Perioden 1980 – 1989 var en afgørende periode i Formel 1. Den var en slags overgangsfase mellem tidligere tider, hvor bilerne var udelukkende mekaniske, og til nutiden, hvor computerne spiller en stadig størrer rolle. Det var også turboens storhedstid. Fra Renault introducerede den i 1977 og til den blev forbudt med udgangen af 1988 var en kort periode i den store sammenhæng. Men midt i 80’erne var turboen altdominerende og hvilke små vidundere de var, med deres lille volumen og store antal vilde hestekræfter.
I 1980 var det stadig den gamle tid der regerede. Holdene i Formel 1 var små familier, med et begrænset antal ansatte. Gennem årtiet eksploderede antallet af ansatte. Også antallet af teams voksede og i 1989 var der 39 biler tilmeldt. Alt for mange selvfølgelig og for mange af dem var Formel 1 eventyret ganske kortvarigt.
I 1989 havde vi set de første spæde forsøg med moderne teknologi. Aktiv affjedring, semi-automatiske gearkasser og sågar de første forsøg med telemetri under løbet var dukket op. Formel 1 var gledet ind i den moderne teknologiske tidsalder. Der skete en enorm ændring på den front i 80’erne. Formel 1 anno 2004 er fundementalt set ikke så forskelligt fra Formel 1 anno 1989. 80’erne var fødslen på den moderne tid.
Det gav sig også udslag i resultaterne. Op gennem 70’erne havde man set et meget lige Formel 1 felt, hvor stort set alle brugte den samme motor. Det ændrede sig i 80’erne, og det betød at færre teams kæmpede om top-placeringerne. På sæt og vis var 1984 den første moderne sæson, hvor et enkelt team dominerede totalt. Det var McLaren med Alain Prost og Niki Lauda. Men det år var en enlig svale og kun lidet kunne man ane at det var et blik i fremtiden man havde fået. Williams dominerede i 1986 og 1987, men ikke så meget at det gjorde virkelig ondt.
Men i 1988 skete det igen. McLaren dominerede totalt. Alain Prost og Ayrton Senna vandt 15 af de 16 løb der blev kørt. Og siden da har man stort set hver eneste sæson kunnet udpege et team der dominerede de andre. 1999 er den mulige undtagelse, da der ikke var nogen klar overlegenhed fra noget team.
Spanien 1981 – sådan skal et løb slutte!
DENGANG DET VAR MERE SPÆNDENDE
Formel 1 var mere spændende, i al fald de tidlige 80’ere. Fra 1987 og fremefter bliver både løbene og sæsonerne lidt mere ensformige. Formel 1 er i dag i virkeligheden ikke kedeligere end det var for 10 år siden. Der er det vores hukommelse der spiller os et puds. Men Formel 1 var mere spændende for 20 år siden. Der var flere overhalinger og der var flere løb der blev afgjort af, at en kører havde en perfekt dag.
Men alting var ikke lyserødt for 20 år siden. En stor del af den større lighed i pointfordelingen der var dengang, kom i virkeligheden ikke fra mere lighed på banen, men fra flere tekniske defekter. Mangen en gang er favoritterne faldet fordi teknikken lod dem i stikken. Hvis bilerne for 25 år siden havde haft samme holdbarhed som i 2004 havde vi også dengang set meget mere ensformige resultater.
De enkelte løb havde måske nok flere overhalinger. Men det meste dramatik fandt sted i den første 1/3 af løbene. De sidste 2/3 kunne være ørkesløs køren i cirkler. De samme biler, omgang efter omgang. Tilgengæld var der altid muligheden for at en eller anden bil fungerede bedre på en halvtom tank end bilen foran, og at en kører pludselig kørte hurtigere end konkurrenterne fordi han havde sparet sine dæk. I dag gør pitstoppene at meget action er røget fra banen og ind i pitten. Tilgengæld, og det skal man ikke være blind for, jævner det også spændingen mere ud over løbet. I skrivende stund er Det Tyske Grand Prix 2004 lige overstået. Det var et godt og spændende løb. Men i gamle dage, ville det have været kedelig fra omkring omgang 30. Så ville spændingen været gået fløjten i det løb. Alligevel vil jeg gerne have afskaffet benzinpåfyldningen, og det er jeg ikke ene om. Men det er vigtigt at huske, at det ikke nødvendigvis skaber mere spændende løb. Det er der mange andre faktorer der spiller ind på.
