Der er blevet stille i Formel 1, alt for stille. Vel er der yderst talentfulde kørere der vinder pokaler og skriver autografer. Men hvor mange af dem vil man mindes, når de først har hængt hjelmen på knagen. Nogle af dem vil figurere i historiebøgerne med rekorder og flotte sejre, men af og til virker det som om, at nogle af dem man gang på gang tænker tilbage på med vemod, ikke altid har stået øverst på trappen over pitten, med champagnesprøjt og dyrt sølvtøj i favnen.
En af dem som mange F1 entusiaster savner allermest, er ikke kendt for mange sejre eller stor succes. Han er til gengæld kendt for at bringe kolorit og dødsforagt ind i sporten, noget som man måske kunne savne lidt, nu hvor fedtspillet fra fodboldens verden har holdt sit indtog i vores elskede sport.
Manden vi har fokus på her kan kaldes F1 sportens svar på den uheldige helt, og det er naturligvis fransk-sicilianeren Jean Alesi, bedre kendt som den franske hyæne. Manden der gennem et langt Formel 1 liv brillerede ved konstant at være hos det forkerte team på det lige så forkerte tidspunkt. Hans storhedstid var da han sad bag rattet i sin røde Ferrari med nummer 27. Men selv en italiensk fuldblodsracer kan bringe flere anelser om en simpel lastbil, end om guld og ære. Spørg bare Alesis teamkammerat fra dengang, selveste "Professoren" - Alain Prost.
Når professoren og den franske hyæne blev sluppet løs sammen med ærkerivalerne Berger, Senna og ikke mindst Jeans yndlingsaversion, Martin Brundle, blev de kloge ord bekræftet, som siger at to Formel 1 racere ikke kan optage det samme stykke asfalt - samtidigt! Disse kloge ord har sydlændingen Alesi aldrig givet meget for, og han har flere gange gjort sit for at bevise at hvis et eksemplar af Gazzetta dello Sport kan stikkes ind i sprækken mellem to racere, så er der rigelig plads til en sikker og velovervejet overhaling.
Efter at Alesi på mest spektakulære vis havde crashet sig vej ud af sit uigenkaldeligt sidste Formel 1 løb på Suzuka sidste år, og i stedet erstattet af den japanske stuntkører Takuma Sato, kan man ikke lade være med at tænke tilbage. Specielt på hvad det kunne være blevet til for den lille franskmand, hvis Jean havde gjort alvor af sin kontrakttegning med Frank Williams, og havde hærget grand prix asfalten i en Williams FW14, i stedet for håbløse Tyrrell, Benetton og Ferrari racere.
Denne syndefulde omgang med Formel 1 historien tjener naturligvis ingen til ære, så derfor er det på tide at tage en tur ned gennem "Memory Lane", og se på nogle af de ting som folk enten vil kalde skræmmende galemandsværk eller ren poesi. Men inden man kaster sig ud i denne form for retrospektiv biografi, så skal man passe på ikke at sætte kikkerten for det blinde øje, og istedet ende op med en fornemmelse af at have spist for meget vammelsød candyfloss.
Fakta er nemlig, at stakkels Jean trods 202 kørte grand prix løb, kun scorede en enkelt sejr, og den ligger hele 7 år tilbage, nemlig ved Canadas Grand Prix i 1995 - i øvrigt på sin 31 års fødselsdag. Manglen på sejre og succes har endda ikke noget med Ferrari teamordrer eller andet djævelskab at gøre, selvom det var en turbulent og succesløs tid han havde hos det italienske team. Faktum er at Jean simpelthen kørte med sit liv som indsats, hvilket enten betød en tur i autoværnet eller på podiet.
Dette vanvid betød, at FIA med overhalingsmodstanderen Max Mosley i spidsen ofte havde et vågent spanskrør på plads, mens de deltagende stewards hev håret ud af hovedet i frustration over franskmandens dødsforagt. Men hans mange fans elskede det, og så var det ligegyldigt med sølvtøjet, når man havde et eksempel på kaos-teori på hjul tilstede under løbet.
