Den 10. September er det 25 år siden, at Ronnie Peterson døde af de kvæstelser han fik i startulykken under det Italienske GP på Monza. Her er hans historie og beretningen om ulykken.
Hvis der var noget der kunne dele folk i to lejre 'dengang' - i hvert fald dem jeg omgikkes - så var det Ronnie Peterson. Ham var der ingen der kunne lide - officielt - en 'dum' svensker i Formel 1! Det var sådan mere 'moderne', at holde med Stewart og Fittipaldi - måske Scheckter og Depailler, hvis det gik vildt til.
Uanset hvilket forhold folk havde til Ronnie så var én ting sikkert - køre bil det kunne han!
Mike Hailwood kaldte ham 'Mad Ronald' som et tegn på hans beundring over Ronnies lette sindelag i paddocken og hans evige 'pedal to the metal' stil ude på banen. Ronnies svaghed var, at han var en ganske dårlig testkører. Lotus teamets gamle leder Colin Chapman fortalte, at man kunne lave en ret stor ændring af set-up på bilen og alligevel går Ronnie ud og sætter den samme tid! Ronnie bliver spurgt om han kunne mærke nogen forskel... "Øhhh, næh, det er jeg ikke helt sikker på...?" Men når han så går ud og planter bilen på pole position er det jo lidt svært at blive sur på ham!
Ronnie var bedst når han var teamkammerat med sublime testkørere - som det skete i årene 73 og 78 med henholdsvis Emerson Fittipaldi og Mario Andretti.
Under træning ville Ronnie trille lidt rundt og når så Emmo havde fundet et egnet setup ville Ronnie få det kopieret til sin bil og fluks sætte Pole position. At Emerson Fittipaldi ikke var begejstret kan vel næppe undre!
Ronnies talent for at køre bil var så enormt, at han kunne kompensere fra bilens eventuelle uheldige tilbøjeligheder og selv i sving der var 'flat' troede han så meget på sig selv, at han kunne redde sig ud af eventuelle 'situationer'. Jackie Stewart mener ikke at Ronnie havde den fulde mentale styrke en komplet racerkører behøver, men beundrede alligevel hans store evner. Det undrer ikke Jackie at publikum elskede ham. Det så også spændende ud fra hvor han sad!
1970
Ronnie i sit debutløb i Monaco 1970 - © motorretro
Ronnie debuterede i Monaco i en March fra det private Antique Automobiles finansierede team styret af Colin Crabbe. For feinschmekere med sans for detaljerne var det i en March med den oprindelige konfiguration af bremserne - udenbords! Hans andet løb blev på den oprindelige 'rigtige' Spa bane der virkelig krævede hår på bollerne. Men March bilen var aldrig rigtig konkurrencedygtig og Ronnie kom ikke på scoringstavlen i sin 1. sæson.
Der er dog et par små anekdoter fra den sæson, der er værd at hive frem i dagens lys igen. Så vidt jeg husker var der for et stykke tid siden en historie i Bil-Magasinet omhandlende nogle tåbers hasarderede kørsel i en gammel flyder på vej til Spa. De får næsten slået en motorcyklist ihjel og havner i fængsel i Spa og der møder de Ronnie Peterson. Den er god nok - forud for løbet i 1970 måtte man hente Ronnie i brummen på grund af "noget med en færdselsforseelse..."
Ved det Tyske GP på Hockenheim havde Hubert Hahne skaffet sig en March 701 (Magen til den type bla. Ronnie kører i). Det lykkedes dog ikke denne hr. Hahne at kvalificere bilen. Løbet køres og alle pakker sammen og er på vej hjem. Men hr. Hahne er utilfreds. Han har betalt £9000 for en bil der tydeligvis var under standard... (Evt. personlige mangler kunne umuligt være problemet). Så da March teamet forlod Hockenheim blev de skygget af en politihelikopter og stoppet ved grænsen, hvor der blev opnået en aftale for det videre forløb af 'sagen'. Det blev en test på Silverstone, hvor Ronnie først skulle sætte en konkurrencedygtig tid i sin egen March og derefter prøve at matche tiden i Hahnes March. Ronnie kørte to sekunder hurtigere i Hahnes March... Hubert Hahne stoppede omgående sin karriere.
