"MAJOR TOM" - TOM WALKINSHAW
Kendt som ”Major Tom” i paddocken er en mand, som ikke mange tør løbe om hjørner med. En bulldog af en mand, som ved alt om racerbiler. Men som åbenbart også har et kært og inderligt forhold til den engelske Højesteret. Tom Walkinshaw og hans Arrows team er indbegrebet af god og gammeldags racing, på banen, men lige så gerne udenfor. Men hvem er denne Formel 1 kriger, som hver eneste dag kæmper en ensom kamp for det som han tror på, uagtet at han nok er mere hadet end elsket i feltet.
Ærkerivalen Paul Stoddart fra det lige så skrantende Minardi team er selv i tvivl om, hvorvidt han virkelig hader Walkinshaw. Men sikkert er det i hvert fald, at underholdningen er sikret, når Tom og Paul går i gang med endnu en akt af teaterstykket: ”Naboerne fra helvede!”
Der er en krig i krigen, en krig som berører de fleste Formel 1 fans langt dybere i hjertet end pokaler og champagne. Det er den krig der raser nede i den tunge ende af feltet, hvor man ikke ved om teamet vil nå til det næste grand prix. En af dem der lige nu står med kniven på struben, er Tom Walkinshaw. Der er blevet skrevet spalte op og spalte ned om de finansielle genvordigheder som Tom har med Morgan Greene.
EN MAND AF DEN GAMLE SKOLE
Havde det været et hvert andet team, så var medierne allerede i gang med at skrive dødsannoncen. Men hvis man lægger mærke til det, så tøver mændene med at gribe skrivefjerden, inden de finder de triste verber frem om det team, der har haft næsten 400 starter uden at sejre en eneste gang. Hvorfor er det så vigtigt for Formel 1 at bevare Tom Walkinshaw og hans friske knøse i en sport, hvor kun de bedste har en berettigelse.
Hvad er det, som gamle Tom kan, som får folk til at tro på endnu en revival. Ganske simpelt fordi Tom Walkinshaw er en uddøende racer, en Formel 1 teamchef af den gamle skole. Samtidig kan han også være en iskold, direkte kynisk overlever og spekulant, skulle muligheden for en god handel være tilstede. Williams teamets Patrick Head har gået i samme gamle skole med svippende spanskrør, men efter at spinddoktorerne fra BMW i München har overtaget ham, så er han blevet en vrissen men spagfærdig herre. Flavio Briatore får nok heller ikke mange julegaver med kærlig hilsen fra Piranha Clubben, som den mafialignende gruppe af teamchefer med rette kaldes. Men som oftest ender det med, at det er Tom som får det onde øje.
Kendt som ”Major Tom” i paddocken er en mand, som ikke mange tør løbe om hjørner med. En bulldog af en mand, som ved alt om racerbiler. Men som åbenbart også har et kært og inderligt forhold til den engelske Højesteret. Tom Walkinshaw og hans Arrows team er indbegrebet af god og gammeldags racing, på banen, men lige så gerne udenfor. Men hvem er denne Formel 1 kriger, som hver eneste dag kæmper en ensom kamp for det som han tror på, uagtet at han nok er mere hadet end elsket i feltet.
Ærkerivalen Paul Stoddart fra det lige så skrantende Minardi team er selv i tvivl om, hvorvidt han virkelig hader Walkinshaw. Men sikkert er det i hvert fald, at underholdningen er sikret, når Tom og Paul går i gang med endnu en akt af teaterstykket: ”Naboerne fra helvede!”
Der er en krig i krigen, en krig som berører de fleste Formel 1 fans langt dybere i hjertet end pokaler og champagne. Det er den krig der raser nede i den tunge ende af feltet, hvor man ikke ved om teamet vil nå til det næste grand prix. En af dem der lige nu står med kniven på struben, er Tom Walkinshaw. Der er blevet skrevet spalte op og spalte ned om de finansielle genvordigheder som Tom har med Morgan Greene.
EN MAND AF DEN GAMLE SKOLE
Havde det været et hvert andet team, så var medierne allerede i gang med at skrive dødsannoncen. Men hvis man lægger mærke til det, så tøver mændene med at gribe skrivefjerden, inden de finder de triste verber frem om det team, der har haft næsten 400 starter uden at sejre en eneste gang. Hvorfor er det så vigtigt for Formel 1 at bevare Tom Walkinshaw og hans friske knøse i en sport, hvor kun de bedste har en berettigelse.