Den franske vinbonde har utallige gange været på vej til sejr undervejs i hans totale 202 F1 løb, men han har så siden måttet parkere en totalt brugt Formel 1 bil i græsset. Trods dette har han med god ret kunne hævde, at han umuligt havde kunnet gøre det bedre. Denne attitude sikrede ham flere topbiler i feltet, men desværre har de andre kørere på banen ikke haft samme overbevisning om, at Jean skulle forbi.
Nu har han fået chancen som standardvognskører for Mercedes Benz i Deutsche Touringwagen Meisterschaft, som teamkollega til den mangedobbelte DTM mester og tidligere Zakspeed og Arrows Formel 1 kører, Bernd Schneider i topteamet AMG. Der er ingen tvivl om, at Jean har fået en stor udfordring, men længslen efter F1 dulmes dog af enkelte McLaren Mercedes Formel 1 testkørsler.
Der er dog ingen tvivl om, at den franske kører lever og ånder for racing: "Jeg elsker mit job. Når jeg vågner om morgenen og tager ud på banen, så er det ikke pinefuldt. Det er motiverende. Jeg føler at nætterne er meget korte, fordi allerede når jeg går i seng om aftenen ved jeg hvad der vil ske næste morgen, og det ser jeg meget frem til. Jeg kører ikke racing for at leve. Jeg kører race fordi jeg elsker det jeg laver."
"Når passionen er borte begynder man at blive bange, man begynder at vågne op og tager ud på banen mens man bekymrer sig. Det er muligvis meget let at slukke for denne lyst. Men jeg tror ikke at det vil ske for mig. På et tidspunkt vil jeg forstå, at det ikke er muligt at køre flere Formel 1 løb. Men jeg vil ikke sige, at jeg dropper racing. Jeg vil bare lave noget andet, fordi jeg elsker racing så højt."
Jean Alesi blev født 11. juni 1964 i den sydfranske by Avignon af sicilianske forældre. De stolte forældre var flyttet fra den italienske solskins ø Sicilien bare to år tidligere, og hans sicilianske bedsteforældre som også havde taget turen til Sydfrankrig, talte ikke et eneste ord fransk. Så Jean havde ikke de bedste forudsætninger for at gøre sig forståelig i det store udland.
Sin italienske baggrund bruger han ofte til at begrunde sin mere vilde side, som ofte gjorde sig gældende på Formel 1 asfalten. Alesi er på mange måder en sammensat personlighed. For lige så vilter og dødsforagtende han er, lige så stringent og ambitiøs er han også. Problemet for ham er at kombinere disse egenskaber. Mest imponerende er dog hans evne til at bide skuffelser i sig, hvorfor han af mange Formel 1 kändisser er blevet kaldt "The comeback man!"
DE FØRSTE ÅR
Forinden havde han dog haft en spektakulær kanonkarriere med at drive sit eget yderst beskedne private Formel 3 team i 1985 og 1986. Her kørte han med om sejren i den franske F3 serie i sin Dallara Alfa Romeo F3 racer. Det var dog først da han fik sin første guldchance hos et af Frankrigs bedst drevne Formel 3 teams - Oreca - at indsatsen blev belønnet med en guldrus. Efter at have skræmt livet af det ærkefranske team ved at lave en tyvstart i sit første løb for teamet, så gik det bare op mod titlen som fransk 1987 Formel 3 mester. Franskmændene jublede, og forfremmede sicilianeren til teamets F3000 team det kommende år. Alt var sat til den helt store succes, en fransk F3000 walkover til titlen.
Men dér knækkede filmen, kemien passede ikke Jean. Reynard 88D raceren var slet ikke Alesis kop espresso, og fra at være forgyldt F3 mester styrtdykkede hans karriere til at blive en ren jammerdal. Johnny Herbert og Roberto Moreno kunne nærmest gå på vandet, mens Jean kæmpede det bedste han havde lært. Dette var en af de første karrieremæssige rutsjeture, som den sympatiske kører senere har haft så uhyggeligt mange af.
Heldigvis spottede talentspejderen Eddie Jordan den ulykkelige franskmand, og inviterede ham til England for at køre for det irske team i F3000 serien. Det lille mørkhårede energibundt gjorde livet rigtig surt for sine race-ingeniører. Jean kunne nemlig ikke et ord engelsk, så han måtte bruge krudt på både at lære teamet at kende samt lære motorsportens bibelsprog på rekordfart.
