EN AF DE STØRSTE LEGENDER
2003-sæsonen er slut og dermed er det 54 år siden det første verdensmesterskab blev afholdt for kørere i Formel 1. Af store kørere vil Juan-Manuel Fangio og Michael Schumacher utvivlsomt blive nævnt som nogle af de første. Ikke bare fordi de rangerer øverst i antal vundne mesterskaber, henholdsvis fem og seks, men bestemt også i kraft af at de som helhed er nogle af de største legender i Formel 1-historien.
Lige i kølvandet på de to mest vindende herrer følger franskmanden Alain Prost med fire VM-titler. Men til trods for den flotte statistik Prost kan præstere - både hvad angår titler og GP-sejre, er det dog typisk en af hans største rivaler fra samme epoke, der altid nævnes som en om muligt større legende. Ayrton Senna da Silva. Brasilianeren der var kendt for alt fra en perlerække af imponerende overhalinger, fightervilje, kampånd og naturtalent, til primadonnanykker, hovedløs kørsel og et særdeles iltert temperament.
Gennem sæsonpausen vil F1Journal.com ydmygt forsøge at portrættere den brasilianske legende - den sidste store kører inden Michael Schumacher overtog F1-scenen, og ryddede bordet samt indskrev sig i samtlige kapitler af statistik-bøgerne i motorsportens topklasse.
AYRTON "BECO" SENNA DA SILVA
Ayrton Senna da Silva, der som dreng lød kælenavnet Beco, blev født den 21. marts 1960 i en lille forstad til Sao Paolo ved navn Santana. Han blev nummer to i en børneflok på tre af forældrene Milton og Neyde da Silva. Faderen, Milton da Silva, var involveret i to former for industri. Dels metalforarbejdning til motordele, dels som kvægavler. Han havde flere kvægfarme der kunne tælle mere end 10.000 dyr.
Den meget unge Ayrton var ikke et motorisk naturtalent der kunne kendetegnes ved præcise koordinationsevner. Snarere tværtimod. Senna havde problemer med at gå og løbe som barn, og specielt det at gå op og ned ad trapper var et problem for ham. Så stort var problemet, at hans forældre fik ham undersøgt af medicinske specialister, der dog ikke kunne finde nogen rationel forklaring på Ayrtons motoriske problemer.
Det morsomme er dog at han af samme årsag nærmest kunne køre bil før han kunne gå. Da han var tre år gammel ræsede han rundt i en lille pedal-jeep og et år senere byggede hans far ham en motoriseret miniature-gocart, bygget op omkring en plæneklipper. Han var lige knapt stor nok til at kunne nå pedalerne i familiens jeep, da han begyndte at fræse rundt på de lokale veje i området omkring familiens farm. Skideballerne føg ham om ørerne, men han kunne simpelthen ikke lade være.
Enhver ellers nok så garvet bilist ved hvor svært det er at skifte gear uden at bruge koblingen. Men Ayrton vidste ikke bedre, og brugte derfor aldrig koblingen i familiens jeep. Historien om Ayrtons lidt for tidlige færd i trafikken er dog ikke enestående. En række store F1-legender som Juan Manuel Fangio, Stirling Moss, Jim Clark, Graham Hill og Gilles Villeneuve er ligeledes kendte for deres meget tidlige kendskab til de motoriserede køretøjer og gjorde gade og veje usikre på grund af deres lidenskab for fart.
Forbilledet Emerson Fittipaldi - Foto: Rob Ryder
PÅ BANEN MED EMERSON SOM FORBILLEDE
Det store forbillede hed Emerson Fittipaldi. Da Ayrton Senna var tolv år gammel, vandt Fittipaldi det første F1-mesterskab - ikke bare som repræsentant for Brasilien men også som repræsentant for samme by Ayrton kom fra, Sao Paolo. Dette ansporede den allerede meget fokuserede Ayrton til at stile efter ét mål: Formel 1. På dette tidspunkt havde han allerede kørt gocarts i et par år. Men faderen, der var meget begejstret over Emersons titel, besluttede sig for at sætte en mere alvorlig indsats bag sin søns lidenskab.
