LOKKET TIL LOTUS AF PETER WARR
Efter sit debutår i Formel 1 hos det lille Toleman-team, var det tid til at komme videre for Ayrton Senna. Opad og fremad var hans slogan, og næste stop i karrieren var det legendariske Team Lotus. Annonceringen af Sennas Lotus-kontrakt var vigtig for teamets chef, Peter Warr, der havde svært ved at løfte arven efter Lotus-grundlæggeren, Colin Chapmans, død. Warr havde været assistent for Chapman siden begyndelsen i 1958, men havde haft en afstikker til Wolf-teamet og Emerson Fittipaldis Copersugar-team op til 1982, hvor han returnerede til Lotus.
Ayrton Senna havde allerede opnået et ry for sit rå talent, og Peter Warr brugte kontrakten med den nye spændende kører til at holde fast i teamets hovedsponsor, Imperial Tobacco - på bilen i form af John Player Special. Med Sennas intro på teamet kunne Peter Warr samtidig give teamet en velundt saltvandsindsprøjtning på et tidspunkt, hvor også de helt store teams var på jagt efter brasilianeren. Siden Chapmans død havde teamet slet ikke været det samme som førhen i dets glansdage. Da Ayrton ankom til Lotus var det to år siden, de sidst havde kunnet notere en grand prix-sejr.
Senna havde en helt speciel metode til at introducere sig selv, da han første gang dukkede op i Lotus' hovedkvarter - Kettingham Hall. "Senna havde en udstråling. Folk som ham er helt almindelige mennesker, men de har noget ekstra. De ser ud som om de ved hvad de vil - det er det samme med Michael Schumacher," fortæller Sennas daværende mekaniker og Schumachers nuværende chefingeniør, Nigel Stepney. "De er begge to meget fattede og rolige. De indgyder en følelse af selvtillid hos de folk der arbejder omkring dem. Da Senna og Schumacher startede var de de bedste i deres branche, men de havde ikke travlt med at virke overlegne i forhold til andre."
Ny sæson, nyt team - Senna på vej op i Formel 1
DET KUNNE HAVE VÆRET SÅ GODT...
Skridtet fra Toleman til Lotus virkede indlysende. Ayrton var ikke på jagt efter et mesterskab endnu, men han havde behov for at kunne kæmpe med de store drenge i Formel 1. Have muligheden for at kunne tage pole, endsige køre først over stregen i løbene om søndagen. Hans gamle helt, Emerson Fittipaldi, havde vundet sit første mesterskab i en Lotus, og Peter Warr havde fanget Senna på det helt rigtige tidspunkt i 1984-sæsonen, og fået signatur på kontrakten.
Selvom Senna ikke regnede Lotus for en mesterskabsbil i 1985, havde han absolut forventninger til dem. Han ville bygge teamet op igen, for at kunne vinde titlen sammen med dem i 1986 eller 1987. Det var meningen at det hele skulle have været så godt - og så viste det sig bare at blive noget skidt. Senna kom ikke tæt på titlen for alvor i hverken 86 eller 87, men han fik dog nogle vigtige ting med sig i bæltet fra sit arbejde med Team Lotus.
Til trods for teamets paralysering efter Chapmans død, var de stadigvæk milevidt mere professionelle end Toleman-teamet. "Jeg synes det virker som om at de er mere kølige. Men til gengæld er de langt mere professionelle. Toleman havde en helt speciel ånd, men Lotus er mere resultatorienterede," sagde Ayrton Senna selv om forskellen på sit gamle og sit nye team. Og han havde brug for den professionalisme. Tre måneder før sæsonstarten blev han ramt af en bacille, der gjorde ham lam i den ene del af ansigtet, og han måtte droppe at teste med bilen i hele præ-sæsonen.
I årets første løb på hjemmebane i Brasilien udgik Senna, selvom et lille lyspunkt for alvor havde vist sig. I lidt under en omgang af løbet havde Ayrton Senna ligget forrest. Noget der må have virket som et stort boost for ham. I sæsonens andet løb på Estoril, viste han sig i hvert fald fra sin bedste ide. Han tog pole position, kørte løbets hurtigste omgang og vandt i silende regnvejr. Ayrton Senna havde således skabt sig selv et varemærke som regnkonge allerede på et tidligt tidspunkt i sin karriere.