Senna i 1986
SPÆNDING I FREMTIDEN
Som nævnt var holdbarheden i 80’erne markant ringere end den er i dag. Nu er det jo svært at lyde fornuftig hvis man vil argumentere for at så burde man bare lave bilerne mindre holdbare end de er i dag. Men hvis man drejer argumentet rigtig er der faktisk en vis fornuft i det. En væsentlig årsag til den manglende holdbarhed dengang var at motorerne var sat ind på at yde det maksimale de overhovedet kunne, og nogen gange lidt til. I dag hvor holdbarheden er et must, hvis man ikke vil straffes med gridplaceringer, presser man ikke motoren på samme måde.
FIA presser på for at lave motorerne mere holdbare, men et eller andet sted strider det mod hvad Formel 1 går ud på. Formel 1 går ud på at få så meget som muligt ud af det man har. Man skal naturligvis ikke tvinge motorleverandørene til at lave ustabile motorer. Men ved at åbne op i reglementet for at det bliver interessant at presse motorerene til det ydereste, vil vi måske se flere motorer der bukker under i løbene. Formel 1 skal være ekstremt og det pres motoren skal under skal også være ekstremt. I dag sidder man med fornemmelsen af, at de kan mere, hvis de turde give los. Formålet, hvis man åbner op i reglementet, vil stadig være at bygge den motor der faktisk holder.
Formel 1 er siden 80’erne blevet mere og mere ensrettet. For et par år siden lignede alle bilerne hinanden i profil. Det var et vink med en vognstang til dem der laver reglerne om at grænserne for bilernes aerodynamik skal ændres. Siden slutningen af 80’erne er bilerne blevet mere og mere ens – fordi Formel 1 fundementalt set ikke er ændret. Inden for de gældende regler er alle nu kommet til den samme konklusion og det er nu småtingene der afgør hvem der vinder og hvem der ikke gør. Der er ikke længere plads til helt alternative løsninger. Formel 1 er måske blevet for stram i sine regler.
80’ERNE – KØRERNES ÅRTI
Der var mange gode og spændende kampe i 80’erne. Det var et årti hvor både Piquet, Prost, Lauda og Senna vandt titler. Det var et årti med mange personligheder og mange historier. I mine ti artikler om Formel 1 gennem 80’erne har jeg til hver sæson lavet min egen top 10, en liste over kørerne, sådan som jeg har set dem, og deres styrkeforhold. Jeg kan ikke sige mig fri fra at være påvirket af eftertiden, når jeg har lavet listerne. Men omvendt har jeg også fået set de fleste af løbene fra det årti og brugt det som det væsentligste kriterie. Jeg bilder mig ind at disse top 10’er ville have været stort set lige sådan hvis jeg faktisk havde lavet dem dengang.
I det følgende vil jeg beskæftige mig med de ti bedste kørere fra 80’erne. Jeg har taget mine top 10 lister og givet kørerne point efter systemet: 20-15-12-10-8-6-4-3-2-1. I alt 29 kørere har været på listen, og i det følgende vil jeg give de ti bedste et par ord med på vejen. Det faldt naturligt at bruge års-listerne som udgangspunkt. Et forsøg på at lave en top 10 over de bedste kørere fra et givent årti, uden at have andet end sin subjektive mening, giver ikke et tilfredstillende resultat. Ganske givet at Ayrton Senna i 1989 var bedre end Alain Prost. Men på den anden side, hvis man nu sætter Ayrton Senna op mod Alain Prost fra 1984 – hvad ville der så ske?
Problemet med denne metode er selvfølgelig at den favorisere dem som har kørt hele årtiet, men sådan må det være. En liste lavet over perioden 1985 – 1994 ville naturligvis give en anden fordeling.
ALAIN PROST, VERDENSMESTER 1985, 1986 OG 1989
Udover de tre titler Prost vandt i 80’erne, fik han også tre sølvmedaljer og er på alle måder den mest dominerende kører i dette åri. Prost er på mange måder indbegrebet af 80’erne. Han debuterede i 1980 og allerede dengang lignede han en kommende stjerne. Lige præcis hvor stor den stjerne skulle blive var selvfølgelig umuligt at forudsige. Gennem årtiet vandt Prost 39 sejre og blev dermed den mest vindende kører i Formel 1. Der kunne have været flere sejre, men årene hos Renault i starten af årtiet var præget af mange tekniske defekter. Hans store gennembrud var i 1984, da han vendte tilbage til McLaren. I en tæt kamp tabte han VM duellen til holdkammeraten Niki Lauda. Prost var uden tvivl den bedste kører, men Lauda måske nok den klogeste. Fem år senere var rollerne byttet om da Prost vandt VM foran Ayrton Senna. Nu var det franskmandens tur til at vinde et VM med stabil og intelligent kørsel. I 90’erne kom Prost først to år til Ferrari, men ægteskabet endte ulykkeligt, og med en kommentar om at Prost mente han havde større chancer for at vinde et løb i en af teamets Iveco lastbiler, end i racceren. Efter et års pause vendte han i 1993 tilbage til Formel 1, nu hos Williams, hvor han vandt sin fjerde VM titel, i en alder af 38, inden han gik på pension.
