DEN SORTE WEEKENDS ANDEN EPISODE
Det kaldes Den Sorte Weekend i Formel 1. Løbsweekenden der dannede ramme om en sær sammenblanding af sorte uheld ved fem forskellige episoder samlet på tre dage. San Marinos Grand Prix på Autodromo Enzo e Dino Ferrari, ramtes fredag af den første mystiske episode, da Sasol Jordan-køreren, Rubens Barrichello, mistede herredømmet over sin racer, og blev kastet næsten to meter op i luften og sidelæns ind i et hegn, der flåede bilen op i siden, og det så umiddelbart ud til at kunne have kostet brasilianeren dyrt. Han slap dog med en hjernerystelse og lidt skrammer.
I lørdagens kvalifikation gik det ud over østrigeren, Roland Ratzenberger, der mistede livet i en ulykke i den sidste del af Tamburello-kurven. Feltet af kørere var paralyseret, og måske var det denne paralysering der førte til den manglende koncentration og de efterfølgende tre episoder i weekenden. Det blev i hvert fald fulgt op af et massivt sammenstød søndag, da starten gik til løbet - weekendens tredje episode. Da de grønne lamper tændtes stallede JJ Letho sin Benetton, og blev ramt massivt bagfra af Pedro Lamy i sin Lotus-racer. Dette sendte Lethos baghjul på en flyvetur ind i tilskuerrækkerne, hvor flere personer blev ramt og måtte sendes på skadestuen i Bologna.
Den fjerde episode kender vi alle, da Ayrton Senna da Silva atten minutter inde i løbet mistede herredømmet over sin Williams, og kørte sig ihjel. Weekendens sidste episode opstår på 48. omgang, da Michele Alboreto forsøgte at forlade pitten med et hjul der ikke var sat ordentlig fast. Hans baghjul ramte en række folk fra Ferraris pitcrew, og en række af dem blev så hårdt ramt af hjulet, at de måtte til behandling i banens medicincenter. Af de fem frygtelige episoder den weekend, var det de to dødsfald, der er gået over i historien. Og når historien skal skrives, vil der altid være størst fokus på Ayrton Senna. Men hvem var den østrigske kører, der måtte lade livet i kvalifikationen dagen før Senna?
"ROLANDO TOPO DI MONTAGNA"
Roland Ratzenberger kom fra Salzburg-området i Østrig hvor han blev født den 4. juli 1960. Hans passion som lille dreng var sæbekassebiler, og det erklærede mål: "Jeg vil være racerkører!" Da Salzburgring-banen åbnedes i september 1969, var han en regelmæssig tilskuer til alle former for løb. Han var stor fan af to notorisk kendte Formel 1-navne: Jochen Rindt og Niki Lauda. Da hans målsætning var så tidlig og syntes helt urokkelig, var der ikke meget andet for forældrene at stille op, end at bakke ham op.
Han meldte sig i 1976 ind i Salzburgs Kart-club, hvor han tilbragte al den tid han kunne, foruden at passe de fritidsjobs hans forældre krævede af ham, så han lærte at finansieringen af en så dyr interesse ikke kommer af ingenting. I 1977 kunne han så købe sin første Folkevogn Beattle sammen med kammeraten, Gerald Lachmayer. Forældrene prøvede stadig at overbevise Roland om at en længere uddannelse ville være en fremtidsmæssig sikring, så den unge østriger tilmeldte sig den Højere Tekniske Læreanstalt. Efter tilstrækkeligt med "fritimer" og anden friløb fra uddannelsen, blev han smidt ud af skolen et halvt år efter.
Ved Ratzenbergers næsten daglige besøg på Salzburgring mødte han i 1979 Walter Lechner, der havde mulighed for at give Roland en prøvetur i en Formel Ford 1600. Dette skulle blive det første alvorlige startskud til østrigerens karriere i motorsport. Han kunne ikke skaffe financiering til en hel sæson i 1980, begyndte han således som elev i Walter Lechners racing-skole. Walter Lechner blev efter fem måneder ansat i den anerkendte Jim Russell racing-skole i Italien, og Roland fulgte med. Han vandt således "Jim Russell Trophy" i 1980 og blev selv ansat som instruktør på skolen. Grundet sit navn, der betyder "rottebjerget", fik Ratzenberger kælenavnet "Rolando - Topo di Montagna" - musen fra bjergene.
