DEN POLITISKE KORREKTHEDS FORBANDELSE
Tanken om at irske Eddie Irvine måske har kørt sit sidste Formel 1 løb kan skræmme livet af mig – intet mindre! Faktisk i sådan en grad at jeg ser Formel 1 sporten tage endnu et stort skridt hen imod det som jeg frygter allermest, nemlig at se endnu flere bebumsede og vandkæmmede 21-årige kordrenge hælde vand ud af ørerne til den måbende verdenspresse. F1 er en mandesport, fra dengang mænd var mænd og bøsser var noget som man gik på jagt med.
Ikke nok med at stadig flere politisk korrekte og kritiske røster gerne så den arbejdsløse og nu tidligere Jaguar kører hænge hjelmen på hylden. Af en eller anden grund er der en uskreven regel om, at man som kører ikke længere må køre Formel 1 løb, når man som den gode Irvine hastigt er på vej mod de fyrretyve år.
Heldigt at denne jantelovsregel ikke gjaldt for den femdobbelte F1 champ, Juan Manuel Fangio, ellers havde han aldrig vundet alle sine pokaler. De færreste vil vel også med æren i behold påstå at vores egen sportsvognsguru, Tom Kristensen, er på vej ned af bakke. Jeg vil for egen regning hævde, at der hænger et større sæt boller på 36 årige Irvine og de to andre hurtige herrer, end der gør på samtlige unge newcommers i vores ædle Formel 1 sport.
Vel er tiden ovre, hvor man kører race til vinger, skærme og frontrude falder af, og man må fuldføre løbet med blodet løbende fra adskillige snitsår, siddende på en pose appelsiner. Men hvorfor skal en ung, holdningsløs og politisk korrekt F1 kører have både mor, far og en spindoctor med hver gang han bliver udspurgt af pressen? Eddie er et tågehorn, ingen tvivl om det. Og undertegnede ville da hellere have begge tommeltotter i klemme i en tungtlastet gyngestol, end at være i team med den temperamentsfulde irer. Men hellere holdninger og kolorit, end mængdevarer
IDOLET PÅ VÆGGEN I DRENGEVÆRELSET
I mine øjne repræsenterer Edmund `Eddie´ Irvine alt, hvad jeg håber på hos en Formel 1 kører. Han er modig som få, han er bedøvende ligeglad med om folk kan lide ham eller ej, han er af og til næsten for ærlig, han er et 100 procent konkurrencemenneske og han nægter at stille sig tilfreds med mindre end det absolut højest opnåelige. Noget som de stakkels ingeniører hos Gestione Sportiva og Jaguar Racing har følt på deres egen krop, dag efter dag. Ikke mange andre F1 kørere hos den stejlende hingst har haft mod til at stille op på deres tekniske direktør, Ross Brawn´s kontor, og råbt ham ind i hovedet af sine lungers fulde kraft, at hans bil kører af helvede til!
Men det har Eddie faktisk gjort ved flere lejligheder, og Ross har da efter at have sundet sig lidt måttet erkende, at Ferrari rent faktisk savner den hidsige øbo. Eddie bruger måske ikke så mange fine management gloser som en vis Michael Schumacher, men han formår det samme. Nemlig at få alle omkring sig til enten at løbe skrigende væk, eller også arbejde hårdere end de nogensinde har gjort før. Tro det eller ej; internt hos Ferrari har Irvine faktisk ry for at være en af verdens bedste Formel 1 testkørere.
Når alt kommer til alt, så er Eddie Irvine vel egentligt vel tæt på at være det ikon, som alle sunde drenge drømmer om at blive som, når de begynder at få bumser, interessere sig for racerbiler og ikke mindst det smukke køn. Eddie kan køre racerbil som få, han får en hyre som kan finansiere et mindre uland og så scorer han den ene vidunderlige kvindelige skønhed efter den anden. Gerne samtidigt, hvis chancen byder sig.
Men hvorfor er manden så bimlende upopulær. Et eller andet sted tror jeg, at han er fyren som alle elsker at hade. Hvis Supersignalets interviewer spørger ireren, hvorfor hans mosgrønne Jaguar R3 for gud ved hvilken gang har opgivet ånden før det ternede flag, så er manden ærlig. Måske netop derfor siger rygtet, at Jaguar Racing teamchef, Niki Lauda, ved flere lejligheder har været ved at æde sin mildt sagt rustikke kasket af bar ærgrelse over, at Irvine åbent og ærligt indrømmer at Jaguar teamet er: "In deep shit!"
FRA EDMUND TIL OHH EDDIE..!
For at finde ud af, hvad der gemmer sig bag de altid moderigtige solbriller, så skal vi næsten spole filmen tilbage til den dag, at Edmund som hans borgerlige navn er, for første gang lod sig høre i nordirske Conlig og omegn. Den 10. november 1965 kastede solen sine første stråler på den skrigende unge, som så mange ungmøer en del år senere med et længselsfuldt og inderligt suk skulle kalde: "Ohh Eddie!"
Kun få andre på kloden er mere racinggale end Eddie. Heldigvis for os var en af de ægte entusiaster Eddie´s fader Edmund. Han insisterede indtil det sidste på, at den unge knægt skulle døbes Stirling Moss Irvine! Moder Kathleen fik dog den stolte far fra den ide, ved at opkalde ønskesønnen efter netop faderen. Så Edmund Irvine Junior var en realitet, selvom han hurtigt endte med at lystre det mere mundrette Eddie. Selvom Eddie i dag tjener et svimlende millionbeløb på F1, så har han aldrig nogensinde selv betalt for at komme ind til et GP. Allerede fra barnsben var der tradition for, at unge Eddie og søster Sonia plankede sig vej igennem hegnet til Englands GP, for at komme ind og se noget ræs.
