FRA STEJLENDE HINGST TIL UTILREGNELIG HOPPE
Det havde i nogen tid luret med rygter omkring genforeningen af Benettons guldhold - Rory Byrne, Ross Brawn og Michael Schumacher hos Ferrari. Så Alesi var klar over at løbet var kørt hos den stejlende hingst. Han og Schumacher byttede plads i 1996, og franskmanden overtog tyskerens plads hos Benetton. Men allerede ved de første tests af den nye Benetton-racer på Estoril beviste Alesi at det ikke behøver at være nemmere at tæmme en stejlende hingst end det er at tæmme en utilregnelig hoppe.
Man skulle måske tro at dette var begyndelsen til enden for den karismatiske sicilianer. Hans kørsel ændrede sig dog ikke af den grund, og ved sæsondebuten i Australien 1996 flåede han hele sidepodden af sin Benetton B196, i forsøget på at overhale Eddie Irvines Ferrari F310. Jean kørte helt cool bilen tilbage til pitten i bedste Gilles Villeneuve stil, hvor man dog måtte opgive at redde den. Irvine sluttede til gengæld løbet på en 3. plads.
Fjorten dage senere viste Jean hvorfor han bliver kaldt regnkongen. Han slutter Brasiliens Grand Prix på en fænomenal 2. plads, efter at have gennemført et løb på Interlagos under forhold, hvor franskmanden fik brugt alle sine evner som regnkonge. Selvom han trods dette var en tur udenfor banen under en hed men våd duel med Jacques Villeneuve, så kørte han podiepladsen hjem. Løbet blev vundet af Damon Hill i en Williams Renault FW18.
Tiden hos Benetton var ikke lige Jeans kop the. Selvom han scorede point i stort set hver eneste løb, så stod det hurtigt klart, at han ikke havde helt samme forhold til teamet, som han havde til sit elskede Ferrari team. De uovervindelige Williams Renault racere med Villeneuve og Hill havde næsten patent på de øverste trin på podiet, selvom Jean kørte med samme Renault V10.
Græsset er jo altid grønnere på den anden side af plankeværket, og igennem de sidste fire år havde han mange gange drømt sig tilbage til den dag, hvor han stod med en underskrevet Williams kontrakt i hånden. Der er ingen tvivl om, at tingene ville have set væsentligt mere lyserødt og sølvtøjsagtigt ud. Men tifosierne hos Ferrari ville ikke have undværet et eneste sekund af den spektakulære kørers meritter.
Ved San Marinos Grand Prix den 3-5. maj 1996 havde Jeans held taget endnu en fridag. Under warmup satte han sin Benetton seriøst af i Piratella, derfor var han nødt til at starte løbet i sin reservebil. Under løbet sprintede han ned til Tamburello, og under indbremsningen ramte han Jacques Villeneuves Williams. Dette betød at canadierens venstre baghjul punkterede, og han måtte i pit. Dog måtte Jacques senere trække sig med en ophængsdefekt.
Jean brød fartbegrænsningen i pitten under sit stop på 19. omgang. Derudover måtte han holde i pitten i ikke mindre end 19,5 sekunder, fordi han skulle have skiftet sit rat. Under udfarten kørte han igen for stærkt med en 10 sekunders stop-and-go straf som resultat. Som flødeskummet på den bitre kage indkasserede han et spin, da han prøvede samme stunt på Panis på vej ned til Tamburello. Slutresultatet for en travl dag på kontoret blev en respektabel 6. plads, men det kunne være blevet til så meget mere.
Årets resultat blev en imponerende 4. plads i kørernes mesterskab, og hele 47 point på kontoen. Delvist takket være den råstærke Renault V10 motor i Benetton raceren, som året forinden havde sikret Michael Schumacher sit 2. verdensmesterskab i træk. Men det var en om muligt endnu mere ulykkelig tid hos Benetton, som led under at en stor del af kernestaben havde taget hinanden i hånden og var flyttet til Ferrari. I 1997 forsvarede han sin 4. plads i mesterskabet, men det var mere et resultat af hårdt slid end succes og sejr.
Så den iltre franskmand tog i 1998 sit gode tøj og flyttede over til et mindre team, nemlig Sauber Petronas, som han var betydeligt mere tryg ved. Tanken var også, at han nu endelig havde chancen for at bygge et team op omkring sig. Den mulighed har han aldrig haft hos hverken Ferrari og Benetton, hvor han følte sig forbigået.