FORMEL FORD FOR TEAM GÄTMO
Walter Lechner kørte selv Formel Ford i Østrig, men var ved lejligheder ikke i stand til at køre alle løbene. På et tidspunkt måtte Lechner erkende at tidsplanen var blevet for stram, og foreslog at Roland overtog rattet. Her blev han opdaget af Peter Gärtner der ejede Team Gätmo. Dette skete i 1984, og sæsonen så ud til at blive en succes for den unge østriger. Uheldigvis blev sæsonen ødelagt for Roland, da han havde et sammenstød med Bertrand Gachot, som også senere skulle komme til at køre i Formel 1.
Sammenstøddet medførte et kompliceret håndledsbrud for Ratzenberger, og han blev nødt til at tage til takke med pladsen på tilskuerrækkerne resten af sæsonen. Året efter kom han dog stærkt tilbage og skiftede til et team ledet af Alois Roppes. Det lykkedes således Roland at vinde på det østrigske og det centraleuropæiske mesterskab i Formel Ford. Men der skulle andet og mere til for at få en proper international karriere i gang end to mesterskaber i klasser der ikke havde nogen nævneværdig bevågenhed fra udlandet.
FRA ØSTRIG TIL MOTORSPORTENS MEKKA: ENGLAND
Ideen for Roland med at køre for Alois Roppes var oplagt. Roppes havde ikke blot et team i Formel Ford, men samtidig også i Formel 3. Denne avancering havde Roland regnet ud på forhånd, og det var hans intension at køre Formel 3 i 1986. Uheldigvis oplevede Ratzenberger at blod er tykkere end vand. Da Formel 3-teamet skulle sammensættes til 1986-sæsonen, havde Alois Roppes, valgt at satse alt på sin egen søn Roppes. Han forklarede at han ikke ville kunne klare at se sin søn blive ulykkelig over at skulle følge sæsonen fra tilskuerrækkerne, på grund af Roland.
Ratzenberger pakkede derfor sine alpefrugter, og satte kursen mod motorsportens mekka: England. Han kunne ikke komme til at køre Formel 3 i England, da konkurrencen her var meget større. Så han måtte nøjes med Formel Ford, hvor han til gengæld satte endnu en milepæl i sin karriere. Han vandt både Formel Ford Festival på Brands Hatch, mod kørere som Eddie Irvine og Johnny Herbert, samt Formel Ford Race of Champions. I det sidstnævnte løb kørte han mod mestre fra en lang række Formel Ford-serier i verden, og kunne dermed krone sig selv som uofficiel verdensmester i klassen.
PROFESSIONEL RACERKØRER I 1987
Indsatsen i engelsk Formel Ford havde givet genlyd blandt teamcheferne i Formel 3. Og ikke kun her var der interesse. Han blev kontaktet af BMWs tyske motorsportschef, Peter Flohr, der ville teste ham i den tyske standardvognserie. Ekstremt flotte resultater gjorde at han blev signet som fabrikskører for BMW i standardvognklassen, og fik dermed en titel til visitkortet som han havde drømt om længe: Professionel racerkører. En titel der heller ikke gjorde det svært for Roland at fortsætte karrieren i formel-klasserne.
Midt i 1987 fik han således først chancen for at gæstekøre en Formel 3-racer på Silverstone af teamchef Chris Weller. Og én runde på Silverstone var alt der skulle til for Roland Ratzenberger, før han havde sat den bedste Formel 3-tid på banen nogensinde. Det gav også vind i sejlene og få dage efter havde han en kontrakt i hånden fra teamchef Dick Benett og West Surrey Racingteam - samme team som Ayrton Senna havde kørt for i Formel 3.
Han nåede således at deltage i fire Formel 3-løb i 1987-sæsonen, og udmærkede sig med en første-, en anden- og en tredjeplads i serien kendt for den hårde konkurrence. Det gik også helt udemærket i World Touring Class for BMW, hvor han endte sæsonen på en tiendeplads. Han kunne dermed se frem til nogle år som fast inventar i diverse formel- og sportsvognsklasser - først og fremmest som professionel kører og uden at skulle bekymre sig om næste måneds husleje.