Specielt ireren John Watson var populær, men også James Hunt stod højt på Eddie´s idolliste. Også faderen havde Eddie´s beundrende øjne på sig, mens Edmund Senior kastede sine historiske racere rundt på de lokale racerbaner, dog uden nogen videre succes. Derefter kastede faderen sig i stedet over en skrothandel, hvor han tjente et par skillinger på at sætte gamle skrotmodne biler i stand med salg for øje. Eddie har aldrig selv været nogen bogorm, så i en alder af bare 16 år droppede han skolen, og gik ind i faderens skrotbusiness.
SKROTPLADSENS RACERSTJERNE - FORMEL FORD VM
Men benzinen havde ikke forladt blodet hos Edmund Senior, men efter endnu et lykkeløst come back, så besluttede faderen at lade sønnen komme til. Dog skulle Eddie stadig knokle i faderen skrot handel, uden løn naturligvis, for i stedet at lade hyren finansiere motorsporten. I en alder af 16 år kørte han sit første racerløb på den lokale Kirkstown bane. 3 år senere var han nået til Formel Ford, hvor 19 årige Eddie ved Formel Ford Festivalen på Brands Hatch kæmpede indædt mod to andre herrer, nemlig Johnny Herbert og Damon Hill.
Sammen med netop Johnny Herbert slog de to kamphaner sig løs som teamkammerater hos Team Quest, bag rattet i en FF1600 racer, pudsigt at tænke på at de to 15 år senere igen skulle danne makkerpar hos Jaguar Racing Formel 1 teamet. Men en fabrikskontrakt med Van Diemen i 1987 gav Eddie det endelige skub, som skulle se ham snuppe både det engelske RAC Formel Ford mesterskab, samt ikke mindst det uofficielle Formel Ford verdensmesterskab ved Formel Ford Festivalen på Brands Hatch samme år.
Han sikrede sig i det samme guldår også en flot andenplads i BBC Formel Ford 2000 mesterskabet for Team Talon med hele 24 point. Slutteligt vinder han også Esso Formel Ford mesterskabet, og spredt ud over de tre serier vinder han det samme år hele 22 sejre og 19 pole positions. Man skal smede mens jernet er varmt.
Så Eddie hastede videre til en fire dages Formel 3 test, hvor han skulle køre en shoot-out mod Mark Blundell og Gianni Morbidelli. Dommerpanelet bestod af ingen ringere end Ron Dennis samt James Hunt. Han sikrede sig F3 sædet i en Ralt Alfa Romeo racer hos West Surrey Racing det følgende år, men måtte nøjes med en femteplads i det engelske F3 mesterskab bag landsmanden Martin Donnelly.
KAMPEN MOD GLEMSLEN I F3000
Irvine havde mistet enhver lyst til at fortsætte i den skrøbelige Ralt F3 racer, så han vender blikket mod F3000. Noget tyder på, at dette måske ikke var den klogeste beslutning han der tog. Hans nye team var nemlig det navnkundige Pacific Racing team, som senere skulle gøre det så hamrende elendigt i Formel 1, i de 22 GP løb de holdt til før de gik konkurs.
Ikke desto mindre blev han i 1989 teammate med J. J. Lehto, men det nye og meget uerfarne team havde det ikke nemt. Irvine´s humør blev ikke bedre af, at hans finske teamkammerat blev tilbudt guld og grønne skove, mens Eddie bare måtte bide tænderne sammen og kæmpe videre. Derfor blev han da heller ikke overrasket over, at Lehto snart kunne smykke sig med titlel som Ferrari Formel 1 testkører. For at føje spot til ksade løber Jean Alesi med F3000 titlen samme år, nu skilles fårene fra bukkene.
Men Eddie fik snart en skytsengel i 1976 Formel 1 verdensmesteren, Jamens Hunt. Det tidligere forbillede kunne se meget af sig selv i den unge Irvine, og da Hunt samtidig var blevet sponsorrådgiver for det meget magtfulde Marlboro Racing brand, så tog det ikke lang tid før Edmund Irvine Junior for første gang i 1989 kunne sætte sig i en Formel 1 racer. Bilen var en Onyx og testen foregik på den franske Paul Ricard bane. Men testen gik ikke specielt godt, og Irvine udtalte bagefter at der ikke var megen ide i at teste yderligere for det fattige Onyx team. Derfor gik der også hele tre et halvt år, før han igen sad i en F1 bil.
Irske Irvine skifter i 1990 fra det haltende Pacific Racing team til det lige så irske Eddie Jordan Formel 3000 team. Dette betyder, at han også vender Marlboro ryggen, eftersom han satser på at det Camel støttede Jordan team snart skulle debutere i Formel 1. Her deltog han i FIA F3000 serien sammen med medkørerne Heinz-Harald Frentzen og Emanuele Naspetti. En samlet 3. plads i mesterskabet, med en enkelt sejr på Hockenheim var desværre alt hvad teamet kunne tilbyde. Men trods det irske broderskab var Irvine nødt til at betale Eddie Jordan en mindre formue for sædet, men det gjorde han gerne eftersom Jordan teamet havde sendt flere kørere direkte i F1. Men ak, manglen på sponsorkroner betød, at han måtte droppe Eddie Jordan og vende næsen mod Japan.