Hvad er det, som gamle Tom kan, som får folk til at tro på endnu en revival. Ganske simpelt fordi Tom Walkinshaw er en uddøende racer, en Formel 1 teamchef af den gamle skole. Samtidig kan han også være en iskold, direkte kynisk overlever og spekulant, skulle muligheden for en god handel være tilstede. Williams teamets Patrick Head har gået i samme gamle skole med svippende spanskrør, men efter at spinddoktorerne fra BMW i München har overtaget ham, så er han blevet en vrissen men spagfærdig herre. Flavio Briatore får nok heller ikke mange julegaver med kærlig hilsen fra Piranha Clubben, som den mafialignende gruppe af teamchefer med rette kaldes. Men som oftest ender det med, at det er Tom som får det onde øje.
PHOENIX GRAND PRIX
Men inden vi finder de ternede tørklæder frem, og begynder at flæbe over Toms endeligt, så skal man også huske på en ting. Sjældent har en mand ligget under for så meget had af et inderligt hjerte. Ecclestone vil sikkert mene, at Tom burde betale for en del af hans interne blikkenslagerarbejde, som han fik udført ved en af sine utallige bypassoperationer.
Tom Walkinshaw er en overlevertype, som desværre alt for tit har for travlt med sine andre forretninger, end at passe sit racerteam. Det sidste stød som fik bægeret til at flyde over, det var Toms lille Phoenix eventyr. Her prøvede Charles Nickerson og Tom at snuppe det afdøde Prost teams Concorde tv-penge for næsen af Minardi med deres nye Phoenix team, som bestod af aktiverne fra Alain Prosts konkursramte team. Dog blev teamet ikke anerkendt af FIA og Bernie Ecclestone, så Tom og Charles har nu nogle meget dyre udstillingsbiler i deres AP04 racer, som aldrig kommer ud at køre.
Paul Stoddarts ærgrelse over Tom skyldes lige så meget, at Paul ikke selv fik mulighed for at købe Prost Grand Prix´s aktiver. Men som Stoddart meget hårdt presset må sige, så nyder ingen at se en konkurrent gå fallit: ”Not even Tom!” Dette var en typisk Walkinshaw finte, som han har lavet så mange af gennem tiden. Toms iskolde og kyniske tanke bag Phoenix var at lave nøjagtigt det samme trick med Arrows, som han havde lavet med Ligier. Nemlig at forlade det dybt forgældede team, og i stedet bruge Phoenix teamet som redningsbåd.
Undervejs i forvirringen ville der så var rig mulighed for at strippe Arrows for aktiver, så kreditorerne kunne slås om de sørgelige rester. Men det der opvejer det fleste af de dårlige vibrationer, som Tom må ligge under for, det er det faktum at den gamle Benetton mand kan et trick; han kan nemlig handle selv den mest umulige kontrakt igennem, udelukkende ved hjælp af et enestående forretningsmæssigt talent. Hvem husker ikke hans enestående deal, som sikrede ham den tidligere verdensmester Damon Hill og Yamaha tilbage i Formel 1. Alt sammen sponseret af Parmalat, som imidlertid hurtigt fortrød det hele.
Men inden vi finder de ternede tørklæder frem, og begynder at flæbe over Toms endeligt, så skal man også huske på en ting. Sjældent har en mand ligget under for så meget had af et inderligt hjerte. Ecclestone vil sikkert mene, at Tom burde betale for en del af hans interne blikkenslagerarbejde, som han fik udført ved en af sine utallige bypassoperationer.
Tom Walkinshaw er en overlevertype, som desværre alt for tit har for travlt med sine andre forretninger, end at passe sit racerteam. Det sidste stød som fik bægeret til at flyde over, det var Toms lille Phoenix eventyr. Her prøvede Charles Nickerson og Tom at snuppe det afdøde Prost teams Concorde tv-penge for næsen af Minardi med deres nye Phoenix team, som bestod af aktiverne fra Alain Prosts konkursramte team. Dog blev teamet ikke anerkendt af FIA og Bernie Ecclestone, så Tom og Charles har nu nogle meget dyre udstillingsbiler i deres AP04 racer, som aldrig kommer ud at køre.
