DE STORE ÅR MED TITLER OG INTRIGER HOS MCLAREN
Da det stod klart at Ayrton Senna ikke længere skulle køre for Lotus-teamet, var der lagt op til et battle af episke dimensioner. Før McLaren havde Senna kørt imod teamkammerater, som han havde kvast til ligegyldigheder. Men hos McLaren skulle han op imod en kører, som han altid havde betragtet som en af verdens absolut allerbedste. Noget der helt sikkert kunne være med til at lægge et pres på Senna. Samtidig skulle han i 1988 for første gang sidde i en bil, der ikke bare havde vinderchancer rent løbsmæssigt, men samtidig var mesterskabs-materiale. Altsammen noget der kunne have vist sig hos Senna i form af kiks og nerver, men som han i stedet omsatte til sin første stensikre VM-titel.
Var alle tegn i sol og måne faldet ud til Sennas fordel, er der heller ingen tvivl om, at han havde køreegenskaberne til at blive mangedobbelt verdensmester. Men sådan skulle det ikke gå. Han var internt i teamet oppe imod en verdensklasse-kører, der havde mange års erfaring på bagen. Prost var en kører af en helt særlig kaliber, som Senna måtte overgive trofæet til i 1989. Han røg samtidig ud i et opgør med den altdominerende FISA-præsident, Jean-Marie Balestre, der fuldstændig skulle isolere ham i et mistroisk forhold til sporten og alle de mennesker han blev konfronteret med i sit arbejde.
I 1990 vendte Senna stærkt tilbage, men "glimrede" ved at slutte sæsonen, med en lidet køn hilsen til Alain Prost i almindelighed og Jean-Marie Balestre i særdeleshed. Det var langtfra et punkt i Sennas karriere, der vil gå over i historien, som et af hans mest positive. Men kigger man på personen Senna, er det ikke så svært at forstå, at han rendte rundt med en solid portion indebrændthed fra sæsonen i forvejen. Mere om det senere.
I 1991 kom han tilbage i storform, og viste sig fra de takter som publikum foretrak at se ham. Men allerede i det år lurede problemerne forude. Hans trofaste partner gennem flere år, Honda, var på vej ud af Formel 1, og i 1992 blev det tydeligt at de ikke længere havde det fulde fokus, og blev slået regulært af den franske motorleverandør, Renault. Han brugte således 1992 på at spille et meget svært kortspil om, hvilket team han skulle køre for i 1993, og valgte forkert. Hans sidste fulde år i Formel 1 blev derfor en regulær standby-sæson, hvor han bare ventede på at kunne rykke videre til det team der kunne sikre ham den næste titel - Williams. Det team som han desværre aldrig nåede at fejre en eneste løbssejr sammen med, og som han forlod denne verden sammen med. Men denne del af portrætserien handler hovedsageligt om Sennas år hos McLaren. Hele historien om Sennas titelhøst starter dog ikke med McLaren, men derimod med Honda.
SENNAS FORHOLD TIL HONDA
Tilbage i 1986 kunne Senna se hvilken motor der ville komme til at herske og regere i Formel 1 - Honda. Ved et finurligt sammentræf kunne Honda se hvilken kører de mente der ville komme til at herske og regere i Formel 1 - Ayrton Senna. Han fik Honda med ombord i Lotus-teamet i hans sidste sæson med dem, i håbet om at de kunne gøre den afgørende forskel. Men 1987 var et rigtig skidt år for Lotus, med en underudviklet 99T-racer, og et trist budget halvt så stort som året før.
Forholdet var dog så godt mellem Honda og Ayrton, at de ville følge ham hvor end han valgte at slå sine folder. De havde kapacitet til at supplere to teams, og havde foruden Lotus haft Williams i stalden i 1987. Et succesfuldt forhold der gav Williams og Honda både kører- og konstruktørtitlerne det år. Det var derfor meget imponerende at Senna, ikke bare kunne lokke Honda med over hos McLaren, men samtidig at det skete på bekostning af Williams, der alt andet lige var et væsentligt stærkere kort end Lotus.
Et godt eksempel på hvor stærkt forholdet mellem Honda og Senna var, afslørede Osamu Goto, da F1Journal.com interviewede ham i vort allerførste nummer. Da han i 1988 var chef for Hondas motorsportsprojekt, blev han af Senna honoreret med den hjelm han havde båret, da han sikrede sig sit første verdensmesterskab på Suzuka samme år. Goto valgte senere at arbejde for McLaren-teamet, og sidder i dag lunt placeret som chef for Saubers Ferrari motor-program under navnet, Petronas V10.
1988 - DEBUT HOS MCLAREN OG FØRSTE VM-TITEL
Sennas første sæson hos McLaren startede ikke just som han havde håbet. I sit femte løb foran hjemmepublikummet måtte han igen skyde en hvid pil efter en sejr. Han blev diskvalificeret i et forsøg på at bytte bil, efter at det grønne flag var blevet vinket op til starten. Dette var for sent ifølge reglerne, og han måtte tage fra hjemlandet til Europa uden point. Denne oplevelse tog han dog revanche for, da han skulle køre på Imola-banen. Han anførte en et-to sejr foran sin stærke teamkammerat, Alain Prost, og det var samtidig klart for enhver, at McLaren var det ubetinget stærkeste hold det år. De overhalede således alle andre hold med en omgang inden løbet var slut.
I sæsonens tredje løb oplevede man en egenskab hos Senna, der overraskede en del. Alle kørere har en filosofi om at kun en sejr er godt nok. Men han blev tricket af sin teamkammerat, Alain Prost, til at lave en dum fejl og køre bilen i barrieren. Senna førte løbet og førte det stort. Reelt set havde Prost ikke en jordisk chance for at indhente brasilianeren. Alain forsøgte sig derfor med et psykisk kneb. Han satte fut under sine omgangstider, i håbet om at Senna ville få det at vide, gøre det samme, og smadre bilen. Senna fik besked over radioen om at Prosts omgangstider begyndte at falde drastisk, hvorefter Senna selv begyndte at sætte massivt hurtigere omgangstider. Da denne leg havde stået på i et stykke tid, opgav Prost sit forehavende. Senna kørte bare hurtigt og der var ingen tegn på at han ville ødelægge det for sig selv. Da Senna blev bekendt med at Prost igen kørte langsommere, slappede Senna mere af. Det skulle han aldrig have gjort. Manglen på behov for hurtighed medførte at Senna på et tidspunkt mistede fokus - noget der i Monaco honoreres med intim kontakt med barrieren. Senna blev så irriteret på sig selv, at han ikke tog tilbage til pitten, men tog direkte hjem til sig selv i sin monegaskiske lejlighed. Han svarede ikke på telefonopkald, og først henunder aftenen fik McLaren fat i ham.