Specielt hos Benetton var resultaterne bedre end han længe havde oplevet hos Ferrari, men for en passioneret racerkører som Jean er det hans "feeling" der er den vigtigste. Aftalen var at Ferrari skulle levere motorer til teamet, efter at Ford havde forladt teamet til fordel for det nyoprettede Stewart Grand Prix team. Derfor var sammenhængen mellem Ferrari og Alesi endnu engang ganske åbenbar.
En af de mere uhyggelige ulykker i Formel 1 skete ved ved Canadas Grand Prix på Gilles Villeneuve banen, 5-7. juli 1998. Desværre havde Jean også en lille andel i denne ulykkelige hændelse, der dog fik en lykkelig udgang.
Ved den første start stallede Ralf Schumacher sin Jordan, og dette medførte en del kaos på banen, med biler overalt. Mens bilerne mængede sig vej ned til det første sving, gik det først rigtigt galt. Her prøvede Alex Wurz at udbremse Alesi på indersiden af svinget. Alesi valgte så at trække ind mod svinget, for at gøre plads til Heinz Harald Frentzens Williams. Dernæst blev der dømt omstart, men også der gik det galt.
”Tricket ved starten er at vide hvornår man har opnået tilstrækkeligt, for ikke at blive grådig og således prøve at overhale for mange kørere. Der er nogle yngre kørere, som åbenbart ikke har forstået dette! Min første start var rigtig god, men det næste jeg vidste var at Wurz' Benetton rullede hen over mig.”
”Jeg lavede endnu en god start, men så kørte Irvine ind foran mig og hans hjul ramte min næse og fjernede den. Så mærkede jeg endnu et bump, og pludselig havde jeg Trulli ovenpå mig.”
Trulli´s Prost blev skubbet sidelæns, og bilen rullede flere gange rundt inden den landede med den rigtige side opad i kattebakken. Det var et mirakel, at ingen kom noget til, men både Wurz og Trulli har siden været noget forbeholden overfor Alesis evner bag et rat.
I 1999 var Jeans Sauber igen i søgelyset, denne gang på Hungaroring. De alt dominerende McLaren sølvpile havde Jean for længst ladet køre. Men derfor slækkede han ikke på sin indsats. Under lørdagens frie træning havde Jean en voldsom ulykke. Balladen omhandlede Pedro de La Rosas Arrows og sving et på den krøllede Mickey Mouse bane.
Alesi måtte en tur på hospitalet, og han var bestemt ikke imponeret over den spanske kørers evner: "Han gjorde tre ting forkert. For det første kører han langsomt, for det andet kørte han i racing linien og for det tredje slap han gassen. Det er et meget langt sving og jeg havde ikke nogen chance for at bremse!"
Under løbet gik det fra slemt til endnu værre: "Jeg lavede en god start og min bil kørte godt indtil der opstod et problem med brændstofsystemet, lige før mit første stop. Det samme skete ved mit andet stop, hvor motoren satte ud. Dette resulterede i en Stop-and-go straf, hvorefter benzintrykket endnu engang faldt igen, kun to omgange fra mål."
"Jeg er ked af det, men dette løb er skyld i at jeg har besluttet at jeg ikke vil køre for dette team i den kommende sæson. Jeg vil honorere min kontrakt i de resterende løb, på nogle af mine favoritbaner, men herefter vil mit liv med Sauber være slut!"
Ligesom hans karriere hos Sauber løb Jean Alesi til sidst tør for tålmodighed, som den ærgerrige person han er. Hverken Saubers C17 eller den efterfølgende C18 racer levede op til Alesis forventninger.
Selvom han havde det godt hos Peter Sauber og hans team, så var der en ting som Peter ikke kunne konkurrere med. Nemlig det dybe venskab mellem Alesi og hans tidligere Ferrari teamkammerat Alain Prost. Og eftersom Prost var begyndt at friste med et sæde i sit team til den spektakulære Alesi, så var valget nemt.
"Når man er i Formel 1, så er det meget vigtigt at have en ven. De behøver ikke at have noget med racing at gøre, de skal bare være en god ven. Min ven er Alain Prost. Det er ikke fordi han er en fire-dobbelt verdensmester, han er min ven fordi han er min ven. Jeg kan lide ham, og han kan lide mig. Det er vanskeligt at forklare, men vi er begge meget tæt og vi bruger megen tid sammen i Schweiz."