1971
En flyvende March - komplet med 'serveringsbakke' og Ronnie bag rattet - © Rainer Schlegelmilch
Det første år for March havde været for kaotisk. Ny i branchen med masser af biler i gang på banerne og lige så mange kørere. Det skabte utilfredshed og kørerne stod i kø for at slippe væk. Men Ronnie fortsatte hos March - men nu var det fabriksteamet og den særprægede røde STP March med frontspoileren der lignede en serveringsbakke. Nu kom der helt andre boller på suppen fra Ronnies side. Den 23. maj 1971 opnår han sin første pointgivende placering overhovedet - en flot 2. plads i Monaco efter den ganske overlegne Jackie Stewart, men foran så prominente navne som Jacky Ickx, Emerson Fittipaldi og Denny Hulme. Det bliver til flere 2. pladser i England, Italien og Canada. Samlet ender Ronnie på en 2. plads i VM - kun slået af Jackie Stewart.
Tyskland 1971 - © Rob Ryder
Ronnie i Monaco 1971 - kun overgået af Jackie Stewart i Tyrrell - © Motor retro og Rob Ryder
Ronnie har dog en næsten gylden chance for at vinde den berømte 1971 Monza slipstreamer, da han fører på næstsidste omgang. Peter Gethin i en BRM får presset sig foran - men Ronnie lægger sig ind bag ham i Parabolica og slynger sin røde March ud bagfra få hundrede meter før målstregen. Men Peter Gethin vinder en af de snævreste sejre nogensinde i formel 1 historien, hvor de første fem (5) biler passerer målstregen inden for 0,6 sekund! Et klassisk løb - om nogen. Men Ronnie må stadig vente på sin første sejr.
1972
Efter jubelen i 1971 producerer March en ganske håbløs racer, der overhovedet ikke er konkurrencedygtig. En tredieplads i Tyskland er det bedste resultat. Ronnie ender samlet på 9. pladsen i VM.
1973
To klassikere: Lotus 72 og Ronnie - © Rainer Schlegelmilch
Nu skifter Ronnie til bilen der gennem de næste 3 år bliver synonymt med ham. John Player Special Lotus 72. Det er om nogen en klassiker blandt racerbiler. I 6 sæsoner blev typen anvendt af Team Lotus. Det er en situation der er fuldstændig utænkelig i dag - og det skal da siges at det var det næsten også dengang - men det vender jeg tilbage til. (Nej jeg tror ikke på at McLaren MP4-17 ender i en 'S' version...)
Sandt at sige starter det ikke så fremragende. 5 grimme 0'er i de fem første løb - hvor teamkammerat Emerson Fittipaldi scorer tre sejre og to trediepladser. Men i Monte Carlo bliver Ronnie 3'er. I næste løb i Sverige bliver han 2'er og så sker det endelig i det Franske GP på Circuit Paul Ricard at han vinder sin første sejr. Det bliver til flere sejre i Østrig, Italien og USA. I mellemtiden er Emerson Fittipaldi gået i stå, så Ronnie er kun 3 point fra at tage 2. pladsen i VM fra Emerson Fittipaldi.
Den første sejr i Frankrig på 'Paul Reichardt' — undskyld Paul Ricard - © Rainer Schlegelmilch
Emerson Fittipaldi bliver nok en kende irriteret over at han mister sit VM på grund af teamets 2. kører så han skifter til Texaco Marlboro McLaren i 1974.
Hele den fascinerende historie om dette års VM løb kan ses i den fremragende video der hedder: 'If you're not winning, you're not trying' der kan købes hos Duke i England.
1974
Ronnie fortsætter hos Lotus. Der introduceres en ny type 76, der både skulle være lettere og hurtigere end 72'eren. Det var den ikke. Den var en eklatant fiasko som type 80 vil blive det i 1979. Man går tilbage til Lotus 72. Det bliver alligevel til en lille håndfuld sejre i Monaco, Frankrig og Italien og en 5. plads i VM. Hvordan kunne det ikke være gået, hvis man havde koncentreret sig om Lotus 72'eren i stedet?
