I første halvdel af portrættet af den irske rapkæftede racerkører, brugte vi pladsen på at etablere Irvine som en kører med "balls of steel", og en mand uden respekt for autoriteter og etablerede stjerner. En trend Irvine efter sin berygtede Formel 1 debut havde tænkt sig at fortsætte, og som han senere hen viste sig også at gøre. Irvine gik aldrig på kompromis, og det gav både nogle flotte resultater - men også nogle svære blodtude. Vi ser her i anden del nærmere på op- og nedture i Irvines 10-årige karriere i motorsportens kransekagefigur: Formel 1. Han nåede det hele… næsten. Sejre, pole positions, et sæde hos det rigtige team på det rigtige tidspunkt, men vandt aldrig mesterskabet, selvom han var uhyggeligt tæt på! Og så nåede han også lige at tjene kassen, men da dén kontrakt var skrevet under gik det hele fra godt til værre, og til sidst fra værre til værst. Læs med, og få hele historien.
F1 DEBUTEN GAV GENLYD OVER ALT
Den kontroversielle debut hvor Eddie overhalede Ayrton Senna, på et sted man normalt ikke overhaler, gav ikke kun genlyd i Eddies kæbe. Den blev vendt og drejet, for det er ikke normalt, at en debutant lige overhaler en tredobbelt verdensmester, og da slet ikke når det bare er for at komme på omgangshøjde igen. I sandhed en spøjs affære, der satte Irvines navn på plads som skolegårdens uvorne knægt der ikke lader sig kue af de store drenge!
Men den korporlige debut skulle ikke blive det sidste Irvine ville blive kendt for i sine unge dage. Allerede i starten af sin første fulde F1 sæson skaber han ravage. Da han starter i sin Jordan-Hart i Brasilien gør han sig bemærket på den dumme måde ret hurtigt. Han kører nemlig voldsomt ind i Jos Verstappen, og den kollision tager flere kørere med sig. FIA giver efter løbet Irvine skylden, og så må han sidde over da resten af feltet kører videre i sæsonens 2. afdeling, Pacific Grand Prix på Aida banen.
IRVINE HAVDE EN SKRAP DEBUTSÆSON HOS JORDAN-HART - © Jason Newton
Da Jordan appellerer kendelsen skruer FIA bissen på. Hvis ikke Irvine er tilfreds med sin straf tredobler man den da bare, og så må den unge irer også lige sidde over på Imola og i Monaco. 3 løbs straf blev Irvines debut i Formel 1 som fast kører.
HOS JORDAN BLIVER TIDEN FOR SVÆR FOR IRVINE
Resten af den sæson kører han nogenlunde pænt og laver ingen ulykker. Altså lige indtil feltet rammer Monza, og så kører han ind i en masse og fremtvinger en omstart. FIA kigger nærmere på Irvine, men de vælger at lade den i forvejen hårdt dømte forbryder slippe for yderligere straf. Så Irvine slutter sin første fulde sæson i Formel 1 på en pæn måde, og er endda tæt på at nå podiet på Jerez, Europas Grand Prix, hvor han slutter på en respektabel 4. plads. Sæsonens højdepunkt.
Men allerede året efter er der gang i den igen. Da sæsonen igen starter i Brasilien er Eddie Irvine den første der går i pit, og står derfor for årets første pitstop. Det burde være gået fint, men han forlader aldrig pitten. En Peugeot gearkasse giver op, og Irvines første forsøg i en Jordan-Peugeot bliver en DNF. Næste stop er Argentina, og så er der igen ravage.
Irvine rammer Mika Häkkinen i starten, men sammenstødet er ikke værre end Irvine kan fortsætte. Dog ikke ret langt. Peugeot motoren skal vise sig at blive Irvines værste akilleshæl i denne sæson, og en sæson hvor Irvines tålmodighed bliver sat på prøve er i gang!