Piquet var en af de største i 80’erne. Kun Prost var bedre.
NELSON PIQUET, VERDENSMESTER 1981, 1983 OG 1987
Sammen med Prost er Piquet den eneste kører i top 10 i samtlige sæsoner i 80’erne. Den bedste blev han aldrig, på trods af sine to titler. Men han var i mange år konstant, og selv på sine gamle dage var han farlig, når han havde bilen til det. Omvendt var det også tydeligt at han ikke var manden der hev et team op fra en nedtur og viste den rigtige kurs. Specielt i de to sæsoner hos Lotus virkede han ofte som han slet ikke interesserede sig for hvad der egentlig foregik. Det er Nelson Piquets uheld at være fra samme æra som Alain Prost. Uden ham ville Piquet i dag havde stået som en mere markant skikkelse. Som det er nu har man en tendens til at overse ham lidt, fordi Prost, og senere Senna, var så markante som de var. Men Nelson Piquet vandt tre titler, måske nok hjulpet i en stor grad af tilfældighederne, men sådan er sporten også. Nelson Piquet havde et enormt naturtalent, men havde samtidig ry for at stole for meget på det og arbejde for lidt. Måske ville en større indsats have givet endnu flere gode resultater, men på den anden side, så ville det ikke være Piquet. Nelson Piquet var en karakter i Forrmel 1, som man kan savne. Og netop hans relativt afslappede forhold til det hele, var en væsentlig del af hvem han var. At en større indsats måske kunne have givet en fjerde titel, tror jeg han er ligeglad med. Han valgte dengang og det valg står han ved. Og ret beset kom han jo ret langt på den måde. Hans karriere fortsatte ind i 90’erne med to sæsoner for Benetton, der gav tre sejre og bronzemedaljer i 1990.
AYRTON SENNA, VERDENSMESTER I 1988
Det brasilianske fænomen er der skrevet kilometervis af spalter om gennem tiderne. Den 1. maj 1994 da han mødte sit endeligt mod en beton mur på Imola blev Senna Formel 1 sportens største matyr. Der havde været andre store kørere før ham der var blevet dræbt, men det var i en anden tid, hvor dels medieopmærksomheden var mindre og dels hvor der var meget kortere mellem de døde. Senna debuterede med stor succes for Toleman i 1984. Hans gennembrud var i det druknede løb i Monaco hvor han indhentede Alain Prost. Dernæst brugte han tre lærer-år hos Lotus. Det engelske team var ikke i stand til at lave en rigtig vinderbil til ham, men han fik kørt en masse erfaring hjem og var med i toppen alle tre sæsoner. Hos McLaren blev han for alvor modnet og fik i Prost den hårdeste modstander i Formel 1 i søsterbilen. Fejlene blev færrre, resultaterne bedre og VM i 1988 kom i hus. Året efter kiksede det, mest på grund af alt for mange tekniske defekter. Resten af hans karriere er historie, en historie der endte alt for tidligt...
KEKE ROSBERG, VERDENSMESTER 1982
Når folk skal nævne en verdensmester der måske ikke helt fortjente sin titel, kommer de uværligt til at tænke på finske Keke Rosberg. Indtil 1982 havde han stort set ikke præsteret noget i Formel 1, og i løbet af sæsonen blev det kun til en enkelt sejr. Samtidig blev han hjulpet af turbo-bilernes manglende stabilitet og Didier Pironis uheld på Hockenheim. Men faktisk er det ikke helt retfærdigt overfor Rosberg. Netop fordi han ikke havde turbo i 1982 er hans præstation så flot som den var. Mens mange andre uden turbo havde problemer med at følge med, kunne Rosberg gang på gang næsten kører lige op med dem. Rosberg var hurtig, en af de allerhurtigste i Formel 1 nogensinde. Og hans kørsel de efterfølgende sæsoner viste at VM titlen var ganske fortjent. Den store pointsluger blev han aldrig, dertil var Williams bilerne midt i 80’erne for ustabile. Men gang på gang var han med i front, og en ting var sikkert – han gav aldrig op. Efter en række gode år hos Williams skiftede han i 1986 til McLaren, men det kom aldrig til at fungere, bilen var ikke til Rosbegs aggressive stil. Med udgangen af året lod han sig pensionere. Senere gjorde han dog comeback i Gr. C og det blev også til en række år i DTM serien.