JAPAN, SAKE OG GEISHAER - OG FORMEL 1
I Fjernøsten ville han både få udbetalt løn, hvilket Eddie ikke havde prøvet før. Samtidig kunne han være lidt tættere på hans daværende kæreste Maria, som boede i Macau. Så fra 1991 og de følgende tre år deltog han i den japanske Formula Nippon serie. Han vinder i sit debutår en flot sejr på Mine banen, og op til Formula Nippon debuten når han også at deltage i Japan Sports Prototype Championship i en Porsche, som han delte med Johnny Herbert og svenske Rickard Rydell. For at krone året med stil, så sikrer han sige en flot 3. plads i det legendariske F3 løb, Macau Grand Prix.
Året efter fortsætter han sin hærgen i Formula Nippon, hvor han igen vinder på Mine banen fra pole, og han opnår også pole position på Autopolis banen, men hård kørsel ser ham udgå undervejs. Så han må nøjes med en 8. plads og 17. point i alt. Mere succes har han i Japan Sports Prototype Championship, hvor han sammen med Jacques Villeneuve og Tom Kristensen i en Toyota kæmper sig op på en 2. plads i finaleløbet på hans yndlingsbane Mine banen.
Han debuterer også på Le Mans, hvor han gennemfører de 24 timer sammen med Toyota kollegaen Roland Ratzenberger, og slutter på en samlet 9. plads. Takket være venskabet med rødderne Tom K. og Jacques var der aldrig kedeligt i Japan, det japanske politi husker efter sigende stadig de tre fartglade lømler.
1993 er året hvor det hele sker for den unge irer. Han fortsætter i Formula Nippon serien, og nu har han endelig fået taget på den japanske F3000 serie. Han vinder på Suzuka, og sætter efterfølgende 4 pole positioner. Dette betyder at han er med i kampen om mesterskabet faktisk helt til sidst, men noget kommer i vejen for hans deltagelse i de sidste løb i Formula Nippon serien. Trods dette afbræk opnår Eddie en flot andenplads med 32 point. Han deltager stadig i det japanske sportsprototype mesterskab for Toyota, kører hurtigste omgang ved 24 timers løbet på Le Mans og kører en sikker 4. plads i hus i den franske klassiker.
Hans holder dog fast i kontakten med Eddie Jordan, som i mellemtiden og som forudsagt, endelig har debuteret i Formel 1 med sit eget team. Den irske teamchef står pludselig og mangler en kører til at køre de sidste to Formel 1 løb i 1993 kalenderen, og pludseligt kommer han i tanke om Irvine. Så den unge irer må droppe alt om Formula Nippon mesterskabet.
På Suzuka den 22-24. oktober debuterer Eddie Irvine i Formel 1 i sin Sasol Jordan Hart 193. Dette skulle blive et af de mest mindeværdige Formel 1 debuter i nyere tid. især huskes en duel på liv og død mellem debutanten Irvine og selveste Ayrton Senna i McLaren Ford. Eddie startede fra sin 8. plads på gridden, hvor Senna holdt lige bag polesitter og ærkerival Alain Prost.
KAMPEN MED KONGEN SENNA
Irvine kæmpede som en gal med den svage Hart motoriserede racer. Banen var på det tidspunkt blevet overdænget af en mindre byge, og nogen var på slicks og andre på regnvejrsdæk. Eddie på regnvejrsdæk sloges på dette tidspunkt om 4. pladsen med Damon Hill som til gengæld kæmpede en håbløs kamp med sine slicks på den våde bane, men han nægtede at lade sig overhale. Da nåede Kongen af F1, selveste Ayrton Senna, op bag ireren for at sætte ham tilbage med en opgang, men det var Irvine på ingen måde interesseret i. Så han benyttede alt hvad Suzuka kan tilbyde af asfalt, og somme tider var han også halvvejs af banen for at sikre sig, at Senna nu blev bagved. Ayrton fik støv, jord og sten lige i synet, mens han prøvede at finde en vej rundt om denne sindssyge debutant.
Endelig kom Senna forbi, men blev så opholdt af Hill som heller ikke ville overhales, Senna eller ej. Så mens brasilianeren kæmpede med Hill snuppede Eddie sin plads tilbage igen. Senna var rasende, rygende rasende faktisk. Eddie sikrede sig senere den højt ønskede 6. plads mod slutningen af løbet, ved simpelthen at skubbe stakkels Derek Warwick´s Footwork racer af banen i Casio chikanen.
Således blev Eddie medlem af den udvalgte elite, som scorer VM point ved sit debutløb. Senna som senere vandt løbet var hvidglødende af raseri. Så da brasilianeren efter løbet mødte Irvine, som på ingen måde havde noget til overs for Sennas beklagelser og i øvrigt havde bedre at lave end at høre på den lille hidsige brasilianer, så knækkede filmen for Senna.
Eddie sad på et bord i Jordan garagen, sammen med teammate Rubens Barrichello og en del Jordan folk. Alle ser de en videooptagelse af kampen mellem Irvine, Hill og Senna. Han havde umiddelbart ikke tænkt nærmere over kontroverserne med føreren af den rød/hvide McLaren. Men Senna havde absolut andre planer. Ind træder Ayrton Senna sammen med McLarens pressechef, Norman Howell, og Sennas raceingeniør, Giorgio Ascanelli. Irvine vinker til Senna, og så bryder helvede løs:
Irvine: "Her!"
Senna: “Hvad F… tror du at du laver?”