Sennas første og meget overlegne F1-sejr på Estoril i Portugal
SENNAS FØRSTE FORMEL 1-SEJR
Senna: "Det var mit andet løb for Lotus og min første pole position. I warmup'en til løbet, da det endnu ikke havde regnet, røg motoren i luften. Det var et meget voldsomt nedbrud, der både gik ud over gearkassen og hjulophænget, så hele bilens bagende skulle faktisk genskabes i de få timer op til løbet. Jeg kravlede ud af bilen og der var ingen grund til at løbe tilbage til pitten for at hente reservebilen, så jeg satte mig op på en høj ved siden af banen og ventede på at sessionen sluttede. Det var som om jeg kunne se mig selv. Se mit ansigtsudtryk, mine forventninger og al frustrationen. Det var ikke den bedste måde at starte søndagen."
Op til løbet begyndte det at regne, hvilket ikke var en fordel for Senna - troede han. Han havde aldrig kørt med bilen eller dækkene i regnvejr, og var derfor ekstra uforberedt i forhold til de andre kørere i feltet. "Løbsledelsen havde givet os ti ekstra minutter så vi kunne vænne os til regnen. Jeg følte mig fortabt, da jeg ikke havde nogen ide om hvordan bilen ville reagere med alt det vand på banen. Så jeg forlod pitten meget forsigtigt - bange for at miste bilen i samme sving og overhovedet ikke komme til start. Da starten gik føltes bilen helt normal, så jeg kørte igennem."
Ayrton Senna førte løbet fra start til slut i overlegen stil. Han overhalede alle biler på banen med en omgang undtagen Michele Alboreto, der endte på andenpladsen. Både Senna og teamet var ekstatiske over sejren. Sennas første Formel 1-sejr faldt i det andet løb i den anden sæson. Og i den første sæson hvor han havde bare en snert af en chance for at vinde. Selvom det var et tegn fra oven på fantastiske tider forude, skulle hans fremtid hos Lotus udvikle sig mindre heldigt.
DNF - TEAM LOTUS
Teamet var officiel tilmeldt hos FIA under navnet JPS Team Lotus. Men efter kort tid gik det op for Senna, at de ligeså godt kunne have tilmeldt sig under navnet DNF Team Lotus. Lotus 97T-bilen var ganske rigtigt hurtigere end Toleman-raceren fra 1984. Det beviste han ved at sætte to yderligere pole positioner i træk efter sin første i Portugal. Men bilen holdt sjældent til målstregen, hvilket frustrerede Senna ikke så lidt. På et besøg på Lotus fabrikken understregede han overfor ingeniørerne, at han kunne forlade teamet ifølge kontrakten, hvis ikke bilen gennemførte nok løb.
I hele sæsonen tog han kun en sejr til - i Belgiens Grand Prix på Spa Francorchamps. Endnu engang i regnvejr, et miljø der fik hans glans frem på en måde, der fik resten af feltet til at blegne. Men udover de to sejre blev det kun til fire yderligere podieplaceringer, og det i betragtning af syv pole positioner. Syv gange udgik bilen i løbet af sæsonen, og Senna endte mesterskabet på fjerdepladsen med lidt over halvt så mange point som sæsonens vinder, Alain Prost.
Efter sæsonen blev han bedt om at vurdere forskellige kørere og deres egenskaber. Om sin egen teamkammerat, Elio de Angelis sagde han: "Han er yderst ustabil." Dette til trods for at Elio tog en sejr i San Marinos Grand Prix. Men Senna var ikke kun nedladende - han kunne også rose en god kører, og en kommende hovedmodstander. Om sæsonens mester, Alain Prost i McLaren MP4/2B sagde han: "En af de bedste kørere i verden."
