ANTHONY STARTER FORMEL 1 SÆSONEN 2002

2002 startede med et brag for den unge Davidson. Pludseligt var hans teammate og 1997 verdensmester ikke længere sikker på at han ville være en del af BAR Honda teamet. Igen var det BAR teamchef, David Richards, fyring af hans forgænger, Craig Pollock, der lavede støj i teamet. Pollock var en meget nær personlig ven af Jacques, og derfor var der muligvis et ledigt sæde i teamet, forudsat at de to stridshaner ikke kunne blive enige. For slet ikke at tale om balladen med begge personers delejerskab af teamet. Men al den ballade prøvede Anthony at holde sig udenfor.

Faktisk var Anthony Davidson første mand ude, og han åbnede dermed GP sæsonen 2002. Efter at have kæmpet med en software bug som begrænsede ham til 33 omgange den første dag mandag den 7. januar med 7. bedste tid på 1.21.617 , og yderligere et voldsomt regnvejr på dag to om tirsdagen, så var han tilfreds. Faktisk lå han tirsdag på 4. pladsen - efter DC, Ralf Schumacher og PDLR under tordenskyllen med en tid på 1.24.444 efter 24 omgange.

Torsdag var han igen i bilen med 15. bedste tid på 1.21.815 efter 47 omgange og fredagen sluttede han af med en 6. plads på 1.20.859 efter 55 omgange - lige bagved Panis som nåede 1.20.494 efter hele 90 omgange. Alle dage kørte BAR på kontrol dæk og middel brændstofbeholdning. Anthony´s gamle teammate, Jordan Honda køreren Takuma Sato, var på banen sammen med Giancarlo Fisichella og kørte imponerende tider. Men begge kørte på Bridgestone kvalifikationsdæk, og derfor er tiderne uden dybere mening at sammenligne med..



BLIMEY - THATS A FERRARI BEHIND ME!
"Det føles fantastisk at køre en bil igen. Jeg ville egentligt have kørt en Formel 3 forud for min test her, men jeg fik ikke chancen på grund af min træning i stedet. At starte med en hvilken som helst bil have været fedt, men Formel 1 er toppen og det gav mig en god følelse. Allerførste gang man trykker klampen i bund, så kan man huske hvordan det er at køre en bil som denne. Alle følelserne kommer væltende tilbage, specielt efter en så lang pause. Mugello testen sidste år synes at være så lang tid siden, men det er dejligt at være et med bilen igen."

En anden pudsig fornemmelse var hans reaktion, da han kiggede i sine sidespejle, og pludselig så en rød racer forfølge ham. "Blimey, that's a Ferrari behind me!" Det var Luca Badoer i en Ferrari F2001B, som Anthony kun lå 9/10 dele fra i dagens tidtagning med italienerens tid på 1:19.8s. Han var også på banen samtidig med landsmanden Jenson Button, lidt sjovt eftersom de to ikke havde delt en racerbane siden Button forlod international karting tilbage i 1997. Den tidligere McLaren supertestkører, Olivier Panis, var også glad for at have Davidson med i teamet. Han kvitterede med en betænksom bemærkning "Anthony er et stort aktiv for teamet, og bør få så meget tid i bilen som muligt!"

De fleste nye Formel 1 kørere falder naturligvis pladask for de 800 hestekræfter som en moderne F1 V10 har, men det er kun indtil de når at røre bremsepedalen. Anthony beskriver bremserne på sin BAR003 som at have en mindre afkørsel! Med en bremsekraft på omkring 4 G minder det om den berømte historie, som Martin Brundle ynder at fortælle. Han udtaler, at bremse for alvor i en F1 resulterede i at tårevæsken fra hans øjne ramte indersiden af visiret! Ikke noget under, at passagerne i den dengang nye trepersoners Formel 1 racer, Arrows AX-3 mente, at tre-fire omgange var mere end rigeligt.