Irvine: ”Jeg kørte race!”
Senna: ”Du kørte race? Kender du reglerne som siger, at du skal lade de førende komme forbi, når du er en backmarker?”
Irvine: ”Hvis du kørte hurtigt nok, så ville det vel ikke være noget problem?”
Senna: ”Jeg overhalede dig! Og du kørte af banen tre gange foran mig, alle tre gange det samme sted, som en anden forbandet idiot, fordi der lå olie. Og du smed sten og muligt op foran mig i hele tre omgange. Da jeg snuppede dig, så fandt du pludseligt ud af, at jeg var foran dig. Og da jeg nåede op til Hill, fordi han var på slicks og i vanskeligheder, så skulle du være blevet bag ved mig. Du tog en meget stor chance ved at risikere at tage mig ud af løbet.”
Irvine: ”Hvor bragte jeg dig i fare?”
Senna: ”Du bragte mig ikke i fare?”
Irvine: ”Rørte jeg dig? Rørte jeg dig på noget tidspunkt?”
Senna: ”Nej, men du var godt ikke langt fra at røre mig, jeg var tilfældigvis den forbandede leder. JEG VAR TILFÆLDIGVIS DEN FORBANDEDE FØRENDE!!!”
Irvine: “Tæt på kan jo ligeså godt være langt fra.”
Senna: ”Nu skal jeg fortælle dig noget. Hvis du ikke opfører dig ordentligt under det næste løb, så kan du godt begynde at revurdere hvad du går og laver. Det kan jeg godt garantere dig!”
Irvine: ”Alle stewards sagde: `Intet problem. Intet var galt.´”
Senna: ”Ja så? Du kan bare vente til Australien. Vent du bare til Australien, hvor de samme stewards vil tale med dig. Så kan du komme tilbage til mig, og sige at jeg har ret.”
Irvine: ”Hey, jeg skal jo gøre det bedste for mig selv.”
Senna: ”Det er ikke rigtigt. Du vil gerne gøre det godt. Jeg forstår det, for jeg har været der selv. Men det er meget uprofessionelt. Hvis man er en backmarker, fordi man tilfældigvis bliver sat tilbage med en omgang…..”
Irvine: ”Men jeg ville have fulgt med dig, hvis du havde overhalet Hill.”
Senna: ”Man skal lade den førende komme forbi.”
Irvine: ”Det har jeg altså forstået nu!”
Senna: ”….Og ikke komme forbi og lave de ting, som du gjorde. Du havde nær ramt Hill foran mig tre gange, det så jeg selv, og jeg kunne have ramt både dig og ham som et resultat, og det er altså ikke måden at gøre sådan noget på.”
Irvine: ”Men jeg kørte race. Jeg kørte race. Du kom bare til at…”
Senna: ”Du kørte ikke race! Du kørte som en forbandet idiot! Du er ikke nogen racerkører, du er bare en forbandet idiot!”
Irvine: ”Du bare taler og taler. Du var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”
Senna: ”Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?”
Irvine: ”Ja. Jeg kæmpede med Hill.”
Senna: ”Virkelig? Virkelig? Så fortæl mig lige en ting. Hvem har den endelige beslutning? Dig eller den førende i løbet som kommer op for at sætte dig tilbage med en omgang?”
Irvine: “Den førende i løbet.”
Senna: ”Så hvad har du så gjort?”
Irvine: “Det var dig, du var for langsom, og jeg måtte overhale dig for at prøve at komme op til Hill.”
Senna: ”Virkelig? Hvordan satte jeg dig tilbage med en omgang, hvis jeg var for langsom?”
Irvine: ”Regn. Fordi du på slicks var hurtigere end mig, på regnvejrsdæk var du ikke.”
Senna: “Virkelig? Virkelig? Hvordan kunne jeg så komme og overhale dig på regnvejrsdæk?”
Irvine: “Hvad?”
Senna: “Hvordan kunne jeg overhale dig på regnvejrsdæk?”
Irvine: “Det kan jeg ikke huske. Jeg kan faktisk ikke huske løbet.”
Senna: ”Præcis. Fordi du er simpelthen ikke klog nok til at huske det. Det er sådan det ender, du!”
Irvine. ”Fair nok. Fair nok. Det er din holdning.”
Senna: ”Du skal til at passe på, du!”
Irvine: ”Det skal jeg nok.”
Senna: ”Du kommer til at få problemer, ikke bare med mig, men med mange af de andre fyre, og også FIA!”
Irvine: ”Virkelig?”
Senna: ”Det kan du være sikker på.”
Irvine: ”Virkeligt? Godt”
Senna: ”Virkeligt? Det er godt at være klar over det”
Irvine: ”Vi ses derude.”
Senna: “Det er godt at vide den slags.”
Irvine: ”Vi ses derude.”
Selvom det umiddelbart ser ud til at Senna vender ryggen til for at gå, så vender Senna sig hurtigt igen og rammer Irvine klokkerent på kæben med en lige venstre. Irvine mister
balancen, og falder ned af bordet. Senna råber stadig op, haster mod døren.
Irvine skriger: ”Erstatningskrav!”
Senna haster mod døren: ”Du skal bare til at lære vise respekt, når du dummer dig!”
Tanken om at irske Eddie Irvine måske har kørt sit sidste Formel 1 løb kan skræmme livet af mig – intet mindre! Faktisk i sådan en grad at jeg ser Formel 1 sporten tage endnu et stort skridt hen imod det som jeg frygter allermest, nemlig at se endnu flere bebumsede og vandkæmmede 21-årige kordrenge hælde vand ud af ørerne til den måbende verdenspresse. F1 er en mandesport, fra dengang mænd var mænd og bøsser var noget som man gik på jagt med.