Jean smiler stadig ved tanken om tiden med irske Eddie: "Jeg boede i England for at lære engelsk. Da jeg tog til England for første gang, så var det ligesom at være på Månen. Jeg havde ingen venner, jeg kunne ikke tale sproget. Jeg var meget isoleret. Men Eddie Jordan var der altid, og han hjalp mig. Han blev en del af min familie, ligesom min bror Jose. Uden Eddie ville der have været helt andre resultater. Han lærte mig en masse om at være en rigtig engelsk racerkører - med en irsk accent!"
Desværre var han stadig mærket af skuffelsen hos Oreca, men da han den 15. maj 1989 vandt F3000 gadeløbet Pau Grand Prix, så vendte bøtten for ham. Alesi havde fået styr på F3000 problemerne, og nu førte han pludselig mesterskabet. Imens var Formel 1 teamchef Ken Tyrrell blevet alvorligt træt af sin italienske kører, Michele Alboreto.
Den karismatiske teamchef har i mange år været kendt som en fantastisk talentspotter, og efter at have bladret sig vej gennem F3000 pointstillingen i et F1 magasin, så ringede Ken Tyrrells telefon. I den anden ende var Jeans teamchef og manager, Eddie Jordan. Inden Tyrrell kunne nå at ombestemme sig, havde han mødt Jordans fund, Jean Alesi. Efter dette møde var Jean blevet teammate med Jonathan Palmer hos Tyrrell. Alesis føring i F3000 betød, at han senere vandt mesterskabet for Eddie Jordan og hans team.
Alesi fik sin Formel 1 debut 9. juli 1989 ved Frankrigs Grand Prix på Paul Ricard banen. Det var en stormende succes for Jean. Han lå på et tidspunkt på en 2. plads i sin Tyrrell Ford racer, lige bag Alain Prost. Han sluttede løbet på en imponerende 4. plads, og Tyrrell skyndte sig at signe franskmanden for resten af 1989 sæsonen. Efter bare 9 løb lå Jean på 9. pladsen med 8 point. Endnu engang skiftede heldet for Jean, og fra at være årets skuffelse i F3000 var han nu igen et stjernefrø.
På Imola året efter viste Alesi for alvor, at han er en mand der ikke altid er lige heldig. På Autodromo di Enzo e Dino Ferrari Imola den 11-13 maj 1990, havde Jean kæmpet sig op på en 5. plads fra sin gridplacering som nummer 7. Han kæmpede en hed kamp med Andrea de Cecaris Dallara racer, men en lidt satset manøvre kostede Jean snudeskaftet på sin Tyrrell, hvorfor franskmanden måtte i pit efter en ny næse. Dette fik ham til at dratte ned til 11. pladsen.
Efter sit pitstop kæmpede han med at indhente det tabte, men Martin Donnelys Lotus skulle lige overhales først. En kort regnbyge kort forinden løbet havde vædet banens asfalt, og under løbet begyndte banen at tørre op. Alesi skulle dog ud af det tørre spor for at komme uden Lotus raceren i hårnålen. Jeans racer begynder straks at akvaplane, og fortsætter istedet ligeud med en magtesløs Alesi bag roret, ned af redningsvejen hvor Nannini tidligere havde crashet sin Benetton.
Desværre havde arrangørerne ikke haft mulighed for at placere en kran nede i området, så Benetton raceren stod der stadig. Jeans Tyrrell smadrer lige op i den forladte Benetton, og Tyrrell 019 racerens gearkasse går lige igennem Benetton racerens monocoque, og totalskader Benetton raceren fuldstændigt. Alesi forlader stedet stille, men uskadt.
Det tiende løb for Alesi, og debutløbet i 1990 sæsonen, skulle senere vise sig at blive et af hans bedste. Han kvalificerede sig til USA Grand Prix på Phoenix gadebanen, på en imponerende 4. plads i den håbløse Cosworth motoriserede Tyrrell 019. Han holdt Ayrton Senna bag sig i størstedelen af løbet, men brasilianeren overhalede ham til sidst. Det skræmte dog ikke den uerfarne Alesi, hvorfor han straks tog sin tabte position tilbage fra Senna. Efter et intenst battle i den snævre gadebane, lykkedes det dog Senna at komme forbi, og franskmanden sluttede på andenpladsen lige bag den brasilianske McLaren MP4/5B kører.