Flot bil med et ualmindeligt ringe udbytte- Lotus 76 lige til skraldespanden - © Rainer Schlegelmilch
Ronnie tilbage i Lotus 72, der ikke længere har meget til fælles med den oprindelige model - © Rob Ryder
1975
Nu kan den gamle Lotus 72 ikke mere. Af uransalige årsager lykkedes det ikke Colin Chapman at ryste en ny og bedre bil ud af ærmet, så man kæmper sig igennem sæsonen uden de store resultater - og slet ingen sejre. Ronnie kæmper sige igennem sæsonen, stadigt mere frustreret over at spilde sit store køretalent. Men det altoverskyggende problem er at der ikke er en Emerson eller som senere en Mario til at sætte raceren op.
1976
Ronnie i type 77 før han kastede håndklædet i ringen med den bil - © Rainer Schlegelmilch
Ronnie starter hos Lotus men bliver desillusioneret over den nye type 77 og forlader teamet til fordel for March. Det var et såkaldt 'bad career move' da Gunnar Nilsson der overtager sædet godt kan få den til at køre og Mario Andretti opnår en sejr i det sidste løb i Japan. Hos March går det ikke alt for fremragende, men Ronnie opnår - paradoksalt nok - sin tredje sejr på Monza. Ved udgangen af sæsonen skriver Ronnie kontrakt med Tyrrell, hvilket heller ikke skulle blive den store succes.
Ronnie tilbage i March atter en gang - © Rainer Schlegelmilch
1977
Bilen fik to ekstra hjul, men det kørte ikke rigtig. Det blev dog til en hæderlig 3. Plads på Zolder, hvor billedet er fra - © Rainer Schlegelmilch
Året tilbringes hos Tyrrell med den 6 hjulede P34. Det kører slet ikke for Ronnie. Bilen er alt for kompliceret for hans kørestil, så Patrick Depailler kører på det nærmeste i cirkler omkring ham. Det bliver til nogle få pointgivende placeringer, så efter sæsonen må Ronnie på sine grædende knæ krybe tilbage til Colin Chapmann med en pose penge i hånden for at købe sig til sædet i den anden Lotus ved siden af Mario Andretti.
Bredere sporvidde i front, kølere i front og andre 'tweaks' hjalp ikke - © Rainer Schlegelmilch
Højt humør hos Tyrrell i 1977 — Ronnie og designer Derek Gardner (Der forlod Tyrrell efter 1977 sæsonen) - © Rainer Schlegelmilch
1978
Ronnie i 'Black Beauty' - Lotus 79 - på Hockenheim i 1978 - © Rainer Schlegelmilch
Mario Andretti har haft en god sæson i 1977, så alt ligger klar til at Mario skal vinde VM i 1978. Ronnie bliver kontraktligt forbundet som 2. kører - en rolle han udfører til punkt og prikke. Selvom der er flere situationer i løbet af sæsonen, hvor Ronnie sagtens kunne have kørt fra Mario, bliver han pligtopfyldende bagved ham. Men i de situationer hvor Mario får defekt eller kører af banen, har Ronnie frit løb og det udnytter han absolut også!
Ronnies første sejr i den gamle Lotus 78 blev i Sydafrikas GP, hvor han 800m fra målstregen nåede at overhale Patrick Depailler, der var på vej mod sin første sejr.
I Belgiens GP i midten af maj, debuterede den nye Lotus 79. På det tidspunkt var sæsonen ovre for alle andre i feltet. Lotus 79 var en revolutionerende bil. Sidekasserne på bilen var udformet som en omvendt flyvinge - det vil sige at selve karosseriets underside er med til at holde bilen 'klistret' til asfalten uden at man skal anvende nogle kæmpe ladeporte som spoilere for og bag som det hidtil var praksis. Den tidligere Lotus 78 brugte samme princip, men med Lotus 79 blev konceptet fuldbragt… Brabham forsøgte sig med en støvsuger udgave af deres BT46 - men den blev dømt ulovlig.