Ikke nok med at stadig flere politisk korrekte og kritiske røster gerne så den arbejdsløse og nu tidligere Jaguar kører hænge hjelmen på hylden. Af en eller anden grund er der en uskreven regel om, at man som kører ikke længere må køre Formel 1 løb, når man som den gode Irvine hastigt er på vej mod de fyrretyve år.
Heldigt at denne jantelovsregel ikke gjaldt for den femdobbelte F1 champ, Juan Manuel Fangio, ellers havde han aldrig vundet alle sine pokaler. De færreste vil vel også med æren i behold påstå at vores egen sportsvognsguru, Tom Kristensen, er på vej ned af bakke. Jeg vil for egen regning hævde, at der hænger et større sæt boller på 36 årige Irvine og de to andre hurtige herrer, end der gør på samtlige unge newcommers i vores ædle Formel 1 sport.
Vel er tiden ovre, hvor man kører race til vinger, skærme og frontrude falder af, og man må fuldføre løbet med blodet løbende fra adskillige snitsår, siddende på en pose appelsiner. Men hvorfor skal en ung, holdningsløs og politisk korrekt F1 kører have både mor, far og en spindoctor med hver gang han bliver udspurgt af pressen? Eddie er et tågehorn, ingen tvivl om det. Og undertegnede ville da hellere have begge tommeltotter i klemme i en tungtlastet gyngestol, end at være i team med den temperamentsfulde irer. Men hellere holdninger og kolorit, end mængdevarer
IDOLET PÅ VÆGGEN I DRENGEVÆRELSET
I mine øjne repræsenterer Edmund `Eddie´ Irvine alt, hvad jeg håber på hos en Formel 1 kører. Han er modig som få, han er bedøvende ligeglad med om folk kan lide ham eller ej, han er af og til næsten for ærlig, han er et 100 procent konkurrencemenneske og han nægter at stille sig tilfreds med mindre end det absolut højest opnåelige. Noget som de stakkels ingeniører hos Gestione Sportiva og Jaguar Racing har følt på deres egen krop, dag efter dag. Ikke mange andre F1 kørere hos den stejlende hingst har haft mod til at stille op på deres tekniske direktør, Ross Brawn´s kontor, og råbt ham ind i hovedet af sine lungers fulde kraft, at hans bil kører af helvede til!
Men det har Eddie faktisk gjort ved flere lejligheder, og Ross har da efter at have sundet sig lidt måttet erkende, at Ferrari rent faktisk savner den hidsige øbo. Eddie bruger måske ikke så mange fine management gloser som en vis Michael Schumacher, men han formår det samme. Nemlig at få alle omkring sig til enten at løbe skrigende væk, eller også arbejde hårdere end de nogensinde har gjort før. Tro det eller ej; internt hos Ferrari har Irvine faktisk ry for at være en af verdens bedste Formel 1 testkørere.
Når alt kommer til alt, så er Eddie Irvine vel egentligt vel tæt på at være det ikon, som alle sunde drenge drømmer om at blive som, når de begynder at få bumser, interessere sig for racerbiler og ikke mindst det smukke køn. Eddie kan køre racerbil som få, han får en hyre som kan finansiere et mindre uland og så scorer han den ene vidunderlige kvindelige skønhed efter den anden. Gerne samtidigt, hvis chancen byder sig.
Men hvorfor er manden så bimlende upopulær. Et eller andet sted tror jeg, at han er fyren som alle elsker at hade. Hvis Supersignalets interviewer spørger ireren, hvorfor hans mosgrønne Jaguar R3 for gud ved hvilken gang har opgivet ånden før det ternede flag, så er manden ærlig. Måske netop derfor siger rygtet, at Jaguar Racing teamchef, Niki Lauda, ved flere lejligheder har været ved at æde sin mildt sagt rustikke kasket af bar ærgrelse over, at Irvine åbent og ærligt indrømmer at Jaguar teamet er: "In deep shit!"
FRA EDMUND TIL OHH EDDIE..!
For at finde ud af, hvad der gemmer sig bag de altid moderigtige solbriller, så skal vi næsten spole filmen tilbage til den dag, at Edmund som hans borgerlige navn er, for første gang lod sig høre i nordirske Conlig og omegn. Den 10. november 1965 kastede solen sine første stråler på den skrigende unge, som så mange ungmøer en del år senere med et længselsfuldt og inderligt suk skulle kalde: "Ohh Eddie!"
Kun få andre på kloden er mere racinggale end Eddie. Heldigvis for os var en af de ægte entusiaster Eddie´s fader Edmund. Han insisterede indtil det sidste på, at den unge knægt skulle døbes Stirling Moss Irvine! Moder Kathleen fik dog den stolte far fra den ide, ved at opkalde ønskesønnen efter netop faderen. Så Edmund Irvine Junior var en realitet, selvom han hurtigt endte med at lystre det mere mundrette Eddie. Selvom Eddie i dag tjener et svimlende millionbeløb på F1, så har han aldrig nogensinde selv betalt for at komme ind til et GP. Allerede fra barnsben var der tradition for, at unge Eddie og søster Sonia plankede sig vej igennem hegnet til Englands GP, for at komme ind og se noget ræs.