Starten på 88-sæsonen spillede ud i Alain Prosts favør. Der var ikke gået mange løb før franskmanden havde et tyve points forspring til Senna. Resten af kørerne i feltet kunne glemme det. Der var kun en bil med reelle vinderchancer det år. Prost holdt fat om føringen indtil Senna pludselig vandt fire løb i træk. Silverstone, Hockenheimring, Hungaroring og Spa-Francorchamps. Overraskende var Senna pludselig i spidsen af mesterskabet, hvilket må have virket som et psykisk knæk på Prost. Efter Spa-løbet udtalte Prost i hvert fald, at han nok havde tabt sæsonen. Franskmanden begyndte således at tage hårdere midler i brug overfor sin teamkammerat. Prost lå på pole og Senna nede på sjettepladsen i løbet på Estoril. Efter en række omstarter lykkedes det endelig at få sat gang i løbet. Senna havde en kanonstart og trak op på siden af Prost langs pitmuren. Franskmanden pressede Senna helt ind mod muren så kun to af hans hjul rørte asfalten, men Senna bed tænderne sammen, holdt speederen i bund og tog føringen. De kørte banen rundt sammen på første omgang indtil de trak ind på start/mål-langsiden. Her sænkede Senna farten, og indbød Prost til at køre indenom. Herefter gjorde brasilianeren så det samme ved Prost som han selv var blevet udsat for på omgangen forinden. Han klemte Prost voldsomt op mod pitvæggen, så franskmanden nær var kørt galt. Alain vandt dog både duellen og løbet. Efter løbet udtalte han, at Sennas træk havde været vanvittigt, og hvis kampen skulle kæmpes på den måde, ville han hellere undvære titlen. Selektiv hukommelse når det er allerbedst i Formel 1.
Prost vandt således både løbet på Estoril og det efterfølgende løb på Jerez, altimens Senna havde problemer med sin motor og brændstofforbruget. Men hvis Prost skulle vinde sæsonen, var det afgørende at han også vandt de to sidste løb. Så på et strategisk meget dårlig valgt tidspunkt, gik Prost til datidens svar på Bernie Ecclestone, FISA-præsidenten Jean-Marie Balestre, der fremsatte beskyldninger om at McLaren og Honda ikke leverede samme materiel til de to kørere, men favoriserede Senna. Dette skulle kun tænde Senna endnu mere da han ankom til årets næstsidste løb på Suzuka. Han tog pole foran Prost, men ved starten gik det helt galt for Senna. Han stallede bilen og mens det meste af feltet fløj forbi ham, udnyttede han at startlangsiden på Suzuka går nedad bakke. Da bilen rullede fik han trillestartet den, og kunne genoptage kampen fra en fjortendeplads. Der var lysår op til Prost, men Senna havde ingen intensioner om at give op. I et af Ayrtons flotteste løb lykkedes det ham at køre fra fjortendepladsen op til en andenplads på under tyve omgange. Han indhentede således Prost, og i 28. omgang kom angrebet og Senna tog føringen - og sejren - og mesterskabet.
På den efterfølgende paradeomgang gik Senna fuldstændig berserk i bilen, råbte og skreg i radioen i ekstase og slog hårdt i rattet og i sin hjelm flere gange. En lignende reaktion havde man ikke set siden han vandt sit første løb på Estoril i 1985 med Lotus. Selvom der stadig var et løb tilbage, var der ikke mere Prost kunne stille op. Man brugte et specielt pointsystem dengang, der gjorde at man kun talte de elleve bedste løb med i pointene. Så selvom Prost reelt scorede flere point i 88-sæsonen end Senna, var det brasilianeren der havde vundet titlen. Prost beklagede sig over systemet efter sæsonen, men lige lidt hjalp det. Sæsonen havde endnu en lille twist, idet McLarens chef, Ron Dennis, krævede en offentlig undskyldning fra Jean-Marie Balestre over at han havde beskyldt teamet for at forfordele Senna. Balestre havde vist hvor hans sympati lå - hos landsmanden Alain Prost. Noget der senere skulle få afgørende indflydelse på Sennas forhold til FISA-præsidenten.
Før 1989-sæsonen skete det to ting, der havde afgørende indflydelse på hele Formel 1. Den ene var at Ferrari-teamets grundlægger, Enzo Ferrari, døde. Manden der havde opbygget det lille team i halvtredserne til en magtfuld institution i moderne Formel 1 var væk, og teamet skulle finde sig til rette med en ny mere moderne ledelsesform. Samtidig havde FISA forbudt anvendelsen af turbo-motorer i Formel 1. Dette var et slag i synet på Honda, der ubetinget havde leveret den bedste V6-turbomotor.
1989 - EN SÆSON DER SKULLE ÆNDRE SENNA
Slutningen på 1989-sæsonen skulle ændre Senna og hans syn på sporten meget voldsomt. Men inden da, var det efter 88-sæsonen Alain Prost der var den mest mærkede mand. At det lykkedes Ayrton Senna at slå Prost i sit første år hos McLaren var ikke lige let for alle at forstå. Og da slet ikke for Alain Prost selv. Meget tyder på at han allerede efter 1988-sæsonen vidste at han skulle kigge sig om efter en anden arbejdsgiver. "Jeg kan ikke klare den mand," udtalte Prost om Sennas meget intensive engagement efter 1988. "Det er som om han sover i pitten. Når jeg forlader banen, bliver han. Når jeg ankommer om morgenen, er han der allerede. Jeg vidste hele tiden at 1988 ville blive et svært år, fordi han så desperat gerne ville have titlen, sådan som jeg også havde det første gang jeg vandt den."