JAGTEN PÅ SUCCES GÅR VIDERE TIL JAPAN
I 1988 fortsatte han i Formel 3 og krydrede det med engelsk Formel 3000. Han deltog også i en række løb for BMW i den engelske standardvognsklasse, BTCC. Det bedste resultat hentede han i den engelske F3000-klasse, hvor han sluttede på en tredjeplads i mesterskabet. Derfor valgte han at forkusere på denne klasse i 1989, og håbede at vinde den med Team Spirit. Det lykkedes dog ikke - igen endte han sæsonen på en sammenlagt tredjeplads. Der var ikke løb og penge nok i serien til en hel sæsons indtjening, hvorfor han krydrede den med en plads i Brun-teamet i en Porsche 962C i 24-timers løbet på Le Mans sammen med sin gamle protegé Walter Lechner. Tre timer blev det til inden bilen udgik. Ratzenberger kørte også i et udholdenhedsløb for samme team på Spa og endte på en fjerdeplads. Det ene løb gjorde at han endte på en 31. plads i den samlede sportsvognssæson, men det ene flotte resultat på Spa, gjorde at et nyt fabriksteam fik øjnene op for ham.
Det var Toyota der tog Ratzenberger under deres vinger, og tog ham til Japan, hvor han fik lov at køre deres C-klasse racere. De næste fire år hyggede Roland sig i den opadgående sols land, sammen med Toyota i sportsvognsklasser. I 1990-91 kørte han samtidig for BMW i den japanske standardvognsklasse. I 1992-93 skiftede han fra standardvogne til Japansk Formel 3000, og kørte samtidig for Toyota i Le Mans 24-timers løbet. Et af årene var han således teamkammerat med Eddie Irvine, der i 1993 debutterede i Formel 1. Roland Ratzenberger fulgte lige i hælene på den irske kører, og debutterede i Formel 1 i 1994.
ROLAND RATZENBERGER - FORMEL 1 KØRER
Da Roland Ratzenberger blev præsenteret som Formel 1-kører foregik det i Monte Carlo - en af F1-verdenens hovedstæder. Han havde måttet lyve sig to år yngre, for at virke som et stærkt ungt kort, men taktikken virkede, og han gik ind til en noget kulørt tilværelse i motorsportens topklasse, idet han startede hos et debutterende team. Simtek Grand Prix var en udspringer af Simtek Research Ltd oprindelig startet af Nick Wirth og Max Mosley i 1989. De leverede biler og ingeniør-teknologi til etablerede teams i forskellige løbsserier. Blandt andet DTM, Indycar, F3000 og Formel 1.
Efter Mosley blev præsident for FIA i 1992, solgte han sin del fra til Nick Wirth, og sidstnævnte besluttede i 1993, at gøre sig klar til en debut som Formel 1-team i 1994. De fik fat i den tidligere notorisk kendte F1-kører og teamchef, Sir Jack Brabham, som investor, og hyrede sønnen David Brabham som førstekører. Andenkøreren blev Roland Ratzenberger der blev præsenteret sammen med nogle flotte meritter. I pressemeddelelsen gjorde Simtek et stort nummer ud af, at Roland var den kører i hele 1994-feltet med mest erfaring fra forskellige klasser, og som havde kørt flest løb i forskellige serier på en enkelt sæson.
Første test foregik ironisk på Autodromo Enzo e Dino Ferrari den 8. marts 1994. Det var også den eneste test teamet nåede inden årets første grand prix godt 14 dage efter. Ved testen deltog også Ayrton Senna i Williams-raceren. Bilen havde nogle handicap på højfartsbaner i 1994, hvorfor den blev indstillet til næsten at skrabe henover asfalten. Dette var ikke en god ide på Imola-banen, da den i to sektioner led af mærkbare bump. Dels i Tamburello-kurven, og dels på det hurtige stykke mellem Variante Alta og Rivazza. Gnister og røg stod nogle gange ud bag bilerne når de passerede disse sektioner. Noget Senna beklagede sig voldsomt over til baneledelsen samme dag.