Dette betød at Jean i 2000 indtog sin vens Gauloises Prost Peugeot team. Set i bakspejlet må man nok sige, at han burde være blevet hos Peter i de høje Schweiziske alper. Men blod er nu engang tykkere end vand, så valget var let for Jean. Problemet var dog, at situationen til gengæld ikke var let hos teamchef Prost.
De franske Peugeot motorer var bestemt ikke opgaven voksen, og de interne gnidninger mellem sponsorer, motorleverandør og Prost betød at fokus ikke var på racing og den løbende udvikling af raceren. Men det var Alain Prosts drøm at have et fransk team, men selvom han rådede over en topmoderne fabrik og nogle af de bedste folk i branchen, så var det ikke let.
Det første løb i Australien var et tegn på de ting som ventede i horisonten for det franske team: "Jeg startede dette løb i reservebilen fra pitten, som var forberedt til min teamkammerat. Jeg havde en masse fysiske problemer, og bilens set-up var ikke ændret til mig. Til slut endte mit løb tidligt med et motorproblem. Det er slutningen på en meget vanskelig weekend, hvor alle har arbejdet meget hårdt, men der er stadig en masse at gøre før det næste løb."
14 dage senere i Brasilien blev Alesis kvalifikation ødelagt af et meget stort reklameskilt over banen, som valgte Jeans AP03 at dratte ned på. Han sluttede igen løbet i græsset med en elektronisk fejl. Men han var stadig moderat positiv, og satsede på at kunne teste sig ud af problemerne. Desværre gennemførte han kun 5 ud af i alt 17 løb i 2000 sæsonen, og selv Alesi var på vej til at erkende sin fejltagelse i valg af team.
Men det gik fra skuffende til endnu værre, og eftersom Alesi ikke er den bedste diplomat så endte det da også med at Jean fik irriteret de franske Peugeot folk så meget, at det hele eksploderede. Pudsigt var det de franske motorers hang til at ryge luften i tide og navnlig i utide der bragte Alesis temperament helt op at køre.
De hårdtarbejdende Prost ingeniører skulle heller ikke stå og gnide sig i hænderne over Alesis verbale overhaling af Peugeot folkene. For Alesi mistede til sidst tålmodigheden med ingeniørerne, og kaldte bilen ubrugelig og livsfarlig at køre. Efter lørdagens kvalifikation ved Frankrigs Grand Prix på Magny-Cours fik Peugeot sandheden at høre fra Alesi.
"Lige fra starten af weekenden fungerede bilen ikke særligt godt. Jeg koncentrerede mig sammen med mine ingeniører på at finde fejlen, men vi har ikke haft succes indtil nu. Bortset fra det blev min kvalifikation kraftigt generet af voldsomme problemer med min motors opførsel. Specielt når jeg accelererer og slipper gassen. Da jeg slap gassen fortsatte motoren med at accelerere, og da jeg så endelig forsøgte at accelerere igen føltes motoren som om der var noget der manglede på den!"
Efter Alesis hårde røffel endte det med at Peugeot før warm-up nægtede at starte franskmandens motor, før han gav dem en uforbeholden undskyldning. Det er heldigvis en af de få gange at en motorproducent er gået i generalstrejke, men utrolig pinlig for Prost og hans sponsorer. Sidstnævnte pengemænd endte da også med at forlade teamet, ligesom Peugeot ved udgangen af 2000 trak sig fra det engang så stolte franske team.
Ved det følgende Østrigs Grand Prix lykkedes det Alesi at kollidere med sin tyske teamkammerat Nick Heidfeld, og begge måtte forlade løbet. Det begyndte at blive pinligt, og teamet mistede efterhånden troen på, at der var nogen bedring i sigte. 14 dage senere på Hungaroring måtte Jean igen udgå af løbet, efter en uhyggelig ulykke.
Alesi kolliderede med Pedro Diniz på 29. omgang, lige før en chikane hvor brasilianeren pludseligt besluttede sig for at skifte linie. Jean kalder ulykken for en af de værste i hele sit liv. Diniz mente sig overhalet af en Alesi med to hjul på græsset under nedbremsningen til chikanen. Det eneste Pedro derefter huskede var at det begyndte at regne med racerhjul ned over hans Sauber.