Paul Stoddarts ærgrelse over Tom skyldes lige så meget, at Paul ikke selv fik mulighed for at købe Prost Grand Prix´s aktiver. Men som Stoddart meget hårdt presset må sige, så nyder ingen at se en konkurrent gå fallit: ”Not even Tom!” Dette var en typisk Walkinshaw finte, som han har lavet så mange af gennem tiden. Toms iskolde og kyniske tanke bag Phoenix var at lave nøjagtigt det samme trick med Arrows, som han havde lavet med Ligier. Nemlig at forlade det dybt forgældede team, og i stedet bruge Phoenix teamet som redningsbåd.
Undervejs i forvirringen ville der så var rig mulighed for at strippe Arrows for aktiver, så kreditorerne kunne slås om de sørgelige rester. Men det der opvejer det fleste af de dårlige vibrationer, som Tom må ligge under for, det er det faktum at den gamle Benetton mand kan et trick; han kan nemlig handle selv den mest umulige kontrakt igennem, udelukkende ved hjælp af et enestående forretningsmæssigt talent. Hvem husker ikke hans enestående deal, som sikrede ham den tidligere verdensmester Damon Hill og Yamaha tilbage i Formel 1. Alt sammen sponseret af Parmalat, som imidlertid hurtigt fortrød det hele.
ET RACERGENI SER DAGENS LYS
Tom kom til verdenen den 14. august 1947. Han var søn af en gartner, men dette fag imponerede ikke just unge Walkinshaw Junior. Han satsede i stedet på at få fingrene ned i Castrol-R motorolie, hvilket han fik rig lejlighed for ved at skrue på de hurtige Mini Cooper S biler, som den lokale mekaniker kørte ræs med. Selv satsede Tom på en Lotus Formel Ford 1600 i 1968, hvilket året efter sikrede ham det skotske FF1600 mesterskab.
En blanding af brækkede ben og svigtende sponsorer betød, at Formel 3 karrieren forduftede. Men så kom det øjeblik som har præget Toms racerkarriere lige siden. I 1974 blev han signet af Ford, til at køre den store klassiske Ford Capri i British Touring Car Championship, hvor han senere vandt sin klasse. Herefter var magien skabt mellem de store standardvogne og Tom Walkinshaw.
TOM WALKINSHAW RACING
I 1976 blev Tom Walkinshaw Racing skabt, bedre kendt som TWR. Hermed kom en sand malstrøm af voldsomme og lynhurtige racerbiler, hvoraf flere absolut ikke burde kunne køre på en racerbane. Det startede med BMW CSL, hvor Tom vandt sin første vigtige sejr på Silverstone. Han vandt Spa 24 timers løbet med en TWR forberedt Jaguar XJS V12. Med denne sejr var Toms navn blevet banket fast.
Jaguar betroede efter denne succes TWR med deres Le Mans satsning. Jaguar vandt i 1988 Le Mans med en Jaguar XJR-9LM. Kørerne var Andy Wallace, Jan Lammers, og Johnny Dumfries. TWR teamet sluttede Jaguars succes med den sjette og sidste sejr på Le Mans i 1990; her vandt Walkinshaws Jaguar XJR-12 en 1-2 sejr med John Nielsen, Price Cobb og Martin Brundle bag roret. Sejren kom 40 år efter at den første Jaguar XK120 kørte på Le Mans.
Tom Walkinshaw Racing kom dog igen på Le Mans med tre dramatiske Jaguar XJ-220C racere. De skulle deltage i den nye Grand Touring klasse, og humøret var højt efter at en sejrrig debut på Silverstone i BRDC National Sports GT Challenge med Win Percy bag rattet. En brændstoflæk betød dog, at bilen med John Nielsen, David Coulthard og David Brabham tabte en masse tid i pitten. Men TWR XJ220C raceren indhentede til sidst Jurgen Barth i Porsche og tog en flot Le Mans klassesejr. John Nielsen og de andre mistede dog sejren, efter visse påståede tekniske uregelmæssigheder omkring en katalysator.