Specielt ireren John Watson var populær, men også James Hunt stod højt på Eddie´s idolliste. Også faderen havde Eddie´s beundrende øjne på sig, mens Edmund Senior kastede sine historiske racere rundt på de lokale racerbaner, dog uden nogen videre succes. Derefter kastede faderen sig i stedet over en skrothandel, hvor han tjente et par skillinger på at sætte gamle skrotmodne biler i stand med salg for øje. Eddie har aldrig selv været nogen bogorm, så i en alder af bare 16 år droppede han skolen, og gik ind i faderens skrotbusiness.
SKROTPLADSENS RACERSTJERNE - FORMEL FORD VM
Men benzinen havde ikke forladt blodet hos Edmund Senior, men efter endnu et lykkeløst come back, så besluttede faderen at lade sønnen komme til. Dog skulle Eddie stadig knokle i faderen skrot handel, uden løn naturligvis, for i stedet at lade hyren finansiere motorsporten. I en alder af 16 år kørte han sit første racerløb på den lokale Kirkstown bane. 3 år senere var han nået til Formel Ford, hvor 19 årige Eddie ved Formel Ford Festivalen på Brands Hatch kæmpede indædt mod to andre herrer, nemlig Johnny Herbert og Damon Hill.
Sammen med netop Johnny Herbert slog de to kamphaner sig løs som teamkammerater hos Team Quest, bag rattet i en FF1600 racer, pudsigt at tænke på at de to 15 år senere igen skulle danne makkerpar hos Jaguar Racing Formel 1 teamet. Men en fabrikskontrakt med Van Diemen i 1987 gav Eddie det endelige skub, som skulle se ham snuppe både det engelske RAC Formel Ford mesterskab, samt ikke mindst det uofficielle Formel Ford verdensmesterskab ved Formel Ford Festivalen på Brands Hatch samme år.
Han sikrede sig i det samme guldår også en flot andenplads i BBC Formel Ford 2000 mesterskabet for Team Talon med hele 24 point. Slutteligt vinder han også Esso Formel Ford mesterskabet, og spredt ud over de tre serier vinder han det samme år hele 22 sejre og 19 pole positions. Man skal smede mens jernet er varmt.
Så Eddie hastede videre til en fire dages Formel 3 test, hvor han skulle køre en shoot-out mod Mark Blundell og Gianni Morbidelli. Dommerpanelet bestod af ingen ringere end Ron Dennis samt James Hunt. Han sikrede sig F3 sædet i en Ralt Alfa Romeo racer hos West Surrey Racing det følgende år, men måtte nøjes med en femteplads i det engelske F3 mesterskab bag landsmanden Martin Donnelly.
KAMPEN MOD GLEMSLEN I F3000
Irvine havde mistet enhver lyst til at fortsætte i den skrøbelige Ralt F3 racer, så han vender blikket mod F3000. Noget tyder på, at dette måske ikke var den klogeste beslutning han der tog. Hans nye team var nemlig det navnkundige Pacific Racing team, som senere skulle gøre det så hamrende elendigt i Formel 1, i de 22 GP løb de holdt til før de gik konkurs.
Ikke desto mindre blev han i 1989 teammate med J. J. Lehto, men det nye og meget uerfarne team havde det ikke nemt. Irvine´s humør blev ikke bedre af, at hans finske teamkammerat blev tilbudt guld og grønne skove, mens Eddie bare måtte bide tænderne sammen og kæmpe videre. Derfor blev han da heller ikke overrasket over, at Lehto snart kunne smykke sig med titlel som Ferrari Formel 1 testkører. For at føje spot til ksade løber Jean Alesi med F3000 titlen samme år, nu skilles fårene fra bukkene.
Men Eddie fik snart en skytsengel i 1976 Formel 1 verdensmesteren, Jamens Hunt. Det tidligere forbillede kunne se meget af sig selv i den unge Irvine, og da Hunt samtidig var blevet sponsorrådgiver for det meget magtfulde Marlboro Racing brand, så tog det ikke lang tid før Edmund Irvine Junior for første gang i 1989 kunne sætte sig i en Formel 1 racer. Bilen var en Onyx og testen foregik på den franske Paul Ricard bane. Men testen gik ikke specielt godt, og Irvine udtalte bagefter at der ikke var megen ide i at teste yderligere for det fattige Onyx team. Derfor gik der også hele tre et halvt år, før han igen sad i en F1 bil.
Irske Irvine skifter i 1990 fra det haltende Pacific Racing team til det lige så irske Eddie Jordan Formel 3000 team. Dette betyder, at han også vender Marlboro ryggen, eftersom han satser på at det Camel støttede Jordan team snart skulle debutere i Formel 1. Her deltog han i FIA F3000 serien sammen med medkørerne Heinz-Harald Frentzen og Emanuele Naspetti. En samlet 3. plads i mesterskabet, med en enkelt sejr på Hockenheim var desværre alt hvad teamet kunne tilbyde. Men trods det irske broderskab var Irvine nødt til at betale Eddie Jordan en mindre formue for sædet, men det gjorde han gerne eftersom Jordan teamet havde sendt flere kørere direkte i F1. Men ak, manglen på sponsorkroner betød, at han måtte droppe Eddie Jordan og vende næsen mod Japan.
JAPAN, SAKE OG GEISHAER - OG FORMEL 1
I Fjernøsten ville han både få udbetalt løn, hvilket Eddie ikke havde prøvet før. Samtidig kunne han være lidt tættere på hans daværende kæreste Maria, som boede i Macau. Så fra 1991 og de følgende tre år deltog han i den japanske Formula Nippon serie. Han vinder i sit debutår en flot sejr på Mine banen, og op til Formula Nippon debuten når han også at deltage i Japan Sports Prototype Championship i en Porsche, som han delte med Johnny Herbert og svenske Rickard Rydell. For at krone året med stil, så sikrer han sige en flot 3. plads i det legendariske F3 løb, Macau Grand Prix.