Milton da Silva kontaktede derfor Lucio Pascual Gascon, en spansk motorekvilibrist bosat i Brasilien, der havde taget hånd om Emerson Fittipaldis første år inden han for alvor begyndte at gøre sig bemærket på den internationale motorsportsscene. Milton overtalte Gascon, med kælenavnet Tchê, til at overvære en testsession med Ayrton på Interlagos-banen, og den spanske troldmand fattede med det samme interesse for det friske talent.
Herefter gik det stærkt - ikke bare på banen - men også med Ayrtons karriere. Blot en uge efter Ayrton blev spottet, deltog han i sit første rigtige cartingløb på Interlagos-banen den 1. juli 1973 - og vandt. Tchê tog Ayrton under sine vinger, og oplærte ham i alle facetter af kunsten at tune og opsætte en motor. Dette skulle ikke bare blive et vigtigt startskud for Ayrtons karriere, men samtidig blive et essentielt fundament for Sennas forståelse for en racers opsætning. Noget der gav ham nøglen til succes i de mange forskellige motorsportsklasser han skulle kæmpe i på hans vej op som sin epokes største motorsportstalent.
Ayrton på sin fars hjemmebyggede kart - Foto: Senna Fotoweb
LÆREMESTEREN TCHÊ
Skolen blev således meget hurtigt en sekundær ting for Ayrton. Selvom han fik respektable karakterer af sine lærere, var karakterbogen dog fyldt med anmærkninger om at han spildte sit talent, var doven og en drømmer. Ikke sært når man kender den historie der fulgte efter. Når knægten Ayrton sad og glanede ud af vinduet, var hans tanker nede på Interlagos-banen.
Ayrtons vigtigste skolegang var i Tchês garager i umiddelbar nærhed af Interlagos-banen, samt ude på selve asfalten. Formanden for det brasilianske karting-forbund, Rubens Carpinelli, tog med jævne mellemrum ned til Interlagos for at opmuntre de unge talenter til at arbejde hårdere og hårdere. Én kører blev han dog ikke nødt til at opmuntre og begejstre til at knokle hårdere. Ayrton Senna var altid på banen og Carpinelli var dybt imponeret over hans insats og fokus på opgaven.
"Han var meget imponerende. Selvom han kun var en dreng var han klar til at tale med alle og enhver om sin kart. Han var en enspænder med en meget stærk viljestyrke," kunne Carpinelli fortælle om Ayrtons tidlige år i Brasilien. "Det var Tchê der stod for hans motorer, men resten stod han selv for. Han var både mekaniker og kører. Hver eneste gang jeg tog ud på kartingbanen, var han derude og træne."
Foruden det hårde træningsarbejde som Ayrton udførte 365 dage om året, deltog han også i flere lokale og nationale kartingløb. Allerede på dette tidspunkt var Ayrtons recept tydelig for enhver der så ham køre. Recepten lød helt enkelt: Alt eller intet. Hans kørsel var nådesløs og han vandt stort set alle de løb han deltog i. Vandt han ikke et løb udgik han som oftest. Beretninger fra banerne fortæller om ufattelige uheld, hvor Ayrtons kart formåede at rulle rundt om sig selv. Kender man lidt til karting, ved man godt at dette er meget svært - men hiver man karten ud i de vildeste ekstremer, kan alt lade sig gøre - selv at bryde naturlovene.
Efter sin debutsejr i 1973 fortsatte han med at vinde juniorkategorien i Sao Paolos vintermesterskab. Resten af sæsonen fuldførtes med at han vandt hele serien. I 1975 vandt han det nationale juniormesterskab og året efter det nationale seniormesterskab. 1976 markerede samtidig året hvor Senna begyndte at køre med den efterdels så velkendte gule hjelm med de grønne og blå striber, der skulle markere landefarverne for det brasilianske flag.
I 1977 fortsatte Ayrtons sejrsliste med at vinde det sydamerikanske mesterskab, men dette var kun første spring mod en videre karriere. Selvom motorsport var og er stort i Sydamerika, er verdens motorsportscentrum dog placeret i Europa. Hvis man skal frem og vise flaget, bliver man nødt til at fokusere på europæiske lande som Italien og England. Ayrtons kartingkarriere fortsatte således i Italien, hvor han allerede i den første test, fik etablerede kartingkanoner til at tabe kæben over hans rå talent.