"Det der imponerede mig mest, var hans evne til at opretholde presset hele tiden, og til at køre stærkt under alle forhold. Vådt eller tørt, hurtige eller langsomme baner, det gør ingen forskel. Han gør altid sit bedste. Vores forhold har været bedre end jeg troede mulig. Det var lidt anstrengt i starten, men forbedrede sig over året, med en eller to undtagelser," sagde Prost efter 1988. Men til trods for de rosende ord, var han bag kulisserne, i gang med at ændre på forholdene internt i McLaren og hos Honda. Hos teamet krævede han at blive førstekører, hvilket blankt blev afvist af Ron Dennis. Samtidig holdt Prost møder med folk fra Honda, for at få forklaret hvorfor Senna blev forfordelt i 1988-sæsonen. Honda-folkene garanterede ham at det ikke var tilfældet, men afholdelsen af mødet nåede Ron Dennis' kendskab, der godt kunne lægge to og to sammen. Det var Prost der nogle måneder i forvejen havde sendt Balestre i byen, med beskyldningen om unfair behandling.
Til trods for Ron Dennis' kendskab til Alain Prosts korridorpolitik, slækkede han ikke på sine principper om at begge hans kørere er lige stillede i teamet. Ej heller til Ayrton Sennas fordel. Og 1989-sæsonens første løb faldt da heller ikke ud til Sennas fordel. Han lå i pole position, men ramlede sammen med Gerhard Berger i starten og spandt af banen. Han endte løbet på en pointløs ellevteplads, hvorimod Alain Prost tog en andenplads bag Nigel Mansell i Ferrari. Den italienske bil viste fra første løb, at den var mere konkurrencedygtig i den nye periode uden turbo - noget Alain Prost bed mærke i.
En mere spændende episode opstod i San Marinos Grand Prix. Belært af sidste års problemer mellem Senna og Prost, havde Ron Dennis bedt de to kørere om at finde en måde at forliges på banen. Han ville gerne se dem kæmpe mod hinanden, men ikke køre hinanden af banen. De to kørere lavede således en aftale om, at den der kom bedst afsted fra start, også fik førsteret ind i Tosa-hårnålen for enden af Tamburello. Da starten gik skød Senna hurtigst afsted, og Prost overholdt aftalen - Senna fik svinget og tog en solid føring lige indtil fjerde omgang, hvor Gerhard Berger havde et voldsomt uheld i Tamburello. Løbet blev standset. Da starten gik igen, havde de to McLaren-kørere tilsyneladende hver deres version af aftalen. I denne ombæring var det Prost, der kom bedst afsted, og mente dermed han havde førsteret til Tosa-svinget. Senna mente derimod at det var den første start der gjaldt, hvorfor han dykkede indenom Prost og overhalede ham brutalt i Tosa. Franskmanden blev stiktosset og ville ikke engang deltage i pressemødet efter løbet. Noget der førte til at han fik en bøde af FIA på 5.000 dollars.
Ron Dennis kunne se problemerne forme sig mellem Prost og Senna, og holdt et forsoningsmøde mellem dem. Men i forbindelse med det efterfølgende løb i Monaco, kunne Senna og Ron Dennis læse en artikel i den franske sportsavis, L'Equipe, med overskriften: "Prost anklager Senna!" I artiklen sagde Prost blandt andet: "Han slog mig kun fordi jeg var naiv nok til at tro, at han var en mand der holder sit ord. Sådan er det dog ikke. Han er præcis den samme som han var sidste år." At Prost var utilfreds var der intet nyt i. Det havde han været siden før sæsonen startede. Af samme årsag havde Ron Dennis og Mansour Ojjeh givet Prost en deadline på løbet i Monaco, til at finde ud af hvad han ville i 1990. Noget franskmanden ignorerede fuldstændig. Efter forsoningsmødet havde Senna fået opfattelsen af, at situationen fra Imola var et overstået kapitel, og følte sig lige dele forrådt. Han besluttede sig for ikke at tale med Prost - minimum resten af sæsonen.
Konflikten mellem de to kørere var nu total. Ikke bare internt men i fuld offentlighed. McLaren tog derfor de nødvendige skridt og opdelte i praksis deres team i to seperate enheder - én for hver kører. Og der var stort set ingen kommunikation mellem de to. Der gik ikke meget andet end to uger efter Imola, før Prost annoncerede overfor Ron Dennis, at han ikke længere ville køre for McLaren efter 1989. Han kunne nu forhandle med de teams der passede ham, og McLaren var frie til at finde en ny makker til Senna. Ron Dennis havde forberedt sig på situationen, og havde allerede en aftale med østrigske Gerhard Berger. I de følgende løb gik det skidt for Senna og godt for Prost. Senna udgik med motorproblemer i USA og Canada, hvorimod Prost vandt i Frankrig og England, og havde et tyve points forspring. Da sæsonen nåede frem til september og løbet på Monza, annoncerede Alain Prost at han havde en kontrakt med Ferrari fra og med 1990.
SITUATIONEN PÅ SUZUKA I 1989
Franskmanden havde stadig et solidt forspring til Senna, da de endeligt returnerede til sæsonens næstsidste løb i Japan og Suzuka. Senna skulle minimum tage en andenplads i løbet, for at holde sine mesterskabschancer i live. Han havde - som sædvanligt fristes man til at sige - placeret sig i pole position, men tabte kampen om starten til Prost. De to kørte med forskelligt setup - Sennas mere fokuseret på downforce, Prosts mere fokuseret topfart. I starten af løbet var det klart til Alain Prosts fordel. I lang tid så det ud som om Senna ikke havde valgt den rette strategi, og at Prost ville vinde. Men hen mod de sidste omgange af løbet begyndte Senna at hente voldsomt ind på franskmanden. Der var således kun seks omgange tilbage af løbet, da Senna valgte at sætte sit angreb ind. Det foregik i Casio, chikanen før start/mål-langsiden. Senna kastede sin McLaren på indersiden af Prosts, der nægtede at give sig, og forsøgte at dreje med ind i chikanen samtidig, så begge biler spandt rundt og holdt den forkerte vej.
Alain Prost indså at løbet var slut og kravlede ud af sin bil. Da han nogle få øjeblikke efter hev sin hjelm af, var det med et stort veltilfreds smil på læben. Sennas hjul stod flettet ind i Prosts, og brasilianeren kunne ikke komme fri før Prosts bil var væk. Senna råbte til de tililende baneofficials at de skulle skubbe ham fri af Prosts bil. De kunne ikke umiddelbart fjerne Prosts McLaren, da han havde stillet den i gear, og derfor ikke ville rykke sig ud af stedet. De vidste at hvis de skubbede Senna ville han blive diskvalificeret. Det vidste Prost også, så han havde svært ved at skjule sin begejstring. Men Senna ville udnytte et hul i reglerne. Nemlig at bilerne holdt på et farligt sted for de andre biler på banen, hvorfor de skulle skubbe ham i sikkerhed. Når først han var skubbet i sikkerhed, kunne han sætte igang igen, og forhåbentlig nå at vinde løbet. Han blev skubbet fri, men holdt da modsat køreretningen og måtte bruge en sidevej udenom chikanen for at vende rundt.