Tom kom til verdenen den 14. august 1947. Han var søn af en gartner, men dette fag imponerede ikke just unge Walkinshaw Junior. Han satsede i stedet på at få fingrene ned i Castrol-R motorolie, hvilket han fik rig lejlighed for ved at skrue på de hurtige Mini Cooper S biler, som den lokale mekaniker kørte ræs med. Selv satsede Tom på en Lotus Formel Ford 1600 i 1968, hvilket året efter sikrede ham det skotske FF1600 mesterskab.
En blanding af brækkede ben og svigtende sponsorer betød, at Formel 3 karrieren forduftede. Men så kom det øjeblik som har præget Toms racerkarriere lige siden. I 1974 blev han signet af Ford, til at køre den store klassiske Ford Capri i British Touring Car Championship, hvor han senere vandt sin klasse. Herefter var magien skabt mellem de store standardvogne og Tom Walkinshaw.
TOM WALKINSHAW RACING
I 1976 blev Tom Walkinshaw Racing skabt, bedre kendt som TWR. Hermed kom en sand malstrøm af voldsomme og lynhurtige racerbiler, hvoraf flere absolut ikke burde kunne køre på en racerbane. Det startede med BMW CSL, hvor Tom vandt sin første vigtige sejr på Silverstone. Han vandt Spa 24 timers løbet med en TWR forberedt Jaguar XJS V12. Med denne sejr var Toms navn blevet banket fast.
Jaguar betroede efter denne succes TWR med deres Le Mans satsning. Jaguar vandt i 1988 Le Mans med en Jaguar XJR-9LM. Kørerne var Andy Wallace, Jan Lammers, og Johnny Dumfries. TWR teamet sluttede Jaguars succes med den sjette og sidste sejr på Le Mans i 1990; her vandt Walkinshaws Jaguar XJR-12 en 1-2 sejr med John Nielsen, Price Cobb og Martin Brundle bag roret. Sejren kom 40 år efter at den første Jaguar XK120 kørte på Le Mans.
Tom Walkinshaw Racing kom dog igen på Le Mans med tre dramatiske Jaguar XJ-220C racere. De skulle deltage i den nye Grand Touring klasse, og humøret var højt efter at en sejrrig debut på Silverstone i BRDC National Sports GT Challenge med Win Percy bag rattet. En brændstoflæk betød dog, at bilen med John Nielsen, David Coulthard og David Brabham tabte en masse tid i pitten. Men TWR XJ220C raceren indhentede til sidst Jurgen Barth i Porsche og tog en flot Le Mans klassesejr. John Nielsen og de andre mistede dog sejren, efter visse påståede tekniske uregelmæssigheder omkring en katalysator.
BENETTON OG SCHUMACHER
Selv havde Tom vældig fart på, takket være den store motorsportssucces, og han blev valgt som formand til British Racing Drivers Club (BRDC). Men han blev senere gået, efter at han havde forsøgt sig med at etablere Silverstone Motor Group. Her købte BRDC 50 procent af aktierne i hans motorsportssmedje for $8 millioner US-dollars, hvilket straks blev en stor skandale. Tom købte angiveligt senere sine aktier tilbage for $3,5 millioner US-dollars, hvilket var en klækkelig fortjeneste.
Tom havde længe haft kig på Formel 1, og derfor købte Walkinshaw en aktieandel i Benetton teamet i 1991. Den netop afgåede chefdesigner John Barnard havde egentligt tænkt sig at Gordon Kimball skulle være teknisk chef i stedet, men Tom fik hurtigt skubbet Ross Brawn ind på den post. Herefter vendte Rory Byrne og Pat Symonds hurtigt tilbage. Som altid når Tom er i aktion, så sker der altid noget spændende. Han var med til at snuppe debutanten Michael Schumacher fra Jordan efter bare et eneste løb, hvilket betød at Roberto Moreno fik sparket.
Efter Ayrton Sennas tragiske død på Imola 1994 var vejen mod VM banet for Michael Schumacher. Dog mente flere at bilen var udstyret med traction control og dermed ulovlig, men det blev aldrig bevist. Men balladen og en intern magtkamp var nok til at teamchef Flavio Briatore valgte at forflytte Tom til chefrollen hos det nys indkøbte Ligierteam.
Selv havde Tom vældig fart på, takket være den store motorsportssucces, og han blev valgt som formand til British Racing Drivers Club (BRDC). Men han blev senere gået, efter at han havde forsøgt sig med at etablere Silverstone Motor Group. Her købte BRDC 50 procent af aktierne i hans motorsportssmedje for $8 millioner US-dollars, hvilket straks blev en stor skandale. Tom købte angiveligt senere sine aktier tilbage for $3,5 millioner US-dollars, hvilket var en klækkelig fortjeneste.
