ecclestone havde solgt teamet til sin gamle højrehånd Herbie Blash. Martin Brundle, hvis karriere var startet lovende hos Tyrrell, men endt i ingenting hos Zakspeed i 1987, blev hentet ind som førstekører. I sit år væk fra Formel 1 havde den sympatiske englænder vundet VM i Gr. C for Jaguar. Den anden kører i Brabham teamet var den talentfulde italiener Stefano Modena, der kom fra en sæson hos EuroBrun.
Mansell vandt sit første løb for Ferrari - © Ricardo Pereira
SIDSTE DANS I RIO
1989 skulle også blive den sidste gang at Formel 1 feltet lagde turen forbi den flade Jaceparagua bane i Rio. I ugen op til løbet var der test for alle holdene. Og det løb ikke helt stille af, da franskmanden Philippe Streiff røg af i sin AGS racer og pådrog sig flere brud på rygsøjlen. Streiff kom aldrig til at gå igen.
McLaren fik først deres helt nye bil i løbet af ugen, men de kørere fik hurtigti fod på bilen og Senna placerede den da også på pole-position. Den regerende mester havde et forventningsfuldt publikum i ryggen, desværre skulle det vise sig at han ikke helt kunne levere varen på hjemmebane.
Ved siden af Senna hold 177-løbs jubilaren Riccardo Patrese i en Williams med den helt nye Renault V10 motor. Og den viste sig at være ganske effektfuld da starten gik til løbet om søndagen. På vej mod første sving var Patrese en snudespids foran Senna, der gik til modangreb og skiftede vognbane for at tvinge Patrese til en dårligere linje gennem svinget. Det betød at der blev åbnet på den anden side af Senna, hvilket Gerhard Berger i Ferrari udnyttede.
Inden løbet havde der været lidt tvivl om hvordan og ikke mindst hvor hurtigt de to Ferrari racere med deres semi-automatiske gearskifte ville komme afsted fra gridden. Mansell havde sågar advaret Derek Warwick, der holdt bag Mansell, om at han måske ville være lidt langsom i starten. Men sådan var det ikke. Mansell kom godt fra start, mens Berger kom rigtig godt fra start. Østrigeren så hullet der opstod da Senna angreb Patreses linje og prøvede at smutte igennem det. Som svar skiftede Senna igen bane og pressede nu Berger ud over græsset, men østrigeren nægtede at kapitulere og det endte med at de kørte sammen, mens Patrese i ro og mag kunne tage første pladsen.
Berger udgik, mens Senna fik skiftet næsen på bilen, men løbet var slut for hans vedkommende. Han sluttede på en beskeden 11. plads – to omgange efter vinderen. I front for løbet havde Mansell indhentet Patrese, efter at italienerens holdkammerat Boutsen tidligt var udgået med en teknisk defekt. Og de to tidligere kolleger havde en vældig kamp om førstepladsen. Mansell var, som de fleste på en to-stops strategi, mens Patrese havde besluttet sig for at satse på kun et stop. Derfor kørte italieneren en anelse definsivt, mens de begge lige så stille blev indhentet af Alain Prost i den anden McLaren.
Prost var første mand i pit, inden sit stop havde han haft lidt problemer med koblingen, men efter stoppet forsvandt koblingen helt. Prost havde planlagt at foretage to stop, men nu var det udelukket at foretage endnu et stop, hvis bilen først gik i stå ville den ikke kunne komme i gang igen. Derfor måtte han køre skånekørsel det meste af løbet. Alligevel formåed han at komme i front efter at Mansell og Patrese havde skiftet dæk. Men Mansell fik relativt hurtigt hentet franskmanden og passerede ham uden de store problemer. Patrese derimod fik samme skæbne som Boutsen, men alligevel havde det været en god dag for italieneren. For første gang siden 1983 havde han ført et Formel 1 løbet.
Mansell vandt løbet – det første han kørte for Ferrari, og Prost fik en flot 2. plads med en småsløj bil. Til publikums store glæde var den tredie mand på podiet brasilianer. Mauricio Gugelmin fra Leyton House (der tidligere hed March) fik sin plads i Grand Prix historien med sin enlige podieplacering på hjemmebane. Den store overraskelse var debutanten Johnny Herbert, der knapt havde smidt krykkerne efter sin F3000 ulykke året forinden, der fik en flot 4. plads i sin Benetton racer. Den dag lignede Herbert en kommende superstjerne. Derek Warwick blev den tredie englænder der fik point i Brasilien, med en femteplads, som han var en anelse skuffet over. To gange havde han haft kiksede pitstop – og ved målstregen var han sølle 11 sekunder efter Prost. Det sidste point gik til Alessandro Nannini fra Benetton.
Ayrton Senna vandt i San Marino og fjendskabet mellem ham og Prost brød i lys lue - © A. Wirz.
KRIGEN BRYDER UD
Gennem hele 1988 havde Ayrton Senna og Alain Prost, om ikke været gode venner, så i al fald haft et fornuftigt professionelt forhold til hinanden. Det forhold ophørte under San Marinos Grand Prix 1989, og i stedet var der åben krig internt i McLaren teamet. Fejden mellem Senna og Prost varede ved helt indtil San Marino 1994, hvor de to fik sig en lang snak om fortiden.
Konflikten mellem de to har også dannet skole, forstået på den måde, at siden har pressen søgt at give indtryk af konfrontationer og fjendskab mellem de bedste i Formel 1, for faktum var at konflikten mellem Senna og Prost solgte godt og leverede mange kilometer spalter til alverdens motorsports magasiner. Her skal blot nævnes at striden, som sikkert havde langt dybere rødder, skyldtes en diskussion om hvorvidt de to lavede en ikke-angrebs-pagt inden løbet på Imola, og hvordan denne pagt skulle fortolkes.
Det hele bundede i Gerhard Bergers uheld på første omgang. I den senere så berygte Tamburello kurve kørte Berger af og ramte frontalt ind i den mur der fem år senere tog livet af Senna. Et hårdt sammenstød, der også resulterede i store flammer fra den fyldte benzintank. Heldigvis var redningsfolkene hurtigt på stedet. Beger havde slået ribbenene, brækket en skulder og fået lette forbrændinger på hænderne. Resultatet af denne ulykke var, naturligvis, en omstart. I forbindelse med denne omstart lavede de to McLaren kørere, der var på forreste startrække sammen, en aftale.