I Belgien kørte Ronnie i 78'eren og blev nr. 2 efter Mario. Næste løb i Spanien var med to Lotus 79'ere - ny 1-2 sejr til Mario og Ronnie. Ronnie får en 3. plads i Sverige efter heftig kamp med Patrese, men langt bagefter Laudas støvsuger bil. Næste løb: Frankrig… Mario og Ronnie ny 1-2 placering… Så bliver der lidt stilhed indtil Østrigs GP på Zeltweg. Et regnvejrsløb. Mario oversatser og ryger af banen sammen med mange andre. Løbet bliver flaget af og genstartet en time senere. Ronnie kan køre sin sejr nr. 2 hjem. I Holland bliver det til en ny 1-2 sejr til Lotus. Jeg kan huske at løbet blev transmitteret på svensk fjernsyn. Man var jo ikke så forvænt dengang, så ethvert løb var jo i princippet spændende - men det var det her ikke. Det var for at sige det pænt - røvkedeligt. Det med det kedelige, ville der blive taget revanche for 14 dage senere. DR og Claus Borre var på plads - live fra Monza…
Det Italienske Grand Prix på Monza den 8. til 10. September 1978
Ronnies sidste løb blev en dramatisk affære. Det startede såmænd allerede om fredagen. Under træningen blev Ford Cosworth motoren i hans sædvanlige Lotus 79 chassis nr. 2 ødelagt, således at han blev nødt til at træne i en gammel Lotus 78. Det var Lotus'en fra året før der blev anvendt som reservebil. Den ledige Lotus 79 kunne Ronnie ikke passe, da den var for lille. Kun den mindre Andretti kunne kravle ned i den. Først om lørdagen var den klar igen, hvor Ronnie endelig fik sat en god tid, der dog kun rakte til en 5. plads. Foran var Andretti, Villeneuve (nej ikke ham - men faderen), Jabouille og Lauda.
Søndagen oprandt og det gjorde warm-up også. I den anden chicane mister Ronnie herredømmet over sin Lotus 79 og brager igennem fangnettene således, at forenden af Lotus'en bliver ødelagt. Der er kun ét at gøre - at hive den gamle Lotus 78 chassis nr. 3 frem igen og gøre den klare til race.
Lige omkring klokken 15, linede 24 formel 1 biler op til start. Det der skulle ske om ganske få sekunder ville få indflydelse på mange ting omkring formel 1. Først og fremmest hvordan bilerne holder på gridden. I 1978 startede man side om side. Det giver en meget kortere grid end den der kendes i dag , hvor bilerne holder forskudt for hinanden. Kombinationen af den korte grid på Monza den 10. september og den lokale starter af løbet skulle blive skæbnesvangert. Den røde lampe tændes næsten som Gilles og Mario når frem til startstregen. Men på det tidspunkt er halvdelen af feltet trukket langt ud stadigvæk. Inden at sidste del af gridden er stationær bliver der givet grønt lys. Gilles Lauda Jones Laffite Hunt Patrese Pironi Depal. Daly Giaco. Merz. Piquet Mario Jaboui. Ronnie Watson Jody Reutem. Emmo Rega Stuck Tambay Lunger Bramb.
Gridden:
Gilles og Mario laver en lynstart. Men den bageste del af gridden får en flyvende start og hurtigt bliver feltet presset sammen og mange kørere forlader den reelle bane og går ud over kanterne for at komme frem i køen inden første nedbremsning til chikanen.
Ronnie får en ringe start og falder tilbage gennem feltet. Han overhales venstre om af Watson. Jones tager afstand og Laffite er hurtigt oppe på siden af Ronnie. Scheckter lægger sig ind bagved Laffite og kommer derfor foran Hunt. Patrese kommer tordende ude over banekanten i højre side. Scheckter har en højere hastighed end Laffitte og overhaler nu ham højre om. Hunt og Ronnie er nu side om side med omkring en dæksbredde som afstand. Patrese begynder at trække ind foran Hunt i hullet bagved Scheckter.
Hvad der derefter sker er meget uklart udfra det billedmateriale der forligger
Gilles
Lauda
Jones
Laffite
Hunt
Patrese
Pironi
Depal.
Daly
Giaco.