IRVINES JORDAN-PEUGOET VAR IKKE NOGEN LET RACER AT DANSE MED - © Rick Dikeman
Hele sæsonen kæmper Irvine med en Jordan-Peugeot der ikke rigtig vil vise tænder, og første gang han kommer i rampelyset efter sammenstødet med Mika Häkkinen, er da han går i pit på Spa-Francorchamps og bliver overdynget med brændstof, hvorefter det antændes og Jordan raceren er omspændt i flammer. Der går dog ikke mere end ganske få sekunder førend branden er slukket igen, og en fattet Irvine fortæller ganske nøgternt hvordan det skete, og ireren går endda derfra uden den mindste skade.
De manglende resultater gør dog, at Irvine ikke længere kan forsvare at fortsætte i et Jordan team uden umiddelbar fremtid. Så da Ferrari kontakter ham er han ikke sen til at slå til.
IRVINE TIL FERRARI - EN PLAYBOY UDVIKLES PÅ REKORDTID!
I 1996 starter Eddie Irvine sin første sæson hos Maranellos fornemste stald; La Scuderia Ferrari Marlboro. Han skulle starte ved siden af den dobbelte verdensmester Michael Schumacher, og allerede fra starten vidste Irvine udmærket, at han aldrig ville komme til at vinde VM så længe Schumacher kørte der, og at han ville skulle spille andenviolin uanset hvad. En rolle der for en ung kører er svær at udfylde, men Irvine viste sig at være opgaven voksen. For selvom opgaven som andenkører for Michael Schumacher virker uoverkommelig, og deprimerende, affandt Irvine sig med den sekundære rolle på banen, og gjorde sig til et kendt navn både på, og udenfor banen.
IRVINE MÅTTE TAGE TIL TAKKE MED ROLLEN SOM "ANDENKØRER" HOS FERRARI - © Schlegelmilch
For vi skal ikke langt hen i hans karriere hos Ferrari førend han er klar over, at pga. de kontraktmæssige forpligtigelser til at lade Schumi forbi, og derfor kører sit helt eget løb. Netop hans egen kontrakt har gjort Irvine til en velhavende ung mand, og endda en single af slagsen. Det udnytter Irvine til fulde, og begynder så småt at blive kendt som en rigtig playboy. Aldrig alene hjem i seng, og gerne med mere end ét kvindemennesker af gangen. Anekdoten om, at Irvine engang har siddet og spist på en dyr restaurant, spottet en yppig kvinde, og resolut gået over og spurgt om hun ville med hjem er gået verden over. For det gik jo ikke værre, end at hun sagde ja - og så var legenden om Irvine, trussetyven, skabt. Dét var Irvine ikke sen til at udnytte, og anskaffelsen af diverse playboy-ting såsom en dyr yacht, privatfly, lejlighed i Monaco etc. gjorde ham til en rigtig jetsetter, og festerne foregik overalt på kloden. Irvine var aldrig sen til at invitere sine venner ombord på sit privatfly, for derefter at sætte kursen mod det sted i verden hvor den fedeste fest foregik.
IRVINE PÅ PODIET MED FERRARI I ARGENTINA '98 - GLADE TIDER! - © Schlegelmilch
På banen fortsatte Irvine sin hårde stil. Da starten skulle gå på 1997 sæsonen var Irvine med helt fremme i skoene. Han fik en god start i Melbourne, og tordnede ned af langsiden i sin Ferrari. Han fik næsten indersiden i første sving, og tog chancen. Det betød, at han kører Jacques Villeneuve og Johnny Herbert af banen. Både Williams køreren, der senere skulle vinde VM det år, og den britiske Sauber kører var stærkt utilfredse med Irvines kontante kørestil. Begge var elimineret på stedet, mens Irvine selv også udgik pga. et ødelagt hjulophæng.
