F1JOURNAL.COM

Foto: Audi Sport Press. (manipuleret af F1Journal.com)

Historien om Tom Kristensen og Le Mans er allerede skrevet: Om hvordan han kom med på afbud og hvordan det har været startskuddet på en glorværdig tid i et af verdens vigtigste motorløb. Det sjette sejskapitel er blevet føjet til - og man fristes til at sige: det var blot en ny dag på kontoret for Tom Kristensen.

Da F1Journal.com talte med Tom efter sejren i 2003 med Bentley - en sejr der fik masser af omtale, særligt i de britiske medier, var dansk motorsports mest succesfulde racerkører ikke blevet mæt. "Der er stadig lyst til at vinde mere - det er det som motorsporten handler om. Fordi du har en god dag på jobbet, så går du da også på job dagen efter? Det er jo nogenlunde det samme. Et nyt løb giver nye udfordringer og specielt på Le Mans, hvor der er så meget i det og så mange nye ting,"

Sulten til sejr blev stillet igen i 2004, men hvor de fire seneste sejre med Audi og Bentley lå indenfor rimelig overskuelighed, så kom Tom ikke ind til dette års løb som en åben favorit. Fire Audi kunne regnes som oplagte løbsvindere i et år hvor der ikke var direkte engagement fra de store bilfabrikker. Le Mans var derfor et spil mellem tre rigmænd - en brite, en amerikaner og en japaner. Tom fik en aftale om at deltage hos Team Goh sammen med Dindo Capello og Seiji Ara - et team der blev vurde-ret til at have den mindste chance af de fire Audi-teams for at vinde Le Mans 2004.

En kold vurdering af de fire teams - og ikke mindst deres organisation - pegede i retning af at de to britiske Veloqx-Audi'er var storfavoritter - flankeret af to tidligere britiske Formel 1-kørere som hold-kaptajner - Johnny Herbert og Alan McNish. Særligt i de britiske medier lå alt til et direkte opgør mel-lem de to kørere - men det er fatalt at undervurdere Tom Kristensen.

MERE USIKKERT END TIDLIGERE
For Team Goh var planen klar - det var vigtigt at komme godt i gang med løbet og få rystet de første nerver af sig. I de forgangne år har Audi-teams'ene vist at de har kørt som schweiziske urværker - præcist, stabilt og uden det store ramasjang. Løbet i 2004 var dog præget af uheld og tekniske småproblemer. For Team Goh kom nerverne tidligt - tekniske problemer for Dindo Capello gjorde at alle måtte holde vejret - var det allerede forbi for Tom Kristensen og co.? Heldigvis kom italieneren videre - men Audi'erne viste at de ikke var usårlige.

Foto: Audi Sport Press

Tilfældighederne spillede også ind, og var et varsel for alle kørerne at Le Mans ikke er ren skinnekør-sel. Lidt olie på banen - resultatet blev en stor afkørsel for to andre Audi'er - Le Mans 2004 fik masser af drama i de første timer, og viste at ingen kan vide sig sikker.

Selvom det lignede et svært comeback for Team Goh, så var optimismen intakt. Planen var at Tom skulle køre de vigtige stint i nat og morgentimerne - ganske som vi så det i danskerens debutløb i 1997, hvor han i de kølige morgentimer satte den daværende banerekord. Taktikken holdt - søndag morgen var croissanterne varme i ovnene til en ny danske Le Mans triumf.

De sidste timer var ulidelige - for selvom det så lovende ud, så ved man aldrig. Toyota kan tale med om at tabe det hele i den sidste time, og med den japanske kamikazepilot Seiji Ara bag rattet følte man sig ikke helt sikker - selv Tom ventede længere end tidligere i garagen for at tale Ara igennem de sid-ste omgange på La Sarthe. Der blev kørt lidt ved siden af banen - men Herbert kom ikke tættere på.