AUSTRALIEN - SÅ TÆT PÅ OG SÅ ALLIGEVEL IKKE

Efter at Anthony endelig fik lov til at prøve bare 7 omgange i den nye 2002 hingst BAR004 søndag den 10. februar, og siden ved shake-down testen 19. februar på Silverstone forud for årets første løb, så glædede han sig endnu mere til at komme til Melbourne. Her skulle han som officiel test- og 1. reservekører være på plads, skulle de faste kørere ikke være i stand til at køre.

Han havde ikke været i Australien siden sine Formula Super A dage med Fullerton kartingteamet, så han glædede sig. Så meget mere ærgerligt, at han bliver nødt til at rejse hjem inden løbet er slut, for at være plads på Silverstone, til onsdagens og torsdagens test. Dog slap han ikke for en fotosession for sponsoren Brunotti på en varm australsk sandstrand..

Efter at have overstået sin test på Silverstone skulle han den kommende tirsdag flyve til Malaysia for at deltage i teamets forberedelser til Malaysia GP. Efter det skulle han flyve tilbage til England, for at teste videre med BAR´s 30 mand store testteam. Som afslutning på dette stod Brasiliens GP og bankede på døren. Det er ikke nogen ferie at være testkører og reservekører på samme tid, specielt når man husker på tidsforskellen på 12 timer mellem Australien og Europa og igen 12 timer til Brasilien.

Den 23. marts testede Panis sin BAR004 i Barcelona, og var ved den lejlighed hurtigere end begge McLaren kørere, Alex Wurz og DC. Optimismen var ikke til at skjule. I starten af april genoplevede Anthony sin store afkørsel som han havde sidste år på Mugello. Denne gang var scenen dog Valencia, men farten var stadig omkring 270 km/t før han endte i autoværnet. Bilen havde føltes mærkelig, indtil han tabte den i et sving. Efter at BAR fik bjærget resterne af bilen fandt han ud af, af en track rod i forhjulsophænget var knækket rent i to. Selv var Anthony cool nok, men det irriterer ham at skuffe teamet, også selvom et materialebrud naturligvis ikke er hans skyld.



DET HÅRDE TESTLIV - IKKE SÅ GLORVÆRDIGT

Siden sin debut for BAR på Vairano i 2001 har Anthony knoklet som gal, med meget få fridage. Han har kørt 8000 kilometer i BAR003 og BAR004; Barcelona 2803 km, Valencia 2247 km, Mugello 1023 km, Jerez 850 km, Estoril 531 km og ikke mindst Silverstone´s 514 km. Herudover har han kørt aerotests på Vairano og Santa Pod dragster striben i England. Sidstnævnte er en 402 meter lang bane i Northamptonshire, hvor man kan teste launch control og aerodynamik. Anthony anslår, at han når bare 50 km om dagen, men til gengæld udfører man 120 startforsøg.

BAR var i knibe, og Malcolm Oastler´s BAR004 var en katastrofe rent aerodynamisk. Derfor havde man hyret designeren, Geoff Willis, fra det konkurrerende BMW WilliamsF1 team. Han havde udviklet en ny "B" version af BAR004, som skulle indsættes i Canadas GP. Anthony testede sammen med Panis på Paul Ricard, og til trods for at The Ant aldrig havde været på den franske bane før, satte han ny uofficiel banerekord med 1.34.2 i den nye BAR004B. Den stående rekord menes at være 1.35.530, så måske skulle BAR have en smule medgang i det kommende canadiske GP.

Anthony skyndte sig fra Frankrig til en PR weekend i Monte Carlo, hvor han sammen med resten af teamet skulle deltage i en PR event for Honda. Her skulle de sammen med Jordan teamet sejle et race i fire Honda drevne motorbåde. Anthony fik en ekstra tur med World Powerboat Champion Steve Curtis, som var imponeret over den unge brite - selv var Anthony lidt urolig for om båden ville tippe. Bagefter hastede han videre til David Coulthard´s Columbus Hotel, hvor han underholdt sponsoren Acer. Til gengæld gik det knapt så godt for hans racersæde, der forsvandt i transitten mellem Canada og Spanien, og uden et sæde er det næsten umuligt at sætte en ordentlig omgangstid under hans spanske kvalifikations test af den nye racer.