Merz.
Piquet
Mario
Jaboui.
Ronnie
Watson
Jody
Reutem
Emmo
Rega
Stuck
Tamba
Lunger
Bramb.
Kørerne der står fremhævet kommer ikke igennem den første chikane. Dem der kom igennem kørte i følgende rækkefølge: Gilles, Lauda, Mario, Jabouille, Watson, Jones, Laffite, Scheckter og Patrese.
Hvor stillfotos hører op er der kun tvbillederne fra Monza at holde sig til. I DR2's fine program om F-1 gennem tiderne vises de første par minutter fra starten. Om billederne er digitalt manipulerede ved jeg ikke, men under alle omstændigheder var de klarere end jeg nogensinde havde set uheldet tidligere.
Om Patrese kommer ind foran Hunt uden at ramme ham må der nok stilles spørgsmål ved. Hvis man nærstuderer Hunt og Patreses kørsel ser det ud som om, at Hunt kommer op på siden af Patrese igen efter næsten, at være blevet overhalet af ham. Pludselig ser det ud som om at der er 4 kørere i mere eller mindre lige linie ud for hinanden. Det er Reutemann på indersiden, så Ronnie, Hunt og endelig Patrese. Man ser tydeligt at den rød/hvide McLaren stiller sig på tværs med næsen mod venstre. Ronnies Lotus ændrer kraftigt retning mod højre - direkte ind i barrieren og eksploderer i et flammehav mens den slynges tilbage over banen opslugt af flammer. Hunt ses uden næse på sin M26 på vej mod venstre side af banen drejende rundt mod højre. Alle bilerne der kommer drønende bagfra forsøger at undgå de pludselige forhindringer foran dem. Reutemanns Ferrari rammer barrieren i venstre side og kurer i en støvsky ned langs denne. Pironi kommer igennem flammehavet med et venstre baghjul slået skævt og uden bagvinge. Derek Daly snurrer rundt. Stuck kommer igennem flammehavet men rammes muligvis af et hjul og er i chok. Brambilla rammes i hovedet af et dæk og kører sandsynligvis bevidstløs ind i bagenden på en eller flere andre biler og kommer til standsning tæt på Petersons brændende Lotus.
Alt er nu kaos...
James Hunt, Clay Regazzoni, Patrick Depailler mfl. får ved fælles hjælp hevet Ronnie ud af den brændende bil, da tililende brandfolk tilsyneladende kun er opsat på at få stoppet flammerne. Ronnies fødder er slemt læderede. Hvis man ser på Lotus'en efter ulykken vil man forstår hvorfor. Den er simpelthen trykket flad fra rattet og fremefter. Det var flere år før man i F-1 fandt på at bruge kulfiber i chassiserne. Bilerne var ikke skrøbelige - men aluminiums- monocoquerne kunne ikke tåle at man kørte frontalt ind i noget. Det gav mange kørere skade i fødderne i de år. Men man kan da sige at de var heldige...
Ronnies Lotus 78 efter uheldet - © Ukendt
Til rådighed for artiklen har også været aktuelle udklip fra Ekstra Bladet. Jeg må sige efter, at have læst det, at hvor sandheden ikke er spændende nok, er EB aldrig bleg for en fordrejning! Mandagsudgaven kundgør at Ronnie var sekunder fra døden - desværre valgte han at dø efter deadline... 'Begge ben er brækket flere steder. Der er trediegrads forbrændinger over flere dele af kroppen'. Det første var rigtigt. Prof. Sid Watkins skriver i sin bog 'Life at the limit' at Ronnie havde 27 frakturer i ben og fødder. Men han havde kun overfladiske brandsår på skulder og brystkasse. Men det var nok artistisk frihed fra EB? Det bliver dog mere mystisk i selve artiklen, hvor 'Loris Kessel' skulle have hjulpet med til at redde Ronnie ud. Han må have kørt i en anden klasse? Han stod ikke på startlisten til GP'et! Men de havde måske genanvendt noget fra Niki Laudas uheld to år før...
Nå ja hva' det er jo kun EB!
