F1JOURNAL.COM / F1 PORTRÆT / AYRTON SENNA PART 2


CITAT: CHEFDESIGNER RORY BYRNE
Chefdesigner, Rory Byrne: "Som person kommer jeg rigtig godt ud af det med ham. Han er helt og aldeles fokuseret. En perfektionist der forventer af alle, at de gør deres absolut yderste, fuldstændig som ham selv. Der er meget hårdt at arbejde sammen med ham, men han har alles respekt i teamet, alle er meget glade for at arbejde sammen med ham. Lige fra den allerførste gang han kørte bilen, var det klart at han ville udvikle sig til noget helt specielt, og at han ville nå toppen i Formel 1. Det har der aldrig været den mindste smule tvivl om."

Ordene kunne utvivlsomt være taget ud af nutiden, og være Rory Byrnes lovprisning af hans nuværende samarbejde med Michael Schumacher. Men ordene stammer fra dengang Rory Byrne var chefdesigner for Toleman F1-teamet. Nærmere bestemt fra 1984 da Ayrton Senna da Silva debutterede i Formel 1.


FØRSTE TEST FOR WILLIAMS I 1983
Det kan måske virke underligt at Ayrton Senna endte med at tegne kontrakt med det lille og resultatmæssige ubetydelige Toleman-team i 1984-sæsonen, da han allerede inden sæsonen var gået i gang havde testet for tre af de største Formel 1-teams. Teamet var skabt af Ted Toleman, en millionær der stod bag Englands største transportfirma, og havde vundet Formel 2-sæsonen i 1980. Hans team startede i Formel 1 i 1981 og havde dermed kun tre år på bagen.

Ayrtons første smag af en F1-racer kom dog så tidligt som i juli måned 1983, da han fik lov at teste en Williams. I sin fabuløse Formel 3-sæson havde en række af Formel 1-cheferne fået øjnene op for Ayrton, og en af dem var Frank Williams, der boede kun få minutters kørsel fra brasilianerens bopæl. Frank havde inviteret Senna til flere middage, og den ivrige Formel 3-stjerne havde plaget inderligt for at få lov til at få en test i en Williams-racer. Selvom Frank Williams havde kontrakter med kørere til og med 1984-sæsonen, havde han givet efter og ladet Senna få en testkørsel på Donington Park.

Sennas ven fra dengang, brasilianeren Mauricio Gugelmin, fortæller om Williams-testen: "Senna kunne ikke vente, og testen var helt ufattelig. Han var ekstremt hurtig lige med det samme. Allerede på noget så vanvittigt som hans tredje omgang, var han allerede hurtigere end Jonathan Palmer (Williams' daværende testkører, red.) nogensinde havde været på Donington. Frank Williams kaldte ham hurtigt tilbage i pitten, og bad Charles Moody, mekanikeren, om at smide 20 gallons (godt 75 liter, red.) benzin ekstra på bilen, for at holde hans omgangstider nede. Ayrton var ikke klar over det, men de smed ekstra benzin på bilen for at forøge bilens vægt. Han kørte lidt langsommere, så andre teams ikke ville få øjnene op for ham."


Sennas nære forhold til Frank Williams, bliver hvert år markeret på Williams-racerne - Foto: BMW Press

SHOOTOUT-TESTS HOS MCLAREN OG BRABHAM
Det var dog for sent. Andre teamchefer havde allerede kig på Ayrton Senna, og en af dem var McLarens teamchef, Ron Dennis. McLarens 1983-sæson var ikke gået efter planen, og Ron Dennis ville skille sig af med en af sine to kørere, Niki Lauda og John Watson. Det var naturligvis John Watson der stod for skud, da Niki Lauda allerede havde etableret sig som verdensmester i 1975 og 1977 for Ferrari. Det var Ron Dennis' masterplan at forsøge at hente Alain Prost tilbage til McLaren, efter dennes afstikker til franske Renault, men for alle tilfældes skyld, ville Dennis kigge en række unge talenter an. Han arrangerede derfor en shootout-test mellem deres regulære kører, John Watson, Sennas ærkerival fra F3 - Martin Brundle, tyskeren Stefan Bellof og Ayrton Senna på engelske Silverstone.

John Watson lagde ud med et par installationsomgange og en flyvende omgang, så teamet havde noget at bedømme de unge kørere imod. Senna var den første kører på banen og hans omgangstider røg hurtigt under Watsons. Uheldigvis blæste Senna en Ford-motor i luften, og da en ny var placeret i bilen, mente teamet det var på tide også at skifte kører. Ron Dennis var ikke imponeret over Sennas overkørsel af bilen, og erstattede ham med Brundle og herefter Bellof, der begge også imponerede med deres tider. Senna havde dog plaget Ron Dennis om en ekstra tur, og teamchefen gav efter. I sin sidste omgang klædte Senna både Brundle og Bellof fuldstændig af.

Ikke at det skulle få en betydning for Sennas chancer for at køre McLaren i 1984. Det lykkedes i sidste ende for Ron Dennis at hente Alain Prost tilbage, og Senna var for uprøvet et kort, til at McLaren-teamchefen var klar til at satse på ham. Ude på baneanlægget havde der dog stået en spion fra Brabham-teamet, og kort efter blev Senna inviteret til at teste for Bernie Ecclestones team også.