PÅ VEJ TIL STARDOM

Motorsport News journalist, Steve Cooper, skrev en artikel om Anthony, og her fortæller Anthony om den mest intense han længe havde haft hos BAR: "Mit bedste øjeblik kom før Canada. Vi havde forudset, at banen ville være hård ved bremserne, så jeg havde udført en mængde bremseudvikling på Jerez. Vi prøvede forskellige nye typer bremsebelægning, og jeg fandt til sidst en type som føltes kraftig nok til at holde en hel løbsdistance. Det var kun mig, der udførte dette arbejde, og jeg havde ansvaret for at fortælle ingeniørerne nøjagtigt hvordan bremserne føltes."

"Baseret på mine anbefalinger gik de i gang med at bestille de nye belægninger hos producenten - det var ret bekymrende da jeg jo ligeså godt kunne have taget fejl. Under testen prøvede Jacques Villeneuve at finde ud af, hvorfor hans bremser fadede. Han kom ind, og skiftede til de nye bremser. Der gik ikke lang tid, før Jacques stemme knitrede over radioen, og han klagede over at de nye bremser ikke var kraftige nok. Jock Clear (Jacques´chefingeniør) forsikrer ham om at de er i orden."

Alle i pitten stirrede forventningsfuldt på mig. Men jeg vidste at bremserne holdt. Heldigvis var Jacques tilfreds bagefter. Da han kom ind sagde han ikke et eneste ord om dem - Jacques spilder ikke tid på ting hvis de er i orden. Bremserne havde åbenbart ikke været værd at kritisere. Tilbage i teamets motorhome begyndte Jacques at pumpe mig for oplysninger om de nye bremser. Jeg har aldrig set ham så lysvågen, opmærksom og videbegærlig. Jeg så at han havde følt nøjagtigt det samme som jeg. Det var virkelig tilfredsstillende at mærke, at jeg kunne relatere til en GP racerkører på næsten samme niveau som ham. Det var virkelig et klap på skulderen."

Jaguar Racing havde også bemærket den unge brite, og havde nævnt mulighederne for en test. Men midt i juli måned var den nu blevet udskudt på ubestemt tid. Anthony tog det med vanlig ro, for skete så sker det, og hvis ikke - jamen så er det også ok. Men det er klart, at hensigten for Anthony er et fast sæde i 2003, hvis Jaguar kun søger en testkører så er interessen naturligvis noget mindre.



TEAM KOOL GREEN CART TEST

Takket være Anthony´s links til British American Tobacco og Honda, så fik han en unik chance for at teste Dario Franchitti´s Team KOOL Lola-Honda CART racer på Road America banen i USA. Desværre betyder testen, at Anthony må aflyse sin demonstrationstur i BAR003 på Goodwood. Den 17. juli stod han i fuld Team KOOL kørerdragt, og betragtede den smukke sølvgrå/blå racer med sit navn på. Han skulle den kommende dag teste på den snørklede bane, sammen med alle kanonerne fra Newmann-Haas, Chip Ganassi og Players. Det var en typisk amerikansk racer, med mere power og dårligere bremser - men han var tændt, tændt som aldrig før.

Midt i det hele blev testen skåret ned til en dag, takket være et historisk F1 arrangement på banen dagen i forvejen. Anthony nåede 50 omgange, hvilket svarer til 320 kilometer, og hans bedste tid var 1.43.9. Han var helt vild med banen, som mindede ham om Spa eller Brands Hatch. Team Green manager, Kyle Green: "Anthony er virkelig en klog kører. Han har en fantastisk fornemmelse for bilen, og han vænnede sig hurtigt til den nye bil. Jeg er sikker på at han kunne have kørt hurtigere, men vi lavede en stor ændring på bilen, som ikke passede ham, og vi kunne ikke gå tilbage til den oprindelige opsætning. Jeg tror at han lærte meget gennem dagens test."