Først efter mellem 11 og 18 minutter nåede en ambulance frem til ulykkesstedet. Ronnie blev kørt til banens intermistiske 'medical centre', hvor man gav ham skinner på de ødelagte ben og det blev konstateret at brandskaderne ikke var alvorlige. Hans tilstand var nu stabiliseret og blev derefter fløjet til 'Ospedale Maggiore' ved Niguardia. der lå onkring 10 minutters flyvetid væk. En røngten undersøgelse viste 27 frakturer og det besluttes at operere benene da blodcirkulationen var kritisk til det ene af dem. Først omkring midnat bliver Ronnie bragt til intensiv i stabil tilstand. Prof. Sid. Watkins var med som observatør ved operationen der ser ud til at gå efter planen. Watkins påpeger ikke i sin egen beretning om ulykken at der skulle være begået fejl under operationen. Under alle omstændigheder vendte Watkins tilbage til Colin Chapman og Mario Andretti og kunne berette om de gode nyheder. Alt så simpelthen lyst ud på det tidspunkt.
Men kl. 4. om natten bliver Watkins vækket af en telefonopringning fra hospitalet. Ronnie har åndedrætsbesvær og får nu ilt via en maskine. En røntgen undersøgelse af brystregionen viser uhyggelige tegn. Mange små blodpropper viser sig i lungerne. Nyre funktionen er ved at ophøre og en neurologisk undersøgelse af hjernen viser omfattende skader.
Ronnie Peterson er død.
Inden alt dette udfoldede sig skulle løbet jo genstartes. Det blev en meget kaotisk søndag eftermiddag. Da der endelig blev ryddet op, kørte Jody Scheckter prompte ind i en barriere på en opvarmningsomgang. Endnu en forsinkelse. Løbet bliver genstartet, men nu kun med planlagte 40 omgange. Mario og Gilles laver en tyvstart. Niki Lauda vinder løbet. Desværre for de danske tv-seere er klokken nu så fremskreden at den direkte udsendelse må afbrydes til fordel for 'Bamse og Kylling' (eller hva' der nu blev vist dengang…) så resultatet af løbet blev bragt i sporten senere på aftenen. Men alt i alt et løb der nok helst vil gå i glemmebogen hos de fleste involverede.
Efterskrift
Det 'ledige' sæde hos Lotus bliver overtaget af Jean Pierre Jarier i sæsonens sidste to løb. Ricardo Patrese bliver udelukket fra det amerikanske GP da man mener at han er skyld i ulykken. Udelukkelsen begrænser sig til dette ene løb.
Fra 1979 indføres gridden, hvor bilerne står forskudt. Der indføres den hurtige læge indsatsbil med Prof. Watkins i passagersædet der starter bagest.
Inden Monza havde Ronnie skrevet kontrakt for 1979 med McLaren. Det var givetvis blevet en endnu større fiasko end tiden hos Tyrrell, da McLaren først i 1981 begynder at vende tilbage til fordums højder. Ronnies sæde bliver overtaget af John Watson, der er blevet 'kantet ud' fra Brabham af en ung brasilianer kaldet Nelson Piquet.
John Watson danner med tiden også par med Ronnie Petersons enke Barbro. Af hensyn til Barbro dropper John Watson karrieren i formel 1 efter 1983 sæsonen hos McLaren. Det siges at han kunne få et sæde hos John Player Team Lotus, men af hensyn til Barbro vælger at sige nej tak. Barbro kommer sig aldrig over tabet af Ronnie. Hun lider af store depressioner og tager sit eget liv for nogle år siden
Ronnie i March atter engang - © Ukendt
Referencer:
Motorsporten danske årbøger mellem 1970 og 1978
Bilen Motor og Sport. Diverse
Motorsport - Engelsk månedsmagasin Oktober 1978
Life at the Limit af Sid Watkins
March the Grand Prix and Indy Cars af Alan Henry
Automobile Year mellem 1970 og 1978
Ekstra Bladet 11/9 og 12/9 1978
Eksklusivt billedmateriale fra Rainer Schlegelmilch og
Paul Parkers nye bog: Formula 1 in camera 1970-79
Skrevet af: Flemming Hansen
Flemming@f1journal.com