EN HÅBLØS DEBUT I BRASILIEN
Roland Ratzenberger og Simtek-teamets F1-debut fandt således sted på Interlagos i Sao Paolo, Brasilien. Og det blev en trist affære for det lille uprøvede team. David Brabham kvalificerede sig bagest i feltet på en 26. plads, og Roland Ratzenberger formåede ikke at få bilen ind i den afgrænsede tid. Østrigeren måtte således tage til takke med en siddeplads i pitten i årets første løb, mens hans bil allerede var pakket ned og gjort klar til næste løb.
I sæsonens andet løb på Aida-banen i Japan, skulle Stillehavets Grand Prix afvikles, og her fik Roland reddet noget af æren. Ikke så meget men dog lidt. Han kvalificerede sig bagest i feltet lige bag sin teamkammerat, David Brabham. Sidstnævnte udgik af løbet med en sammenbrændt Cosworth-motor, men Ratzenberger holdt bilen i mål og sluttede på en ellevteplads. Han glædede sig således til løbet på den italienske Imola-bane, hvor han håbede at kunne slå sin teamkammerat i kvalifikationen.
"Jeg er kommet til Formel 1 fra Japan, og håber at kunne gøre et godt indtryk. Dette er den eneste bane jeg har prøvet at teste på, og jeg håber derfor at kunne vise mig fra min bedste side foran det italienske publikum." En af Ratzenbergers store drømme var at komme til at køre for Ferrari, og den italienske teamledelse var nok lige præcis det publikum Roland hentydede til. Han ville slå Sir Jack Brabhams søn i kvalifikationen for enhver pris - og han endte med at betale den ultimative pris. Roland Ratzenberger omkom i kvalifikationen i sit forsøg på at slå David Brabham.
DEN ULTIMATIVE PRIS I VILLENEUVE-SVINGET
Uheldet skete med stor fart ved slutningen af Tamburello-kurven, den store bløde venstrehåndskurve, der også blev Ayrton Sennas endeligt dagen efter. Ved enden af Tamburello, slog den et blødt knæk til højre i dét der kaldes Villeneuve-svinget og ledte op til Tosa-hårnålen - det var lige før dette højreknæk at østrigeren tilsyneladende havde mistet kontrollen over bilen, og var fortsat direkte ind i barrieren. I omgangen forinden var Rolands Simtek tilsyneladende blevet ramt af en genstand på banen, der havde løsnet hans frontvinge. På turen gennem Tamburello løsnede frontvingen sig helt og faldt af. Uden den vigtige downforce fra vingen, var der intet at stille op for Roland - han ramte barrieren fatalt.
Simtek-raceren blev delt i flere dele i det hårde smæl, og træningssessionen blev straks afbrudt. Den tættest placerede læge, var ankommet til fods kun tolv sekunder efter Ratzenberger ramte væggen. Det første kørende lægehold, med italienske Dr Lega, ankom yderligere tretten sekunder efter. Professor Sid Watkins blev kaldt ned i officielle indsatsbil, med Mario Casoni bag rattet, og de kunne på meget kort tid bevæge sig fra pitområdet ned til ulykkesstedet.
"Jeg ankom til stedet og de andre læger var allerede i gang med arbejdet - hjelmen var blevet fjernet og de havde skabt en luftvej - men køreren sad stadig i sit cockpit," fortæller Professor Sid Watkins i sin bog. Jeg chekkede hurtigt hans pupiller. Situationen var meget alvorlig. Det var nødvendigt at få ham frigjort af bilen med det samme, hvilket vi gjorde. Vi lagde drop, lagde et luftvejssnit i struben, sørgede for ilt, og påbegyndte elektrisk hjertemassage."
Lægeholdene arbejdede i omkring syv minutter med at genoplive Ratzenberger direkte på ulykkesstedet. Herefter blev han kørt i en ambulance til skadestuen på banens medicincenter der ligger lige til højre for pitindgangen med tilhørende helikopterplatform. Der var dog intet at stille op, og den østrigske kører skulle herefter overføres til et større hospital i nærmeste storby, Bologna. Den store af de to medical-helikoptre fløj Ratzenberger til Maggiore Hospitalet.