Senna havde nået at smadre sin frontvinge i forsøget på helt at slippe forbi Prosts McLaren, og returnerede da til pitten for at få en ny frontvinge på bilen. Nu lå han godt nok bag Allesandro Nannini, men han blev hurtigt indhentet, hvorefter Senna kunne køre først over stregen. Da Prost havde set hvordan Senna fik frigjort sig af situationen i chikanen, var smilet stivnet på hans ansigt. I stedet for at blive stående ved chikanen, gik han meget målrettet op i dommertårnet og henvendte sig til Jean-Marie Balestre, for at diskuttere hvordan reglerne var på området. De kunne konstatere at det faktisk var i overensstemmelse med reglerne at blive skubbet i sikkerhed, men de mente reelt at han var blevet skubbet i gang af banens officials. Samtidig havde Senna benyttet sidevejen udenom chikanen, da han holdt modsat bilernes køreretning på banen, hvilket af Balestre fortolket som at Senna havde udnyttet den som en genvej, og ikke benyttet den normale vej gennem chikanen. To brud på reglerne - i hvert fald hvis man læser dem på fransk - og Senna blev diskvalificeret af løbet. VM-titlen var dermed i lommen på Alain Prost.
SENNAS HAD TIL BALESTRE OG TVIVLEN OMKRING SPORTEN
Da løbet var forbi, blev Senna indkaldt til møde hos løbsledelsen, hvor han skulle modtage sin diskvalifikation. Tilstede ved sådant et møde, må kun være den kører der skal diskvalificeres og løbsledelsen. Men tilstede var også Alain Prost og Jean-Marie Balestre. En klar procedurefejl. Senna fik at vide, at han var blevet dømt for de to førnævnte punkter. Rasende gik han tilbage til McLaren-pitten, hvor Ron Dennis måtte holde Senna og Prost isoleret fra hinanden. Sennas vrede var ikke til at tage fejl af, og den kunne have ført til korporligheder, hvis de to kørere kom for tæt på hinanden.
"Det første løbsledelsen fortalte mig, var at jeg burde have vendt bilen om. De havde ikke den fjerneste ide om hvad det var de talte om," fortalte Senna senere. "Det eneste de ville var at diskvalificere mig. De spurgte mig også hvorfor jeg havde fremprovokeret hele uheldet. Det var ikke mig der fremprovokerede det. Jeg prøvede bare at kæmpe for en position. De prøvede med flere argumenter af denne skuffe, men da de ikke rigtig kunne få ram på mig, blev jeg bare sendt udenfor døren. De kaldte mig tilbage og sagde at jeg var blevet diskvalificeret."
I forlængelse af dommen på Suzuka valgte McLaren at appellere kendelsen for FIAs appeldomstol. En ting er at episoden i chikanen på Suzuka kunne fortolkes på flere måder, og at det var op til appeldomstolen at afgøre hvem der havde ret. Men Balestre var så sur over at McLaren udfordrede hans ønsker, at han fik appeldomstolen til at udvide hele sagen til at omfatte hele fjorten punkter, der berørte en lang række forskellige løb gennem halvandet år, og som reelt stemplede Senna som en skruppelløs hasarderet kører.
Sennas team gik til modangreb, og fandt en del punkter hvor procedurer ikke var blevet fulgt. Dels havde der kun været fire kommissærer tilstede da løbsledelsen annoncerede diskvalifikationen overfor Senna. Allerede her, havde den i nutidens Formel 1 været ugyldig og begravet i stilhed. McLaren påpegede også at FIA havde ændret ved den originale løbsrapport fra Suzuka, samt at den ikke indeholdt de rette underskrifter for at være gyldig.
McLaren fremlagde tillige svar på alle fjorten punkter, der tilbageviste appelrettens anklager om hasarderet kørsel. De henviste til en lang række episoder, hvor kørere havde måttet benytte sideruter rundt om chikaner, i specielle situationer, uden at det blev betragtet som at skyde genvej. Alle andre punkter blev gennemgået som grundløse, men Senna havde ikke en chance. Han skulle undskylde som en lille skoledreng overfor appelretten, og det nægtede han pure, da han følte han havde retten på sin side. Han fik dommen udviddet fra en diskvalifikation i Japan, til en bøde på 100.000 dollars samt en betinget frakendelse af sin superlicens gældende i de første seks måneder af 1990-sæsonen.
Farcen fortsatte. Balestre krævede nu at Senna skulle undskylde hændelsen offentligt - hvis ikke han gjorde det risikerede han slet ikke at få lov til at deltage i 1990-sæsonen. Farcen havde burde dermed have nået sit højdepunkt, men der blev skrevet yderligere kapitler i de første måneder af 1990. Da FIA offentliggjorde den officielle tilmeldingsliste over kørere i 1990-sæsonen, fremgik Senna ikke på listen. Ingen undskyldning - ingen plads på listen. Via pres fra Mclaren og deres hovedsponsor Marlboro, satte Senna til sidst sin underskrift på en vagt formuleret undskyldning, som blev faxet ind til FIA. Da den blev offentliggjort af FIA, havde de ændret ordlyden af undskyldningen, så den passede ind i deres kram. Farcen var komplet, men Senna kunne nu i det mindste deltage i den kommende sæson.
SENNA BLEV ALDRIG DEN SAMME EFTER 1989
Når man læser bøger og interviews om Senna, går det op for én, at han virkelig blev dybt mærket af hvad der skete begyndende med situationen på Suzuka i 1989. Han blev meget mistroisk overfor alle, og følte sig forrådt af flere nøglepersoner i hans liv. Hans oplevelse gennem 1989-sæsonen var typisk, at hvis han lavede en aftale med nogen, så var det mere reglen end undtagelsen at de brød deres løfter. En række af dem kender vi nu fra historierne om Prost, Balestre, Ron Dennis og så videre. Men det samme skete på hjemmefronten med hans venner der var blevet overfladiske, han havde problemer med sin nye kæreste det år, og han havde samtidig en oplevelse af at pressen blev ved med at misforstå ham.