Ayrton blev således inviteret til Paul Ricard-banen i Frankrig, hvor han fik lov at teste en turboladet F1-racer. Igen var Senna med i en shootout - denne gang sammen med kørerne Mauro Baldi, Roberto Guerrero og Pierluigi Martini. Og igen imponerede Senna, men fik aldrig lov at få en plads hos Brabham, da den etablerede dobbelte verdensmester, Nelson Piquet, blokkerede for ham. Piquet kørte sammen med Ricardo Patrese, som han havde sat på plads, men den brasilianske verdensmester vidste godt af hvilken støbning Senna var gjort, og ville ikke have ham med om bord. Også Ricardo Patreses hovedsponsor, Parmalat stillede sig i vejen - de ville have en italiener.


Ayrton Senna tester TG183B i England, med Brian Hart i baggrunden - Foto: Senna Fotoweb

SENNA VALGTE AT STARTE FRA BUNDEN I FORMEL 1
Ayrtons eneste kontraktoplæg var ikke kun kommet fra McLaren, der ville have ham til at fortsætte i Formel 3 i 1984-sæsonen mod et sæde i 1985. Det kunne han ikke vente på. Senna havde også fået et tilbud fra Peter Warr hos Lotus, der dog ville give ham en meget lille løn for at overbevise hovedsponsoren bag John Players om at hyre ham i stedet for at opretholde kontrakten med Nigel mansell. Dertil kom tilbuddet fra Brabham og Bernie Ecclestone inden Piquet blokkerede for det. I sidste ende var det tilbuddet fra millionæren Ted Toleman med en væsentlig højere løn, og under meget friere forhold, der fik Senna til at slå til.

Toleman-teamet var underdogs i Formel 1, og tilhørte den bageste ende af de femten tilmeldte teams. Men på mange måder var det et slaraffenland for Senna, der dermed kunne debuttere i Formel 1 uden det helt store pres på sine skuldre. Samtidig fik han indført en klausul i sin kontrakt der betød at han kunne forlade teamet, såfremt deres materiel ikke så ud til at blive en udfordrer til Formel 1-titlen.

Denne udvej var han meget bevidst omkring, og selvom Toleman-teamets chef, Alex Hawkridge, ikke var meget for det, var det hans eneste chance for at få kløerne i det unge megatalent. Udsigterne så ikke gode ud for det lille team, der havde to store kæpheste at slås med. Dels var bilen udstyret med en kraftsvag motor fra Brian Hart, og den lidet udviklede motor havde svært ved at begå sig mod de store F1-motorer fra Renault, Honda og BMW. Samtidig kørte Toleman på Pirelli-dæk, hvilket var feltets ubetinget dårligste på det tidspunkt. Populært gik løbsdækkene for kun at holde i fem-seks omgange, før de mistede greb.

På plussiden var udsigten til Toleman-teamets 184-chassis, der dog først blev taget i brug senere i sæsonen. Bilerne var designet af den nuværende designkonge Rory Byrne. Af samme årsag var Senna blevet afbefalet det lille team og sagde ja tak. Ikke mindst på grund af de forventninger han vidste der lå hos ham fra hans hjemmepublikum i Brasilien. Selvom Nelson Piquet havde vundet 1983-sæsonen, var han ingenlunde så vellidt som den gamle helt, Emerson Fittipaldi. Det var derimod Ayrton Senna, som det brasilianske publikum så som en ny Fittipaldi, allerede inden han havde kørt en kilometer i et rigtigt Formel 1-løb.


Senna var en folkehelt i sit debutløb i Brasilien - Foto: Senna Fotoweb

DEBUT PÅ HJEMMEBANE I RIO DE JANEIRO
Sennas debut skulle blive i hjemlandet Brasilien, omend ikke i hjembyen Sao Paolo, hvor F1-løbene køres nu for tiden. I 1984 blev løbet kørt på Jacarepagua-banen, der netop var blevet omdøbt til Autodromo Nelson Piquet. En stor anerkendelse til til den dobbelte verdensmester, der stadig var at finde i Formel 1-feltet. Men de brasilianske øjne var ikke rettet mod Brabham-pitten, men derimod længere nede af pitlanen mod Sennas Toleman-pit.

Tribunerne var beklædte med bannere bærende Ayrton Sennas navn, og denne dag var for alvor startskuddet til Nelson Piquets indædte had til Ayrton. Nelson havde som tidligere nævnt allerede et skævt øje til Senna, da han havde betragtet hans fremmarch i Formel Ford og Formel 3. Han kunne godt se at Senna var en potentiel risiko i fremtiden og havde prøvet at blokkere for ham hos Brabham. Men de mange bannere og den massive omtale af debuttanten, var ikke noget der faldt i god jord hos Piquet.

Hadet skulle de efterfølgende år vokse sig større og større. Nelson Piquet havde absolut ingen rosende ord tilovers for Ayrton Senna, og er ved flere lejligheder blevet citeret for at kalde ham "Taxichaufføren fra Sao Paolo". Mauricio Gugelmin forklarer om hadet mellem de to kørere: "De kom til at hade hinanden på grund af ting som Nelson sagde, der var dybt fornærmende. I begyndelsen tror jeg at Nelson følte sig truet af af Ayrton, og det havde han al mulig god grund til." Dette skulle dog ikke lægge hindringer i vejen for Senna - hverken generelt set i hans karriere, og ej heller i hans debutløb på banen opkaldt efter Nelson Piquet.