Tom havde længe haft kig på Formel 1, og derfor købte Walkinshaw en aktieandel i Benetton teamet i 1991. Den netop afgåede chefdesigner John Barnard havde egentligt tænkt sig at Gordon Kimball skulle være teknisk chef i stedet, men Tom fik hurtigt skubbet Ross Brawn ind på den post. Herefter vendte Rory Byrne og Pat Symonds hurtigt tilbage. Som altid når Tom er i aktion, så sker der altid noget spændende. Han var med til at snuppe debutanten Michael Schumacher fra Jordan efter bare et eneste løb, hvilket betød at Roberto Moreno fik sparket.
Efter Ayrton Sennas tragiske død på Imola 1994 var vejen mod VM banet for Michael Schumacher. Dog mente flere at bilen var udstyret med traction control og dermed ulovlig, men det blev aldrig bevist. Men balladen og en intern magtkamp var nok til at teamchef Flavio Briatore valgte at forflytte Tom til chefrollen hos det nys indkøbte Ligierteam.
DUELLEN MED FLAVIO BRIATORE OM LIGIER
Efter at Briatore så splittede Ligierteamet op, og snuppede de stærke Renault V10 motorer som senere skulle give Schumacher sin anden VM sejr, så havde Tom fået nok. Enten skulle han have sit eget Formel 1 team, eller også kunne det være lige meget. TWR stod for den tekniske udvikling i teamet, men Briatore lod i stedet Cesare Fiorio styre teamet. Efter et stykke tid forsvandt Fiorio igen, og Tom havde nu option på at købe det tidligere så stolte men nu værdiløse team.
Tom begyndte at bygge en Formel 1 fabrik ved siden af TWR hovedkvarteret, og Ligier var lige på nippet til at blive Toms. Men rygterne ville pludseligt vide, at den franske sportsminister Guy Drut pønsede på en manøvre sammen med franske sponsorer, og dermed slippe af med Tom en gang for alle. Tom blev af ministeren beskyldt for en art selskabstømning. Britten var rasende.
”Der var absolut ingen aktiver i Ligier, som var værd at tage med til England. Det ville ikke have kunnet dække færgebilletten at slæbe noget med over. I moderne F1 termer, så var fabrikken et nedkørt og udslidt vrag med gamle og utidssvarende maskiner. Der ville ikke være noget af værdi for et moderne F1 team. De påstande er noget vås.”
”Parmalat sponsoraftalen var forhandlet og underskrevet af mig. Power Horse var forhandlet og underskrevet af mig. Alle sponsoraftalerne på bilen var, bortset fra Gauloises, forhandlet og underskrevet af mig, for at sikre at vi havde budgettet til at køre Ligier på en fornuftig måde. Om ikke andet, så for at sikre at alle de midler som vi har brugt på R&D de sidste 18 måneder.”
FRA SHADOW TIL ARROWS
Arrows teamet var dannet af de tidligere bagmænd bag Shadow teamet i 1977, og Arrows navnet stammer fra deres navne: Franco Ambrosio, Alan Rees, Jackie Oliver, Dave Wass og Tony Southgate. Man smed dog et ekstra ”R” ind, bare for at være på den sikre side.
Men der gik ikke længe, før det gik galt. Allerede her grundlagde Arrows teamet deres hang til retssager, eftersom de blev anklaget for at have kopieret det sidste Shadow chassis. Man blev nødt til at bygge en ny bil, som tog teamets første point på Long Beach i 1978. Teamet havde moderne faciliteter, og derfor vakte det undren at Jackie Stewart ikke købte teamet, i stedet for at satse på noget helt nyt i Milton Keynes med sit nye Stewart Grand Prix team .
Teamet blev solgt til den japanske forretningsmand Wataru Ohashi i november 1989. Samme japaner var chef i transportfirmaet Footwork, og med mange yen overbeviste han Porsche om at levere motorer. Det var en skidt ide, motorerne var svage og tunge. Atten måneder senere var japaneren taget tilbage til Tokyo. Teamet solgte han tilbage til Oliver og Rees. Efter at teamet har kæmpet med en skrantende økonomi, så var Tom i 1996 hurtigt ude. Han købte det slingrende team, og hermed havde han nået målet, som han så længe havde stræbt efter - at være i motorsportens fornemmeste klasse.