Det var blandt andet i 1989 at Senna begyndte at snakke meget om sin tro på Gud, og hvordan han mente det kunne have indvirkning på hans kørsel. I begyndelsen af sæsonen var det meget uskyldige ting, men som sæsonen skred frem blev det værre og værre, og når man læser hans ord, har man nærmest indtryk af at Senna troede han havde Gud siddende på skøddet når han kørte. En af de første oplevelser han havde, hvor Gud dog ikke var indblandet var i Monaco 1988, hvor han følte det som om han var i trance når han kørte rundt i Monacos gader.
"I kvalifikationsomgangene brugte vi løbsdæk, så vi kunne tilbagelægge flere omgange. Jeg kan huske at jeg kørte hurtigere og hurtigere for hver omgang. Jeg havde allerede taget pole position med nogle få tiendedele, med et halvt sekund, med næsten et sekund og så over et sekund. Jeg blev ved og ved. Mere og mere. På et tidspunkt var jeg to sekunder hurtigere end alle andre, inklusiv min teamkammerat i samme bil. På det tidspunkt giv det op for mig at jeg bevægede mig væk fra min normale bevidstheds-sfære. Monaco er kort og smal, og på det tidspunkt følte jeg det som om jeg kørte rundt i en tunnel - hele banen var en tunnel for mig. Jeg blev ved og ved... og ved, og holdt mig stadig indenfor banens fysiske rammer, som om jeg kørte på skinner. Det gjorde jeg jo ikke. Så dér følte jeg mig sårbar. Jeg gik udover mine egne grænser - og bilens. Grænser der aldrig før var nået. Jeg havde stadig kontrollen, men kunne ikke rigtig forstå hvad der skete. Jeg blev bare ved og ved. Det var en skræmmende oplevelse. Så gik det op for mig, at det var for meget, og jeg satte tempoet ned og kørte i pit - fortalte mig selv at jeg ikke skulle køre mere den dag," fortalte Senna.
Senna var i forvejen en religiøs mand, opdraget efter traditionelle katolske principper og livsopfattelse, der hersker i et land som Brasilien. Så man kunne forestille sig, hvordan han er begyndt at omsætte den slags oplevelser til en form for religiøs handling. Noget der lå over hvad et menneske normalt oplever. Hans job var racerkører, og det var her han havde størst chance for at opleve noget ekstraordinært. Noget guddommeligt om man vil. Så dét der nok er begyndt som en oplevelse af noget uforklarligt, noget Senna valgte at forbinde med sin opfattelse af Gud, gik stille og roligt over gevind sæsonen efter. I 1989 følte han ikke han kunne stole på nogen. Så når han skulle forklare hvordan han havde det med forskellige situationer han var i bag rattet på sin bil, brugte han begrebet Gud. Når han var blevet forrådt af folk omkring sig kunne han finde tryghed i sin tro på Gud.
1990 - HÆVNTOGTET MOD ALAIN PROST OG BALESTRE
I månederne op til 1990-sæsonen var Senna meget i tvivl om han overhovedet ville fortsætte hos McLaren i Formel 1. Han søgte tilflugt hos sin familie i Brasilien, og ville helst ikke tale med nogle der havde det mindste med Formel 1 at gøre. Han havde svært ved at gennemskue hvorfor han skulle fortsætte, men har nok stået overfor det gyldne valg: Hvis jeg stopper med Formel 1 - Hvad så???
Han begyndte således at hive sin bror, Leonardo, med til flere og flere af løbene i 1990. Han havde behov for én han kunne læne sig op af, når hans paranoia var ved at tage over. Én han kunne tale med, som kunne forstå ham, og som havde oplevet ham i hele vinteren mellem 1989 og 1990. Op til sæsonåbneren i Phoenix, Arizona, var Senna ikke rigtig sig selv. Han kunne se at de andre teams var ved at æde sig ind på McLaren, og han forudså derfor en hårdere sæson end de tidligere to år.
Han var sluppet af med Alain Prost, der nu kørte sammen med Nigel Mansell hos Ferrari. I Prosts gamle sæde hos McLaren sad nu den unge Gerhard Berger, og et nyt venskab i Formel 1 skulle tage sin begyndelse. Der gik noget tid inden Senna lukkede op for Berger, men han endte med at være den tætteste ven Senna havde haft i sin F1-karriere. Samtidig fik han lov at opleve en ny talentfuld kører bide fra sig i en undertippet bil i sæsonens første løb. Jean Alesi var den eneste der rigtig bed fra sig i Phoenix og førte løbet med nogle smukke tætte dueller med Senna, indtil brasilianeren i sidste ende tog føringen og vandt. På podiet bruges champagneceremonien normalt til at fejre en god præstation, men Senna viste at man også kunne bruge den til noget andet. Jean Marie Balestre stod på podiet sammen med kørerne, og Senna fik afløb for nogle af sine aggressioner mod FISA-præsidenten, ved at overhælde ham med det meste af indholdet i sin flaske.
Løbet efter var på Sennas hjemmebane, Interlagos i Sao Paolo. Efter en række år i Rio de Janeiro, var det en positiv oplevelse for Senna, at Formel 1 blev kørt i hans fødeby. Jean Marie Balestre ankom til banen flankeret af hele otte bodyguards, der fulgte ham hele weekenden. Det brasilianske publikum var rasende på ham, buhede af ham og kastede ting efter ham. Hans fly modtog endog en bombetrussel da han var på vej hjem. Senna vandt ikke løbet selvom han havde haft føringen. En dum fejltagelse gjorde at han ramte den japanske kører Nakajima, da han skulle overhales med en omgang. Tilbage i pitten og skifte frontvinge, og det var rigeligt til at den ærkerivalen Prost vandt løbet for Ferrari. Sæsonen viste at det ikke længere bare var McLaren der kunne vinde løb. Der skulle ikke længere mirakler til, for at teams som Williams-Renault og Ferrari vandt løb, og kunne være med i kampen om mesterskabet.