Alesi genkalder sig løbet: "Før starten i Phoenix talte jeg med Harvey Postlethwaite og Jean-Claude Migeot. Jeg sagde til dem: Hør, jeg vil være i føringen allerede på første omgang. Harvey fortalte mig så, at det ikke var nødvendigt at føre den første omgang, det var langt bedre at føre den sidste omgang. Men jeg sagde til ham, at jeg ville forsøge alt på første omgang, og så måtte jeg så senere se hvad jeg kunne opnå." Franskmanden gjorde det umulige, han skød forbi Gerhard Bergers McLaren, og for af sted gennem første sving.
"Jeg var ret spændt. Men jeg var sikker på at jeg ikke ville vinde løbet. Jeg er realist. Jeg besluttede at gøre det maksimale for at holde på min føring så længe som muligt. Det var derfor at jeg pressede så hårdt på, helt fra begyndelsen. Jeg var 100 % koncentration. Jeg tænkte ikke, `Senna er lige bag mig, måske vil han fange mig, jeg satsede bare fuldt ud!"
"Jeg er ikke sikker på at de (pressen) forstår alt om racerbiler. I Phoenix var Alain Prost uheldig, og jeg havde medgang, så aviserne skrev naturligvis: `Alain er færdig og Jean er den nye stjerne. Han kan vinde mange løb.´ Jeg er ikke sikker på at det var særligt klogt af dem."
"MAN OF THE FUTURE" - FREMTIDEN HOS FERRARI
Efter endnu en pragtpræstation i Monaco hvor han tog fusen på Alain Prost var sagen klar, Alesi var blevet "Man of The Future". Men lige så god han var i en presset situation på en bane, lige så håbløs var han i en kontrakt forhandlingssituation. Det lykkedes faktisk Jean at tegne gyldig kontrakt med Williams, Ferrari OG Tyrrell som han stadig havde en bindende kontrakt med - samtidig!
Alle tre teams krævede deres ret, og Williams var friske på at købe Jean fri fra Ken Tyrrell, og tilbød Alesi en toårig kontrakt. Men mange var samtidig rede til at skyde den franske stjernes meritter ned, eftersom hans Tyrrell 019 var en af de første "Ground Effect" biler i F1, og dermed havde en urimelig fordel. Til gengæld havde den forældede Cosworth DFR V8 motor slet ikke samme standard som de moderne V10 motorer i feltet. Franskmandens manager, Eddie Jordan, satte Alesis hurtighed på plads én gang for alle: "He is fucking good!"
Williams signede til sidst Nigel Mansell, og dermed var Jeans Ferrari kontrakt i hus. Alesi fik således mulighed for at blive teammate med Alain Prost, bag rattet af en Ferrari F1-91 med en 3,5 liters V12. Franskmanden blev hos det italienske team i fire sæsoner, og han opnåede ikke en eneste sejr. Det første år kørte han sammen med Prost, men året efter opnåede han som førstekører retten til at køre med nummer 27 på snuden af sin Ferrari. Samme nummer som sit store idol, Gilles Villeneuve.
På mange måder minder Jean om Villeneuve Senior. Han holder sig bestemt ikke tilbage med at ytre sine meninger, og er egentligt ligeglad med om han derved træder nogen over tæerne. Dette er guf for pressen, og samme medier var da også med til at gøre hans liv hos Ferrari endnu mere vanskeligt end det var i forvejen. Alesi endte med at køre langt mere satset end nogensinde før, mens han var hos Ferrari. Men derved lavede han også flere fejl.