At Senna og Prost lavede en aftale om ikke den der var forrest på vej ind i området ved første sving, var fredet, var der efterfølgende enighed om mellem de to. Diskussionen var mere hvor stort det fredede område var. Prost mente at den der vandt starten, også kom først igennem første sving. Sennas opfattelse var at det først var ved nedbremsningszonen før første sving at der var våbenhvile. Prost vandt starten og regnede med at Senna ville blive bag ved, og var derfor ikke opmærksom på Sennas angreb. Senna at have retten på sin side.
Senna vandt løbet, og fik verdens grimmeste pokal som beløning. Prost var rasende og følte sig forrådt, og var ikke spor tilfreds med sine seks point (og en noget mindre udgave af verdens grimmeste pokal). Alessandro Nannini var derimod ganske godt tilfreds. Med sin 3. plads havde han igen taget førertrøjen i Benetton teamet, foran Herbert, der kun kunne mestre en 10. plads i løbet, efter den flotte debut tre uger tidligere.
At Senna også vandt det efterfølgende løb i Monacos gader, må tilskrives en blanding af held og en smule uskyldigt humbug. Talentet skal man naturligvis ikke glemme, det var det der holdt Senna foran Prost på vej mod første sving. At holde franskmanden bag sig derefter var ikke det store problem. Monacos gader indbyder ikke til alt for aggressiv kørsel og Prost var ikke typen der forsøgte at vinde løbene på de første omgange. Men i dette tilfælde betød det i sidste ende at han tabte løbet.
Efter 19 omgange nåede de de førende op til René Arnoux der skulle sættes en omgang tilbage. Senna, hvis vane med at forcere disse situationer af og til gav bagslag, havde dennegang stor nytte af sin kompromisløse stil, da han var den eneste der slap nogenlunde uhindret forbi Arnoux. Prost derimod måtte vente fire omgange og tabte 10 sekunder undervejs. At Arnoux havde et horn i siden på sin gamle holdkammerat Alain Prost, var måske ikke så overraskende, men det gjorde ikke situationen mere sympatisk. Men Arnoux viste en alternativ form for fairness, da han også nægtede at lukke de følgende kørere forbi. Efter løbet blev han tildelt en officiel advarsel. De fleste menigt at det var for billigt sluppet.
Midtvejs i løbet var fru Fortuna igen på Ayrton Sennas side. Mellem Senna og Prost lå en bunke biler, blandt andet Piquet og de Cesaris. Den tidligere verdensmester Nelson Piquet trillede uengageret rundt i sin Lotus lige foran den lidt iltre italiener de Cesaris. Der var bare en omgang imellem dem, Piquet lå langt nede i feltet, mens de Cesaris havde kørt sin Dallara op på en 4. plads. Da han i hårnålen ved Hotel Loews troede at Piquet gav ham plads forsøgte han at køre indenom brasilianeren. Men Piquet havde slet ikke set de Cesaris, han var bare kommet for langt ud. Piquet rettede sin Lotus tilbage på ideallinjen, hvor de Cesaris befandt sig. Et sammenstød ved lav hastighed var uundgåeligt. Da Alliot i sin Larousse samtidig måtte foretage en mindre undvige manøvre for ikke at ramme de to andre, var hårnålesvinget blevet til en trafikprop af de store. Prost var den næste bil ned af bakken, og han kunne ikke komme forbi. Knapt et halvt minut tabte franskmanden på den konto.
Det var heldet, Arnoux og trafikproppen, der hjalp Senna på vej. Den lille smule humbug sørgede han selv for. Som løbet skred frem fik han problemer med sit første gear, og måtte bruge andet gear til de langsomme sving. Det gik sådan set meget godt – indtil andet gear forsvandt helt. Altså var Sennas laveste gear nu det tredie. Prost var et pænt stykke bagude, men hvis han lugtede at Senna havde problemer, ville franskmanden trykke speederen i bund og hente ham i løbet af få omgange. Så for Senna var tricket at skabe en illusion om at han ikke havde problemer. Det gjorde han ved at vælge alternative linjer gennem de langsomme sving og ved kontrollerede udskridninger. Tabet var minimeret, Prost opdagde ikke noget, og Senna kunne på den måde køre sejren hjem.
Den sidste podieplads burde være gået til Martin Brundle i den tilbagevendte Brabham. Men han måtte en tur i pit da hans batteri døde og i stedet gik 3. pladsen til den anden Brabham kører, Stefano Modena. Brundle fik en fortjent en 6. plads.
Gerhard Berger var ikke med i Monaco, efter sin ulykke på Imola. Ferrari stillede derfor kun med en bil. Den egentlige plan havde været at sætte den 49 årige Mario Andretti i bilen. Den tidligere VM vinder var stadig aktiv i USA, men på grund af Ferraris semi-automatiske gearskifte, ville han have en test i bilen inden han eventuelt skulle køre den i et løb. Desværre var der ikke tid til at lave sådan en test, og Andretti blev hjemme i USA.
de Cesaris og Piquets blokerer hårnålen i Monaco - © Ricardo Pereira
HEDE OG STØV
I Mexico vandt Ayrton Senna igen, med en lethed der får Michael Schumacher anno 2004 til at virke anstrengt. Bevares, løbet i Mexico er aldrig let. Det er simpelthen for varm til at det nogensinde bliver let. Men ligesom i Monaco satte Senna ikke en fod forkert og omstændighederne fjernede hans eneste rival, Prost, fra kapløbet på et tidligt tidspunkt.
Prost, der ellers var mesteren når det kom til at vælge de rigtige dæk, foretog et forkert valg. Og Senna, der ofte bare valgte det samme som Prost, fulgte sin instinkter og valgte lidt hårdere dæk på den ene side af bilen, og de samme som Prost på den anden side af bilen. Allerede efter 1o omgange var Prost klar over at han foretaget et forkert valg. Via radioen fik han fortalt teamet at han nu gerne ville skfite til samme kombination som Senna. Men ved en fejl fik han de samme slags dæk, som han havde i forvejen. Det betød at han mod slutningen igen måtte en tur i pit, da det andet sæt dæk var blevet slidt op. Resultatet var en noget skuffende 5. plads til franskmanden.