The Ant tog fusen på teamet, ved at være så hurtig så tidligt. En grinende Anthony forklarer: "Ja, jeg var indenfor 2 sekunder fra da Matta tid efter kun 15 omgange, og da jeg havde kørt 30 omgange var jeg indenfor 7/10 fra ham. Townsend Bell var her samtidigt, og jeg var 1,3 sekund hurtigere end ham. Den fornemmelse som en CART racer giver er meget lig en Formel Ford."

"Når bagenden bryder væk, så gør den det langsomt. Udskridningen sker gradvis og forudseeligt, og man kan mærke bilen bevæge sig rundt. Den havde en god balance, og man kan mærke vingerne arbejde bag én. Når jeg tænker over det, så er en CART en blanding imellem Formel Ford, F3 og Formel 1. Muligvis mere Formel 3, når jeg tænker på at Lola raceren er et masseproduceret produkt."



DE DER MINARDI RYGTER PASSER IKKE!

Anthony var den 7. august med kæresten Johanna på ferie i Finland, og hans mobiltelefon ville bare ikke holde op med at ringe. Hans manager, Didier Stoessel, var på ferie i Italien, og derved opstod det sejlivede Minardi rygte om, at Anthony skulle erstatte Alex Yoong ved Ungarns GP den 18. august og efterfølgende i Belgiens GP. Da Autosport ringede til den hårdtprøvede Davidson, slap tålmodigheden op: "Jeg ved hvad du vil spørge om, og det er noget sludder! Farvel!"

Det var først da Anthony efterfølgende ringede til sin manager, at Didier kunne bekræfte rygterne. Rygterne i Formel 1 verdenen er mange. Da Giancarlo Fisichella havde sin voldsomme afkørsel tidligere i år, så var Anthony på besøg på Jordan fabrikken for at få lavet et sæde. Men Fisi blev hurtig rask og så var den chance død, til stor skuffelse for Anthony. BAR og British Racing Drivers Club hjalp med at oprette aftalen, men Anthony benægter at han måtte betale for sædet.

Justin Wilson var Minardi´s første valg, men selvom teamet havde taget det store skohorn frem, så kunne den næsten 1,80 høje Wilson ikke lirkes ned i PS02 raceren, og så var det Anthonys tur. "Jeg tror at teamet var i panik, efter at Justin Wilson ikke passede ned i bilen, og så gik de på jagt efter den mindste kører de kunne finde," fortalte The Ant. Hans håb var bare at kvalificere sig, hvilket i sig selv ikke var nemt, takket være 107 % reglen og de flyvende Ferrarier oppe foran.



UNGARNS GRAND PRIX -TRÆNING OG KVALIFIKATION

"Dette er sandsynligvis det perfekte team og det perfekte sted at debutere i mit første Formel 1 løb. Jeg tror ikke, at man vil forvente ret meget af mig. Folk vil se på mit arbejde, og så drage deres konklusioner ud fra det. Det er bedre, end hvis jeg havde debuteret for BAR. Mit mål er Mark, og vi har det samme materiel. Jeg vil være tilfreds med at slippe gennem weekenden uden skrammer. Og jeg håber at jeg kan blive overhalet uden problemer. Jeg har aldrig prøvet det før i min karriere. Jeg har altid været oppe foran, så jeg har ingen erfaring i at blive sat tilbage med en omgang."