Mange insidere hos Ferrari mente, at Jean ikke var i stand til at få det optimale ud sin bil, netop fordi han ikke er teknisk orienteret. Ifølge førnævnte kilder skulle han ikke være i stand til at optimere et set-up, så bilen blev hurtigere. Samme skæbne overgik stakkels Rene Arnoux, som også blev betragtet som et stort talent. Meget hurtig, men uden en god teknisk teamkammerat havnede han snart i problemer. Hvorvidt dette reelt er tilfældet, er dog ikke til at sige. Alain Prost endte da også med at droppe Ferrari efter 1991 sæsonen. Derved kan man så stille spørgsmålstegn ved, om det virkelig var Alesis skyld at Ferrarien ikke kørte hurtigere. Prost endte med at sammenligne den røde racer med en lastbil - og så var det ud, Alain Prost eller ej!
Jean Alesi kompenserede dog for sine tekniske svagheder ved en uhyre aggressiv kørestil, som gik lige i hjertekulen hos tidligere Gilles Villeneuve fans. At Jean så efter 1991 sæsonen kørte med en nummer 27 bemalet Ferrari lige som Gilles gjorde i sin tid, det fik kun endnu flere tifosis på tæerne. I forhold til den noget mere beregnende og defensive kørestil, som Alain Prost lagde for dagen, så var der ingen tvivl om, hvor sympatien lå. Måske netop derfor blev det til mere end en kort notits som Ferrarikører. Historierne er mange, skrønerne er endnu flere, men en ting er helt sikkert: Når først Jean får et racerrat stukket i hånden, så kommer der til at ske ting og sager.
Ved gadeløbet i Adelaide den 1-3 november 1991, hvor regnen væltede ned, var Benetton kørerne Michael Schumacher og Nelson Piquet værter ved et større komsammen på banen. På 5. omgang blev Schumacher enig med sig selv om, at hans teamkammerat Piquet ikke var hurtig nok, så han vælger at gå op på siden af brasilianeren. Desværre så Nelson ikke hans unge tyske vens Benetton, så han valgte at skifte spor, hvilket sendte Michael ind i et imponerende spin. Tyskerens spindende racer ramte en total uskyldig Ferrari F643 kørt af Alesi, og sammen flettede de også Nicola Larinis Lamborghini 291 ind i bunken af smadrede racerbiler.
ÆRKERIVALEN MARTIN BRUNDLE
Året efter i 1992 skulle den hændelse, som startede et længere uvenskab mellem Martin Brundle og Alesi, finde sted. Igen var scenen Ferraris hjemmebane, Imola, men denne gang begyndte balladen allerede i fredagens kvalifikation. Brundle og Alesi kørte side om side, hjul mod hjul, uden at nogen af dem ville give sig, Flere gange var de ved at flette hjul, men de slap med skrækken. Dog så banens stewards anderledes på det, og de fik en reprimande.
Under løbet dykkede Senna indenom Alesis Ferrari F92A under nedbremsningen til Tosa, eftersom Ayrton var på jagt efter Jeans 3. plads. Berger lå et par vognlænder bagved, og han satsede optimistisk på at følge Senna indenom franskmanden. Højre hjul på Bergers McLaren rammer venstre baghjul på Alesis F92A med så voldsom kraft, at Ferrarien letter som et missil. Bilen lander rigtigt hårdt, hvor den spandt ind i McLaren MP4/7B raceren, og fjernede begge biler fra løbet. Begge kørere klatrede stille ud af bilerne, slog ud med armene og sagde at: "Det var nu engang hvad der kunne ske!" De tidligere tifosis var ikke imponerede over Ferraris præstation på hjemmebanen.
Ved Canadas Grand Prix 12-14 juni 1992 fik Alesi indtryk af, at Ferrari raceren ikke kunne lide ham, og med alle midler var ude på at gøre livet surt for ham. Under lørdagens kvalifikation var tingene begyndt at gå den rigtige vej for en efterhånden stærkt frustreret Jean Alesi. Efter at have skadet sin løbsbil ved gentagne spin under fredagens frie træning og kvalifikation, så måtte han bruge sin reservebil om lørdagen. Alesi satsede stærkt på en god placering, og da det gik allerbedst gik bilens skumslukker i gang med et brag i Ferrariens cockpit. En skumdækket Alesi måtte halte bilen i pit, og bytte til sin racebil.