DEN STØRSTE TRIUMF?
I det første år uden direkte engagement fra de store fabrikker, blev det de undertippede japanere der løb med sejren. Og netop det faktum at danskeren hjemførte sin sjette Le Mans sejr med Team Goh perspektiverer indsatsen. Tom har ikke været meget for at pege på hvilke sejre der har betydet mest eller været bedst. Selvfølgelig den første i 1997 - eller de tre sejre i træk sammen med Biela og Pirro. Eller at vinde med Bentley - men faktisk står sejren i 2004 som en af de største. Ikke fordi den på det ydre ser prangende ud, for det gør den ikke. Men under facaden har det vist at omhyggeligt arbejde, stort engagement og ikke mindst team-spirit er nøgleord til succes.

På baggrund af sin erfaring og sejre, er det på det ydre naturligt at pege på Tom i rollen som holdkap-tajnen. Men det er egentlig en rolle som han helst undviger. Nils Finderup, der har fulgt Tom Kristen-sen igennem karrieren, vurderer at danskeren er hel unik som leder. "Han er ikke leder som sådan - og han hader det begreb! Men det er naturligt, at han med sin erfaring og evner inden for opsætning spil-ler en stor rolle i teamet. Hans primære rolle er vel nærmest, at han med sin ro, viden og sociale egen-skaber er den perfekte til at skabe en god, optimistisk atmosfære i et team. Alle tror lidt mere på det, og da Tom også er god til at vise alle andre tillid, får han alle til at yde lidt mere," siger Nils Finderup.

Der hvor man nok første gang så danskeren i den rolle, var hos Bentley sidste år, hvor holdet fungere-de utrolig godt - sammen med Dindo Capello, som Tom havde dannet makkerskab med i ALMS og den unge og energiske Guy Smith. Bentley nummer 8 havde ikke den voldsomme bevågenhed - den gik i stedet til den britiske bil hvor armbevægelserne hos topnavnene var store.

Til løbet i 2004 var teamet udskiftet - det var ikke den velsmurte tyske organisation teamet var bygget op omkring, og tredjekøreren var teamejeren Kazumichi Gohs protegé. Med andre ord - forholdene var ikke helt de samme som tidligere, og en 'rå' vurdering af tingene gjorde at man kunne tro at forhol-dene var de mindst gunstige af de otte løb som Tom var stillet op i. Men hvor det ydre kan vildlede, så viste fakta at Goh-teamet var mere i balance med sig selv i forhold til Veloqx-teamet. "Tom slår altid på team-spirit, mens Veloqx tydeligt gik efter at lade Herbert og McNish få kaptajnrollen. Veloqx brugte også mange ressourcer på at hente pole, hvor Goh brugte tid på at finde en bedre løbsopsæt-ning," forklarer Nils Finderup.

Og netop til sidst viste Tom stor tillid til Seiji Ara ved at lade ham køre i mål. Modsat Voloqx-teamet troede de på køreren der kunne anses for at være det svageste led. Ara fik lov at køre bilen i mål - uan-set om det blev spændende eller ej, mens Herbert valgte at kaste sig selv i raceren på bekostning af Guy Smith - en disposition som Nils Finderup mener er et tegn på dårlig ledelse. Så selvom Tom er den mest vindende kører, får det ham ikke til at dominere teamet. "Le Mans er et hold-løb, og der me-ner jeg at Toms taktik er den helt perfekte. Du kan ikke vinde et løb på at have én superkører, men du kan tabe det ved at have en uharmonisk kørersammensætning," mener Nils Finderup.

Så ud over at have vundet løbet for sjette gang, har han også vist de rigtige egenskaber der skal til for at sejre. Selvom danskeren kunne tro mere på sig selv - og også med rette - er han en holdspiller. Og det er måske i virkeligheden det der hindrer kørere som Allan McNish og Johnny Herbert i at vinde - fordi de fylder alt for meget og primært på sig selv! En racerkører skal være egoist til en vis grænse, men Le Mans handler især om samarbejde. Og på den baggrund er sejren i år en af de største - fordi teamet vandt mod alle odds.