Det skulle være helt andre ting der stillede sig på tværs for en succesfuld gennemførelse af Sennas første løb i motorsportens topklasse. Kvalifikationen var gået overraskende godt, og selvom Senna kun tog en 16. startposition, lå han forrest blandt de kørere, der brugte Pirelli-dæk. Allerede fra første løb gik han igang med at knække sine teamkammerater, som han havde gjort det i tidligere serier. Tolemans andenkører, Johnny Cecotto, lå således over 1.7 sekunder bagved Senna efter kvalifikationen. Men da Ayrtons bil stod klar på gridden, var der en brændstoflækage der havde fyldt bunden af bilen med ildelugtende benzin.

Det skulle således vise sig at blive en kort fornøjelse for Ayrton Senna. Hans debutløb i Toleman-Hart 183 var allerede forbi efter otte omgange, da bilen udgik med en fejl i bilens turbokompressor. Samtidig var Senna løbet hovedkuls ind i et fundamentalt problem med Toleman-teamet, som skulle blive afgørende for hans forhold til teamets ledelse, allerede inden karrieren hos teamet egentlig var gået i gang.


Klar til første løb med ikke godkendte sponsorer på køredragten - Foto: Senna Fotoweb

MISTILLID TIL LEDELSEN I TOLEMAN-TEAMET
Da Senna stillede op i sit første løb, havde han fået to personlige sponsorater fra Marlboro og Monroe, der var repræsenteret på hans køredragt. Dette var i princippet i fuld overensstemmelse med hans kontrakt med Toleman, der havde sagt god for at Senna godt måtte have personlige sponsorer. En klausul i kontrakten betød dog at teamet skulle spørges før Senna optrådte med sponsorater på eksempelvis køredragt eller hjelm.

Det havde han glemt, og røg ud i en mindre kontrovers med Christopher Witty, der var kommerciel chef for Toleman-teamet. Senna kunne ikke andet end at løfte på skuldrene over episoden. Skaden var ligesom sket, og han var ikke villig til at opgive sponsoraterne. Witty gik derfor videre med sagen til teamchef, Alex Hawkridge, der valgte selv at tage affære.

Senna blev indkaldt til endnu et møde, denne gang med Alex Hawkridge, Christopher Witty og teamets sportschef, Peter Gethin. Sidstnævnte var den kører der i 1971 vandt sit debutløb på Monza, med den mindste margin i F1-historien: 0.010 sekunder. Ayrton Senna fik en lodret skideballe og diskussionen udviklede sig til et højlydt skænderi. I sidste ende brød Senna sammen, og forlod mødet brødebetynget. Samtidig havde han indledt sit forhold til teamets ledelse med en kløft af mistillid som han skulle betale tilbage inden sæsonen var slut.


Ayrton tager sit første mesterskabspoint i Sydafrika - Foto: Senna Fotoweb

SENNAS FØRSTE POINT I FORMEL 1
Den brasilianske kørers første mesterskabspoint blev scoret i hans andet løb i serien, og det første han gennemførte. Det blev kørt på Kyalami i Sydafrika. Han havde kvalificeret sig i trettende startposition, men arbejdede sig hurtigt op gennem rækkerne. Meget arbejdede imod Senna i det løb. Dels at han startede med at beskadige sin frontvinge, på en måde, så han burde været faldet tilbage. Men han holdt ved. Dels en meget stiv styring af bilen, der gjorde den svær at arbejde med. Samtidig var Ayrton absolut ikke i fysisk topform, og han var tydeligt fysisk mærket af kramper i nakke og skuldre. Han måtte tages direkte til banens hospitalsanlæg efter løbet og kom under behandling af professor Sid Watkins.

Ayrton Senna var på det nærmeste hysterisk da han ankom til medicinsk behandling, og det tog Sid Watkins alt hvad han havde lært af talegaver, at få Senna til at forstå, at hans krop var udmattet efter overanstrengelse. Senna var en skeptiker, men professorens ord tog han for gode varer. Det udviklede sig til et helt fantastisk venskab mellem de to gennem Sennas karriere. Han vidste at Watkins ikke havde nogle skjulte dagsordener, og var derfor stort set den eneste han rigtigt stolede på.

Selv da teamledelsen - Hawkridge, Hart og Gethin - prøvede at forklare Senna, at han var i dårlig form, og burde gøre noget ved det, ville han ikke umiddelbart erkende det. Gethin kontaktede Watkins og fik ham til at tage en længere snak med Senna, hvilket førte til at Senna returnerede til Sao Paolo og startede et omfattende fysisk træningsprogram med en lokal fysioterapeut - Nuno Cobra. Allerede inden det næste løb på Zolder i Belgien kunne man se mærkbar forskel på Senna muskulatur.

Løbet på den belgiske bane gav igen pointmæssig pote. Ayrton Senna fik nærmest et point serveret på et sølvfad. Han sluttede løbet på en syvendeplads, men sjettepladsens Stefan Bellof blev diskvalificeret, og Senna hentede dermed sit andet mesterskabspoint hjem i sit tredje løb.