SENNA OPRØRT OVER RATZENBERGERS UHELD
Ekstremt sikkerhedsbevidst - nogle vil sige kronisk bekymret - som han var, ankom Ayrton Senna som den eneste kører til medicincentret på banen, lige omkring det tidspunkt hvor Ratzenberger var ved at blive overført til helikopteren. Han havde allerede været fremme på ulykkesstedet og nærmest afhørt tilstedeværende løbspersonale, efter at have tvunget en baneofficial til at køre ham derud i en officiel bil. En handling han senere på dagen blev kritiseret for.
Men Ayrton Senna havde ikke oplevet et dødsfald på så nært hold i sporten før. Det sidste dødsfald i Formel 1 før Ratzenberger var Ricardo Paletti, der blev dræbt i starten af Canadas Grand Prix i 1982 - to år før Sennas debut. Det var dog ikke kun den skræmmende førstegangs-oplevelse der havde påvirket Senna. Små to måneder før San Marinos Grand Prix havde brasilianeren ved en test påpeget at Tamburello-kurven var plaget af alt for mange bump, og det var en stor trussel mod de biler der på det tidspunkt lå rigtig tæt på asfalten.
Løbsarrangørerne havde ikke svært ved at overbevise Ayrton Senna om at det var umuligt at gøre særligt meget ved så kort tid før løbet, og de blev derfor enige om en midlertidig ujævning af Tamburello-kurvens værste steder. En sand lappeløsning der betød, at ni zoner i Tamburello-kurven ville få en mere jævn belægning inden GP-weekenden på banen. Disse ny zoner blev også belagt inden weekenden, men Senna var ikke videre tilfreds. Hans Williams lå en del tættere på asfalten end de andre racere, og Senna havde påpeget at man kunne miste kontrollen over raceren, i den hurtigtkørte kurve, hvor farten for enden lå på omkring 310-320 km/t.
"Senna dukkede op i indgangen til medicincentret," fortæller Sid Watkins. "Han var blevet kontant afvist ved indgangen ved hegnet omkring centret, men var sprunget over hegnet omme bagved for at komme frem til selve døren. Jeg tog ham om på den anden side og svarede meget ærligt på hans mange spørgsmål. Mens vi talte, kom også Simtekchefen, Charlie Moody. Jeg måtte fortælle ham at Ratzenberger ikke stod til at redde. Det var meget hårdt for mig, at skulle håndtere to så nedslåede personer, og skulle bevare et køligt og uberørt overblik." "Ayrton brød sammen og begyndte at græde ved min skulder." Var det chokket over at opleve et dødsfald? Eller var det den indre konstatering af, at Senna kort tid før løbet havde påpeget en alvorlig risiko ved Tamburello-kurven, og accepteret baneledelsens undskyldning, om at de ikke kunne nå at gøre noget nævneværdigt ved problemerne i det korte tidsrum op til løbsweekenden, der fik ham til at knække psykisk?
ET MINUTS STILHED VAR IKKE NOK
Professoren fortæller også: "Om søndagen gik warmup'en ok. Jeg havde ikke set eller talt med Ayrton Senna siden eftermiddagen før, da jeg så ham ved medicincentret. Jeg fik en underlig fornemmelse ved kørernes briefing, da vi afholdt et minuts stilhed for Roland. Jeg syntes det var en dårlig ide for kørerne at gøre det, når de bagefter skulle ud og se samme farer i øjnene, som de netop havde set konsekvenserne af. Men jeg havde ingen indflydelse på beslutningen om at gøre det."
"Da jeg kiggede mig omkring i rummet, tog de fleste kørere det ok, undtagen Senna, der græd for anden gang på 24 timer. Han gjorde sit bedste for at kæmpe imod det, men stille tårer trillede ned ad kinderne, og han slikkede tårerne væk for at skjule hvor bestyrtet han var. Jeg undlod at stirre på ham, for at respektere hans personlige sorg. Jeg talte heller ikke med ham efter briefingen, hvilket var unormalt - for det plejede vi at gøre."
Roland Ratzenbergers dødsfald havde ikke kun påvirket Ayrton Senna meget dybt. Alle kørere og resten af Formel 1-holdenes personaler var selvfølgelig rystede. Men særligt rystet var også Ratzenbergers landsmand, Gerhard Berger. De to havde kendt hinanden svagt inden Rolands debut i Formel 1, og ikke helt unormalt havde Berger hjulpet Roland lidt på vej i den nye verden.