Dindo og Tom følger nøje Aras kørsel på den over 13 km. lange bane - Foto: Audi Sport Press

VELKOMMEN I KLUBBEN
Med den sjette sejr på Le Mans indtrådte danskeren i en yderst eksklusiv klub - en klub der fordoblede sit medlemstal efter 2004. Kun én kører har vundet ligeså mange løb - legendariske Jacky Ickx der nu er tilknyttet en rolle som løbsleder. Alle andre rekorder står der Tom Kristensen på - at have vundet fem gange i træk er han ene om, og det er en rekord der ikke lige med det første står for fald. For Tom er belgieren Jacky Ickx stadig den største - der er en stor gensidig respekt mellem to af Le Mans-historiens allerstørste.

Men hvor Ickx bruge talrige år på at vinde seks gange - første gang i 1969 og sidste gang i 1982 - Tom har gjort det på otte år. Blot to forsøg på Le Mans har ikke givet sejr (og så taler vi ikke om hvor tæt på han faktisk var på sejren i 1999 sammen med BMW!) Det er i sig selv en enestående rekord - Icks var stor, men Tom er større!

Der tales meget om at Michael Schumacher og Ferrari har domineret Formel 1-sporten totalt - mens Le Mans har Tom Kristensen som den dominerende skikkelse de sidste fem år. Har det været kedeligt at se på? Næ, ikke ligefrem når man har de store danske briller på. Nu venter vi så blot på at Tom tager sin syvende sejr - måske i en hel ny Audi næste år! Hiver han sin syvende sejr hjem er ingen over eller ved siden af Tom - mon ikke det skal kunne lade sig gøre at tage én sejr mere? Og hvis jeg var Johnny Herbert (og det er jeg heldigvis ikke...) så ville jeg forsøge at komme på hold med Tom - og acceptere at danskeren ER kongen på Le Mans! Om Tom så vil have ham på holdet, er en helt anden ting...

Tom sikrede sig sin 6. sejr - nu mangler han blot én sejr for enevældigt at være Kongen af Le Mans.
Foto: Audi Sport Press.