Vandt til at få sin vilje overtalte Senna sit team til at skifte til Michelin - Foto: Senna Fotoweb

SENNA BRUGER SIN INDFLYDELSE TIL ET DÆKSKIFTE
Hvis det var meningen at Senna og Toleman skulle nå nogensomhelst steder sammen, var det vigtigt at kigge på de mest ømfindtlige punkter. Det største problem for teamet var ubetinget dækkene. Og Senna var ikke sen til at kræve af Alex Hawkridge, at Toleman-teamet skulle starte forhandlinger med Michelin om et skift væk fra de håbløse Pirelli-dæk. Inden det næste løb på Imola, havde Tolemanteamet faktisk allerede en aftale i hus med Michelin. Men for ikke at skabe alt for meget røre i den italienske andedam, ville man ikke offentliggøre den nye aftale før efter løbet i Pirellis hjemland.

Men som så meget andet i Formel 1, var det en hemmelighed der var svær at holde skjult. Op til løbsweekenden kom det alligevel frem at Toleman var løbet fra deres aftale med Pirelli, og balladen var en realitet. Så meget ballade blev der ud af det, at Pirelli truede med et sagsanlæg, og nægtede at udlevere dæk til Toleman-teamet på banen. Det krævede alle former for talegaver og overtalelsesevner for lex Hawkridge, at overtale de italienske dækleverandører til at udlevere Pirelli-dæk til teamet, og deres biler kom først ud på asfalten i selve kvalifikationen.

Sennas teamkammerat, Johnny Cecotto, nåede lige akkurat at sætte en tid. En sølle en men stadig en tid så han kunne deltage i løbet. Senna fik motorproblemer i kvalifikationen, og nåede dermed aldrig at kvalificere sig til San Marinos Grand Prix i sit debutår. Det var første, eneste og sidste gang at Ayrton Senna da Silva lavede en DNQ. Manden der stadig står for mange som kvalifikationernes konge, og stadig er den person i F1-historien med flest pole positioner, har altså også en DNQ i sit dossier.


Vinder mod alle de store i Mercedesløb på Nürburgring - Foto: Senna Fotoweb

I KAMP MOD ALLE DE STORE KØRERE PÅ NÜRBURGRING
Mellem San Marinos og Frankrigs Grand Prix var der et hyggeløb på Nürburgring med alle de store kørere. Stirling Moss, Carlos Reuteman, Niki Lauda, James Hunt, Alain Prost, Keke Rosberg, Denny Hulme, Jody Scheckter, Jack Brabham, John Surtees, Alan Jones og Jacques Lafitte var bare nogle af navnene til det celebrity-løb, Mercedes havde indbudt til i forbindelse med åbningen af den nye Nürburgring. De skulle allesammen deltage i et løb i Mercedes 190E-biler.

For de fleste af de fremmødte kørere var det uforpligtende sjov og ballade. Men for Senna var det ramme alvor. Han kvalificerede sig på en andenplads ved siden af Alain Prost der holdt i pole position. Og allerede den dag skulle den mangeårige duel mellem Prost og Senna begynde. Alain Prost husker løbet på denne måde: "Jeg var ankommet fra Geneve til Frankfurt med det planlagte fly, og Ayrton var ankommet en halv time før. Så Gerd Kremer fra Mercedes bad mig tage ham med ud til banen."

"På vejen derud hyggesludrede vi sammen, og han var både venlig og imødekommende. Så ankom vi til banen og begyndte at træne i bilerne. Jeg tog pole og Ayrton lå nummer to. Efter det talte han aldrig til mig mere. Det virkede lidt tåbeligt på det tidspunkt. I løbet tog jeg føringen, men efter en halv omgang skubbede han mig ud af banen. Sådan startede vores forhold så fint," fortæller Prost. Ayrton Senna vandt løbet og kunne stolt fortælle pressen bagefter, at nu var han klar til at udfordre alle de store. "Nu er jeg sikker på at jeg kan gøre det."


Senna tester Michelindæk i TG183B - Foto: Senna Fotoweb

TIL FRANKRIGS GRAND PRIX PÅ MICHELINSUTTER
Efter en lidt trist oplevelse som tilskuer til San Marinos Grand Prix, var Ayrton Senna tændt og meget klar til at tage revanche i Frankrigs Grand Prix. Det var Michelins hjemland, og nu skulle Pirelli få lov at betale for den behandling de havde udsat Senna og teamet for. Samtidig var teamet endelig klar til at udskifte deres TG183B med det nye TG184-chassis. Rory Byrne havde valgt en mere konservativ vinkel til at designe TG184, og bilen var også på mange måder bedre end den opdaterede version af sidste års model.

Men ligemeget hjalp det. Senna havde igen problemer i kvalifikationen, og formåede kun at kvalificere sig til en trettende start position. I løbet gik det endnu værre. Selvom chassiset i princippet var nye og meget bedre, var det ikke helt optimeret til Brian Harts turbomotor, og Senna udgik igen-igen med en fejl i motorens turbokompressor. Løbet på Dijon var noget Senna skulle glemme hurtigt. For i det efterfølgende løb i Monacos gader, skulle han sætte et eftertrykkeligt udråbstegn i forbindelse med sin fremtidige karriere. Og han skulle samtidig vise alt og alle omkring sig hvem der var den kommende regnvejrskonge i motorsportens topklasse.