Allerede om fredagen får han det første slag over fingrene, idet han kører for stærkt i pitten da han første gang begiver sig ud på banen til den første frie træning. $1000 dollars koster dette stunt Paul Stoddart. Han kører de første omgange sammen med Carlin teammaten, Takuma Sato, mens de kører banen ren for de andre superstars. Sato når 1.21.667 mens The Ant når 1.25.556 før Minardien staller for enden af pitlanen. Heldigvis et softwareproblem med Asiatech motoren, Anthony er helt uskyldig, men alligevel forbandet.

Senere begynder han at trykke Minardien af, og når ned på 1.21.948 før gearkassen giver op og slutter fredagens første frie træning. Mark Webber når 1.21.027, teamet er meget tilfredse med deres unge brite. Efter frokost går man i gang med anden frie træning, og Davidson sætter Webber på plads med 1.19.490 mod Webbers 1.19.526, allerede nu er teamet ikke i tvivl om at de ikke savner Alex Yoong.

Lørdagens træning ser ham nå ned på 1.18.483 mod Webbers 1.18.320 omgangstider, men kvalifikationen gør ham nervøs og han vil bare have den overstået! Hans første kvalifikationsforsøg ser ham køre en ussel tid på 1.19.206, og han får et chok da han bliver overhalet: "På min warm up omgang så jeg noget fare forbi mig, og jeg tænkte shit! Første omgang var den værste fordi alt gik galt. Jeg vidste at jeg skulle under 1.17 for at nå med i løbet, så jeg var ikke glad for mig selv!"

Webber sætter 1.17.819 i første forsøg, og Michael Schumacher kører med det samme 1.14.006. The Ant kører andet forsøg, og når straks ned på 1.17.959, Davidson er glad og da han kører forbi Ron Meadows fra BAR kommandoposten får han thumps up! "Det var en rar gestus. Det var en god fornemmelse, første indikation af at jeg endelig havde klaret udfordringen med at komme med i løbet." 107 % reglen kræver minimum 1.18.466, så han er endegyldigt med. Samtidig er han under et halvt sekund efter Webber, så han er tilfreds.



KLAR TIL LØBET - SOM SIDSTE MAND

Hans hænder var fyldt med blistre og gjorde ondt, sædet var heller ikke meget værd. Som man måske kan se på billederne sidder han helt utroligt lavt i bilen, og hans ryg er begyndt at gøre virkelig ondt. Og løbet er ikke engang startet endnu. Søndagen kommer, og han overraskes over at alle venter på at han får placeret sig på gridden.

"Det er aldrig gået op for mig, at alle andre venter på mig når jeg liner op på sidste plads på gridden. Fordi jeg har altid været forrest på gridden. Jeg er vant til at have et par sekunder til at slappe af mens de andre kommer på plads. Jeg var lige kommet på plads, da jeg kunne høre klonket fra Mark´s racer, da han satte den i første gear, så hørte jeg de to Toyotaer gasse op, og derefter så jeg at de røde lys var tændt. Jeg panikkede, nåede netop at sætte Launch Control til. Jeg tabte vel et par sekunder der."

"Jeg var massivt opmærksom på at lade folk komme forbi, da jeg blev sat tilbage med en omgang. Jeg var paranoid omkring det. Der var røde glimt forbi min bil, og hver gang jeg så dem troede jeg at det var en Ferrari. Da jeg så gule glimt troede jeg at det var en Jordan! Det var bestemt ikke rart, til sidst havde jeg bare lyst til at trække ud til siden og stoppe. Jeg var så ked af at blive overhalet hele tiden. Det er ikke spor sjovt. Jeg har altid været oppe foran i racerløb, så det var en mærkelig følelse af at være i en langsom udlejningsvogn, mens du kører udelukkende via dine spejle på en Autobahn fyldt med hurtige Mercedes og BMW biler flyver forbi."



DEN ÆRGERLIGE SLUTNING

Da Jenson Button og Kimi Raikkonen når op til ham på 31. omgang, sætter Davidson farten ned i sving 12 for at lade de to kamphaner forbi, kører halvvejs ud i rabatten men efter at de har overhalet ham, får Button et hjul udenfor banen og spinder lige foran Davidson. Anthony er ulykkelig over sin gamle kart rivals skæbne, men selv er Jenson meget cool omkring det og trøster Anthony med at det var hans egen fejl.