Kampen om 2. pladsen i Mexico var på et tidspunkt et rent Ferrari anliggende. Men både den tilbagevendte Gerhard Berger og Nigel Mansell måtte begge udgå med problemer med det avancerede gearskifte. I stedet gik 2. pladsen til Riccardo Patrese, der dermed fik sæsonens første pointplacering. På 3. pladsen kom en revitaliseret Michele Alboreto i den nye, men stadig sponsorløse, Tyrrell.
Med tre sejre i træk virkede Senna næsten urørlig i VM. Og det næste løb var et gadeløb i den amerikanske ørkenby Phoenix. Prost havde stadig kontakt med Senna, men franskmanden havde endnu ikke vundet et løb. Resten af feltet var allerede sat af i VM kampen.
Mens Senna havde haft heldet på sine side i de sidste par løb, vendte lykken brat ryggen til ham i Phoenix. Efter i mange år at irriteret kørerne var Detroit røget af kalenderen til fordel for et løb i en anden by. Som løbet skred frem fandt man dog ud af, at det ikke var ubetinget smart at køre løb i Arizonas ørken midt om sommeren. Året efter blev løbet flyttet til det tidlige forår.
Senna havde igen pole og fløj lystigt afsted fra start med Prost og Mansell efter sig. Men halvvejs inde i løbet røg han ind i elektriske problemer og måtte en tur i pit et par gange, indtil han til sidst måtte opgive at fortsætte. Prost var dermed i front og havde ingen til at true sig. Dermed vandt franskmanden endelig sæsonens første sejr, og kom i front i VM kampen.
Mansell, der ellers lå sikkert på 2. pladsen, fik også problemer, igen var det den semi-automatiske gearkasse der brokkede sig. Exit Mansell, og for anden gang i træk var det Patrese der fik de seks point. Dennegang måtte han dog kæmpe hård med Eddie Cheever, der var født og opvokset i Phoenix.
Boutsen henter Patrese i Canada - © Dempsey Warren
CANADISK KAOS
Canadas Grand Prix 1989 blev et af sæsonens mere begivenhedsrige. Efter at Fru Fortuna først havde smilet til Senna, og i Phoenix til Prost, var hun nu blevet træt af McLaren racerne og kastede sin kærlighed andre steder hen. Ledelsen på banen bragte også sig selv i fokus, og det var ikke på den positive måde.
Det ville måske regne, når løbet skulle starte, hed det i vejrmeldingerne. Faktisk regnede det stort set ikke, men banen var drivende våd. Efter at Berger fik problemer på paradeomngangen, skulle der en ny startprocedure til. Tre mænd fik den samme gode idé. Der var tørvejr og der var en chance for at der ville komme en tør linje rundt på banen snart. Derfor kørte Mansell, Nannini og Sala fra Minardi i pit efter paraderunden for at skifte til slicks. Da Mansell få sekunder senere var på vej ud af pitten blev han mødt at et blinkende orange lys der indikerede at løbet var gået i gang. Derfor trykkede englænderen speederen i bund og kørte ud på banen. Lige efter ham fulgte Nannini. Problemet var bare at løbet ikke var startet, så Mansell og Nannini var nu foran feltet. Løbsledelsen valgte at diskvalificere de to, selvom de bare havde fulgt de signaler der var ved pitudkørslen.
Næste lille farce kom da Stefan Johansson, der nu kørte for det nye Onyx team, fik det sorte flag for at køre rundt med den dims der løfter når de skal have skiftet dæk. Ved et halvkikset dæksskifte var svenskeren kommet lidt for hurtigt afsted og havde altså et ret stort efterslæb på bilen! Altså blev han vist det sorte flag, der ikke nødvendigvis betyder diskvalifikation, men blot at køreren skal køre i pit. Så langt så godt. Men man holdt flaget og tavlen med Johanssons nummer så højt at han ikke kunne set når han kørte forbi pitten. Derfor gik der en fem – seks omgange inden han kom i pit - hvorefter han blev diskvalificeret for at have ignoreret det sorte flag.
Selve løbet var heller ikke uden dramatik. Alain Prost vandt starten, men da anden omgang sluttede kørte han i pit, i den tro at han havde en punktering. Men i pitten kunne man ikke se nogle flade dæk, så man sendte Prost ud igen. Han kom dog ikke mange meter før bilen gik helt i stykker. En del af baghjulsophænget var gået i stykker, en fabrikationsfejl, og Prost var ude af løbet.
I front var nu Senna, men han valgte at satse på slicks og kørte derfor i pit. Det betød at Patrese i Williams var i front. Et par omgange senere skulle Patrese holdkammerat, Boutsen en tur i pit efter slicks. Lige i hans hjul rørte asfalten og belgieren gassede op begyndte det igen at dryppe fra den grå himmel. Dækskiftet havde været spildt og få omgange senere måtte Boutsen igen i pit efter nye regnvejrsdæk.
Ude på banen kørte Senna nogle fantastiske omgange på sine slicks og nåede faktisk helt op til Patrese. Men som regnen tog til fik Patrese igen presset sin omgangstider op, mens Senna faldt tilbage, for til sidst at foretage et nyt skifte – tilbage til regnvejrsdæk. Senna trykkede klampen i bund og over de næste ti omgange nåede han tilbage på 3. pladsen, bag Patrese og Warwick, der havde et godt løb i sin Arrows. Patrese kom ind til sit planlagte pitstop og efterlod Warwick i front for løbet. Men glæden var kort for Arrows teamet. Først skulle han skifte dæk, og dermed kom Senna i front. Derefter gik der ganske kort tid inden motoren i bilen udåndede og Warwick måtte gå hjem til pitten.
Dermed virkede løbet afgjort. Stillingen var Senna, Patrese, Boutsen. Thierry Boutsen havde kæmpet sig flot tilbage til en topplacering, men var uden chance for at hente de to biler foran ham. Men netop denne dag var det ham Fru Fortuna kastede sin kærlighed på. Først gik det ud over Patrese. Et par bolte ved bagvingen havde slået sig løs og Patrese tabte tid, meget tid. I løbet af få omgange havde Boutsen indhentet sin italienske holdkammerat. Det tog også nogle omgange og nogle sværdslag at komme forbi, men til sidst lykkedes det.
Så var der Senna. I Phoenix havde han været uheldig. I Canada var han rigtig uheldig. Med tre omgange tilbage døde bilen. Bare sådan, uden videre. Lige da han passerede mållinjen begyndte motoreren at hoste og Senna trak ud til siden, hans løb var slut. Boutsen var nu i front for løbet, og kørte pænt og roligt rundt de sidste tre omgange. Patrese kørte også pænt og roligt med sin lidt ustyrlige vogn og fik 2. pladsen – for tredie gang i træk.