ENDELIG STRÅLEDE SENNA-SOLEN I SILENDE REGNVEJR
Teamchef, Alex Hawkridge, var meget optimistisk efter Frankrigs Grand Prix efter skiftet til Michelin-dæk. Selvom Toleman kun kunne få et år gamle Michelin-dæk, på grund af et veto nedlagt af McLaren, talte han, i et interview, med store ord om fremtiden, og gav Senna æren for skiftet fra Pirelli til Michelin. "Fra nu af vil vi ikke ophøre med at være konkurrencedygtige. Se hvilke resultater og tider vi har haft i kvalifikationerne på outdatede dæk. De eneste der kan hamle op med nu er McLaren. Det var helt rigtigt af Senna, da han tvang os til at skifte til Michelin. Han opfordrede os til det, og nu udnytter han det til fulde."

Hawkridge skulle vise sig at have noget at have sine store ord i. Mere end han nogensinde havde forestillet sig. Toleman håbede på det bedste, selvom det var første gang Senna kørte på den smalle bybane i det lille monegaskiske fyrstendømme. Rory Byrne fortæller om hvordan Senna greb det hele an, på den noget specielle bane. "Han kørte rundt, og jeg syntes det var utroligt, men han brugte otte-ti omgange på at køre banen rundt meget langsomt. Vi tænkte - hvad sker der her?"

"Men OK - han kørte rundt og var åbenbart i gang med at udforske alle detaljerne på banen. Så om der var nogle specielle udjævninger han kunne bruge, checkede alle banens særegenheder. Alt det de andre kørere havde fundet ud af de andre år de havde kørt der. Det tog ham ti omgange. Så kørte han en omgang hvor han var uhyggeligt langsom, og - booom - så satte han en meget respektabel tid. Hans ide var åbenbart virkelig at suge banen til sig, før han gav sig selv fuldt ud."

I kvalifikationen skiftede Senna mellem de to chassiser 184/01 og 184/02, for at få en ide om hvilken bil der var bedst. Hans tid var langt bedre end man kunne forvente i en bil som Toleman-raceren, og Senna endte anden kvalifikation med tiden 1.25.009 mod poletiden 1.23.581 sat af Michele Alboreto i Ferrari. Det endte med en trettende startposition, men mange folk havde allerede meget stor fokus på den unge kører, da det var hans første tur på den snævre bybane. En bane han senere skulle krones som konge af.


Når det regner på Prosten, drypper det på Ayrton - Foto: Senna Fotoweb

KONGE I MONACO OG FYRSTELIG I REGNVEJR
Allerede om søndagen beviste han hvorfor. Det regnede og regnede så vandet sejlede rundt i gaderne. Mange snakkede om at udsætte løbet med Alain Prost i spidsen. Men løbets hovedkommissær, Den hårdkogte Jacky Ickx, ville ikke høre tale om det, og de tyve biler måtte stille til start. Alain Prost tog hurtigt føringen, men han havde problemer med både turboen og bremserne i løbet. I hvert fald ifølge ham selv. Senna havde ikke problemer med noget som helst.

Han havde gennemskuet at han havde mere vejgreb end de andre hvis han stort set ikke brugte turboen på bilen. Turboen var god til at opnå mange hestekræfter, men bevirkede ofte hjulspind i regnvejret. Så Senna brugte den stort set ikke i løbet. På en bane der er kendt for dens manglende overhalingsmuligheder overhalede han alt og alle til ahn lå på andenpladsen bag Alain Prost. Sidstnævnte sad med knyttede næver op mod Jacky Ickx hver gang han krydsede målstregen, for at signalere at løbet var for farligt. Så Ickx besluttede til sidst at stoppe løbet i omgang 32.

Situationen mindede således lidt om 2003-sæsonens misære i Brasilien. En kører troede at han havde vundet, men det var faktisk en anden kører der havde taget guldet. Når et løb afbrydes før tid, er det stillingen i omgangen forinden det ternede flag der tæller. Og på omgang 31 lå Senna stadig på andenpladsen, selvom han krydsede stregen på førstepladsen i omgang 32. Det var nu ikke det spektakulære. Da Senna krydsede stregen i omgang 31 lå han næsten otte sekunder efter Prost. Omgangen efter havde han overhalet ham - otte sekunder på en omgang. Det var noget man kunne tage at føle på.

Senna havde således gjort klart for alt og alle, at han var en fremtidens mand. Han var en kommende konge af Monaco og han var en fyrstelig kører i regnvejr, hvilket han skulle bevise så mange gange senere. Han kørte fra en trettende plads til en førsteplads på 32 omgange i et vejr der af en allerede kronet verdensmester blev kaldt decideret farligt. Til historien skal dog nævnes at den unge tysker, Stefan Bellof, kørte fra tyvende startposition op på tredjepladsen. Og med den fart han skød, så alt ud til at han havde overhalet både Senna og Prost, hvis ikke Ickx havde stoppet løbet. Bellof blev desværre dræbt året efter i et sportsvognsløb i det legendariske Eau Rouge-sving på Spa Francorchamps.