Året efter fortsætter han sin hærgen i Formula Nippon, hvor han igen vinder på Mine banen fra pole, og han opnår også pole position på Autopolis banen, men hård kørsel ser ham udgå undervejs. Så han må nøjes med en 8. plads og 17. point i alt. Mere succes har han i Japan Sports Prototype Championship, hvor han sammen med Jacques Villeneuve og Tom Kristensen i en Toyota kæmper sig op på en 2. plads i finaleløbet på hans yndlingsbane Mine banen.
Han debuterer også på Le Mans, hvor han gennemfører de 24 timer sammen med Toyota kollegaen Roland Ratzenberger, og slutter på en samlet 9. plads. Takket være venskabet med rødderne Tom K. og Jacques var der aldrig kedeligt i Japan, det japanske politi husker efter sigende stadig de tre fartglade lømler.
1993 er året hvor det hele sker for den unge irer. Han fortsætter i Formula Nippon serien, og nu har han endelig fået taget på den japanske F3000 serie. Han vinder på Suzuka, og sætter efterfølgende 4 pole positioner. Dette betyder at han er med i kampen om mesterskabet faktisk helt til sidst, men noget kommer i vejen for hans deltagelse i de sidste løb i Formula Nippon serien. Trods dette afbræk opnår Eddie en flot andenplads med 32 point. Han deltager stadig i det japanske sportsprototype mesterskab for Toyota, kører hurtigste omgang ved 24 timers løbet på Le Mans og kører en sikker 4. plads i hus i den franske klassiker.
Hans holder dog fast i kontakten med Eddie Jordan, som i mellemtiden og som forudsagt, endelig har debuteret i Formel 1 med sit eget team. Den irske teamchef står pludselig og mangler en kører til at køre de sidste to Formel 1 løb i 1993 kalenderen, og pludseligt kommer han i tanke om Irvine. Så den unge irer må droppe alt om Formula Nippon mesterskabet.
På Suzuka den 22-24. oktober debuterer Eddie Irvine i Formel 1 i sin Sasol Jordan Hart 193. Dette skulle blive et af de mest mindeværdige Formel 1 debuter i nyere tid. især huskes en duel på liv og død mellem debutanten Irvine og selveste Ayrton Senna i McLaren Ford. Eddie startede fra sin 8. plads på gridden, hvor Senna holdt lige bag polesitter og ærkerival Alain Prost.
KAMPEN MED KONGEN SENNA
Irvine kæmpede som en gal med den svage Hart motoriserede racer. Banen var på det tidspunkt blevet overdænget af en mindre byge, og nogen var på slicks og andre på regnvejrsdæk. Eddie på regnvejrsdæk sloges på dette tidspunkt om 4. pladsen med Damon Hill som til gengæld kæmpede en håbløs kamp med sine slicks på den våde bane, men han nægtede at lade sig overhale. Da nåede Kongen af F1, selveste Ayrton Senna, op bag ireren for at sætte ham tilbage med en opgang, men det var Irvine på ingen måde interesseret i. Så han benyttede alt hvad Suzuka kan tilbyde af asfalt, og somme tider var han også halvvejs af banen for at sikre sig, at Senna nu blev bagved. Ayrton fik støv, jord og sten lige i synet, mens han prøvede at finde en vej rundt om denne sindssyge debutant.
Endelig kom Senna forbi, men blev så opholdt af Hill som heller ikke ville overhales, Senna eller ej. Så mens brasilianeren kæmpede med Hill snuppede Eddie sin plads tilbage igen. Senna var rasende, rygende rasende faktisk. Eddie sikrede sig senere den højt ønskede 6. plads mod slutningen af løbet, ved simpelthen at skubbe stakkels Derek Warwick´s Footwork racer af banen i Casio chikanen.
Således blev Eddie medlem af den udvalgte elite, som scorer VM point ved sit debutløb. Senna som senere vandt løbet var hvidglødende af raseri. Så da brasilianeren efter løbet mødte Irvine, som på ingen måde havde noget til overs for Sennas beklagelser og i øvrigt havde bedre at lave end at høre på den lille hidsige brasilianer, så knækkede filmen for Senna.
Eddie sad på et bord i Jordan garagen, sammen med teammate Rubens Barrichello og en del Jordan folk. Alle ser de en videooptagelse af kampen mellem Irvine, Hill og Senna. Han havde umiddelbart ikke tænkt nærmere over kontroverserne med føreren af den rød/hvide McLaren. Men Senna havde absolut andre planer. Ind træder Ayrton Senna sammen med McLarens pressechef, Norman Howell, og Sennas raceingeniør, Giorgio Ascanelli. Irvine vinker til Senna, og så bryder helvede løs:
Irvine: "Her!"
Senna: “Hvad F… tror du at du laver?”
Irvine: ”Jeg kørte race!”
Senna: ”Du kørte race? Kender du reglerne som siger, at du skal lade de førende komme forbi, når du er en backmarker?”
Irvine: ”Hvis du kørte hurtigt nok, så ville det vel ikke være noget problem?”