Andrea de Cesaris fik en 3. plads i sin Dallara, foran en revitaliseret Nelson Piquet. Piquet havde kørt et fornuftigt løb og duelleret lidt med sin gamle rival, René Arnoux. Den 41 årige franskmand fik en 5. plads og scorede dermed karrierens sidste point. Den sidste plads gik til Alex Caffi i den anden Dallara.
Jean Alesi debuterede i Frankrig med en 4. plads - © Ersek Zsolt
ÆNDRINGER I FRANKRIG
Der havde været gang i svingdøren op til Frankrigs Grand Prix. Hos Larousse havde man fyret Yannick Dalmas. Franskmanden var i slutningen af 1988 kørt galt og havde haft en kortere pause, men havde ikke helt genfundet sin gamle hastighed. Egentlig skulle han være erstattet af Emanuelle Pirro, McLarens testkører, men Pirro skiftede i sidste øjeblik mening, så i stedet for blev det en anden franskmand, Eric Bernard, der fik pladsen hos Larousse.
Grunden til Pirro skiftede mening var at også Benetton var interesseret i ham. Efter seks løb var man stadig bekymret over Johnny Heberts præstationer. Selvom han var blevet nummer 4 i sin debut og også havde fået en 6. plads i Canada, var det tydeligt at han ikke levede helt op til sit bedste. Han erkendte da også selv at situationen ikke var optimal. Specielt ved nedbremsninger havde han smerter i sit ben.
Hos Tyrrell var der også sket et skifte, af den mere bemærkelsesværdige slags. Michele Alboreto havde forladt teamet, på grund af uenighed omkring sponsorer. Alboreto havde en privat aftale med Marlboro, og indtil videre havde det ikke været et problem da Tyrrell manglede en sponsor. Men nu havde man en – Camel. Alboreto var ikke tilfreds og forlod derfor Tyrrell teamet. Og det blev hurtigt klart, at han ikke ville blive savnet synderligt. Ny mand i teamet var Formel 3000 køreren Jean Alesi, der hurtig fik vist at talent havde han nok af.
Løbet i sig selv var ikke nogen stor oplevelse. Den første start bød på et sammenstød af de størrer, da Mauricio Gugelmin fra Leyton House fik problemer. Han brugte de forankørende som rampe for et drabelig stunt med salto og skruer og hele pivtøjet. Havde han dyrket udspring havde han fået topkarakterer. Som et lille plaster på såret satte han den hurtigste omgang i løbet.
I et andet forsøg kom stort set alle biler fint afsted. Eneste undtagelse var Ayrton Senna der stadig havde problemer med at charmere sig ind hos lykkes gudinde. Få meter hen ad asfalten blev det til, i hvad han selv kaldte karrierens korteste løb.
Prost vandt uden den store dramatik. Nigel Mansell blev nummer to, startende fra pitten i Bergers bil. Reservebilen havde Berger nemlig valgt til løbet, da der var problemer med hans rigtige bil! Riccardo Patrese fortsatte sin gode stime og blev 3’er, mens debutanten Alesi imponerede med en 4. plads. Undervejs havde han været en tur oppe at snuse til 2. pladsen.
I England var det lidt den samme historie som i Frankrig. Prost vandt foran Mansell, men helt uden dramatik var det ikke. I de første sving lukkede Senna døren en anelse hårdt foran Prost, en ikke helt reglementeret manøvre. I front for løbet burde han nu have kontrolleret løbet men. Men i stedet lod han sig presse af Prosts tilstedværelse. Hvor de sidste tre løb havde været uheldet der var ude efter ham, må hans exit i England tilskrives en kørerfejl. McLaren havde til løbet en ny gearkasse, og den var lidt upålidelig, specielt i hurtige sving. Senna gav ikke gearkassen tid nok til at arbejde, den ramte ikke det gearet men gik i stedet i frigear og Senna måtte en tur ud i sandkassen. Slut på hans eftermiddag.
Mellem Prost og Mansell kom der ikke rigtig nogen duel. Mansell var i lang tid tæt på McLaren raceren, men så ramlede han ind i punktering. Han måtte slæbe bilen tilbage til pitten, men beholdt 2. pladsen.
Det mest spektakulære i løbet stod Riccardo Patrese dog for. Efter fire podiumpladser på stribe lå han til endnu en, da hans bil pludselig blev umedgørlig og ikke ville dreje ind i et sving. I stedet løftede den sig fra asfalten, fløj henover sandkassen og direkte ind i dækmuren. Heldigvis skete der ikke noget med Patrese.
I stedet gik 3. pladsen til Alessandro Nannini, i den nye Benetton. De første seks løb havde teamet kørt med sidste års model, men nu havde de endelig fået deres nye bil, og den virkede. En inspireret Piquet kørte sæsonens bedste løb og sluttede på en 4. plads foran de to Minardi racere.
I Tyskland var Prost uheldig med kun at blive nummer 2 - © Sibo.
McLAREN BESEJRES
Efter otte løb førte McLaren stort i konstruktørernes VM. Prost første i kørernes mesterskab, 20 point foran Senna. De to kørere havde hver vundet tre sejre og det så ud til at det kun var uheld der kunne skaffe andre teams sejre. Men sådan skulle det ikke gå. Men inden det kom så vidt vandt McLaren endnu en sejr i Tyskland.
Det var Ayrton Senna der for fjerde gang i sæsonen kom først over stregen. At Prost fulgte efter på 2. pladsen var egentlig heller ikke overraskende. Hvad der måske var værd at bemærke var at McLaren igen havde problemer med den gearkasse. Dennegang var det Prost der fik fornøjelsen af problemerne. Han var på sikker sejrskurs da han pludselig manglede det højeste gear. Selvom der kun var tre omgange tilbage havde ingen mulighed for at holde Senna tilbage.
Mansell fortsatte sin fornuftige stime med en 3. plads, mens Patrese var tilbage i pointene med en 4. plads. Nelson Piquet fortsatte også hvor han slap i England, dennegang fik han en 5. plads.
På den snævre Hungaroring udenfor Budapest, skulle næste slag stå. Og allerede i kvalifikationen kom de første tegn på at McLaren ikke var uovervindelige. Riccardo Patrese hentede sin første pole-position i seks år. Det var første gang i 17 løb at der ikke holdt en McLaren på den forreste plads da starten gik.