Davidson ender som den 14. hurtigste i løbet, hurtigere end Webber, Button, Villeneuve, Salo, McNish og PDLR. Desværre skæmmes hans flotte løb af et spin bare 6 omgange før mål, men han har bevist hvad han skulle, uden nogle test af den fremmede bil på den fremmede bane. Med et gigantisk pres fra den britiske presse.

Davidson´s ingeniør, Greg Wheeler, som tidligere har arbejdet med Verstappen hos Arrows og med Alex Zanardi hos Williams: "Han var en absolut fornøjelse at arbejde med. Han er hurtig, intelligent, og giver god feeedback. Jeg vil mene, at han har en lysende fremtid foran sig i F1. Han passer godt ind i teamet, og det føles som han har været her længe. Han kørte endda hurtigere end sin teamkammerat."



FRA UNGARN TIL SPA - I ET SPRING!

Spa nærmede sig med stormskridt, bare 14 dage efter den hårde debut på Hungaroring. Anthony havde været et smut på Minardi fabrikken i Faenza for at få lavet et nyt sæde samt ikke mindst en ny pedalbox, så han kunne sidde så højt at han kunne se hvor han kørte. Takket være den bovlamme Asiatech motor er Minardi tvunget til at køre med næsten ingen vinge på bilen, for ikke at blive kørt helt agterud. Spa er ikke en bane, hvor man ønsker at køre med så lav downforce, eftersom banen har så mange højfartssving.

Davidson har derfor et par spændende øjeblikke under fredagens første frie træning, hvor han havde en bred udskridning da han kørte for fuld gas på vej ud af Blanchimont. Under den anden frie træning satte han 12. hurtigste tid med 1.51.270. desværre endte han på 18. pladsen, klemt inde mellem de to Sauber racere: "Eau Rouge var ikke så flydende som det var i Formel 3. Jeg var ikke i stand til at tage svinget `Flat out´ på grund af den lave downforce set up, Minardi bruger for ikke at tabe for meget på langsiderne."

Til slut ender Davidson på en 20. plads med 1.48.170 under lørdagens kvalifikation, da Olivier Panis kommer i vejen for ham på en hurtig omgang, hvilket kostede ham 2/10 sekund. Han er lige i hælene på Mark Webber, som kvalificerer sig lige foran Anthony med 1.47.562. Men det er stadig 22 sekunder hurtigere end han nogensinde har kørt Spa på i sin Carlin F3 racer!



LØBET PÅ DRØMMEBANEN SPA-FRANCHORCHAMPS

Denne gang lykkedes det Anthony at få en rimelig start, og kæmper med både Sato og Webber på vej op af Eau Rouge. Desværre giver Webbers gearkasse op bare 4. omgange ind i løbet, det lykkes faktisk Anthony at presse de Honda motoriserede Panis og Sato omgang for omgang. Desværre kæmper Davidson så hårdt, at han spinder midt i løbet.

Det er en ærgerlig men realistisk Davidson der dukker op i pitten efter sin lange travetur fra den forladte Minardi racer: "Det var min skyld, jeg kæmpede virkelig hårdt for at hænge på bagenden af Taku. Men Michelin har gjort et godt stykke arbejde. Nu vil jeg vende tilbage til mine test forpligtelser for BAR i næste uge. Jeg elsker Monza, og min erfaring fra de sidste to løb vil gavne mine testkørsler meget."

Jeg startede denne portrætserie med at skrive, at det var bedre at han kørte af i begge løb. For havde han bare sneglet sig rundt og ellers holdt sig på banen, så havde han ikke imponeret nogen. Knægten er en racer, og enten så kører han 110 % eller også vil han hellere blive hjemme. Han fik kvalificeret sin Minardi i begge løb, noget som Alex Yoong aldrig havde klaret på de to teknisk svære baner.