Mansell var den bedste der ikke vandt VM.
NIGEL MANSELL, NUMMER 2 I 1986 OG 1987
Da Mansell debuterede i Østrig i 1980 lignede han langt fra en kommende verdensmester. Der var ikke noget i hans tidligere karriere der tydede på at han skulle blive en af motorsportens store kørere. Hans tidlige år i Formel 1 var ujævne. På en god dag kunne han levere en super præstation, men på andre dage virkede han bare som en forvokset vildbasse. Hans lykke blev gjort da Derek Warwick i slutningen af 1984 besluttede sig for at takke nej til et tilbud fra Williams. Pladsen gik i stedet til Nigel Mansell, der i løbet af sæsonen kørte sig varm og sluttede med sine to første sejre. Fra da af var englænderen top-kører. To gange i træk sluttede han med sølvmedaljer, men VM titlen blev ved at smutte ud af hænderne på ham. Efter en sløj sæson i 1988 skiftede han til Ferrari hvor han straks var med i front igen. Den anden sæson for det italienske team blev mindre lykkelig. Mansell blev sat i skyggen af Prost, og endte med at vende tilbage til Williams, hvor han i 1992 endelig vandt sin VM titel, for derefter at tage til USA og vinde Indy-serien i sin første sæson. I 1994 vendte han tilbage til Formel 1 i nogle få løb, som erstatning for Senna, og sluttede sæsonen med en sejr i Australien. Mansell var da 41 år og kunne have trukket sig tilbage med oprejst pande, men i stedet skrev han en kontrakt med McLaren. Det var et fornufts ægteskab arrangeret af Bernie Ecclestone, men det kom aldrig til at fungere. De to første løb sad han udenfor, bilen var for lille. Derefter kørte han to løb, uden succes og stoppede så, på en meget mindre værdig måde end han kunne have gjort.
ALAN JONES, VERDENSMESTER 1980
Australske Jones kørte kun to gode sæsoner i 80’erne – nemlig 1980 og 81. Tilgengæld var han uden tvivl den bedste racerkører i de to sæsoner. Mens tingene klappede for ham i 1980 da han vandt sit verdensmesterskab, gjorde de overhovedet ikke i 1981. Gang på gang havde han forskellige drillesyge tekniske problemer. Men han var tit i front, men til sidst uden chance i VM. Samtidig var træt af den dengang så dominerende krig mellem FIA og konstruktørerne. Internt i teamet var han træt af kollegaen Reuteman. Alt dette fik ham til at forlade Formel 1 med udgangen af 1981. En flot sejr i Las Vegas satte en effektivt punktum for en i virkeligheden kort karriere. Jones debuterede i Formel 1 i 1975 uden at gøre det store væsen af sig. Først da han, lidt tilfældigt, kom til Shadow i 1977 kom der gang i karrieren. Men ligesom Mansell prøvede Jones at vende tilbage. Først i 1983 da det kun blev til et enkelt løb. Senere igen i 1985 – 86 for Haas teamet. Jones var omkring 40, vejede 90 kg og hverken lignede eller kørte som en verdensmester. Han tog konsekvensen og vendte tilbage til Australien, hvor han i en del år kørte i deres V8- serie. Mere passende for en pensioneret verdensmester, der vil køre hygge-race.
GERHARD BERGER, NUMMER TRE 1988
På kun fire sæsoner fik Berger kørt sig ind på denne top 10. Han debuterede lidt upåagtet i 1984 for det tyske ATS team. Året efter kørte han en sæson for Arrows, heller ikke med de store resultater, inden han kom til Benetton i 1986. Fra tidligt på sæsonen lignede Berger en kommende stjerne. Flere gange var han med fremme tidligt i løbet, men bilens holdbarhed var ikke fantastisk. Den blev dog bedre og i Mexico vandt han sin egen og teamets første sejr. Ferrari blev hans næste stop. Det startede godt, men intern uro ødelagde lidt af fornøjelsen for østrigeren, der til 1990 forlod det italienske team til fordel for McLaren. Her kom han i tre sæsoner til at stå i skyggen af Ayrton Senna. Ironisk nok var han bedste sæson for teamet 1992, netop det år hvor McLaren havde deres dårligste sæson i mange år. Han vendte tilbage til Ferrari, men den helt store succes udeblev, omend det hele gik i den rigtige retning. Han havde et tilbud om at blive i 1996 da Schumacher ankom til teamet. Men Berger besluttede sig for at følge holdkammeraten Alesi til Benetton. I 1997 vandt han karrierens og teamets sidste sejr efter et flot løb på Hockenheim. Med udgangen af 80’erne lignede Berger stadig en potentiel verdensmester, men karrieren kom aldrig helt til at indri de løfter som de tidlige år varslede.