Selvom der var tegn i sol og måne om at nye tider var på vej i Formel 1, var Senna glad for sit forhold til McLaren i almindelighed og Honda i særdeleshed. Det blev bevist efter Ungarns Grand Prix, hvor Ayrton Senna fik privat besøg af Frank Williams med et kontrakttilbud for 1991. Selvom Williams var begyndt at vise sig meget konkurrencedygtige, med forøgede budgetter og et teknisk forspring, meddelte Ayrton et par uger efter mødet med Williams, at han ville blive hos McLaren og Honda i sæsonen efter. If it ain't broken, don't try to fix it - var devisen der fik Senna til at vælge ud til fordel for McLaren. Dette var måske tidspunktet, hvor Senna valgte forkert set i et bredere perspektiv. Var han skiftet til Williams-Renault i 1991, ville han have haft en bil, han med al sandsynlighed kunne have vundet sæsonen med. Han ville have haft en bil som han med sikkerhed kunne have vundet 1992 og 1993-sæsonerne med, og han ville dermed kunne have gået ind i 1994-sæsonen som fem-dobbelt verdensmester. Men sådan skulle det ikke gå. Tilliden mellem Senna og Honda var for stor til det spring.
1991-kontrakten med McLaren blev underskrevet, og Ron Dennis var åbenlyst lykkelig. Han kunne også godt se hvor tingene bar hen, og havde været ænstelig ved tanken om at Senna forlod teamet. Som en gestus gjorde Ron Dennis noget der virkede helt udover det sædvanlige. Såfremt Senna vandt 1990-sæsonen, ville Ron Dennis forære ham hans vinderbil, McLaren MP4/5B. Dette var ikke sket siden Ron Dennis overtog styringen af teamet i 1980, hvor alle vinderbiler var forblevet til udstilling på fabrikken i Woking. Senna vandt senere sæsonen og året efter ankom vinderbilen med luftpost til Brasilien.
På Monza skete der noget som folk ikke rigtig var forberedt på. Ved en pressekonference var der en ung og lettere uerfaren F1-journalist, der tog sig den frihed at stille et spørgsmål til både Senna og Prost på samme tid. "Er det ikke snart på tide at I to slutter fred og ikke altid skændes?" spurgte han. Der blev bomstille i lokalet, hvorefter Senna tog ordet. Han forklarede at han var villig til at glemme alt hvad der var sket hidtils. "Vi er jo professionelle racerkørere," sagde han og spontane klapsalver lød. Prost fik derefter ordet og sagde: "Dette er vigtigt, for hvad Senna siger er rigtigt. Jeg vil ikke have en repetition af sidste år. Så lad os glemme hvad der skete sidste år," sluttede Prost, rejste sig op og gav Senna hånden. Brasilianeren tog hånden men virkede dog lidt forbeholden. "Det er et vigtigt skridt men lad os nu se det blive effektueret ude på banerne også." Der var dermed sluttet officielt fred mellem de to kørere.
På Silverstone havde Mansell annonceret at han ikke ville fortsætte med at køre for Ferrari. Han sagde at det var familien der trak i ham, men sandheden var at han var utilfreds med Ferrari. Der gik ikke længe før denne følelse også ramte Alain Prost. Ved Portugals Grand Prix annoncerede Prost at han havde opgivet at vinde titlen med Ferrari, fordi de ikke var professionelle nok. Han var kun femten points bag Senna, men han havde et problem med at falde tilbage i mesterskaber, og samtidig havde han med held brugt samme taktik tidligere, og på den måde fået teamet til at arbejde hårdt for ham. Teamet svarede igen med at give Prost og Mansell en 1-2 sejr i Spanien, og hvad værre var - Senna udgik af løbet.
Prost havde dermed stadig en chance for at vinde sæsonen, og genvandt håbet. Men nu skulle de to ærkerivaler mødes på Suzuka igen, og der var lagt op til endnu en højdramatisk afslutning. Sæsonen blev dog afgjort ved en svinestreg fra Ayrton Sennas side, der så ud som direkte gengæld mod Prost for hvad der var sket året før. Sennas svinestreg var dog ikke bare dedikeret til Alain Prost. Den hilsen var nærmest sekundær, da det hele gik galt i dagene op til løbet. Om torsdagen gik det op for kørerne, at løbsledelsen havde taget en mærkelig beslutning. Hvis man tog pole position skulle man starte længst inde mod pitmuren - altså i det snavsede spor. Det kunne Senna og Berger ikke forlige sig med, hvorfor de afholdt et møde med løbsledelsen og fik dem til at omstøde beslutningen. En pole position skulle afvikles fra det rene spor.
Om lørdagen kæmpede Senna dermed indædt for at tage pole, og endte da også med bedste tid. På andenpladsen: Alain Prost. Så faldt bomben. Jean Marie Balestre viste igen at han var Formel 1-verdenens altdominerende diktator, og omstødte løbsledelsens beslutning. Pole skulle alligevel afvikles fra det snavsede spor. Samtidig orienterede løbsledelsen kørerne om at man ikke måtte bruge indgangen til pitten som overhalingszone i selve løbet. Noget Ayrton havde gjort året før, og han tog det som en fornærmelse. Ayrton Senna var rasende, og svor at han ville gøre alt for at komme først gennem første omgang. Og han mente alt. Da starten gik udnyttede Prost sin placering i det rene spor og overhalede Senna på vej ned mod første sving. Senna nærmede sig bagfra, og da de to kørere skulle dreje ind i svinget ramte brasilianeren sin gamle rival skråt bagfra, og begge biler udgik af løbet.
Mesterskabet var hjemme for Senna og denne gang var det hans tur til at trække på skuldrene og lade som ingenting. Han benægtede enhver teori om at han havde gjort det med vilje. Men Prost var ikke i tvivl om hvad der skete. "Jeg havde helt ærligt ikke forventet sådan en manøvre i løbet. Jeg syntes tidligere at han var hård men fair på banen. Han var altid en hård mand at køre imod. Men fair? I hvert fald ikke på denne måde. Specielt ikke i et meget hurtigt sving som dette. I dag har han vist, at han er villig til at gøre hvad som helst for at vinde titlen. Jeg kan ikke acceptere at tabe titlen på denne måde. Der må gøres noget i reglerne for at sikre at dette ikke sker igen. Hvis tingene bare fortsætter som de er, er jeg ikke interesseret i at fortsætte med at køre," sagde Prost. Senere fulgte Ferrari op med et krav til FISA. Hvis ikke der blev uddelt straffe for den slags manøvrer i fremtiden, ville Ferrari trække sig ud af Formel 1.