Uvenskabet med den røde racer fortsatte ved løbet på Silverstone en måned senere. Denne gang var Alesi nået i pit på omgang 48. Efter at have fået friske dæk var Alesi tændt på at gøre en god figur, men da skete det igen; med et højt drøn gik skumslukkeren af i cockpittet og med adskillige kilo skum ud sig selv og pedalerne måtte Alesi halte tilbage til pitten. Alesi blev senere set stående tavs bag ved en af Ferraris transportere.
Af en eller anden grund var blandingen af Alesi, Ferrari og italienske hjemmebaner ikke nogen heldig cocktail. På Monza 11-13 september 1992 ville Jean vise sine altid entusiastiske tifosi fans, hvad han var værd. Under lørdagens frie træning røg der en sikring inde i hovedet på Alesi. Først forsøgte han at fusionere sin Ferrari med Katayamas Venturi, hvilket kostede ham næseconen på den røde racer. Efter at have fået en ny snude på Ferrarien mistede han kontrollen under indbremsningen til Variante Ascari, hvilket sendte ham spindene ind i den komplet uskyldige Morbidelli. Kraften fra kollisionen var nok til at flå hele bagenden af Alesis Ferrari.
Man kan undre sig over at Alesi ikke mistede modet og sin selvtillid efter endnu en stor dag som er endt i skuffelser. Men Jean er en fighter, som ikke giver op, selvom han endnu en gang må se en konkurrent stå på sejrspodiet med pokalen i hånden, mens han selv må gå den lange vej tilbage til pitten. Efter endnu en dag hvor bilen ikke magtede at løfte Jeans drømme op til ren lykke og poesi.
Dog mener mange, at Alesi lærte meget hos Ferrari, og er blevet en mere moden kører. Designeren Harvey Postlethwaite blev spurgt om franskmandens udvikling, og han bifaldt teorien om Alesis modningsproces: "Ja, det er korrekt. Nu ser Alesi sig for, før han kyler sin hjelm!" Jeans kørsel skabte dog mange fjender i sporten, og blandt andet Brundle, Bernard og Brabham tænker ikke tilbage på fransk-sicilianeren med varme følelser.
På Spa-Francorchamps den 26-28 august 1994 var den gal igen mellem Brundle og Alesi. I de døende minutter af fredagens kvalifikation blev der satset stort, eftersom banen var ved at tørre op efter regn. Alesi beskyldte Brundle for spærre kraftigt ham, mens Jean havde satset hele butikken på en hurtig omgang. Alesi kørte på slicks, da han fangede Brundles Mclaren i La Source hårnålen. På vej ned til Eau Rouge trak franskmanden op på siden af britten, men Brundle var kold som jordbæris og holdt sin linie. Alesi kom forbi Brundle op til Les Combs, og spærrede for Martin ned til Blanchemont.
Franskmanden var rygende rasende, og fløj efter afsluttet kvalifikation ned til Mclarens pit. Her fik Jean fat i teamchef Ron Dennis, hvor han råbende hævdede at Ron kun havde hyret Brundle i 1994, fordi han ikke kunne få nogen med "Rigtigt talent!" mens Alesi brugte nogle af det franske sprogs værste gloser var Brundle mere rolig: "Vi har haft vores sammenstød før i Brasilien, hvor vi kolliderede. Det samme skete også på Imola for to år siden. Efter disse hændelser sagde han, at han ville slå mig ihjel!! Han er en hidsigprop."
Alesi var nu ved at få nok af Ferrari, og navnligt den altid utilstrækkelige Ferrari. Så hvert eneste GP var en kamp på liv og død - intet mindre kunne gøre det. Jean nægtede at give op, men frustrationen lyste ud af ham. På Monza bare 14 dage efter balladen med Brundle var turen kommet til Gran Premio D´Italia den 9-11. september 1994. Efter adskillige spin i kvalifikation var tiden nu kommet til løbet. Jean var kommet ind til sit første pitstop på omgang 14. Han holdt stille i 7,8 sekunder, og forsøgte nu at accelerere ud af pitten. Ferrarien krøb kun et par centimeter, og holdt så stille igen. Alesi kæmpede med gearvælgeren, og det lykkedes ham at få den i gear, men igen krøb den kun et par centimeter, før den igen holdt stille. Så knækkede filmen for den hårdt pressede franskmand.