		*F1JOURNAL.COM / F1 PORTRÆT / ARTIKEL* Foto: Audi Sport Press. (manipuleret af F1Journal.com) Historien om Tom Kristensen og Le Mans er allerede skrevet: Om hvordan han kom med på afbud og hvordan det har været startskuddet på en glorværdig tid i et af verdens vigtigste motorløb. Det sjette sejskapitel er blevet føjet til - og man fristes til at sige: det var blot en ny dag på kontoret for Tom Kristensen. Da F1Journal.com talte med Tom efter sejren i 2003 med Bentley - en sejr der fik masser af omtale, særligt i de britiske medier, var dansk motorsports mest succesfulde racerkører ikke blevet mæt. "Der er stadig lyst til at vinde mere - det er det som motorsporten handler om. Fordi du har en god dag på jobbet, så går du da også på job dagen efter? Det er jo nogenlunde det samme. Et nyt løb giver nye udfordringer og specielt på Le Mans, hvor der er så meget i det og så mange nye ting," Sulten til sejr blev stillet igen i 2004, men hvor de fire seneste sejre med Audi og Bentley lå indenfor rimelig overskuelighed, så kom Tom ikke ind til dette års løb som en åben favorit. Fire Audi kunne regnes som oplagte løbsvindere i et år hvor der ikke var direkte engagement fra de store bilfabrikker. Le Mans var derfor et spil mellem tre rigmænd - en brite, en amerikaner og en japaner. Tom fik en aftale om at deltage hos Team Goh sammen med Dindo Capello og Seiji Ara - et team der blev vurde-ret til at have den mindste chance af de fire Audi-teams for at vinde Le Mans 2004. En kold vurdering af de fire teams - og ikke mindst deres organisation - pegede i retning af at de to britiske Veloqx-Audi'er var storfavoritter - flankeret af to tidligere britiske Formel 1-kørere som hold-kaptajner - Johnny Herbert og Alan McNish. Særligt i de britiske medier lå alt til et direkte opgør mel-lem de to kørere - men det er fatalt at undervurdere Tom Kristensen. MERE USIKKERT END TIDLIGERE For Team Goh var planen klar - det var vigtigt at komme godt i gang med løbet og få rystet de første nerver af sig. I de forgangne år har Audi-teams'ene vist at de har kørt som schweiziske urværker - præcist, stabilt og uden det store ramasjang. Løbet i 2004 var dog præget af uheld og tekniske småproblemer. For Team Goh kom nerverne tidligt - tekniske problemer for Dindo Capello gjorde at alle måtte holde vejret - var det allerede forbi for Tom Kristensen og co.? Heldigvis kom italieneren videre - men Audi'erne viste at de ikke var usårlige. Foto: Audi Sport Press Tilfældighederne spillede også ind, og var et varsel for alle kørerne at Le Mans ikke er ren skinnekør-sel. Lidt olie på banen - resultatet blev en stor afkørsel for to andre Audi'er - Le Mans 2004 fik masser af drama i de første timer, og viste at ingen kan vide sig sikker. Selvom det lignede et svært comeback for Team Goh, så var optimismen intakt. Planen var at Tom skulle køre de vigtige stint i nat og morgentimerne - ganske som vi så det i danskerens debutløb i 1997, hvor han i de kølige morgentimer satte den daværende banerekord. Taktikken holdt - søndag morgen var croissanterne varme i ovnene til en ny danske Le Mans triumf. De sidste timer var ulidelige - for selvom det så lovende ud, så ved man aldrig. Toyota kan tale med om at tabe det hele i den sidste time, og med den japanske kamikazepilot Seiji Ara bag rattet følte man sig ikke helt sikker - selv Tom ventede længere end tidligere i garagen for at tale Ara igennem de sid-ste omgange på La Sarthe. Der blev kørt lidt ved siden af banen - men Herbert kom ikke tættere på. DEN STØRSTE TRIUMF? I det første år uden direkte engagement fra de store fabrikker, blev det de undertippede japanere der løb med sejren. Og netop det faktum at danskeren hjemførte sin sjette Le Mans sejr med Team Goh perspektiverer indsatsen. Tom har ikke været meget for at pege på hvilke sejre der har betydet mest eller været bedst. Selvfølgelig den første i 1997 - eller de tre sejre i træk sammen med Biela og Pirro. Eller at vinde med Bentley - men faktisk står sejren i 2004 som en af de største. Ikke fordi den på det ydre ser prangende ud, for det gør den ikke. Men under facaden har det vist at omhyggeligt arbejde, stort engagement og ikke mindst team-spirit er nøgleord til succes. På baggrund af sin erfaring og sejre, er det på det ydre naturligt at pege på Tom i rollen som holdkap-tajnen. Men det er egentlig en rolle som han helst undviger. Nils Finderup, der har fulgt Tom Kristen-sen igennem karrieren, vurderer at danskeren er hel unik som leder. "Han er ikke leder som sådan - og han hader det begreb! Men