"Det gik okay, selvom det ville have været virkelig godt hvis jeg havde været i stand til at få bilen i mål. Teamet var meget tilfredse med min fart, og det er vigtigt. Uheldigvis som tingene ser ud lige nu, så er det usandsynligt at jeg skal køre for Minardi igen, fordi Alex har kontrakt på at vende tilbage til det næste løb."

"Teamet har været fantastiske overfor mig. De har gjort alt hvad de kunne for at fortælle mig, at de synes at jeg har gjort et excellent job for dem. De har sagt, at de har en meget stor respekt for mig, og at de håber at se mig snart igen. Det vil sandsynligvis blive tidligere end de tror, for jeg er snart på vej til at flyve til Monza, hvor jeg skal teste 3 dage for BAR."



FREMTIDEN?

Den seneste udtalelse fra Anthony Davidson tyder desværre på, at han mere eller mindre har opgivet at få et fast Formel 1 sæde for 2003 sæsonen. Derfor han nu vendt blikket mod USA, hvor han håber at komme til at køre i CART serien, ved siden af sin testrolle for British American Racing. Det var håbet, at hans flotte præstation ville lande en racedeal for enten Toyota, Jaguar, Jordan eller Minardi.

Men eftersom Christian da Matta stadig spøger i kulissen hos Toyota, meget tyder på at Mark Webber har sikret sige en kontrakt hos Jaguar, så er mulighederne ved at være små. "der er kun to muligheder tilbage, og jeg agter ikke at betale for at få en kontrakt, så jeg satser på CART næste år." Davidson blev tilbudt en plads hos Fernandez CART teamet i de sidste tre løb, i stedet for Shinji Nakano som på daværende tidspunkt var skadet. Men japaneren fik en mirakuløs opvågning, og så var Davidson ude i kulden igen. Nøjagtigt det samme som skete da Davidson skulle have erstattet den skadede Giancarlo Fisichella hos Jordan.

Bedste bud er lige nu Newmann-Haas teamet, som Justin Wilson netop har testet for med god succes. Fritstillede Jan Magnussen fra det nu kriseramte Panoz ventes også at skulle teste for teamet, men Davidson ventes at få en god chance for en fuld CART kontrakt næste år. Seneste nyt er, at Honda har besluttet at Anthony Davidson skal erstatte Gabrielle Tarquini hos JAS Motorsport i et løb på Macau Grand Prix banen. Han skal køre en Honda Civic Type-R racer, og det er samme bane som Anthony kørte på sidste år i en Carlin Motorsport Dallara Formel 3 racer.

Det bliver en af de meget få gange, at Anthony kommer til at køre en standardvogn. Han har kun to gange tidligere kørt en lukket racer, den ene gang var en BTCC Vauxhall racer, som han kørte under Autosport Awards test. Her kørte han 8/10 hurtigere end nogen anden. Den anden gang var en tunet Ford Fiesta på Silverstone under en kart kørertest, også der var han hurtigst af alle.

Han glæder sig til løbet på Macau banen, eftersom han havde en voldsom afkørsel under kvalifikationen til F3 løbet på banen. Men inden da havde han kørte en omgang, der var så Hot at den ville have givet ham pole, hvis ikke nogen havde spildt olie i det sidste sving. "Der er noget jeg ikke har fået gjort færdigt - Macau har ikke set det sidste til mig!"

Denne portrætartikel vil, ligesom Part 1, blive bragt på Anthony Davidsons officielle engelske website: Anthonydavidson.info. F1journal.com vil gerne takke Anthony Davidson og hans webteam for deres store hjælp. Besøg Anthony Davidson website her: www.Anthonydavidson.info

Skrevet af Aslak Vind
aslak@f1journal.com
Colin McRae Rally 3 Banner - UK e-shop