Senna svarede med at håne både Ferrari og Prost: "Jeg synes det er fantastisk at en organisation som Fiat eller Ferrari kan tvinges af én mand til at komme med et ultimatum som dette. Den mand får mig bare til at le. Prost har altid beklaget sig. Ikke bare i år, men lige siden vi begyndte som teamkammerater sammen i 1988. Han klagede over mig, så over Honda. Året efter klagede han over Honda og så over mig igen. Han klagede over teamet - det team der gav ham tre titler," hånede Senna. Men han var langtfra færdig. "Så rykker han over i et andet team, en ny udfordring, og begynder at kritisere dækfabrikanterne fordi de leverer forskellige dæk. Han fortsætter og kritiserer Berger, derefter Alesi, så hans eget team og deres management, og ender op med at kritisere Mansell og til slut mig igen. Det er derfor jeg ikke er overrasket over at han giver mig skylden for situationen på Suzuka. Jeg er blevet vant til det."
1991 - DEN TREDJE TITEL OG FØRSTE SEJR PÅ HJEMMEBANE
Selvom Nigel Mansell offentligt havde lovet at han ville stoppe i Formel 1, fik Williams overbevist ham om at fortsætte. Mansell er en benhård forhandler og forlangte en mesterskabsbil fra første løb, og Renault lovede ham og Williams at de ville gå endnu hårdere ind i kampen om VM. Alain Prost fortsatte hos Ferrari og fik det unge talent, Jean Alesi, med ombord. Men Senna havde ingen intensioner om at give VM-trofæet fra sig i 1991.
Han lagde ud med sejre i sæsonens første fire løb, og havde dermed skabt et fornuftigt startpunkt i kampen om 91-titlen. Et af disse løb var en helt speciel affære for Ayrton Senna. Han vandt nemlig for første gang foran sit hjemmepublikum på Interlagos i Sao Paolo, Brasilien. Og det var ikke bare det at han vandt. Det var måden han gjorde det på. Han tog føringen i løbet, men undervejs røg hans gear et efter et, til han tilsidst kun havde sjette gear tilbage. Et stykke bag ham kunne Nigel Mansell lugte blod i sin Williams, og begyndte at sætte tempoet i vejret. Senna svarede igen og satte tider der var kun fire sekunder langsommere end banens hurtigste - kun med sjette gear! Nok til at Mansell opgav sit forsøg, og nok til at Senna vandt foran et ekstatisk brasiliansk publikum.
Selvom Prost ikke havde samme stærke bil som i 1990, lykkedes det ham alligevel at kunne kæmpe om løbssejre med Ayrton i enkelte løb. På Hockenheim gik det dog galt igen mellem de to kørere, der ramlede ind i hinandens hjul. Efter løbet var Prost rasende og sagde på TV: "Jeg har alligevel intet at tabe. Jeg kan ikke vinde verdensmesterskabet. Men befinder vi os igen i samme situation, hvis han opfører sig på samme måde, vil jeg smide ham ud. Jeg skubber ham simpelthen af banen!" FISA greb ind, gav Senna en advarsel og gav Prost en betinget løbsfrakendelse. Samtidig tvang FISA de to kørere til forsoningsmøde på neutral grund før Ungarns Grand Prix. Mødet førte til endnu en våbenhvile mellem de to rivaler.
Sæsonen mindede ellers på mange måder om sæsonen før. Senna lagde flot ud, men havde en række uheldige løb i midten af sæsonen. Det var ikke Prost der indhentede ham i 1991, men derimod Nigel Mansell. Alain Prosts sæson i 1991 var en katastrofe. Han udgik med utallige motorproblemer, og Prost var ikke ked af at kritisere sit italienske team. Højdepunktet kom mod slutningen af 1991-sæsonen, hvor Alain offentligt sammenlignede Ferrari-raceren med en traktor. Dette næsten genoplivede Enzo Ferrari, og i bedste Enzo-stil blev den tredobbelte verdensmester smidt på porten inden sæsonen var slut.
Sæsonen skulle igen afgøres på Suzuka, med nogenlunde samme pointscenarie som året i forvejen. Senna have en seksten points føring mod Nigel Mansell, og sidstnævnte kunne kun holde mesterskabet i live, såfremt han vandt løbet. Uden videre dramatik udgik Mansell på tiende omgang efter at have oversatset et sving og låst sin Williams i gruset. Ayrton Senna lod Gerhard Berger vinde løbet, og havde selv travlt med at nyde mesterskabet.
Men Sennas måde at nyde det på var at fyre en bredside af mod Jean-Marie Balestre. Denne gang kunne han endelig gøre det fuldstændig bramfrit, da Balestre i oktober 1991 havde tabt præsidentvalget til Max Mosley. Senna bandede og svoglede mens han forklarede hvordan Balestre havde misbrugt systemet og sin position. Det havde udviklet sig til en heksejagt mod Ayrton Senna, fordi han ikke bare bøjede sig i støvet overfor den franske FISA-præsident. Samtidig krøb Senna dog til bekendelse og erkendte at han havde skubbet Alain Prost af banen med vilje i 1990 på Suzuka. Han forklarede at det hovedsageligt var Balestres forsøg på at hjælpe Prost til en titel, der havde fået ham til koldblodigt at gå efter enhver tænkelig og utænkelig manøvre mod Prost i 90-sæsonens næstsidste løb. Så grel var Sennas afsløringer og sprogbrug i den pressekonference, at Max Mosley fik ham og McLaren til at udsende en pressemeddelelse bagefter, hvor de undskyldte sprogbruget, samt forklarede at Senna ikke ville give plads til Prost på Suzuka, men ikke havde skubbet ham ud med vilje.
1992 & 1993 - MCLAREN MÆRKER MODSTAND OG TABER
Allerede i 1991 var det begyndt at gå den forkerte vej for McLaren. Hovedsageligt fordi Honda var ved at miste fokus, og seriøst overvejede at trække sig ud af Formel 1. Senna og McLaren fik dem overtalt til at tage endnu et år i sporten, hvilket var en stor fejltagelse fra Sennas side. Det var dog ikke den største fejltagelse. Den største fejltagelse var at han selv blev ombord hos McLaren i 1992, og dermed mistede muligheden for at køre for Williams i både 1992 og 93.