Starten på løbet blev imødeset med stor spænding, var det en enlig svale fra Williams side, eller ville Patrese være i stand til at holde Senna bag sig på første omgang. Da starten gik trak Senna op på siden af Patrese, men tættere kom han ikke. Den 35 årige italiener holdt linjen gennem første sving, og da første omgang var forbi var Patrese et sekund foran Senna. Brasilianeren kunne ovenikøbet frit koncentrere sig om at følge med Patrese. På 3. pladsen lå Alex Caffi i Dallara og holdt de andre tilbage. Alain Prost i den anden McLaren burde på en normal have gjort kort proces med Caffi, men Prost havde lidt problemer med motoren, den var lidt langsom til at tage fat, så han blev faktisk sat i starten af langsiden. Men til sidst lykkedes det alligevel for franskmanden at komme forbi.
Mens Prost fik hentet de to mand i front havde Mansell også problemer med Caffi. Nigel Mansell var startet fra en beskeden 12. plads efter at have haft problemer i lørdagens tidskørsel. Men han havde kørt sig fornuftigt op gennem feltet og lå nu på 6. plads med Caffi og Nannini foran sig. Men Mansell havde været den kloge, mens de andre to, og i særdelshed Caffi, der var på Pirelli dæk, havde slidt på gummiet, havde Mansell været en god dreng, og efter to omgange satte han et lynangreb ind og kom forbi dem begge to.
Det lykkedes også Mansell at fange de førende, så man nu havde de fire første samlet. Patrese holdt en fornuftig, men kort afstand til Senna, der aldrig kom tæt nok på Williams raceren til at han kunne sætte et angreb ind. Mansell kom forbi Prost, der stadig havde problemer med motoren.
Efter 51 omgange var det slut for Patrese. Tempraturen i køleren steg dramatisk. Det viste sig at en sten var gået gennem radiatoren og dermed sluttede Patreses løb. Han trillede rundt et par omgange og blev overhalet af de tre bag ham, inden han parkerede bilen og måtte gå tilbage til pitten.
Ayrton Senna var nu i front, og det virkede til at McLaren igen havde heldet på deres side. Men sådan skulle det ikke være. Prost måtte en tur i pit efter nogle nye dæk. Da Patreses bil gik i stykker spildte den lidt olie på vejen. For at undgå det havde Prost været lidt uden for idealsporet, hvor hans dæk havde samlet en masse skidt op. Pitstoppet sendte Prost ned på en 5. plads, efter Boutsen og Cheever. Det lykkedes for ham at passere Cheever i Arrows, men Boutsen var for langt foran.
I front lå Mansell og lurede på hvornår han mon ville få en chance. Den kom da han og Senna skulle overhale Johanssons småsløje Onyx med en omgang. Det var på vej ud af et højresving de mødte den Onyx raceren, der pænt holdte sig inde ved siden, så de kunne komme forbi. Men Senna tøvede et splitsekund og Mansell strøg forbi. Fra da af var løbet afgjort. Senna kom ikke i nærheden af at true Mansell, der vandt sæsonens anden Grand Prix sejr. Og dennegang gjorde han det foran en rask McLaren. McLaren var blevet slået, i reel kamp, for første gang i halvandet år.
Riccardo Patrese havde pole-postion i Ungarn - © Sibo
SLUTSPURTEN INDLEDES
Der var seks løb tilbage i VM, og det stod allerede nu klart at der kun var to kandidater til titlen. Mansell var godt nok kun otte point efter Senna, men det måtte tilskrives Ayrton Sennas store mængder af uheld. I en lige fight var det kun i Ungarn at McLaren havde tabt. De næste par baner, Spa og Monza, skulle nok favorisere Honda motorens overskud af hestekræfter.
I Belgien var der da heller ingen tvivl om udfaldet. Det var McLaren mod alle de andre. Ayrton Senna kom bedst fra start i det regnvåde løb, og fra da af var der ingen der så ham. Alain Prost var 2’er og den plads holdt han fast ved i samtlige omgange. Først Berger, og senere Mansell prøvede at finde en vej forbi, men det lykkedes aldrig for nogen af dem. Berger udgik, igen – østrigeren havde endnu ingen point, mens Mansell måtte nøjes med 3. pladsen. Boutsen fik en 4. plads foran Nannini.
Med fem løb tilbage havde Prost 62 point, 11 mere end Ayrton Senna. Nigel Mansell virkede lidt hægtet af, med sine 38 point. Riccardo Patrese havde 25 og Boutsen havde 20. Men det mest bemærkelsesværdige i Belgien var at for første gang siden 1958 blev der kørt et Formel 1 løb uden deltagelse af Lotus. Ingen af de to biler havde kvalifceret sig til start. At det skulle overgå Saturo Nakajima, var måske ikke den store overraskelse. Men at Nelson Piquet skulle lide samme skæbne var både overraskende og trist. Trist fordi det både var en tre-foldig mester, der ikke var med, og trist fordi, at efter Ferrari, var Lotus det største mærke i sportens historie. Det virkede som om både Piquets og Lotus’ tid i Formel 1 var ved at rinde ud.
Men da Formel 1 familien ankom til Monza havde Nelson Piquet sikret sin fremtid i Formel 1. Efter to år hos Lotus skulle han nu til Benetton, hvor han skulle køre sammen med Alessandro Nannini. Andre kørere var også på vej til nye teams. Gerhard Berger var blevet træt af Ferrari og deres evindelige mangel på stabilitet. I stedet skulle han til McLaren, hvor han skulle afløse Alain Prost, der ikke havde lyst til at blive længere. Prost havde overvejet i et stykke tid om han skulle køre for Williams eller Ferrari og havde til sidst besluttet sig for Ferrari, hvor han altså skulle afløse Berger.
Selve løbet på Monza vil ikke gå over i historien som et spændende løb. Ayrton Senna førte fra start. Alain Prost havde stadig problemer med sine motorer, der ikke ville tage ordentlig fat, så han havde kun kvalificeret sig på en 4. plads. I løbet kom han dog forbi de to hjemmebanefavoritter fra Ferrari, og det var tilskuerne meget godt tilfreds. Prost havde jo skrevet kontrakt med Ferrari, så han var så godt som allerede Ferrari kører. Da Sennas motor så gik op i røg ni omgange fra det ternede flag, var vejen banet for en sejr til Prost.