Den gule hjelm med den grønne og blå streg i brug fra 1976 - Foto: Senna Fotoweb
PROBLEMBARNET: VM I KARTING
Næste trin var verdensmesterskabet i karting i 1978 og Sennas debut i serien skulle finde sted på Le Mans-banen i Frankrig. Ayrtons far, Milton da Silva, var igen fokuseret på toppen af poppen, og kontaktede det absolut bedste kartingteam, Parilla-brødrene fra Milano, og fik arrangeret en test hvor Ayrton skulle køre mod verdensmesteren fra 1973, Terry Fullerton.
Testen skulle køres på Parma Pancrazio-banen i Emilia-Romagna, og efter en fuld testdags arbejde sluttede Ayrton Senna med tider der var hurtigere end Fullerton. Kartingkanonerne, Angelo og Achille Parilla, tog ingen chancer og tilbød med det samme Milton og Ayrton en kontrakt som andenkører på deres team sammen med Terry Fullerton.
Ved mesterskabsløbet på Le Mans skulle Ayrton pludselig kæmpe mod verdens allerbedste unge talenter, og en sejr var derfor ikke længere bare en selvfølgelighed. Familien havde hevet Tchê med til løbet, for at skrue på kartens motor, og Ayrton imponerede dog også alt og alle på Le Mans ved at tage en tredjeplads på startgridden og ende løbet på en sjetteplads. Nogle få uger efter tog han med Parilla-teamet til Sugo-banen i Japan og forbedrede sin indsats til et slutresultat som nummer fire i løbet.
Nærkamp i Formel Ford 1600 - Foto: Senna Fotoweb
FRA BRASILIEN TIL ENGLAND
De efterfølgende år var der store forventninger til Ayrton Senna. Ikke bare på en internationale karting-scene, hvor han var begyndt at blive et navn, men samtidig på hjemmefronten. Hans far var rimeligt velbeslået, og havde et langt stykke af vejen støttet Ayrton i sin racingkarriere. Men ikke uden givne forventninger på forretningsfronten. Milton da Silva så samtidig Ayrton som en arvefølge til sit kvægimperium, og insisterede derfor på at sønnen fuldførte en tre-årig uddannelse på Sao Paolos handelshøjskole. Det tog kun Ayrton et år med svingende resultater både i skolen og på racerbanerne at konstatere, at fremtiden skulle fokuseres alene på racing.
Samtidig havde Ayrton slået pjalterne sammen med sin barndomskæreste, Liliane Vasconcelos Souza, og giftet sig med hende i en alder af nitten år. Dette fik rebellen frem i den unge Senna, der besluttede sig for at tage det endelige opgør med sin dominerende fader. Eksamen på handelsskolen blev droppet totalt, og Ayrton ville nu alene fokusere på sit gennembrud på racingscenen. Han var irriteret over aldrig at have opnået VM-tilen i karting og satte derfor kursen mod England.
Med et engelsk ordforråd der kunne ligge et meget lille sted var Ayrton nu sin egen entreprenør, og havde ikke den samme opbakning hjemmefra som tidligere. Han gik uden tøven ind på Van Diemen-teamets kontorer og præsenterede sig selv som deres nye kører i Formel Ford 1600. Han var samtidig ikke bleg for at afkræve dem løn for sit arbejde, noget der dog blev afslået blankt af teamchefen Ralph Firman senior, den nuværende Jordan F1-kørers fader. Ralph mente at Ayrton måtte kunne hente finanser hjemme fra sin egen familie, og så måtte resultaterne på banerne vise om Ayrton kunne gøre sig fortjent til en decideret løn på et tidspunkt.
Men faktum var at Ayrtons charmerende udseende og fremtoning havde sikret ham en plads i et relativt godt Formel Ford-team. Han havde taget Liliane med sig til Norfolk i England, og havde derfor både hende og sin racing-karriere at tænke på. Selvom hustruen var rystet over de relativt primitive kår i England, holdt Ayrton fokus på den foranliggende opgave.