Senna på vej mod andenpladsen i Monaco - Foto: Senna Fotoweb

SENNA: JEG VIDSTE GODT AT JEG IKKE HAVDE VUNDET LØBET
Da Senna kørte over stregen i Monaco lige før Alain Prost, sad han og vinkede med hænderne som om han troede at han havde vundet løbet. Rory Byrne og Brian Hart diskutterede i hvert fald med hinanden om Senna havde misforstået reglerne. Men ved pressekonferencen efter løbet gjorde Senna det klart, at han ike havde misforstået noget. Han vidste godt at han ikke havde vundet, men for ham selv var dagens præstation så vigtig at det ikke var afgørende om han havde vundet. Det var en sejr i sig selv.

"Jeg vidste godt at jeg ikke havde vundet løbet, men det var en fantastisk følelse for mig selv og for mit team. Det var derfor jeg vinkede. Hvis jeg havde taget føringen, kunne jeg have smadret bilen efter fem omgange, og have endt op med ingenting. Men jeg tror nu at jeg havde vundet. Når man tænker efter tror jeg vi får mere publicity ud af det der nu er sket, end hvis jeg havde vundet. Det var fantastisk. Evnen til at se noget i starten var virkelig ringe, da bilerne lå lige efter hinanden. Da løbet blev stoppet var det lettere at se noget, selvom det var begyndt at regne igen. Men jeg synes ikke Ickx skulle have stoppet løbet på det tidspunkt - det var jo lige der hvor de tre forreste positioner blev afgjort."

Alain Prost var vred efter løbet. Selvom han fik sin vilje, ville han i virkeligheden slet ikke have kørt, og han syntes det var fuldstændig uforsvarligt at køre under de omstændigheder. Men tilstrækkelig mange knyttede hænder op mod Ickx gjorde at løbet til sidst blev stoppet. Ærgerligt for Prost. For han gjorde sig selv en stor bjørnetjeneste den dag. Når man stopper løbet så lang tid før den planlagte afslutning, bliver kørerne kun tildelt halvdelen af pointene. Og havde Prost gennemført løbet på andenpladsen bag Senna, ville han have tjent 1½ point mere. Da sæsonen sluttede vandt Niki Lauda over Alain Prost med kun ½ points forspring.

OVER ATLANTEN TIL TRE MARERIDT I TRÆK
Efter Monaco var der store forventninger til Ayrton Senna, selvom han kørte i den ringe bil han gjorde. Og de der på det tidspunkt havde sat næsen op efter noget stort i de efterfølgende løb, skulle blive skuffede - inklusive undertegnede. I Canadas Grand Prix afholdt i Montreal, kvalificerede Senna sig på en niendeplads. Hans bedste startposition indtil videre og der var lagt op til noget stort i løbet. Men pointene udeblev og Senna sluttede på en syvendeplads.

Skuffelserne fortsatte i Detroit og Dallas hvor de to amerikanske grand prixer afholdtes. I Detroit kørte Senna galt hele to gange i løbet før han udgik. Han havde ellers forbedret sin startposition yderligere til en syvende startposition. I Dallas på den lille lidt tåbelige gadebane, formåede han at starte fra tredje række på sjettepladsen, men blev igen snydt for point, da bilens kobling satte ud, og han måtte se resten af løbet som tilskuer.

Efter de sure oplevelser på det nordamerikanske kontinent, øjnede Senna chancen for at genvinde lidt respekt i et sportsvognsløb på Nürburgring. Denne gang skulle han forsøge sig i en Porsche 956 i det velrenommerede 1000km-løb. Han kørte for Joest-teamet, teamet som Tom Kristensen senere har vundet mange af de store sportsvognsløb inklusive Le Mans sammen med. Sennas to teamkammerater i New Man-Porschen var Henri Pescarolo og Stefan Johansson. Vognen udgik på 65. omgang, men forinden havde Senna virkelig imponeret.

På det tidspunkt var Domingos Piedade sportsdirektør for Joest Sports Prototype-teamet og han husker Senna på denne måde: "Hans måde at gribe tingene an på var simpelthen utrolige - guddommelige. Efter syv omgange i en bil har slet ikke var bekendt med, i en kategori der var helt ny for ham, indhentede Ayrton alle på banen, og gennem de 65 omgange han kørte New Man-bilen var han den hurtigste på banen. Han var hurtigere end topkørere i denne type biler som Bellof, Maas, Ickx, Bell, Pescarolo, Winkelhock, Boutsen, Wolleck, Patrese og andre."


Gengivelse af Sennas Joest Porsche 956 på Nürburgring - Foto: Senna Fotoweb

AYRTONS FØRSTE MØDE MED SERIØSE F1-ULYKKER
Det næste Formel 1-løb skulle køres på Brands Hatch i Englands Grand Prix. Og Senna klarede weekenden rigtig flot resultatmæssigt. Han kendte banen som sin egen bukselomme fra tiden i Formel Ford og Formel 3, kvalificerede sig på en syvendeplads og tog sin anden podieplacering med en tredjeplads. Men det var noget andet der påvirkede Senna mest den weekend. I en træningssession kørte hans teamkammerat, Johnny Cecotto, seriøst galt i sin Toleman TG184. Bilen blev revet midt over og Cecotto brækkede begge ben.