På 2. pladsen kom Gerhard Berger, der dermed endelig fik scoret sæsonens første point. Boutsen blev 3’er foran Patrese, med Alesi på 5. pladsen og Brundle fra Brabham på en 6. plads. I VM sammenhæng så det efterhånden sort ud for Senna.
Senna foran Prost i Belgien - © Geza Sury
SAMMENSTØDET I PORTUGAL
Gerhard Berger havde nu fået hul på bylden med point og fortsatte i Portugal med at vinde karrierens femte sejr. Men andre begivenheder stjal billedet fra østrigerens fine sejr. Han vandt den i øvrigt uden den store konkurrence. I Ungarn havde Mansell slået McLaren med sin kørsel, men i Portugal fungerede Ferrari bilerne bare bedre end de røde og hvide McLaren racere.
Ligesom Bergers sejr har det med at blive glemt, er der en lillebitte triumf der også næsten er gået i glemmebogen. Pierluigi Martini havde kvalificeret sin Minardi på en 5. plads. Samme plads som han også sluttede på. Men undervejs nåede han at føre løbet i en enkelt omgang. Så, hvis nogen skulle have været i tvivl, Minardi har faktisk ført et løb!
Men hvad der fik al opmærksomheden var Nigel Mansell og Ayrton Senna. Først var det Mansell der fik den alene. Det gjorde han da han skulle i pit for at skifte dæk. Dengang var der ikke hastighedsbegrænsning i pitten og Mansell knaldede seriøst til den røde bil på vej ned gennem folkemængden. Og der var faktisk mange mennesker og megen aktivitet i pitten. Så meget at Mansell overså Ferraris pit, klodsede bremsen, ventede på at mekanikerne hentede ham og skubbede ham tilbage. Hvis det var sket sådan, havde der ikke været problemer, men mekanikerne kom ikke, og Mansell satte bilen i bakgear. Det må man bare ikke.
Fra Mansell kørte ud på banen og til baneledelsen fik besluttet sig for at diskvalificere ham gik der naturligvis et par omgange. På de omgange havde Mansell imidlertid indhentet Ayrton Senna, der lå på 2. pladsen. Det sorte flag blev vist ved målstregen, sammen med Mansells nummer. Problemet var at Mansell var i en tæt duel med Senna og ikke så flaget. Ydermere hjalp det ikke at bilerne ned ad langsiden kørte mod solen. Ferrari kunne måske nok have fortalt Mansell det over radioen, men det gjorde de heller ikke.
McLaren kunne måske også have fortalt Ayrton Senna over radioen at bilen bagved ham var blevet diskvalificeret, men det gjorde de ikke. Havde de gjort det, havde Senna uden tøven lukket Mansell forbi. Men som det var nu troede de begge at de kæmpede om 2. pladsen i løbet. På vej ned mod første sving trak Mansell ud på siden af Senna, og havde den bedste linje på vej ind i svinget, men Senna havde ikke tænkt sig at overgive sig. I en ikke specielt gennemtænkt manøvre kastede han sin bil ind i Mansells bane og de røg af, og begge udgik de. Uheldigt, bestemt! Og den efterfølgende et-løbs karantæne til Mansell var nok heller ikke ufortjent, eftersom Ferrari kunne have kaldt ham ind over radioen. Men Senna og McLaren kunne man alligevel ikke rigtigt have ondt af. McLaren kunne også have givet Senna besked over radioen og brasilianeren kunne have indrømmet at han havde tabt svinget til Mansell.
Efter sammnestødet arvede Prost 2. pladsen i løbet. 3 pladsen gik overraskende til svenske Stefan Johansson fra Onyx. Efter ham fulgte Nannini og Martini og endelig Palmer på en 6. plads. Begge Williams biler udgik med identiske problemer. Det engelske team havde ellers præsenteret deres nye bil i Portugal, og den havde klaret sig ganske fint, indtil den altså samlede for meget skidt op og overophedede.
Det Spanske Grand Prix blev en trist affære på den smalle Jerez bane, hvor overhalingsmulighederne altid har været begrænset. Men selvom de havde været der, havde de nok ikke gjort nogen forskel. Senna havde pole foran Berger og Prost. Og i den rækkefølge sluttede de så. Ikke noget drama der. Martini havde 4. pladsen på gridden i sin Minardi, men spandt desværre af. I stedet gik 4. pladsen til Jean Alesi i Tyrrell, foran Patrese. Italieneren havde slidt for meget på sine dæk og måtte have to stop, hvoraf det sidste, efter hans eget udsagn, kom lidt for sent. Det sidste point gik til Philippe Alliot fra Larousse, der også var startet som nr. 6.
Men der var nu alligevel en lille kontroversiel ting i Spanien. Det skete i tidskørslen da Gregor Foitek kørte galt i sin Rial. En ordentlig ulykke der stoppede kvalifikationen. Men Ayrton Senna overså flagene og holdt foden hårdt presset mod speederen – og slap med en bøde, for den samme forseelse som Mansell ugen inden var blevet udelukket for.
Mod slutningen blandede Martini og Minardi sig i toppen. Her den gamle bil Martini kører i - © Sibo
AFGØRELSEN I JAPAN
VM 1989 blev afgjort da Ayrton Senna og Alain Prost tørnede sammen ved indgange til chikanen på Suzaka i Japan. Der var syv omgange tilbage af løbet og Senna skulle vinde for at have en mulighed for at vinde VM. Angrebsforsøget var noget optimistisk, Senna brugte asfalten til pitindkørslen i sit forsøg på at nå op på siden af Prost, men Prost holdt fast sin linje og sammenstødet var uundgåeligt.
Senna kom i gang igen, takket være to skub fra de marshalls der stod ved chikanen. Det første var reelt nok, bilen skulle jo fjernes, mens det andet var overflødigt og uden for reglerne. Godt nok måtte Senna en tur i pit efter en ny næse, men han kom alligevel først over stregen. Undervejs havde han dog måtte kæmpe mod Nannini, men da Senna lavede en gentagelse af manøvren mod Prost, ved chikanen, lod Nannini ham slippe forbi – den stakkels mand turde ikke andet! Et lille års tid senere skulle de to have endnu et lille intermezzo, da Senna skubbede Nannini af banen i Ungarn.