2001 bød på en af de bedste Prost racere, hvilket siger meget om Prost AP04 men ikke så meget om konkurrenternes langt bedre biler. Uden nogen større sponsorer og med skingrende dyre kundemotorer fra Ferrari forklædt som Acer motorer var vejen mod den totale undergang brolagt. Og endnu engang var det lykkedes for den så sympatiske Alesi at vælge det gale team på det lige så gale tidspunkt.
Oven i det hele betød den truende konkurs, at Jean ikke fik sin løn af Alain Prost, og derfor stod de engang så tætte venner i hidsige skænderier i pitten, til frit skue for sponsorer og blodtørstige medier. En meget ulykkelig situation, der var ved at få Jean til at forlade den sport som han elskede så højt. Men hvis sporten skulle betyde enden på hans venskab med Alain, så gjorde det simpelthen for ondt.
Efter Tysklands Grand Prix 2001 forlod Jean officielt Prost Grand Prix, og selvom han forsøgte at undlade at smække døren i hovedet på sin tidligere ven, så var Jean begyndt at føle sig til grin. Men den dag i dag er Alesi ulykkelig over den afslutning på Prost æraen.
Han har længe fortrudt at han tog imod vennens tilbud. Han havde nogle uger tidligere været i kontakt med sin gamle F3000 teamchef Eddie Jordan. På en måde virkede det logisk for Jean at afslutte det hele hvor det alt sammen begyndte for alvor. Nemlig hos den karismatiske irske rock og rul Jordan teamchef.
Men han ville få mulighed for at køre en Jordan EJ11 med en fabriksmotor fra Honda, og det var simpelthen en chance han ikke kunne lade gå fra sig. Samtidig trængte han til at smile igen, selv hans japanske kone var begyndt at antyde, at situationen hos Prost have en effekt på sin ægtemand, som hun bestemt ikke var villig til at finde sig i. Jean havde kun kontrakt for resten af 2001 sæsonen, som erstatning for den netop fyrede Heinz Harald Frentzen. En japaner truede i horisonten for 2002 sæsonen, men Alesi var optimist.
Hvis han nu kunne gøre det godt for Eddie, så kunne det jo være at han kunne fortsætte. Men Eddie signede snart med Formel 3 stjernen Takuma Sato. Japanerens tætte tilknytning til Honda var med til at overbevise Jordan om, at han måtte træffe den hårde beslutning om at lade sin ven fare for 2002 sæsonen. Det andet sæde blev siden hen taget i en byttehandel mellem Benetton og Jordan, hvor Jarno Trulli og Giancarlo Fisichella byttede kontor.
Jean nåede at køre 5 grand prix løb for sin gamle ven, som i tidernes morgen sørgede for at Jean fik sin kontrakt i hus med Ken Tyrrell. Så ringen var sluttet, og på mange måder følte begge parter at Jean var ”kommet hjem til Jordan.” Teamet havde hængt store plakater op i teamets kantine af Jean Alesi i sin Jordan F3000 racer.
Franskmanden nåede at score et enkelt point i den skrøbelige EJ11 racer, og det skete ved en 6. plads på den teknisk svære Spa-Francorchamps bane. Alesi nåede også at fejre sit 200 løbs jubilæum hos Jordan, så på mange måde var sækken snøret til for den franske veteran. Men det betød ikke, at det ikke var et stort slag for ham den dag, at han måtte indse at han snart skulle køre sit sidste Formel 1 løb.
Desværre endte Jean Alesis grand prix løb nummer 202 med at han, uden egen skyld, kolliderede med Kimi Raikkonens Sauber racer, der spandt lige foran franskmanden med meget høj fart. Mange Formel 1 personligheder stod ellers klar til at lykønske ham, når han ville parkere sin F1 bil for sidste gang og trække hjelmen af med sit sædvanlige varme smil.
Det var et sandt mirakel at begge slap uskadt, men skuffelsen var enorm for Alesi, efter han havde været henne og sikre sig at den unge finne var uskadt. Den lange gåtur tilbage til pitten var lang, men den føltes kort. Han havde sådan håbet at han kunne få tid til at få overblik over sine følelser, men han følte bare en tomhed. Det var på samme tid en overvældende situation, men også utroligt vedmodigt.
"Det er trist at skulle slutte sin karriere på denne måde, men sådan er motorracing og jeg må acceptere situationen. Både Kimi og jeg er utroligt heldige med at slippe af sted uden nogen kvæstelser. Og jeg er så lettet over at jeg ikke ramte ham fordi han spandt lige foran mig, og det var helt umuligt at undgå ham."