Da 1992-sæsonen gik i gang, var det tydeligt for enhver at Williams sad tykt og fedt på det hele. De havde en god kører i Mansell, og en fuldstændig suveræn bil, der ikke kunne trues af nogen. Honda rodede rundt i halvhjertede forsøg på at holde skruen i vandet et ekstra år, mens det var Ford der var den eneste motor der kunne give Renault en lille smule modstand. De havde i Benetton-teamet modtaget en åbenbaring i tyske Michael Schumacher, der var startet i de sidste løb af 1991-sæsonen. McLaren og Senna kunne slet ikke følge med.
Så grel var situationen i 1992 at Ron Dennis beskrev forskellen mellem Williams og McLaren på denne måde: "Vi er nu overgået til at bruge en kalender og ikke et stopur, når vi skal måle afstanden mellem vores biler og Williams-racerne." Senna tog da en sejr her og der, men brugte langt mere tid på at slås med Michael Schumacher end med Nigel Mansell. Allerede i Ungarn havde Mansell mesterskabet i hus, og Senna kunne ikke engang se frem til 1993-sæsonen med håb om et mesterskab dér.
Prost havde brugt 1992-sæsonen som sabbat-år, men lå ikke stille af den grund. Han havde yndet sig ind hos Christian Contzen, der var motorsportschef hos Renault Sport. Derfor gik 1993-sædet hos Williams til Alain Prost. Med fælles fransk fodslag gav det mening for Renault at køre med en fransk superstjerne bag rattet. Og den franske stjerne betingede sig, at han ikke fik Ayrton Senna som teamkammerat. Dermed var Williams ikke en mulighed for Senna i 1993. Han havde til gengæld haft forhandlinger i London med Luca di Montezemolo om et Ferrari-sæde i 1993, men de kunne ikke møde hans lønkrav, hvorfor Senna havde udspillet sine egne chancer. Ikke bare i 1992, men også i 1993.
Da 1993-sæsonen skulle tage sin begyndelse i Sydafrika, var der stadig uvished om hvorvidt Senna skulle køre for McLaren. Ron Dennis fik dog Senna til at underskrive kontrakter for hvert enkelt løb, og Senna var dermed klar til Formel 1 igen. Han havde i mellemtiden testet en Penske Indycar-racer, for at checke mulighederne i USA, men fandt ikke bilerne udfordrende nok. Så han havde kun en reel mulighed tilbage. Nemlig at vise verdens befolkning hvad han kunne stille op i en håbløs McLaren, der ikke længere havde en Honda fabriksmotor, men en Ford købemotor at løbe an på.
I Sydafrika havde Senna ikke en jordisk chance for at holde sig i samme tempo som Alain Prost og Williams-raceren. Men Senna besluttede sig for at skrive kontrakt for Brasilien også, og det betalte sig. Det begyndte at regne, og Prost kørte sig selv af banen. For første gang blev Safetycar introduceret i Formel 1, og genial vurdering af hvornår Senna skulle bruge regnvejsdæk og slicks gjorde ham til sejrherre i sit hjemland.
Det gav Senna blod på tanden til at vise sig fra sin bedste side i 1993. Ved Europas Grand Prix på Donington i England kørte Senna et løb, der af mange regnes for hans allerbedste. Man taler i hvert fald stadig om den bedst kørte omgang i F1-historien. Han havde kvalificeret sig på en fjerdeplads og tabte desuden en placering lige da starten gik. Banen var drivende våd, og Senna viste at han var som en fisk i vandet. Ind og ud mellem bilerne foran sig, kørte han i det våde spor, som om det var et tørvejrsspor på slicks. Da første omgang var forbi lå Senna på førstepladsen, og regerede resten af løbet som en sand regnvejrskonge. Alt og alle der var vidne til den præstation tabte ører, næse og mund.
Men udover de små overraskelser her og der, kunne Senna bare afvente 1994-sæsonen. Han vidste at Frank Williams allerede havde henvendt sig til hans manager efter Brasiliens Grand Prix, og at der allerede fra første moment var gniderier mellem Prost og Williams-teamet. Frank Williams arbejdede således bag kulisserne for at overbevise Renault om at Senna var et klart bedre bud end Prost. Og det lykkedes. Prost besluttede sig for at trække sig efter 1993 og sin sidste titel, og der var dermed gjort klar til Sennas store retur til pokalerne i 1994.
1994 - FARVEL TIL MCLAREN RESTEN ER HISTORIE
Senna sagde flot farvel til McLaren efter 1993-sæsonen, og der var en helt fantastisk stemning af både glæde og vemod fra begge parter. De havde ikke bare vundet mesterskaber sammen, men kæmpet sammen i tykt og tyndt. Både mod modstandere på banen og mod modstandere i FISA og FIA. Der var knyttet et specielt bånd mellem Ayrton Senna og Ron Dennis, som han aldrig helt kunne få erstattet. Selvom der senere var et specielt forhold til Hakkinen, er der mange der tvivler på at det var helt det samme som Senna.
McLaren-chefen, Ron Dennis, vidste godt at det var forbi mellem Ayrton og McLaren. Han lod Senna gå uden at give et kny fra sig. Hans intension var at starte fra bunden igen, bygge teamet op til en succes og hente Senna tilbage. Dette kunne dog blive svært. Selvom Senna var rimelig sikker på at Williams var teamet i 1994, havde han dog alligevel forhandlinger med Ferrari, og det lå altid i kortene, at Senna ville afslutte sin karriere i det italienske team. Han havde aldrig været populær hos det italienske publikum, men de har en tendens til at holde med dem der kører Ferrari. Ligemeget hvem de er. Så var Ayrton skiftet til Ferrari, ville han nok også vinde italienernes gunst.
Men det skulle vise sig aldrig at blive videre aktuelt. Senna ville altid have krævet af Ferrari, at de var konkurrencedygtige, hvilket bestemt ikke var tilfældet i hverken 1994 eller 1995. Og under alle omstændigheder endte historien om Senna med et brag mod en betonmur i Tamburello-kurven. Ironisk nok på den italienske bane, der var opkaldt efter Ferrari-teamets grundlægger og dennes søn. Klokken atten minutter over to om eftermiddagen den 1. maj 1994 brast drømmene om flere pokaler til Senna. Drømmene om igen at se ham krydse målstregen. Drømmene for Ron Dennis om at få ham tilbage til McLaren. Drømmene blandt mange fans om at se ham i en Ferrari. Eller drømmene blandt de fleste om at se ham i samme team som Michael Schumacher, og få afgjort hvem af de to superstjerne der funklede klarest på Formel 1-himmelen.
Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com