Senna kom først over stregen, men Alessandro Nannini blev erklæret for vinder. Ayrton Senna blev diskvalificeret med den lidt tynde begrundelse at han var kørt udenom chikanen. Diskvalifikationen var sådan set i orden, men det var typisk, og er det måske stadig, for Formel 1 at argumentationen ikke altid var som man kunne ønske. Senna burde have været diskvalificeret for at have fået hjælp ude fra til at komme igang igen. Men diskvalificeret var han og Prost var verdensmester. Ikke en glad verdensmester, men dog verdensmester.
Alessandro Nannini kørte et flot løb på Suzaka og hvis nogen fortjente at arve en sejr i det løb var det ham. Han var dog på en noget distanceret 3. plads da sammnestødet skete. Men det var til dels på grund af valg. Han havde erkendt at han ikke kunne nå de to McLaren racere foran sig, og Patrese på 4. pladsen var heller ikke noget trussel. Altså satte Nannini tempoet gevaldigt ned, og det var netop derfor at Senna i det hele taget kunne nå ham.
Riccardo Patrese blev forfremmet til 2. pladsen og var nu kun to point efter Mansell i kampen om bronzemedaljerne. Teamkammeraten Boutsen fik en 3. plads, foran Nelson Piquet.
Farvel og tak! René Arnoux var 41 år gammel da hans karriere sluttede i Australien i 1989 - © Sibo
LØBET DER DRUKNEDE
Formel 1 var på årligt besøg i Adelaide i Australien en gang årligt fra 1985 til 1995. To gange, i 1989 og 1991, regnede løbet helt væk. I 1991 blev løbet stoppet efter ganske få omgange, men 1989 fik det lov til at fortsætte indtil græsen på to timers løb blev nået.
Der var mange faktorer der gjorde løbet i Australien interessant. McLaren havde appelleret Sennas diskvalifikation i Japan. Det betød at Senna, i teorien, stadig havde noget at køre for. Hvis han fik ret i appellen og vandt i Australien kunne han vinde VM. Samtidig var han af FIA præsidenten Balestre blevet truet med udelukkelse i første halvdel af 1990, fordi han havde sagt nogle ikke så pæne ting om Balestre. Useriøst og uværdigt og ganske typisk Balestre.
Regnen faldt tungt over Adelaide da starten nærmede sig. En delegation af kørere, Prost, Patrese og Berger, fik overtalt løbsledelsen til at udskyde starten i håb om bedre vejr. I første omgang blev starten udskudt 30 minutter, men selvom vejret ikke var blevet bedre, blev kørernes anmodning om at udskyde starten yderligere, afvist.
For Alain Prost var der ikke nogen tvivl – han ville ikke køre. Andre var mere tvivlende. Egentlig ville de ikke, men omvendt følte de sig presset til det. Ayrton Senna sagde efter løbet, at det aldrig burde have været kørt. Gerhard Berger har mange gange senere fortalt at det er netop dette løb, han er mest flov over. Han var en blandt mange kørere, der ikke ville køre, og som sagde, ligesom Prost, at de ville trække sig ud efter den første omgang. Men Berger trak sig, ligesom de andre, ikke. Kun Prost stod ved sin udtalelser og efter en omgang kørte han i pit og parkerede bilen.
Umiddelbart efter blev løbet flaget af, på grund af en stor ulykke. Omstart. Bernie Ecclestone prøvede at overtale Prost til at deltage i omstarten, men forgæves. Prost havde besluttet sig. Senna, der nu var alene i front, vandt starten, men ikke helt så selvfølgeligt som man skulle have troet. Pierluigi Martini havde dennegang fået kvalificeret Minardi raceren på 3. pladsen og han lagde lidt pres på Senna gennem det første sving. Men så var Senna også kørt.
Undervejs i løbet var der flere uheld og afkørsler, der kunne have været potentielt fatale. Specielt den hvor Senna kørte af banen kunne have endt i tragedie. Ayrton Senna var igang med at overhale Nelson Piquet med en omgang, da han ramlede op bag i Brundles Brabham. Årsag? Senna kunne simpelthen ikke se Brundle. Det rigtig farlige var fordi Sennas forhjul ramte Brundles baghjul. Syv år tidligere havde noget tilsvarende sendt Didier Pironis Ferrari i en bue over Prosts Renault. Men denne dag var skæbnen de implicerede nådigere. Senna kunne selv trille bilen hjem, men det havde været tæt på. Men han havde ingen chance for at fortsætte i løbet, og dermed var muligheden for VM også helt væk.
I front for løbet var nu Thierry Boutsen, der kørte besindigt rundt og formåede at holde Alessandro Nannini bag sig. Riccardo Patrese lå på en 3. pladsen, hvilket han var godt tilfreds med – de ville sikre ham bronzemedaljen foran Mansell. På 4. pladsen lå Saturo Nakajima fra Lotus. Den lille japaner havde aldrig imponeret synderligt i sine tre år hos Lotus, men i regnen stortrivedes han. Det var klart Nakajimas bedste Formel 1 løb. Undervejs satte han hurtigste omgang.
Der skete ingen forskydninger i toppen fra da af. Emanuelle Pirro fik en 5. plads i sit sidste løb for Benetton, mens Martini blev nummer 6. Kun to andre kørere gennemførte løbet.
Sæsonen var slut – Alain Prost var verdensmester for tredie gang, og Senna måtte overlade tronen til sin arvefjende. Var det fortjent? Tjah – begge havde de deres dele af uheld i løbet af sæsonen. Men Prost fik mere ud af de dårlige dage end Senna – der tilgengæld havde flere gode dage end Prost. Patrese fik en distanceret 3. plads uden at vinde et eneste løb, mens Mansell vandt to, men var forfulgt at mangel på holdbarhed.
VM STILLINGEN
TOP 10
Ayrton Senna, McLaren-Honda
Heldet var virkelig ikke på brasilianerens side i 1989. Kun syv gange fik han point, men de seks af de gange vandt han. Det siger egentlig det hele. Havde Senna ikke haft problemer i de andre løb, havde han dels vundet flere, dels vundet VM. Omvendt var han nogen gange sin egent største fjende. Han manglede stadig at lære at løb ikke bliver vundet på første omgang. Det var som om han hele sæsonen havde mere fokus på Prost end på sig selv. Korrekt at franskmanden var den eneste der kunne true Senna, men ved at udnævne Prost til hovedfjende gjorde Senna det sommetider svært for sig selv. Modsætningsforholdet mellem dem var tydeligt og Senna var ikke en glad kører i 1989.