"Da jeg så det, Johnny med hans brækkede ben og bilen i to halvdele, kørte jeg tilbage i pitten og overvejede hvad jeg egentlig havde at gøre her. Teamchefen sagde til mig at det var OK hvis jeg ikke havde lyst til at køre mere den weekend. Men jeg ville køre, jeg havde jo en kontrakt med teamet. Men hvis man ikke er sikker på hvad man har gang i og hvorfor, bliver man bange. Og det er noget af det værste der kan ske for en racerkører. Man skal altid være helt sikker på at man foretager sig det rette indenfor sine egne grænser," sagde Senna om oplevelsen med Cecotto den weekend.

I Tysklands Grand Prix på Hockenheim fjorten dage senere, stillede Senna op alene. Cecotto kunne ikke yde mere for Toleman den sæson, og kom aldrig tilbage til Formel 1 igen. Så der var kun en kører tilbage i teamet til at køre seriøst galt - denne gang Senna selv. "Det var et kæmpe chok. Efter at have set ulykken ved løbet før i England, vidste jeg at bilen ikke kunne holde til et frontalt sammenstød. På den fjerede eller femte omgang førte jeg bilen til grænsen med fuld tank, da bagvingen røg af bilen. Baghjulene løftede sig og bilen spandt rundt fire-fem gange uden at vide hvad der var op og ned og hvor jeg ville ende. Min eneste tanke var at jeg ikke måtte havne i værnet frontalt. Heldigvis smadrede jeg ind i værnet med siden og blev trukket langs værnet til bilen stoppede. Da jeg kom ud af bilen kastede jeg rattet ind i cockpittet. Jeg følte jeg var rigtig tæt på den dag," sagde Senna om første gang han så døden i øjnene.


På vej mod sin anden podieplads i Englands Grand Prix - Foto: Senna Fotoweb

ØSTRIG OG HOLLAND GJORDE UDFALDET - KONTRAKT MED LOTUS
De to efterfølgende løb havde Senna tabt tiltroen til Toleman-teamet. Trods hans tidlige kontrovers med Hawkridge, havde teamchefen bakket sin stjerne op 110%, og på den konto kunne Senna ikke klage. Men havde andre og større mål, end at udgå af løb med motordefekter hele tiden. I Østrig var det olietrykket og i Holland var motoren. Men bagvingefejlen i Tyskland havde sat tingene i perspektiv for Senna. Han kunne ikke nå de mål han havde sat sig, i et team som Toleman, og Lotus havde lokket ham med en kontrakt allerede inden han underskrev Toleman-kontakten.

"Vi var et lille team. Vi viste godt nok potentiale, og fra hvor vi var startet i 1981 til hvor vi var nået i 1984 var et godt stykke vej. Men vi var stadig et lille team med et lille budget, og jeg tror at han følte han havde brug for et stort team med mange ressourcer, hvis han skulle ende som verdensmester," siger Rory Byrne og Sennas skift til Lotus. "Jeg tror ikke at han forlod teamet på grund af nogen person i teamet. Han havde bare sat næsen op efter at blive verdensmester, og han regnede ikke med at kunne blive det hos os. Det mente han at han kunne hos Lotus og derfor tegnede han kontrakt med dem."

For Alex Hawkridge var det en katastrofe. Han var netop blevet bekendt med at Michelin ville trække sig ud af Formel 1, og han var uvenner med Goodyear efter en kontrovers i Formel 2. Så der var kun Pirelli tilbage, som han havde brændt broer hos få måneder forinden. Teamet havde kun kunnet deltage med Sennas bil i Tyskland, Østrig og Holland, da Cecotto var ude. Og i forbindelse med Hollands Grand Prix på Zandvoort, kom der en pressemeddelelse fra Lotus, der bekndtgjorde at Senna ville køre for dem fra 1985.

Hawkridge fik beskeden på den værst tænkelige måde. Han var helt uforberedt da to journalister dukkede op i hans motorhome, viste ham pressemeddelelsen og spurgte ham om en kommentar. Han blev rasende over at Lotus og Senna ikke havde orienteret ham først, som et absolut minimum. Desuden følte Hawkridge at Senna med sin tredjeplads på Brands Hatch, havde vist at Toleman var ved at udvikle sig til et vinderteam. Derfor følte han ikke at Senna havde begrundelse nok til at bruge sin nødudgangs-klausul i kontrakten.


Ayrtons vigtige weekend på Zandvoort i Holland - Foto: Senna Fotoweb

DET STORE OPGØR MELLEM SENNA OG HAWKRIDGE
Teamchefen vidste ikke sine levende råd, og lod Senna gennemføre Hollands Grand Prix, mens han selv havde travlt med at finde ud af om han kunne holde på brasilianeren ifølge kontrakten. Hans advokater rystede på hovedet, hvilket gjorde Hawkridge endnu mere desperat. Han lå i forhandlinger med nye sponsorer, og Sennas afgang var det værste der kunne ske i den sammenhæng. Da Toleman-teamchefen fandt sig selv stående i en blindgyde, med hovedet i den forkeret retning, var hans eneste behov at straffe Senna.

"Dette er en katastrofe. Han slipper ikke godt afsted med det. Vi har også vores metder at give igen på. Vi kan tydeligvis ikke få noget ud af at prøve med en bøde eller en retssag. Men hvis der er noget han ikke vil bryde sig om, er det hvis vi forhindrer ham i at gøre det han holder allermest af. Nemlig at køre race. Det værste jeg kan gøre lige nu, er at stoppe ham så han ikke kan køre i Italiens Grand Prix. Det har jeg beføjelser til ifølge kontrakten," sagde et stiktosset Alex Hawkridge i forlængelse af nyheden om Sennas skift til Lotus.