Lige inden løbets begyndelse var stemningen lettet en del, og nogle af kørerne kunne både smile og grine. Senna gav ikke noget interview, men sad og kiggede frem foran sig i sin racer helt paralyseret. Gerhard Berger sad op ad muren ved siden af sin bil og kiggede ligeledes frem foran sig. Intervieweren fra Eurosport spurgte den østrigske Ferrari-kører om han ikke synes stemningen var helt på kogepunktet blandt de italienske fans. "Jo det er fantastisk med sådan en stemning. Det er et af de bedste løb med sådan en atmosfære. Men på den anden side er det svært at nyde det, efter det der skete i går. Så er det ikke en god stemning og det vil nok tage nogle dage at komme over det." lød Bergers ord, der var tydeligt mærket af Ratzenbergers død.
VI MÅ ALDRIG GLEMME DEN SORTE WEEKEND OG RATZENBERGER
Da løbet blev sat i gang, skete endnu et massivt uheld i starten, der fik sikkerhedsbilen på banen i fem omgange. Der blev ryddet op efter de mange vragdele på startgridden, men der var tydligt ikke blevet ryddet op i følelserne hos de forskellige kørere. Da løbet blev givet fri igen, gik der godt halvandet minut, hvorefter Ayrton Sennas Williams pløjede ind i væggen i Tamburello-kurven. Løbet burde have været aflyst efter Ratzenbergers død men blev det ikke. Det var som F1 udfordrede skæbnen den weekend. De blev straffet i løbets start. F1 udfordrede igen skæbnen ved ikke at standse løbet og få minutter efter var Senna hovedperson i et scenarie der brændte sig ind i nethinderne på sportens fans. Heller ikke da Senna var blevet fløjet afsted til hospitalet i Bologna blev løbet afblæst, og igen straffede skæbnen Formel 1, da et ikke ordentlig påsat dæk på Michele Alboretos Minardi faldt af bilen og ramte en række Ferrari-mekanikere.
Efter den sorte weekend har Ayrton Sennas død været nævnt om og om igen. Som regel sluttes mindet om Senna med ordene: "Vi må heller ikke glemme at ære Roland Ratzenberger, der også døde den weekend." Men langt de færreste interesserer sig alligevel for den østrigske bjergrotte. Hvem han var, hvad han havde oplevet og hvad han måske kunne have udrettet. Det er næsten kun én mand i Formel 1, der med hjertet det rette sted kan hævde, at han var ligelidt påvirket af de to køreres tragiske dødsfald.
Gerhard Berger var dybt frustreret efter Imola-weekenden, og meget tæt på at stoppe sin karriere. Ved en pressekonference i det efterfølgende løb i Monte Carlo, forklarede han hvad der var gået igennem hans hovede efter Imola. "Hvis man kigger på hvad der bliver skrevet i pressen og hvad mange af os siger, bliver der hele tiden talt om Ayrton, fordi han var ti år i Formel 1 og var en stor, stor mester. Men når alt kommer til alt, var de begge to vores venner, vores kollegaer, og de fortjener begge den samme respekt."
"Før jeg kom hjem søndag efter løbet, kørte jeg forbi hospitalet. Jeg vidste hvad der var sket med Ayrton og mit ønske var bare at se ham igen. Jeg så ham igen på hospitalet, hvorefter jeg tog hjem. Mandag morgen var virkelig en meget meget svær, eller rettere meget meget underlig dag for mig. Jeg følte mig meget tom, og jeg følte også at Formel 1 var noget der var mig meget fjernt. Jeg er nu nået et punkt der er meget kritisk for mig. For jeg har andre ting i livet der er vigtige for mig. Og jeg sætter mig tilbage og tænker at racing altid vil have risici hvro man kan miste livet."