det er naturligt, at han med sin erfaring og evner inden for opsætning spil-ler en stor rolle i teamet. Hans primære rolle er vel nærmest, at han med sin ro, viden og sociale egen-skaber er den perfekte til at skabe en god, optimistisk atmosfære i et team. Alle tror lidt mere på det, og da Tom også er god til at vise alle andre tillid, får han alle til at yde lidt mere," siger Nils Finderup. Der hvor man nok første gang så danskeren i den rolle, var hos Bentley sidste år, hvor holdet fungere-de utrolig godt - sammen med Dindo Capello, som Tom havde dannet makkerskab med i ALMS og den unge og energiske Guy Smith. Bentley nummer 8 havde ikke den voldsomme bevågenhed - den gik i stedet til den britiske bil hvor armbevægelserne hos topnavnene var store. Til løbet i 2004 var teamet udskiftet - det var ikke den velsmurte tyske organisation teamet var bygget op omkring, og tredjekøreren var teamejeren Kazumichi Gohs protegé. Med andre ord - forholdene var ikke helt de samme som tidligere, og en 'rå' vurdering af tingene gjorde at man kunne tro at forhol-dene var de mindst gunstige af de otte løb som Tom var stillet op i. Men hvor det ydre kan vildlede, så viste fakta at Goh-teamet var mere i balance med sig selv i forhold til Veloqx-teamet. "Tom slår altid på team-spirit, mens Veloqx tydeligt gik efter at lade Herbert og McNish få kaptajnrollen. Veloqx brugte også mange ressourcer på at hente pole, hvor Goh brugte tid på at finde en bedre løbsopsæt-ning," forklarer Nils Finderup. Og netop til sidst viste Tom stor tillid til Seiji Ara ved at lade ham køre i mål. Modsat Voloqx-teamet troede de på køreren der kunne anses for at være det svageste led. Ara fik lov at køre bilen i mål - uan-set om det blev spændende eller ej, mens Herbert valgte at kaste sig selv i raceren på bekostning af Guy Smith - en disposition som Nils Finderup mener er et tegn på dårlig ledelse. Så selvom Tom er den mest vindende kører, får det ham ikke til at dominere teamet. "Le Mans er et hold-løb, og der me-ner jeg at Toms taktik er den helt perfekte. Du kan ikke vinde et løb på at have én superkører, men du kan tabe det ved at have en uharmonisk kørersammensætning," mener Nils Finderup. Så ud over at have vundet løbet for sjette gang, har han også vist de rigtige egenskaber der skal til for at sejre. Selvom danskeren kunne tro mere på sig selv - og også med rette - er han en holdspiller. Og det er måske i virkeligheden det der hindrer kørere som Allan McNish og Johnny Herbert i at vinde - fordi de fylder alt for meget og primært på sig selv! En racerkører skal være egoist til en vis grænse, men Le Mans handler især om samarbejde. Og på den baggrund er sejren i år en af de største - fordi teamet vandt mod alle odds. Dindo og Tom følger nøje Aras kørsel på den over 13 km. lange bane - Foto: Audi Sport Press VELKOMMEN I KLUBBEN Med den sjette sejr på Le Mans indtrådte danskeren i en yderst eksklusiv klub - en klub der fordoblede sit medlemstal efter 2004. Kun én kører har vundet ligeså mange løb - legendariske Jacky Ickx der nu er tilknyttet en rolle som løbsleder. Alle andre rekorder står der Tom Kristensen på - at have vundet fem gange i træk er han ene om, og det er en rekord der ikke lige med det første står for fald. For Tom er belgieren Jacky Ickx stadig den største - der er en stor gensidig respekt mellem to af Le Mans-historiens allerstørste. Men hvor Ickx bruge talrige år på at vinde seks gange - første gang i 1969 og sidste gang i 1982 - Tom har gjort det på otte år. Blot to forsøg på Le Mans har ikke givet sejr (og så taler vi ikke om hvor tæt på han faktisk var på sejren i 1999 sammen med BMW!) Det er i sig selv en enestående rekord - Icks var stor, men Tom er større! Der tales meget om at Michael Schumacher og Ferrari har domineret Formel 1-sporten totalt - mens Le Mans har Tom Kristensen som den dominerende skikkelse de sidste fem år. Har det været kedeligt at se på? Næ, ikke ligefrem når man har de store danske briller på. Nu venter vi så blot på at Tom tager sin syvende sejr - måske i en hel ny Audi næste år! Hiver han sin syvende sejr hjem er ingen over eller ved siden af Tom - mon ikke det skal kunne lade sig gøre at tage én sejr mere? Og hvis jeg var Johnny Herbert (og det er jeg heldigvis ikke...) så ville jeg forsøge at komme på hold med Tom - og acceptere at danskeren ER kongen på Le Mans! Om Tom så vil have ham på holdet, er en helt anden ting... Tom sikrede sig sin 6. sejr - nu mangler han blot én sejr for enevældigt at være Kongen af Le Mans. Foto: Audi Sport Press.