Efter at Briatore så splittede Ligierteamet op, og snuppede de stærke Renault V10 motorer som senere skulle give Schumacher sin anden VM sejr, så havde Tom fået nok. Enten skulle han have sit eget Formel 1 team, eller også kunne det være lige meget. TWR stod for den tekniske udvikling i teamet, men Briatore lod i stedet Cesare Fiorio styre teamet. Efter et stykke tid forsvandt Fiorio igen, og Tom havde nu option på at købe det tidligere så stolte men nu værdiløse team.
Tom begyndte at bygge en Formel 1 fabrik ved siden af TWR hovedkvarteret, og Ligier var lige på nippet til at blive Toms. Men rygterne ville pludseligt vide, at den franske sportsminister Guy Drut pønsede på en manøvre sammen med franske sponsorer, og dermed slippe af med Tom en gang for alle. Tom blev af ministeren beskyldt for en art selskabstømning. Britten var rasende.
”Der var absolut ingen aktiver i Ligier, som var værd at tage med til England. Det ville ikke have kunnet dække færgebilletten at slæbe noget med over. I moderne F1 termer, så var fabrikken et nedkørt og udslidt vrag med gamle og utidssvarende maskiner. Der ville ikke være noget af værdi for et moderne F1 team. De påstande er noget vås.”
”Parmalat sponsoraftalen var forhandlet og underskrevet af mig. Power Horse var forhandlet og underskrevet af mig. Alle sponsoraftalerne på bilen var, bortset fra Gauloises, forhandlet og underskrevet af mig, for at sikre at vi havde budgettet til at køre Ligier på en fornuftig måde. Om ikke andet, så for at sikre at alle de midler som vi har brugt på R&D de sidste 18 måneder.”
FRA SHADOW TIL ARROWS
Arrows teamet var dannet af de tidligere bagmænd bag Shadow teamet i 1977, og Arrows navnet stammer fra deres navne: Franco Ambrosio, Alan Rees, Jackie Oliver, Dave Wass og Tony Southgate. Man smed dog et ekstra ”R” ind, bare for at være på den sikre side.
Men der gik ikke længe, før det gik galt. Allerede her grundlagde Arrows teamet deres hang til retssager, eftersom de blev anklaget for at have kopieret det sidste Shadow chassis. Man blev nødt til at bygge en ny bil, som tog teamets første point på Long Beach i 1978. Teamet havde moderne faciliteter, og derfor vakte det undren at Jackie Stewart ikke købte teamet, i stedet for at satse på noget helt nyt i Milton Keynes med sit nye Stewart Grand Prix team .
Teamet blev solgt til den japanske forretningsmand Wataru Ohashi i november 1989. Samme japaner var chef i transportfirmaet Footwork, og med mange yen overbeviste han Porsche om at levere motorer. Det var en skidt ide, motorerne var svage og tunge. Atten måneder senere var japaneren taget tilbage til Tokyo. Teamet solgte han tilbage til Oliver og Rees. Efter at teamet har kæmpet med en skrantende økonomi, så var Tom i 1996 hurtigt ude. Han købte det slingrende team, og hermed havde han nået målet, som han så længe havde stræbt efter - at være i motorsportens fornemmeste klasse.
MESTERSTYKKET MED DAMON HILL
Året efter lavede han så det omtalte trick, som mange har misundt ham siden; han fik overtalt stakkels Yamaha til at komme tilbage til Formel 1 med deres små kompakte fabriksmotorer, og med verdensmesteren Damon Hill bag rattet. Alt sammen igen sponseret af Parmalat, og teamet var et par bil længder fra at vinde Ungarns Grand Prix, indtil Damons bil opgav ånden få meter fra mål.
Samme år kørte Tom Kristensen, en ældre TWR Porsche prototype først over målstregen på Le Mans, efter at have sat banerekord og kørte sikkert fra start til mål. Tingene begyndte virkeligt at lysne for Tom, han var ved at komme ovenpå igen, med fordums succes. Men pengene, pengene - det evindelige problem.