Senna selv var heller ikke forberedt på Lotus' pressemeddelelse. "Jeg blev virkelig irriteret på Peter Warr, for det var ikke noget som nogen havde taget op med mig. Jeg ville aldrig have givet tilsagn til at Lotus skulle offentliggøre det på den måde, uden at have orienteret Toleman skriftligt, om mit ønske om at forlade dem, og betalt den sum som vi skulle ifølge kontrakten." Peter Warr afviste at Sennas advokat ikke var blevet orienteret, men sandheden var at Warr havde brug for en hurtigt pressemeddelelse, da han lå i forhandlinger den weekend med John Player Special om en forængelse af sponsoratet.

Resutatet af det hele blev, at Hawkridge og Toleman udelukkede Senna fra at deltage i Italiens Grand Prix, blåstemplet af kontruktørforeningen, FOCAs chef, Bernie Ecclestone. Sennas advokat, Tony Clare, fik dog i sidste ende overbevist Hawkridge om fornuften i at Senna deltog i sæsonens to sidste løb - Europas og Portugals Grand Prixer på Nürburgring og Estoril.

DE TO SIDSTE LØB FOR TOLEMAN
Sennas to sidste løb for Toleman-teamet i 1984 startede med et brag på Nürburgring. Keke Rosberg kendte banen fra sportsvognsløb, og vidste at der var stor risiko for at det kunne gå galt. Det havde han allerede gjort de andre kørere opmærksom på ved kørernes briefing, men Senna havde vist sovet i timen. Da starten gik, bragede Senna op bag i Rosberg, fløj hen over ham, så Sennas dækaftryk bagefter tydeligt kunne ses på Keke Rosbergs hjelm.

Rosberg var naturligvis rasende, og der var lagt op til at de to skulle ud i et større skænderi. Men Rosberg ombestemte sig, og droppede at konfrontere Senna. "Hvad ville jeg have fået ud af det? Senna ville jo ikke lytte til nogen, og han havde altid ret. Det ville have været spild af energi. Efterdels erkendte Senna faktisk at det hele havde været hans skyld. "Jeg skulle have været meget mere forsigtig i starten for at undgå problemer," sagde Ayrton.

Efter Nürburgring var der kun et løb tilbage i sæsonen, inden Senna kunne fokusere på det næste år i et meget større team. Man kunne derfor have ham mistænkt for at være ligeglad og ikke rigtig have sjælen med i løbet på den portugisiske Estoril-bane. Men tværtimod viste Senna sig igen fra sin bedste side. Han tilkæmpede sig sin hidtil bedste kvalifikationsposition på tredjepladsen bag Nelson Piquet og Alain Prost. Han var således kun to tiendedele efter Piquets Brabham i sæsonens sidste løb.

Løbet var en sej ombæring for Senna, men han holdt sin bil i tredje position helt til målstregen, til trods for at han var omgivet af langt bedre biler med motorer fra Renault, BMW, Porsche og Honda. Samtidig kørte han på dæk der var et år ældre end de Michelin-dæk der sad på McLaren-racerne. Løbet var forbi og han kunne fejre det på podiet sammen med de to McLaren-kørere der havde kæmpet til sidste halve point om mesterskabet med Lauda som verdensmester.


Ayrton Senna i sit sidste løb for Toleman på Estoril - Foto: Senna Fotoweb

TID TIL AT FOKUSERE PÅ BEDRE TIDER
Senna kunne dermed sætte næsen op efter en 1985-sæson med et team, der var kendt for mangen et mesterskab. Lotus-teamet havde godt nok mistet deres legendariske teamchef, Colin Chapman, men selv med Peter Warr ved roret, var Senna overbevist om at Lotus ville være et sted hvor han kunne vinde titlen. For han ville andet og mere end bare at køre i Formel 1. Han ville vinde løb og mesterskaber. Han definerede selv før 1985-sæsonen sit virke i motorsportens topklasse således:

"Jeg bliver ikke tilfredstillet bare af at deltage i Formel 1. Medmindre jeg kan kæmpe for gode resultater og gode positioner, vil den tid jeg har investeret i Formel 1 have været spildt, en tid jeg kunne have brugt bedre på andre ting. Medmindre man har dette materiel er det hele spild af tid. Jeg nyder endnu ikke Formel 1 på samme måde som jeg nød Formel Ford eller Formel 3 - sågar gokarts. Det er den type racing der indtil videre har givet mig den største tilfredsstillelse."

"I Formel 1 er ansvaret og presset fra alle sider meget større. Det er ikke en hobby for mig. Det er en profession med masser af stress. Tidligere havde jeg større friheder, og kunne gøre som jeg havde lyst. Det kan jeg ikke længere. Nu har jeg opgaver som jeg må omstille mig til, ligemeget hvilke omkostninger det får for mig," sagde Senna inden han skulle gøre sig klar til sin første sæson for John Player Special - Team Lotus. Her fortsætter beretningen når vi fortsætter portrættet af en af de største F1-legender nogensinde: Ayrton Senna da Silva.


Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com