Sæsonstart 1986 og Senna blev regnet for en topkører sammen med de tunge drenge
KLAUSULEN I KONTRAKTEN OG NYT TEAM UNDERSØGES
Det brasilianske talent havde nu så småt begyndt at få færden af lugten i bageriet, og forberedte sig på at finde et alternativ til Lotus. Han havde en tre års aftale med Lotus, men kunne benytte sig af den DNF-klusul der lå i kontrakten. Og han fik et reelt tilbud der var til at føle på. Det kom fra ingen andre end Bernie Ecclestone og Brabham. Men Senna forudså problemerne hos Brabham kunne udvikle sig på samme måde som hos Lotus og takkede derfor nej til tilbuddet.
Op til 1986-sæsonen blev han også spurgt om han ville kunne finde på at køre for Ferrari. Svaret var et rungende JA! Som alle andre kørere var han meget bevidst om Ferraris historie, og han var stor fan af Gilles Villeneuve. Men han understregede at han kun ville gå efter teams som han kunne vinde verdensmesterskabet sammen med. Var de ikke mesterskabspotentiale, kunne han ligeså godt blive hos Lotus. Så Senna fortsatte sit Lotus eventyr i 1986 uden de store forandringer i forhold til 1985-sæsonen.
SENNAS FORHOLD TIL DEN ENGELSKE PRESSE
I mellemtiden var Senna igen raget uklar med den engelske motorsportspresse. Op til 1986-sæsonen kom det frem, at Lotus ville hyre den engelske presses kæledægge, Derek Warwick, men Senna nedlagde veto. Han følte at Derek var så stort et navn, at teamet ville dele deres fokus på to biler - og Senna ville have fuld fokus på sin bil. "De store teams har råd til at have to førstekørere. Men i et team som Lotus ligenu, er der kun plads til en, hvis vi skal have en chance for at vinde mesterskabet."
Argumentationen var ikke til at tage fejl af. Han ville godt dele ud af godteposen hvis den var fuld nok. Men han vurderede at der ikke var ressourcer nok i Lotus-teamet til at have endnu en reel fokus-bil på banen. Senna fik derfor gennemtrumfet den mindre ansete, Johnny Dumfries, til det andet sæde i Lotus-raceren, efter Elio de Angelis trak sig. Og den engelske presse hadede ham for det. Senna havde allerede skubbet Warwick ud af Toleman i 1984 - nu nedlagde han veto mod ham hos Lotus.
Sennas fantastiske løb mod Nigel Mansell på Jerez i 1986
STADIG MEDGANG OG STADIG MODVIND I 1986
Som tidligere nævnt adskildte 1986-sæsonen sig ikke synderligt fra 1985-sæsonen. Ayrton Senna tog igen to sejre - denne gang i Jerez-Spanien og Detroit-USA. Men teamet var stadig plaget af mekaniske problemer med sæsonens bil Lotus 98T. Han forøgede andelen af pole positioner til otte i alt, og sluttede otte gange på podiet inklusive de to sejre i Spanien og USA. Sammenlagt nok til en fjerdeplads i mesterskabet med 55 point.
Han lagde dog i 1986 stor afstand til sin teamkammerat, Johnny Dumfries, der endte mesterskabet på trettendepladsen. Det var tydeligt at Ayrton havde fået sin vilje, og der var kun fokus på hans bil i den sæson. Uheldigvis foretog Peter Warr en række fejlagtige økonomiske dispositioner op til sæsonen, og året gik derefter. Dette skulle få fatale følger op til 1987-sæsonen, hvor Team Lotus mistede Imperial Tobacco som hovedsponsor, og Lotus'en skiftede ham fra sort/guld til gul/blå. Fra John Players Special til Camel.
ENKELTE LYSPUNKTER I 1986-SÆSONEN
Sæsonen bød dog på enkelte lyspunkter, og Senna fik da muligheden for ved specielle lejligheder at vise sit værd i den middelmådige bil. I det snævre banemiljø i Detroit, viste Senna at han var god på bybaner med barriererne skrigende tæt på bilen og banen. Han vandt løbet i overlegen stil, og indhentede noget af det forsømte fra løbet i Monte Carlos gader samme år, hvor han sluttede på fjerdepladsen. Men historie skrev han for alvor kun en gang i 1986.