1998 var ligeledes et år med flere kontroversielle episoder, hvor sammenstødet med Giancarlo Fisichella i Spanien vel var det mest spektakulære. Fisichella var mindst lige så hurtig som Irvine, og Benetton raceren trak op på siden af Ferrarien ved slutningen af langsiden. Irvine lukkede døren, og Fissi blev bagved. Omgangen efter forsøgte italieneren sig igen, denne gang med lidt mere kraftoverskud. Men han nåede ikke 100% foran Irvine, hvorfor ireren koldt og kynisk drejede ind, og kørte begge to af banen. Han mente svinget var sit eget, og selvom Fisichella var ved at sprænge i luften af raseri bagefter, gik Irvine køligt forbi ham og tilbage til pitten. Igen i Monaco gør Irvine kort proces med sine modstandere. Han ligger bagved, kan ikke overhale i de fyrstelige gader, og skubber derfor bare manden foran ham ind i væggen, og kører forbi. Ikke helt efter bogen, men er man en kompromisløs kører, findes der alternative midler, og dem brugte Irvine.
FERRARI ER IKKE SJOVT NÅR MAN ALTID ER TOER
Ikke desto mindre var karrieren ved at gå ud på et sidespor, og Irvine vidste det. Så da Michael Schumacher i midten af '98 sæsonen forlængede kontrakt med Ferrari til og med 2004, ville Irvine selv kun forlænge med ét år, og blev derfor kun ansat til og med 1999 sæsonen. Irvine var ved at være træt af, at skulle give plads til tyskeren hele tiden, og følte han kunne udrette mere end blot spille andenviolin. Som Irvine selv sagde:
"Ét-års kontrakter er det optimale for mig i den nuværende situation, og så må vi bare tage den derfra."
Hans nuværende situation var naturligvis, at lå han til point eller sejr, og havde han Michael Schumacher lige bagved sig, skulle han under alle omstændigheder give plads til tyskeren. Det stod i både Irvines og Schumachers kontrakter, så der var ikke det store hokuspokus i det. Lev med det, eller lad være. Irvine antydede ved kontraktskrivningen i 1998, at nu ville han snarligt lade være. For selvom han levede perfekt op til rollen som andenkører, var det naturligvis frustrerende at vide, at man aldrig ville få lov at vinde et løb på lige vilkår med sin makker.
1999 - DEN ENE MANDS DØD, DEN ANDEN MANDS BRØD
1999 SKULLE BLIVE ÅRET HVOR IRVINE KUNNE SMILE STORT! - © Schlegelmilch
Da sæsonen går i gang i Melbourne i 1999, sker der noget hverken Ferrari eller Irvine havde troet muligt. Ireren vinder sit første Grand Prix i åbningsløbet, og det skulle blive bedre endnu! Spekulationerne gik med det samme i gang om, at nu var det Irvine Ferrari satsede på, og skulle ireren mon blive den første verdensmester med Ferrari i 20 år? Rygterne svirrede, snakken gik, men Irvine vidste godt, at havde det ikke været for Schumachers brækkede forvinge, ville det aldrig være blevet en realitet.
Allerede løbet efter var rollerne igen byttet om, og det var Michael Schumacher der var på podiet. I tredje og fjerde afdeling af serien vandt tyskeren, og så var alt igen tilbage til det normale. Men på Silverstone skete det utænkelige. Michael Schumacher kører galt, brækker benet og må se sig sat ud af spillet. Ferrari henter Mika Salo ind som erstatning for tyskeren, og promoverer Eddie Irvine til førstekører. Irvine er ikke sen til at tage denne udfordring op, og allerede i løbet efter Silverstone, nemlig Østrigs Grand Prix på A1-Ring, vinder ireren. Nu er chancen der endelig for at vise ledelsen i Maranello hvad man kan!
Sejren i Østrig bliver fulgt op af endnu én af slagsen på Hockenheim 14 dage senere, hvor det ironisk nok er Irvine der kommer til at nyde godt af teamordrer, og intern hakkeorden. For hele løbet var Eddie blevet sat til vægs af Mika Salo, og kun et opkald fra Jean Todt gjorde, at det var Irvine der kunne bryste sig med titlen som sejrsherre i Tyskland.