Unge Senna på vej fra FFord 1600 til FFord 2000 - Foto: Senna Fotoweb
DEBUTEN I FORMEL FORD 1600
Han testede som en gal op til 1981-sæsonen, da han skulle vænne sig til en bil der var ham fremmed samt baner der lå i væsentlig mere kuperet terræn, end det han kendte fra de flade kartingbaner. Den 1. marts 1981 startede sæsonen på Brands Hatch, hvor Ayrton var tredjekører i Van Diemen-teamet sammen med argentinieren Enrique Mansilla og mexikaneren Alfonso Toledano.
Efter en endt løbsdag sluttede Senna på femtepladsen bag Toledano på fjerdepladsen og Mansilla som løbsvinder. En uge senere kørte teamet på Thruxton-banen og selvom Ayrton kun tog en tredjeplads, lykkedes det ham dog at slå teamets førstekører, Mansilla, som han havde haft en intens kamp med hele løbet. Van Diemen-teamet flyttede derfor fokus og gav Ayrton en spritny bil til det efterfølgende løb på Brands Hatch. Ayrton betalte tilbage med en sejr på banen.
Resultatmæssigt var 1981-sæsonen således en ren fest for den unge Senna. Af de tyve løb han deltog i, vandt han tolv af dem, og mesterskabet blev hentet hjem som noget der lignede en leg. Det var dog ikke leg for Senna - på intet tidspunkt. Det var ramme alvor, og nedturen skulle indhente ham i efteråret 1981, da han sægte finansiel støtte til sæsonen efter. En række brasilianske talenter i serierne over ham, gjorde det meget svært at hente de fornødne midler, og i oktober '81, meddelte en noget slukøret Senna sit endelige stop i motorsport.
Han havde det som om han var blevet indhentet af sin faders ord om at det var bedst at vælge noget stabilt i stedet for at satse hele butikken. Han tog tilbage til Brasilien hvor han blev bestyrer i en af faderens entreprenørforretninger. Det holdt dog ikke længe. Ayrton var helt disillusioneret, og tanken om igen at sidde bag et rat på en hurtigkørende racer trak alt for meget i ham. Han måtte således igen stå foran faderen Milton, og forklare ham, at karrieren som bygningschef ikke interesserede ham en døjt, og at han nu ville tage tilbage til England.
Klar til løb på Silverstone i Formel Ford 2000 - Foto: Senna Fotoweb
FRA FORMEL FORD TIL FORMEL 3
I februar 1982 var han igen klar på den engelske motorsportsscene, og stillede op i Formel Ford 2000. Igen skulle han give hele den engelske og europæiske Formel Ford-scene en afklapsning af rang. Han deltog i 27 løb det år - vandt 22 af dem, tog 16 pole positioner og satte 23 hurtigste omgange. Han havde nu droppet det lange efternavn Senna da Silva, da det ikke kunne stå på en pittavle, og holdt sig til moderens fødenavn - Senna. Og nu var det et navn der var ved at slå sig fast i folks bevidsthed i motorsportskredse.
1983 skulle blive hans sidste år i serier under Formel 1, og samtidig det første år hvor han fik smagen af en ægte fuldblods F1-racer. Han skiftede til West Surrey Racing i engelsk Formel 3 og viste format fra starten af sæsonen. Da de første ni løb i sæsonen var overstået, havde han vundet de seks af dem, og allerede her gik to Formel 1-teams ind og begyndte at forhandle med den unge brasilianer. Han skulle afprøves i F1-racere fra WIllliams to gange og i en McLaren en enkelt gang inden starten på 1984-sæsonen.
Men 1983 var det første år hvor Senna fik værdig modstand fra englænderen Martin Brundle. Martin var selvfølgelig den engelske presses kæledægge, og det begyndte at gå Senna på, da han følte sig overbevist om at være den bedste af de to - "by a wide margin" som de siger derovre. Det lykkedes ham da også at tage to Formel 3 titler med tretten sejre og femten pole positioner ud af enogtyve mulige løb. Årene 1981-1983 var dermed en ren magtmanifestation fra Sennas side, og der var virkelig lagt i kakkelovnen til en debut i Formel 1 der skulle betragtes med stor årvågenhed.