Det skete på den spanske Jerez de la Frontera-bane. Senna havde sikret Lotus deres pole position nummer 100, og lagde sig i spidsen i starten af løbet. Han blev dog overrumplet af Williams-køreren, Nigel Mansell, der på løbsdagen havde et væsentlig bedre setup end Ayrton. Dette til trods sad Senna som klistret til bagenden på Mansells racer, og formåede at overhale ham med kun ti omgange tilbage af løbet. Mansell havde overkørt sine dæk, og havde intet andet valg end at pitte for at få nye dæk på Williams-raceren.
Tilbage på banen lå Mansell næsten tyve sekunder efter Senna, men indhentede ham med omkring fire sekunder pr. omgang. Ved begyndelsen af sidste omgang lå Mansell kun halvandet sekund efter Senna, og kunne styrkemæssigt med lethed overhale ham. Men Senna kørte defensivt og holdt Mansel bag sig på hele omgangen. De kæmpede indædt helt frem til sidste sving, og op mod målstregen var Mansell klart hurtigere end Senna. Men brasilianeren slog englænderen med en historisk lille margin - 0.014 sekunder - og direkte ind på andenpladsen over tættest afgjorte løb i F1-historien.
Nyt look i 1987 - men det gjorde ingen positiv forskel for Senna
PÅ VEJ MOD 1987 OG SENNA FORBEREDER SIN EXIT FRA LOTUS
Efter en skuffende 1986-sæson havde Senna læst skriften på væggen. Selvom det lykkedes ham at få Honda med på Lotus-galejen, var det tydeligt at Lotus var i en dyb krise og ikke kunne finde de rette midler til at komme ud af problemerne igen. John Players blev udskiftet med Camel-sponsoratet fra R.J.Reynolds. Men selvom Lotus-bilen blev farvet i Camels farver, formåede Peter Warr kun at hente halvt så mange penge ud af det nye tobakssponsorat.
Det gik kraftigt ud over udviklingen af Lotus 99T'eren. Teamets tekniske chef, Gerard Ducarouge, var ude af stand til at rette op på tingene. Der blev samtidig udviklet aktivt hjulophæng som var det nye frække i Formel 1, og det tog pusten fra Lotus' designafdeling. Senna tog igen to sejre i henholdsvis Monte Carlo og Detroit. Sammenlagt otte podieplaceringer ligesom året i forvejen, men kun en enkelt pole position. Ayrton Senna var allerede så godt som ude af døren hos Lotus.
FRA MODVIND TIL MEDVIND
I løbet af 1987-sæsonen havde Senna ligget i tætte forhandlingerne med flere teams. Både Williams, Ferrari og McLaren stod på Sennas shoppingliste. Williams blev der ikke gjort så meget ved. Frank Williams modtog en privat meddelelse fra Senna, om at han var på udkig efter et nyt team. Han var på besøg i Maranello og førte forhandlinger med dem - men deres filosofi om bilen før køreren i alle tilfælde faldt ikke i Sennas smag. Og i mellemtiden havde Ron Dennis fra McLaren rykket hurtigt.
Senna forberedte sig på sin storhedstid hos McLaren-Honda, i årene der skulle komme. Han var manden bag aftalen mellem McLaren og Honda, og kunne påvirke beslutningsprocessen hos mesterskabsteamet i en grad der var næsten uvirkelig. Han skulle køre sammen med Alain Prost der havde vundet både 1985 og 1986 for McLaren. Hos Lotus havde Senna oplevet medgang i modvind. Nu skulle han helt op i toppen af Formel 1 og opleve medvind med modstand i form af den ansete rival, Alain Prost. Her tager vi portrættet videre i næste nummer af F1Journal.com, hvor vi sætter fokus på Ayrton Senna i forbindelse med ti-året for hans død på Imola i 1994.
Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com