"Der er simpelthen for mange mennesker jeg gerne vil takke, så jeg kan bare sige at jeg tror at de ved hvem de er og at jeg snart vil se dem igen! En speciel tak går til Eddie og hele Jordan teamet. Vi har haft en masse sjov gennem de sidste løb!"
Det skulle dog ikke vare længe, før vi skulle se Jean i en Formel 1 bil igen. Han havde tegnet en gensidig profitabel kontrakt med Mercedes Benz. Han skulle være teammate til teamets stjernekører, Bernd Schneider, i en 470 hk Mercedes Benz CLK i DTM serien.
Et nyt kapitel for Jean, og samtidig var der en mulighed for ham at gøre gengæld. Nemlig ved at teste for McLaren teamet, eftersom Jean er en af de eneste nyligt aktive Formel 1 kørere med en aktiv FIA F1 Superlicens, der har kørt race på både Michelin og Bridgestone dæk.
Men det var med en stor klump i halsen, at Jean stod med sin sølvskinnende hjelm i hånden, og stod og beundrede den smukke McLaren MP4/16B sølvpil, med hans navn på. Testen skulle meget passende foregå på den franske Paul Ricard bane, og teamet lod Jean slappe lidt af på de første stints. Netop bare for at lade ham nyde den hurtige racer med den lige så kraftige Mercedes V10 skyde gennem de hurtige sving på den franske bane.
Mange tanker for gennem hovedet på ham, mens han kørte runde efter runde i bilen, og prøvede at videregive sine erfaringer med det franske gummi. Noget som var helt ukendt for det engelsk-tyske team, som netop havde valgt Michelin frem for det Ferrari dominerede Bridgestone gummi. Teamet nedtonede betydningen af testen, og skyndte sig at sige at det var en engang foreteelse. Men det varede ikke længe, for Jean fik lov til at prøve Adrian Neweys nyeste VM udfordrer - den smukke McLaren MP4/17.
Han tænker tilbage på en udtalelse fra sine vanskelige Ferrari dage: "Mit job er at køre så hårdt som jeg kan, og køre så lige op med topkørerne så meget muligt i kvalifikationen og i løbene. Sådan er det! Jeg bliver nød til at være sådan. Jeg gør det bedste under de gældende forhold."
"Jeg kører omkring 150 % og når man gør det så indebærer det at det ikke er så let at få resultater. Jeg har ikke lavet alt for mange fejl, og når man kører sådan er det bestemt ikke nemt. Jeg ville nogle gange foretrække at køre omkring 80%, men fordi det er sådan en vanskelig bil, så må jeg køre så satset. På den anden side, så håber jeg at mit rygte i Formel 1 ikke er for slemt."
Jean lærte kunsten at være pladesmed i sin tid i Avignon. Men han mener ikke selv, at det har nogen sammenhæng med sin kørestil. "Jeg skal sige det sådan her til dig. Da jeg startede, ville jeg være rallykører. Den slags biler var utroligt sjove at køre. F1 biler er hurtige, og vanskelige at køre, men de er ikke så fornøjelige, sammenlignet med at smide en bil rundt som man gør i rally. Tro det eller ej, det var nemmere at skaffe penge til baneracing."
Jean har for nylig bevist, at det var en korrekt satsning af Mercedes at satse på ham, selvom semi-pensionen har indhentet den hurtige franskmand. Han vandt DTM løbet på Donnington, og på mange måder var det en forløsning. Hans sidste sejr var i en Ferrari formel 1 racer i Canada tilbage i 1995.
Men med Jean ved man aldrig - i en topbil kan alting ske. Og med den sidste udvikling for den nuværende testpilot, Alex Wurz, i den altid rygteprægede Silly Season kan Jean meget vel ende med en officiel Formel 1 testkørertjans hos McLaren.
"Jeg startede min karriere som racerkører med en Renault 5. Den var billig, og hvis man vandt løb, så fik man gode præmiepenge og det var godt nok til at betale for det kommende løb. Nu er mit hjerte hos Formel 1, og når jeg slutter i GP racing vil jeg nok være så træt at jeg ikke vil køre andre biler."
"Men hey, pas bare på. Jeg er slet ikke færdig med Formel 1 endnu!!"
aslak@f1journal.com