IRVINE HJALP M. 4 SEJRE FERRARI TIL EN KONSTRUKTØRTITEL I 1999 - © Schlegelmilch
Ikke desto mindre gjorde dette, at Irvine nu var en reel titelkandidat, og den eneste seriøse udfordrer til Mika Häkkinen. Desværre faldt både Ferrari og Irvine en smule igennem i de efterfølgende løb, men da Irvine fik udskiftet sin andenkører i Malaysia, var han igen øverst på skamlen. Nu hed andenkøreren nemlig Michael Schumacher, og ikke Mika Salo. Irvine var for alvor tilbage i jagten på mesterskabet, men en dårlig start i Japan, og et uinspireret løb gjorde, at det var finske Mika Häkkinen der kunne krone sig som verdensmester.
Irvine havde dog gjort så god en figur af sig, at han sammen med Michael Schumacher og Mika Salo havde sikret Ferrari konstruktørernes mesterskab, og det, parret med at han blev nr. 2 i kørernes mesterskab gjorde, at han nu pludselig var mange penge værd! Ingen kontrakt, fri af alle bånd og klar til at indtage verden skrev Irvine d. 12. juni 1999 under på en guldrandet kontrakt med Ford. Irvine skulle stå i spidsen for Fords prestigeprojekt i Formel 1: Jaguar Racing. Nu ville han være verdensmester, og proklamerede, at han ville køre Formel 1 indtil han havde færdiggjort sin opgave hos Jaguar: At vinde VM.
DEN TAMME KAT, INTERNE STRIDIGHEDER - EN KØRERS DRØM DØR!
Jaguar projektet skulle dog vise sig at være en fuser af dimensioner. Mens Irvine levede det søde liv i Monaco, med fester verden over og kvinder i særklasse, sad en gruppe mennesker tilbage i England, desperat forsøgende på at lave en konkurrencedygtig Formel 1 racer. Jaguar R1 blev resultatet, og det blev den hidtil værste sæson for Irvine i Formel 1.
HOS JAGUAR VAR DER IKKE MEGET AT SMILE AF PÅ BANEN... © Ford Media
Bilen kunne såmænd sagtens køre, og havde ikke i nærheden samme fantastiske evne til at give hvid røg fra sig, som dens forgænger; Stewart-Ford raceren. Den kom meget ofte helskindet hjem, den stakkels kat, men det var altid på skuffende placeringer. I Monaco kunne Irvine fejre en 4. plads, men det højdepunkt kunne ikke redde de forventninger der var blevet sat til Jaguar Racing. Holdet der året forinden vandt løb, og regelmæssigt scorede point. I 2000 blev det til magre 4 VM point.
For Irvine skulle det gå fra skidt til værre. Mens han sagtens kunne enes med Niki Lauda som teamchef, gik det knap så godt med Bobby Rahal. Amerikaneren forsøgte at sælge sin alt for dyre kører til Jordan Grand Prix. Irvine fik nys om det, og lige så koldt som han vurderer situationer på banen, lige så koldt fik han og Lauda fyret Bobby Rahal, og smidt ham tilbage over andedammen. Al denne polemik gjorde, at fokus blev fjernet fra banen og ud i kulisserne, og resultaterne afspejlede sig heri. Godt nok kom Irvine på podiet i Monaco i 2001, men det var en ringe trøst, for Jaguar R2 havde et potentiale der aldrig blev udnyttet fuldt ud. En regulær fuser.