Hans 1998 bil var designet af John Barnard, og Mika Salo erstattede den flygtende Damon Hill. Men teamet mistede også fabriksmotorerne, og måtte selv flikke en tvivlsom motor sammen med Brian Hart. Året efter gik ikke bedre - faktisk gik det værre, meget værre. For at hindre at teamet blev offer for en fjendtlig overtagelse, så lavede Tom en skummel og desperat handel.
BEGYNDELSEN TIL ENDEN
Heri indgik den nigerianske prins Malik Ado Ibrahim og ikke mindst Morgan Greenfell banken. Med disse midler i hænde skulle Walkinshaw endelig kunne købe den sidste aktieandel, som grundlæggeren Jackie Olivier stadig ejede. Dette var lige på tidspunktet måske en acceptabel handel, men set i bakspejlet var denne handel så umådelig kortsigtet så Tom burde have vidst bedre. Prinsen forsvandt dog hurtigt igen, men ikke før at han havde givet britten et stort millionlån.
I 2000 sikrede han sig til gengæld et scoop af de større, da mobiltelefoni giganten Orange valgte at blive titelsponsor for teamet, med en pose penge som virkelig ville noget. Men heller ikke dette var godt nok, så Tom måtte fortsætte med at have kørere med massiv sponsorstøtte. Bilen kørte til gengæld godt, hvilket måske kunne glæde Tom lidt.
Året efter valgte han således at overtage Enrique Bernoldi og især hans Red Bull støtte fra Sauber, som hverken ville eje eller have ham. Stadigvæk fossede pengene ud af teamets pengekasse, til trods for at Tom havde solgt de fleste af hans joint-venture projekter i bilbranchen. Men hans samvær med Asiatechs rædselsfulde ex-Peugeot motorer vakte minder tilbage til de hjemmebyggede Hart motorer.
Året efter lavede han så det omtalte trick, som mange har misundt ham siden; han fik overtalt stakkels Yamaha til at komme tilbage til Formel 1 med deres små kompakte fabriksmotorer, og med verdensmesteren Damon Hill bag rattet. Alt sammen igen sponseret af Parmalat, og teamet var et par bil længder fra at vinde Ungarns Grand Prix, indtil Damons bil opgav ånden få meter fra mål.
Samme år kørte Tom Kristensen, en ældre TWR Porsche prototype først over målstregen på Le Mans, efter at have sat banerekord og kørte sikkert fra start til mål. Tingene begyndte virkeligt at lysne for Tom, han var ved at komme ovenpå igen, med fordums succes. Men pengene, pengene - det evindelige problem.
Hans 1998 bil var designet af John Barnard, og Mika Salo erstattede den flygtende Damon Hill. Men teamet mistede også fabriksmotorerne, og måtte selv flikke en tvivlsom motor sammen med Brian Hart. Året efter gik ikke bedre - faktisk gik det værre, meget værre. For at hindre at teamet blev offer for en fjendtlig overtagelse, så lavede Tom en skummel og desperat handel.
BEGYNDELSEN TIL ENDEN
Heri indgik den nigerianske prins Malik Ado Ibrahim og ikke mindst Morgan Greenfell banken. Med disse midler i hænde skulle Walkinshaw endelig kunne købe den sidste aktieandel, som grundlæggeren Jackie Olivier stadig ejede. Dette var lige på tidspunktet måske en acceptabel handel, men set i bakspejlet var denne handel så umådelig kortsigtet så Tom burde have vidst bedre. Prinsen forsvandt dog hurtigt igen, men ikke før at han havde givet britten et stort millionlån.
I 2000 sikrede han sig til gengæld et scoop af de større, da mobiltelefoni giganten Orange valgte at blive titelsponsor for teamet, med en pose penge som virkelig ville noget. Men heller ikke dette var godt nok, så Tom måtte fortsætte med at have kørere med massiv sponsorstøtte. Bilen kørte til gengæld godt, hvilket måske kunne glæde Tom lidt.
Året efter valgte han således at overtage Enrique Bernoldi og især hans Red Bull støtte fra Sauber, som hverken ville eje eller have ham. Stadigvæk fossede pengene ud af teamets pengekasse, til trods for at Tom havde solgt de fleste af hans joint-venture projekter i bilbranchen. Men hans samvær med Asiatechs rædselsfulde ex-Peugeot motorer vakte minder tilbage til de hjemmebyggede Hart motorer.