Verdensmester i Formel 3 anno 1983 - Foto: Senna Fotoweb
SENNAS VAREMÆRKER
I de tre serier Senna havde vundet op til sin Formel 1-debut havde han allerede vist en række egenskaber der adskilte fra andre kørere i sin samtid, fortid og fremtid. Hans indsats og villighed til at gøre alt for at vinde var uovertruffen. Hans beslutsomhed på banen fik andre kørere til at frygte synet af den gule hjelm i deres sidespejle. Han var ekstremt hurtig på en enkelt omgang, hvilket hans pole positions-rekord i Formel 1 senere skulle bevise. Og som hans mange pole positioner og hurtigste omgange i de tre år før F1 ligeledes tegnede et meget tydeligt billede af.
Men endnu mere end blot at kunne være ekstremt hurtig over en enkelt omgang, var hans evne til at overhale på så koldblodig en måde at det blev hans varemærke. Som hovedkonkurrenten i Formel 3, Martin Brundle, senere erindrede: "Der var ingen mellemvej. Han havde denne meget genkendelige hjelm, og man kunne tydeligt se når han kom op bag én. Så var det op til én selv af afgøre om man ville involveres i et uheld med ham. Hvad man besluttede sig for at gøre, hang meget sammen med hvorledes man selv ville afslutte sit løb."
En anden modstander fra samme epoke, David Coyne, kørte mod Senna i Formel Ford 1600 i 1981. Han husker tilbage på Oulton Park som et eksempel på Sennas evne til at overhale på steder hvor man nu engang bare ikke overhaler. "Jeg lå i pole position og havde været den hurtigst kørende i træningskørslerne. På Oulton starter man med at køre op ad bakke mod et dobbelt højrehåndssving. Det er ikke sted der bruges til at overhale i, og i første omgang følte jeg at jeg lå godt i spidsen, da han pludselig dukkede op på indersiden og smed mig ud af banen. Da jeg fandt tilbage på banen var jeg på tiendepladsen - og han vandt løbet."
"Jeg har haft sammenstød med Senna, han var altid aggressiv. Han havde en urokkelig tro på sig selv, og var overbevist om at han var den bedste. Hans liv var et hundrede procent motorracing," konkludere Coyne, der dengang var den modne af de to. Senna var tyve og Coyne fireogtredive da de kørte sammen i FFord 1600. Han bliver af flere beskrevet som om han tænkte to-tre sving ud i fremtiden, selvom han lå midt i en duel med en anden kører.
Klar til den store udfordring i Formel 1 - Foto: Senna Fotoweb
VIDERE TIL FORMEL 1...
Han var samtidig kendt for sin evne til at lægge sig bag en forankørende kører, og læse ham i en enkelt omgang inden det afgørende angreb blev sat ind. Han udnyttede samtidig tiden med at psyke køreren med en række teatralske angrebsforsøg. I mellemtiden havde han konstateret den optimale overhalingsmulighed, og her gik han ufortrødent efter struben på køreren foran. Beskeden var enkel og ikke til at tage fejl af - forsvind og lad mig komme forbi. Ellers havner vi begge i gruset.
Denne holdning var Martin Brundle bekendt med, og valgte derfor ved flere lejligheder i 1983, at tage Senna med sig i gruset, for i det mindste at afslutte forløbet uden at Senna vandt et givent løb. Det var dog langtfra den eneste facet af Senna køreegenskaber Brundle blev udsat for i Formel 3. Senna var tilsvarende stort set kropumulig at komme forbi - en meget stærk defensiv kører. Og han var ikke bleg for at braketeste sin modstandere i Formel Ford.
Dertil kom hans sans for løbsstrategier og selvfølgelig hans enestående evner i vådt føre. Hans forståelse for bilen var også allerede højt udviklet. Kort sagt: Allerede i en ung alder var Ayrton Senna meget moden til at blive sluppet løs i motorsportens topklasse - Formel 1. McLaren og Williams havde allerede kløerne i ham, og i 1984 debutterede han således foran sit eget hjemmepublikum på Nelson Piquet-banen i Rio de Janeiro. Her fortsætter portrættet i næste nummer af F1Journal.com.
Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com