FRA SKIDT TIL VÆRRE FOR IRVINE - EN KEDELIG SVANESANG
Jaguar R3. Ak ja. Den værste konstruktion Irvine nogensinde har siddet i, i hans mangeårige motorsportskarriere. R3 var designet til at være let og smidig, og den var blevet så let, at de bærende konstruktioner var blevet kompromitteret, og så kunne Irvine ikke give raceren fuld skrue. Gjorde han dette, ville raceren simpelthen falde fra hinanden. Krisen var så stor op til sæsonstart, at man overvejede at genindsætte R2 i stedet for, og teamchef Niki Lauda ville selv afprøve den forfærdelige konstruktion. Designteamet havde jokket groft i spinaten, og det var blot endnu et søm i kisten på Irvines drøm om at vinde VM. Da kontrakten var op til fornyelse i 2003 valgte Jaguar Racing ikke at forlænge den, for de magre resultater havde mildest talt ikke givet den store anledning til at fortsætte med ireren. Selvom han kom på podiet i parken i Monza, stod skriften tydeligt på væggen. På 3 år havde Irvine scoret 18 VM point. Alene i 1999 scorede han 74. Bilerne havde ikke levet op til hverken Irvines, eller Jaguars forventninger.
R3 VAR EN KATASTROFE FOR IRVINES KARRIERE - © Schlegelmilch
Det der skulle have været det store gennembrud for den iltre Eddie Irvine, blev i stedet et kæmpe selvmål, og den så vellidte kører måtte efter 2002 sæsonen trække sig fra en sport der gav ham navnet "Den sidste ægte playboy."
For på trods af manglende succes på banen, har Irvine formået at tryllebinde os entusiaster med sit ukuelige sind, hans ligefremme væremåde, kontante afregning i pressen og flair for det søde liv. Selv når det gik allerværst, kunne man se Irvine smile når han gik med en sød model under armen, velvidende, at succes på racerbanen ikke er alt her i livet. Ireren har på banen beriget os med talrige dueller, hvor mandens stålvilje har bidraget med lige så mange Stop&Go straffe, som afkørsler, sammenstød og naturligvis; fabelagtige overhalinger. Udenfor banen var Irvine altid god for et godt grin, og mandens status gjorde, at han kunne tillade sig at befamle Jaguars kvindelige medarbejdere på brysterne, uden at de gjorde andet end smile af det. I sandhed en mand der forstod at udnytte alt hvad Formel 1 kunne tilbyde, både på og udenfor banen.UDEN EDDIE IRVINE I F1 ER PLAYBOY-GENERATIONEN DØD!
Her på redaktionen er vores begejstring for Eddie Irvine stor, og det vil den forblive selvom manden ikke længere deltager i det verdensomspændende cirkus. Irvine er den sidste ægte playboy i Formel 1. Der er ingen nævneværdig arvtager til manden, der effektivt overtog Senna og Bergers job i Formel 1. I dag er kørerne for stereotype, for skolede, og ja... for kedelige! Måske netop derfor er Irvines pensioneringsplaner desto sværere at begribe.
For hvem skal nu underholde os med spydige kommentarer om andre køreres måder at køre på? Hvem skal nu lange ud efter de r**kedelige kørere der kommer i Formel 1 pga. sponsorater? Hvem skal åbenlyst sige, at en bil stinker noget så forfærdeligt, og at den føles som en sæbekasse at køre i? Justin Wilson? Nick Heidfeld? Olivier Panis? Nej, vel? Så nu kan vi bare lukke øjnene, tænke tilbage på tiderne med Irvine i en Ferrari eller Jaguar, alt efter hvor ens tilhørsforhold ligger, og nyde de mange minder manden har givet os. For han har så sandelig givet os en del at smile over, og i de britiske aviser kan vi da også i ny og næ stadig læse Irvine give de nuværende kørere tørt på! Så helt væk er han ikke, om end han i dagligdagen ikke længere er med i fjernsynet hver anden weekend.
EN ÆGTE PLAYBOY I SIT RETTE, KVINDELIGE, ARBEJDSMILJØ - © Ford Media
En rigtig drengerøv er gået på pension, om end en ufrivillig af slagsen! For han nåede aldrig sit mål: At blive verdensmester. Men F1 i dag er ikke gearet til hans åbenmundede facon, så han måtte lade livet da Jaguar Racing svingede sparekniven sidste gang. Det kan vi kun ærgre os over, og håbe han på én eller anden måde finder en vej til at forblive knyttet til motorsportsmiljøet, så vi kan nyde hans skarpe pen!
Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com