DET SKULLE VÆRE SÅ GODT
Vælger man at knibe det ene øje let i, drikke en sød drink og smile, så vil man finde ud af 2002 sæsonen faktisk er den mest lovende i Arrows teamets 25 år lange histore. Tom havde fået lokket den geniale designer bag Sauber C20 raceren, Sergio Rhinland, til sit team. Samtidig var chefen for Jaguar Racing, Niki Lauda, blevet presset til at vise at hans Cosworth motorer kunne vise resultater, så Walkinshaws team havde pludseligt Cosworth fabriksmotorer.
Men lige meget hjælper det. Tom har endnu en gang fået rodet sig ud i et enormt antal opslidende og ressourcekrævende retssager med den fyrede Jos Verstappen, Morgan Greenfell omkring et muligt salg af det konkurstruede team. Hans hovedsponsor er ved at kollapse under sin egen gældsbyrde, og hele Toms verden som han kender den er vendt på hovedet.
Midt på 2002 sæsonen ender det således med, at Cosworth nægter at lukke ham ind til sit hjemmebanegrandprix, før et anseligt millionbeløb er betalt. Tom fisker dette op af egen lomme, men begge biler udgår uden at gøre videre væsen af sig. Imens ser man en askegrå, apatisk og dybt chokeret Tom Walkinshaw trisse rundt i paddocken.
ER DET SLUT FOR TOM WALKINSHAW?
Nu havde han endelig det hele, alt det som han havde drømt om siden han startede sin karriere i 1967. Sit eget Formel 1 team, en af Formel 1 feltets mest lovende biler og en kraftig motor. Men kan han udnytte de fremragende chancer for at nå helt til tops. Han må erkende, at løbet nok er ved at være kørt. Grundet evindelige blodsdryppende retssager, finansielle kriser og skumle handler med personer langt væk fra Formel 1 verdenen.
Havde det været en anden en ”Major Tom”, så havde den stået på gyngestol og tøfler for den måske fallerede F1 boss. Men vi ved det godt alle sammen, han kommer igen. Vi vil muligvis ikke kunne lide det, men vi savne ham hvis han pludselig en dag var væk.
Vælger man at knibe det ene øje let i, drikke en sød drink og smile, så vil man finde ud af 2002 sæsonen faktisk er den mest lovende i Arrows teamets 25 år lange histore. Tom havde fået lokket den geniale designer bag Sauber C20 raceren, Sergio Rhinland, til sit team. Samtidig var chefen for Jaguar Racing, Niki Lauda, blevet presset til at vise at hans Cosworth motorer kunne vise resultater, så Walkinshaws team havde pludseligt Cosworth fabriksmotorer.
Men lige meget hjælper det. Tom har endnu en gang fået rodet sig ud i et enormt antal opslidende og ressourcekrævende retssager med den fyrede Jos Verstappen, Morgan Greenfell omkring et muligt salg af det konkurstruede team. Hans hovedsponsor er ved at kollapse under sin egen gældsbyrde, og hele Toms verden som han kender den er vendt på hovedet.
Midt på 2002 sæsonen ender det således med, at Cosworth nægter at lukke ham ind til sit hjemmebanegrandprix, før et anseligt millionbeløb er betalt. Tom fisker dette op af egen lomme, men begge biler udgår uden at gøre videre væsen af sig. Imens ser man en askegrå, apatisk og dybt chokeret Tom Walkinshaw trisse rundt i paddocken.
ER DET SLUT FOR TOM WALKINSHAW?
Nu havde han endelig det hele, alt det som han havde drømt om siden han startede sin karriere i 1967. Sit eget Formel 1 team, en af Formel 1 feltets mest lovende biler og en kraftig motor. Men kan han udnytte de fremragende chancer for at nå helt til tops. Han må erkende, at løbet nok er ved at være kørt. Grundet evindelige blodsdryppende retssager, finansielle kriser og skumle handler med personer langt væk fra Formel 1 verdenen.
Havde det været en anden en ”Major Tom”, så havde den stået på gyngestol og tøfler for den måske fallerede F1 boss. Men vi ved det godt alle sammen, han kommer igen. Vi vil muligvis ikke kunne lide det, men vi savne ham hvis han pludselig en dag var væk.
aslak@f1journal.com