MICHELE ALBORETO, NUMMER 2 I 1985
Alboreto er en anden kører der lovede meget og leverede mindre. Debuten i 1981 er forlængst gået i glemmebogen. Han blev fundet af Ken Tyrrell, der lod ham køre det meste af sæsonen. Resultater var der ingen af, men Tyrrell troede på sig selv og sit talent for at spejde andres talent, så han holdt fast i den unge Alboreto. 1982 blev italienerens store gennembrud og han sluttede sæsonen med en sejr. I 1984 kom han til Ferrari og store ting var i vente, men sølvmedaljerne i 1985 blev hans bedste resultat. Allerede mod slutningen af den sæson begyndte Ferrari at svigte, og selvom Alboreto loyalt blev hængende i nogle år, kom han aldrig helt i front igen. I 1989 vendte han kortvarigt tilbage til Tyrrell, men forlod teamet efter en uoverenstemmelse. Resten af hans karriere var trist, når man tænker på hvilket talent han var i besiddelse af. Nogle sæsoner for Arrows, Scuderia Italia og Minardi var hvad det blev til. Trist skæbne for et stort talent, der bare aldrig kom helt op at flyve.
Lauda gjorde comeback – med succes!
NIKI LAUDA, VERDENSMESTER 1984
Han var 70’ernes store motorsports ikon. En sand legenede, forbrændt og skamferet af sin sport. Og så stoppede han karrieren ganske brat i 1979, da han kun var 30 år gammel. Han havde fået nok, der var ikke mere for ham i Formel 1. Alligevel vendte han tilbage i 1982, kørte fire sæsoner, vandt otte sejre og et verdensmesterskab. Hvorfor vendte han tilbage? Svaret er simpelt – for at se om man kunne! Laudas motivation var i høj grad at se hvad han kunne opnå. Og efter to titler syntes han i 1979 ikke han kunne opnå mere, hvilket han nok havde ret i. Men det gav ham den næste udfordrign – kan man forlade sporten helt og så vende tilbage og vinde igen. Lauda kunne. Hans smukke glidende stil var ikke forsvundet da han vendte tilbage i 1982, allerede i tredie forsøg vandt han et løb. VM lod vente på sig, McLaren manglede en turbo. 1983 var en vente-sæson. Niki Lauda virkede ikke interesseret, kørte mere løbene fordi han skulle, end fordi han egentlig gad. I 1984 tog han VM med den mindste margin, men han vandt! Og derefter mistede han igen interessen og efter 1985 lod han sig permanent pensionere.
RICCARDO PATRESE, NUMMER 3 I 1989
En lang og knoklet karriere fik italieneren i Formel 1. I alt 256 løb blev det til, af dem vandt han de seks! Patrese er endnu en kører der aldrig helt leverede det hans tidlige sæsoner lovede. Da 80’erne begyndte var han stadig et talentfuld, men hans stjerne var falmet en anelse. Han lærte for langsomt af sine fejl, var for stædig og for hidsig. Da han i 1982 blev hentet til Brabham så det ud til at hans karriere nu skulle på ret køl, men sådan skulle det ikke gå. Godt nok vandt han to sejre, som Piquets teamkammerat, og godt nok kunne han ved flere lejligheder køre lige op med brasilianeren. Men det hang aldrig helt sammen for Patrese. Efter et par skuffende sæsoner hos Alfa Romeo vendte han tilbage til Brabham, men på det tidspunkt var teamet kommet ind i den spiral der senere skulle taget livet af dem. At han i 1988 kom til Williams var en overraskelse for de fleste. Men her fik han chancen for at vise hvad han havde gemt på i de mange år. Og det gjorde han så med sine bronzemedaljer i 1989. Det blev til sejre og flere medaljer i de kommende sæsoner inden han endte karrieren med en ikke imponerende sæson i 1993 for Benetton.
Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