Han løsnede selen og sprang ud af bilen. Bag Ferraris pitgarage smed han sine nøgler til sin Ferrari privatbil, og midt under løbet sprang han ind i en Alfa 164, og kørte med sindssyg fart hele vejen ned til den franske Riviera, hvor hans båd lå for anker. Teamets officielle forklaring på Alesis hurtige exit var: "En transmissionsfejl." Chefdesigner John Barnard røbede senere, at fejlen i virkeligheden lå hos Alesi. Eftersom Jean havde skiftet gear før han havde trådt på koblingen. Havde han ikke gjort det, ville bilen have sat i gang. Alesi har aldrig siden kommenteret bådudflugten yderligere.
Den forløsende og hidtil eneste Formel 1 sejr for Jean Alesi kom ved Canadas Grand Prix 1995. Efter at have været med i toppen af charten under både træning og kvalifikation kom hans store chance. Desværre var løbet i sig selv ikke nogen videre spændende affære, men Alesi profiterede på Schumachers modgang, og inden han fik set sig om, så stod han på det sejrspodium han i så mange år havde drømt om.
Der var måske ikke tale om et antiklimaks, snarere end at det var forløsningen for alle de sorger, smerter og drømme som han har måttet afslutte i autoværnet, efter endnu en Do-or-Die præstation. Selv så han sådan på dagens fødselsdagsgave, hvor han blev 31 år gammel: "At vinde med Ferrari er specielt. Noget som man ikke kan gøre med noget andet team. Jeg kunne ikke have håbet på nogen bedre fødselsdagsgave."
"Den anden fantastiske gave var at tale med præsident Montezemolo efter løbet. Jeg har delt mange svære dage med præsidenten, så det var fantastisk at kunne dele dette tilfredsstillende øjeblik med ham. Løbet? Det var ret hændelsesløst. Bilen hjalp mig, og jeg var kun en anelse skræmt mod slutningen af løbet, eftersom jeg frygtede at løbe tør for brændstof. Men pitten forsikrede mig om, at jeg havde rigeligt til at afslutte med maner!"
Det var på dette tidspunkt klart, at tiden med Ferrari måtte slutte snart. For de ødelagte drømme hos Alesi var ved at nedbryde ham. Selvom sejren var sødmefuld, så ærgrede det Alesi at han ikke selv vandt den, men måtte profitere på andres ulykke. På Estoril i september 1995 flød bægeret over for Jean, i et interview med den forsamlede verdenspresse. Han beskyldte teamet for at favorisere Gerhard Berger frem for Alesi: "Todt har været et problem for mig hele året. Han har `broken my balls´. Hvis det skal være på denne måde, så er jeg faktisk hellere fri." Teamet så naturligvis hele optrinnet, og Alesi fik en bøde på 20.000 US-dollars.
Mod slutningen af 1995 sæsonen gik det igen galt, denne gang i Adelaide den 10-12. november 1995. Den regerende verdensmester Schumacher havde netop forladt pitten efter sit første pitstop, lige bagved Alesi. Schumacher ville naturligvis udnytte sin fordel med nye friske dæk, hvorfor han hurtigt prøvede at komme forbi Alesis Ferrari 412T2. Franskmanden var fast besluttet på at holde tyskeren bag sig, hvorfor han svingede sin røde racer ind i Schumachers Benetton B195. Alesis venstre forhjul flettede sig ind i Michaels venstre baghjul. Dette kostede Ferrarien en frontvinge, men Alesi holdt på. Men lige meget hjalp det, og begge var af banen et kort sekund. Alesi fik en ny snude på i pitten, mens Schumacher måtte trække sig fra løbet.
Tyskeren var bestemt ikke imponeret: "Det var en helt unødvendig handling som Alesi var ophavsmand for her. Specielt fordi jeg var klart foran ham. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der forgik i hjernen på ham. Var hans hjerne slukket?? Han må hellere holde sig væk fra mig ved Benettons fest i aften, fordi dette var ikke måden jeg ville slutte min sæson på."
Skrevet af Aslak Vind
aslak@f1journal.com
LÆS ANDEN HALVDEL AF ASLAK VINDS STORE JEAN ALESI-PORTRÆT I NÆSTE NUMMER AF F1-JOURNAL...