"Sidste søndag... Hvis man gennemgår hele weekenden - jeg havde en punktering fredag på vej ned i Rivazza. Jeg var heldig, jeg røg af banen men holdt den. Men så ser man Ratzenbergers uheld - noget jeg selv har oplevet på Imola med en afbrækket vinge. Ved Ayrtons uheld blev min bil ramt af en vinge, og jeg forsatte igennem nogle sving med 260 km/t og kunne ikke mærke noget. Jeg stoppede bilen, jeg gik ud af bilen og kiggede på den, og konstaterede at mit forreste hjulophæng var knækket. Vingen havde ramt mit hjulophæng og det blev kun holdt sammen af et lille stykke metal."
"Det er ikke så meget kørerfejl - fejl som kørerne forårsager, men det er derimod tekniske årsager der er skyld i at et uheld opstår. Firs procent er der en teknisk fejl bag at man ryger af banen. Det er ikke fair at prøve at finde en eller anden og sige at det er hans fejl at væggen stod hvor den stod. Mange af tingene sker... Det er bare fordi det er det forkerte øjeblik. Så selvom jeg synes at Bernie gør et godt job, og er en fantastisk leder af vores business, så trænger han til at balancere tingene lidt i retning den sportslige side. Den sportslige side inkluderer sikkerhed og den sportslige side inkluderer kørerne."
Gerhard Berger var ikke bare ramt af et ikke-perfekt engelsk. Han var også tydeligt ramt af den sorte søndag, og var frustreret over den store fokus der var på Ayrton Senna, i stedet for at rette fokus på det, som det hele i virkeligheden drejede sig om, nemlig den manglende sikkerhed i sporten. Den har FIA-præsident, Max Mosley, lige siden gjort et kæmpe stykke arbejde for at sætte i højsædet, og han var da også en af de få, der ikke deltog i Ayrton Sennas begravelse af alle de rigtige årsager.
"Han (Ratzenberger, red.) er blevet glemt, men jeg var faktisk tilstede ved hans begravelse i stedet for at være tilstede ved Sennas. For alle tog til Sennas begravelse, og jeg syntes det var vigtigt at der også var nogle tilstede ved hans. Han var en fantastisk person, og det var også beundringsværdigt hvordan hans familie, som selvfølgelig var fortvivlede, fuldstændig accepterede at det var dét han ville med sit liv, og ikke bagefter bruger tid på at give alle mulige andre skylden," sagde Mosley i hans minde om Roland Ratzenberger.
Hans teamchef fra Simtek, Nick Wirth, formulerede sit minde af Roland Ratzenberger på denne måde: "Det triste ved det, er at Formel 1 aldrig rigtig lærte ham at kende. Han havde masser af selvtillid, men ikke på en forkert måde. Han var ikke forudindtaget, han var ikke arrogant. Han var bare en fantastisk fyr. Hvorlangt han ville kunne være nået, tør jeg ikke sige noget om, men det synes jeg heller ikke er særlig vigtigt. Hans drøm var Formel 1."
Roland Ratzenberger (1960-1994), må du aldrig blive glemt...
1960 - Født i Salzburg
1976 - Karting; Salzburg Karting Club
1979 - Første prøve i en Formel Ford
1980 - Vinder Jim Russell Trophy
1984 - Debut i Østrigsk Formel Ford
1985 - Vinder Østrigsk og Centraleuropæisk Formel Ford
1986 - Vinder af Formel Ford 1600 Festival på Brands Hatch
1987 - Engelsk Formel 3, 12. plads; Euro Formel 3, 5. plads; World Touring Cars for BMW, 10. plads
1988 - Engelsk Formel 3, 12. plads; Engelsk Formel 3000, 3. plads, BTCC, 7. plads
1989 - Engelsk Formel 3000, 3. plads; Sportsvogne for Porsche, 31. plads
1990 - Japansk Touring Cars for BMW, 7. plads; Japansk Sportsvogne for Toyota, 9. plads
1991 - Japansk Touring Cars for BMW, 7. plads; Japansk Sportsvogne for Toyota, 15. plads
1992 - Sportsvogne for Toyota, 9. plads i Le Mans 24timer; Japansk Formel 3000, 5. plads
1993 - Sportsvogne for Toyota, 5. plads i Le Mans 24timer; Japansk Formel 3000, 12. plads
1994 - Debut i Formel 1 for Simtek. DNQ på Interlagos, 11. plads på Aida-banen, dræbt i kvalifikationen på Imola.
Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com