Alain Prost vandt sin tredie titel i 1989 - © Sibo
Alain Prost, McLaren-Honda
Ligesom Senna var Prost ikke glad i 1989. Han følte sig tydeligvis isoleret i McLaren teamet, som han tidligt på sæsonen besluttede sig for at forlade. Hans store fordel var et mere roligt temprament, der gjorde at han konstant var i stand til at hente point hjem. 12 gange i alt fik han point, hvoraf der var fire sejre. Men held spillede også betydeligt ind. Faktisk var det kun i Japan at Prost for alvor virkede skarp. Et skifte til Ferrari virkede fornuftigt, det var tydeligt at han trængte til ny luft.
Nigel Mansell, Ferrari
Vandt sit første løb for Ferrari og var konstant en faktor i løbene. Vandt igen i Ungarn, der han udnyttede Sennas tøven. Men bilen var ikke i stand til at tage konkurrencen op med McLaren racerne og alt for ofte måtte de røde biler udgå med tekniske problemer. Mansell bevarede gejsten sæsonen igennem og kæmpede når han havde muligheden.
Riccardo Patrese, Williams-Renault
Den mest erfarne kører i feltet fik endelig succes. Siden sin debut i 1977 var det blevet til sølle to 9. pladser i VM kampen. Men i 1989 fik han bronze og var specielt først på sæsonen en farlig i flere af løbene. Som sæsonen skred frem blev det dog tydeligt at Williams raceren, der var en opdatering af bilen fra 1988, var for gammel og ikke kunne stå distancen mod McLaren og Ferrari. Da den nye bil endelig kom var den stadig ikke helt konkurrencedygtig og i Spanien valgte Patrese et sidste løb med den gamle bil. Patrese virkede topmotiveret gennem hele sæsonen og de fleste undte ham at han endelig fik lidt succes. Var uheldig ikke at vinde, havde chancen tre gange, i Canada og Ungarn hvor han fik problemer og endelig i Australien hvor han nok var mere fokuseret på at få 3. pladsen i VM.
Gerhard Berger, Ferrari
I starten af sæsonen var Berger ganske skarp. I Brasilien startede han i angrebshumør, men blev pillet af banen af Senna. Og det var på mange måder typisk for Bergers sæson. I mange løb startede det godt, men gang på gang blev han svigtet af teknikken. Besluttede sig for at søge nye græsgange hos McLaren og mistede mod slutningen lidt af gejsten. Ironisk faldt det sammen med at han nu fik nogle resultater. I Portugal dominerede han løbet på vej mod sejren.
Thierry Boutsen, Williams-Renault
Boutsen blev hentet til Williams efter en god sæson hos Benetton i 1988. Der var ingen tvivl om at det fra starten var tanken at han skulle være nummer et i teamet. Men som sæsonen skred frem kom han mere og mere til at stå i skyggen af Patrese. Godt nok var det Boutsen der vandt teamets to sejre, men han virkede sjældent på samme niveau som Patrese. Fremtiden skulle blive hård for den sympatiske belgier. På trods af en fornuftig 1990 sæson besluttede Williams sig for at der ikke var fremtid i Boutsen, der i stedet kom til Ligier hvor hans karriere hurtigt synede hen.
Alessandro Nannini
Den sidste topkører i 1989. Nannini virkede altid lidt ved siden af det hele. En sympatisk mand, hvis hjerte bankede for livet og ikke for sejre. Ikke en del af belastende interne intriger, men bare en der kørte ræs. Første del af sæsonen var lidt skuffende, mens teamet ventede på den nye bil. Da den kom begyndte Benetton at blive konkurrencedygtige. Sejren i Japan var heldig, men ikke ufortjent. Specielt ikke hvis man kigger på resten af hans karriere. I efteråret 1990, mens han muligvis var på vej til Ferrari, styrtede han ned med helikopter og fik armen revet af. Den blev sat på igen, men hans Formel 1 karriere var slut. I stedet fik han nogle gode år i DTM.
Jean Alesi, Tyrrell-Ford
At en debutant, der kun kørte halvdelen af sæsonens løb i det hele taget kan komme ind på top 10, for slet ikke tale om at tage 8. pladsen på listen, siger en del om resten af feltet. De første syv gav næsten sig selv, men derfra og nedefter var det alles kamp mod alle. Få præsterede noget hele sæsonen igennem. Alesi præsterede noget hver gang han var på banen. Han debuterede i Frankrig med en 4. plads og blev derefter fast inventar i Formel 1. Et par gange måtte Johnny Herbert afløse ham, fordi han skulle køre F3000. Alesi var det absolutte stjernefrø i 1989, og lovede mere end hans senere karriere kunne holde.
Nelson Piquet, Lotus-Judd
1989 var ikke nogen god sæson for Piquet. Det meste af tiden virkede han dog ubekymret, eller måske snarere ligeglad. Man kunne uden at tage munden alt for fuld beskylde ham for at være en anelse umotiveret i mangel på en anstændig bil. At han alligevel er med her på listen er et resultat af det var hans egen indsats der indbragte ham 12 point og en 8. plads i VM. Kun en kører af Piquets kaliber kunne have fået så mange point ud af den mindre end middelmådige Lotus. Alligevel var det en af årets overraskelser at den 37 årige veteran skulle køre for Benetton i 1990. Men heldigvis skulle han det. I de to år han kørte der vandt han tre løb og fik en mere værdig afslutning på en flot karriere.
Pierluigi Martini, Minardi-Ford
En Minardi kører i top 10! Da Martini debuterede i Formel 1, for Minardi, i 1985, virkede det usandsynligt at han nogensinde skulle præstere noget som helst. Men et par sæsoner uden for Formel 1 havde modnet ham i stor udstrækning og i 1989 viste han sig som en ganske kompetent kører. Han scorede point for Minardi i England, da teamet virkelig havde brug for dem for ikke at ryge ned i pre-kvalifikationen. Mod slutningen leverede han flere gode præstationer og var en lille tidskørsels-stjerne. Han nåede endda at føre et løb. Det lovede godt for fremtiden, men Martini blev hængende ved Minardi og teamets tid i toppen var kortvarig. En 2. plads i kvalifkationen i Phoenix i 1990 var det bedste der var i vente for Martini, inden hans karriere sluttede i 1994.
Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