Senna: ”Jeg overhalede dig! Og du kørte af banen tre gange foran mig, alle tre gange det samme sted, som en anden forbandet idiot, fordi der lå olie. Og du smed sten og muligt op foran mig i hele tre omgange. Da jeg snuppede dig, så fandt du pludseligt ud af, at jeg var foran dig. Og da jeg nåede op til Hill, fordi han var på slicks og i vanskeligheder, så skulle du være blevet bag ved mig. Du tog en meget stor chance ved at risikere at tage mig ud af løbet.”
Irvine: ”Hvor bragte jeg dig i fare?”
Senna: ”Du bragte mig ikke i fare?”
Irvine: ”Rørte jeg dig? Rørte jeg dig på noget tidspunkt?”
Senna: ”Nej, men du var godt ikke langt fra at røre mig, jeg var tilfældigvis den forbandede leder. JEG VAR TILFÆLDIGVIS DEN FORBANDEDE FØRENDE!!!”
Irvine: “Tæt på kan jo ligeså godt være langt fra.”
Senna: ”Nu skal jeg fortælle dig noget. Hvis du ikke opfører dig ordentligt under det næste løb, så kan du godt begynde at revurdere hvad du går og laver. Det kan jeg godt garantere dig!”
Irvine: ”Alle stewards sagde: `Intet problem. Intet var galt.´”
Senna: ”Ja så? Du kan bare vente til Australien. Vent du bare til Australien, hvor de samme stewards vil tale med dig. Så kan du komme tilbage til mig, og sige at jeg har ret.”
Irvine: ”Hey, jeg skal jo gøre det bedste for mig selv.”
Senna: ”Det er ikke rigtigt. Du vil gerne gøre det godt. Jeg forstår det, for jeg har været der selv. Men det er meget uprofessionelt. Hvis man er en backmarker, fordi man tilfældigvis bliver sat tilbage med en omgang…..”
Irvine: ”Men jeg ville have fulgt med dig, hvis du havde overhalet Hill.”
Senna: ”Man skal lade den førende komme forbi.”
Irvine: ”Det har jeg altså forstået nu!”
Senna: ”….Og ikke komme forbi og lave de ting, som du gjorde. Du havde nær ramt Hill foran mig tre gange, det så jeg selv, og jeg kunne have ramt både dig og ham som et resultat, og det er altså ikke måden at gøre sådan noget på.”
Irvine: ”Men jeg kørte race. Jeg kørte race. Du kom bare til at…”
Senna: ”Du kørte ikke race! Du kørte som en forbandet idiot! Du er ikke nogen racerkører, du er bare en forbandet idiot!”
Irvine: ”Du bare taler og taler. Du var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”
Senna: ”Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?”
Irvine: ”Ja. Jeg kæmpede med Hill.”
Senna: ”Virkelig? Virkelig? Så fortæl mig lige en ting. Hvem har den endelige beslutning? Dig eller den førende i løbet som kommer op for at sætte dig tilbage med en omgang?”
Irvine: “Den førende i løbet.”
Senna: ”Så hvad har du så gjort?”
Irvine: “Det var dig, du var for langsom, og jeg måtte overhale dig for at prøve at komme op til Hill.”
Senna: ”Virkelig? Hvordan satte jeg dig tilbage med en omgang, hvis jeg var for langsom?”
Irvine: ”Regn. Fordi du på slicks var hurtigere end mig, på regnvejrsdæk var du ikke.”
Senna: “Virkelig? Virkelig? Hvordan kunne jeg så komme og overhale dig på regnvejrsdæk?”
Irvine: “Hvad?”
Senna: “Hvordan kunne jeg overhale dig på regnvejrsdæk?”
Irvine: “Det kan jeg ikke huske. Jeg kan faktisk ikke huske løbet.”
Senna: ”Præcis. Fordi du er simpelthen ikke klog nok til at huske det. Det er sådan det ender, du!”
Irvine. ”Fair nok. Fair nok. Det er din holdning.”
Senna: ”Du skal til at passe på, du!”
Irvine: ”Det skal jeg nok.”
Senna: ”Du kommer til at få problemer, ikke bare med mig, men med mange af de andre fyre, og også FIA!”
Irvine: ”Virkelig?”
Senna: ”Det kan du være sikker på.”
Irvine: ”Virkeligt? Godt”
Senna: ”Virkeligt? Det er godt at være klar over det”
Irvine: ”Vi ses derude.”
Senna: “Det er godt at vide den slags.”
Irvine: ”Vi ses derude.”
Selvom det umiddelbart ser ud til at Senna vender ryggen til for at gå, så vender Senna sig hurtigt igen og rammer Irvine klokkerent på kæben med en lige venstre. Irvine mister
balancen, og falder ned af bordet. Senna råber stadig op, haster mod døren.
Irvine skriger: ”Erstatningskrav!”
Senna haster mod døren: ”Du skal bare til at lære vise respekt, når du dummer dig!”
FORTSÆTTELSE FØLGER...
Eddie Irvine har sat sin fod i Formel 1, og en ting er i hvert fald helt sikkert. Det bliver ikke kedeligt, Eddie Irvine er en ægte fighter, og han er iskold overfor om det er den daværende konge af Formel 1 som han er ved at køre af banen i sit debutløb.
Allerede i sit næste løb i Australien er han igen i fokus, og endnu engang er der flere kørere som må huske alt hvad de kan om mind control og selvbeherskelse, for ikke at sprænge i luften, efter at have været i nærkontakt med denne irske debutant. Formel 1 kan se frem til en spændende tid.
Skrevet af Aslak Vind
aslak@f1journal.com
