F1JOURNAL.COM / F1 PORTRÆT / ARTIKEL


KOMETEN FRA BMW WILLIAMSF1's TESTPROGRAM

Han skulle ellers have været Jaguar Racings nye stjerne, den nye Ayrton Senna, og hvad ellers man plejer at kalde en ny ung brasiliansk kører. Men i stedet blev han en regulær fuser, der trods Sir Frank Williams' lovord, blev skåret fra efter elleve løb i motorsportens fuldblodsklasse. Takket være hans mangel på evner, og Justin Wilsons respektable kørsel hos Minardi, er der blevet plads til en dansker i Formel 1. Nicolas Kiesa får reelt sin debut på Pizzonias bekostning. Havde han levet op til forventningerne, var Kiesas chance slet ikke blevet en realitet. Heldigvis er realiteterne som de er, og den ene mands død, den andens brød. Nicolas er i Formel 1, Antonio er ikke!

Da Antonio Pizzonia testede for BMW WilliamsF1 tilbage i 2002 så det ellers lovende ud. Han kørte lige op med den normale testkører Marc Gené, og tiderne op til Ralf Schumacher og Juan Pablo Montoya var flotte. Han imponerede de rette folk, og blev belønnet med et sæde hos Ford koncernens flagskib i motorsport: Jaguar Racing.


Forud for sæsonstart var det store smil på. Det stivnede hurtigt! - © Ford Media

Endnu inden 2002 sæsonen var ovre kunne en stolt østrigsk teamchef erklære, at Antonio Pizzonia ville køre for Jaguar Racing i 2003 sammen med australske Mark Webber. På det tidspunkt var Niki Lauda jo stadig på toppen af imperiet, men da han selv havde givet den dyre Eddie Irvine en fyreseddel, blev han selv offer for samme taktik få måneder senere. Ud med de dyre drenge, ind med dem der kan deres kram… troede man!

Ansættelsen af Mark Webber var ikke nogen fuser. Det var et regulært scoop, og de har da også sikret sig Webbers ydelser de næste mange år. Hans præstationer i R4 er for gode til at lade fra sig, og det er da også takket være Webber, at Pizzonia så hurtigt blev upopulær hos Jaguar. For hvis Webber kan, hvorfor pokker kan den anden kører så ikke? Han sidder jo for pokker i det samme materiel!

WEBBER BLIVER REELT PIZZONIAS BANEMAND

Mark Webber præsterer nemlig noget helt formidabelt i år i sin Jaguar R4. Indtil videre er det blev til tre syvendepladser og to sjettepladser. I alt har Webber scoret 12 point inden feltet rammer Hockenheim mens Pizzonia ikke har scoret ét eneste. Han er eneste kører i feltet, som ikke kører i en Minardi, der ikke har fået åbnet sin scoretabel i 2003. Og når ens holdkammerat regelmæssigt smider sin R4 i top 6 i kvalifikationen, bliver det bestemt ikke nemmere at forsvare sine præstationer. Pizzonia havde ryggen mod muren allerede i Brasilien, hans hjemland, hvor Webber kvalificerer sig som nr. 3 og han selv kun er nr. 17 søndag eftermiddag kl. 14.00.


Webber til pressekonference i Brasilien - hvor er Pizzonia?! - © Ford Media

Derfor startede rygterne om Pizzonias fyring da også tidligere end normalt. Allerede omkring Brasilien og San Marino svirrede der rygter om, at Jaguar Racings ledelse under bordet havde forsøgt at erstatte Pizzonia med McLaren-Mercedes' testkører Alexander Wurz. Det blev senere bekræftet fra McLarens side. Kuppet gik dog i vasken, og ledelsen måtte give Pizzonia en undskyldning for en kluntet affære. Brasilianeren var blevet grillet godt og grundigt i pressen i en uges tid, men selvom der kom en undskyldning, var han godt klar over, at de ikke havde gjort det for morskabs skyld. Pizzonias dage hos Jaguar var talte.

Bevares. Der kom en ussel pressemeddelelse nogle dage senere, som bekræftede at Jaguar Racing ikke havde i sinde at skille sig af med Antonio Pizzonia i midten af sæsonen, og at de ville køre sammen resten af 2003. Den pressemeddelelse skulle vise sig at være en lodret løgn, udelukkende udsendt for at sænke Pizzonias blodtryk, og vifte den nysgerrige presse væk i et stykke tid. Der skulle skabes lidt luft, således de kunne indsætte næste skjulte angreb.


Antonio Pizzonia giver den fuld skrue - men det er ikke nok - © Ford Media

For Jaguar Racing har et sundt forhold til Minardi. Det lille økonomisk trængte hold med Paul Stoddart i spidsen, leaser motorer fra Ford, og det var også hos Minardi at man hentede Mark Webber. Så kontakterne er tætte, og selvom Jaguar Racings grundlægger, Sir Jackie Stewart, har sagt at Justin Wilson aldrig skulle bekymre sig om Formel 1 pga. hans højde, var det alligevel den nye ledelses valg. Wilson er brite, og han skal køre for Jaguar! Så i al hemmelighed smugler man Wilson ind i hovedkvarteret i Milton Keynes, laver en model til hans sæde, og så bliver han smuglet ud igen. Det bliver til mere end ét besøg på fabrikken, og pressen begynder at ane røgen fra skorstenen. Pizzonias kontrakt er igen blevet kastet i pejsen.

PIZZONIA UD - WILSON IND, OG KIESA!

Da nyheden så endelig kommer officielt, er det ikke nogen overraskelse for andre end Pizzonia. Han aner intet, og selvom pressen har svømmet i rygterne i en lille uges tid forinden, er han efterhånden blevet vant til situationen, så han lader det ikke anfægte hverken ham selv eller hans arbejdsgiver. Ikke desto mindre er det sandt denne gang, og faktum er, at Antonio Pizzonia ikke behøver rejse til Tyskland for at deltage i løbet på Hockenheim, for erstatningen er fundet. Justin Wilson er den nye kører for Jaguar Racing. Den tomme plads han efterlader hos Minardi går til danske Nicolas Kiesa, og så er det farvel til Antonio Pizzonia!

Jaguar Racing er dog så venlige, at de tilbyder brasilianeren en plads som testkører, men han skal ikke nyde noget af at trille rundt fredag formiddag sammen med de andre kasserede kørere, såsom Allan McNish. Så han takker nej, og satser hårdt på at vende tilbage som fuldtidskører i 2004.

HVORDAN KUNNE DET GÅ SÅ GALT?

Som nævnt i starten, er Pizzonia ikke nogen decideret dårlig kører. Han har bare ikke formået at udvikle sit potentiale hurtigt nok, og er blevet overhalet indenom af Justin Wilson. Pizzonia har kvalificeret sig alt for dårligt i forhold til Mark Webber, og i løbene er det aldrig rigtig blevet til noget stort. En niendeplads på A1-Ring er det bedste, men derudover er det blot kedelige placeringer nede midt i feltet. Det er kun blevet til to regulære kørerfejl der har kostet ham løbet. De andre har han enten gennemført, eller måtte udgå af pga. tekniske problemer. Som sådan har det ikke været nogen katastrofe. Man kunne faktisk gå så langt som at sammenligne ham lidt med landsmanden Felipe Massa. Han formåede heller ikke at udnytte sit potentiale til det yderste hos Sauber sidste år, og er blevet sat på sidelinien som testkører. Den loppetjans takkede Pizzonia dog nej til, men nu var det heller ikke Ferrari der tilbød ham tjansen, for så kan det jo godt være svaret havde lydt knap så afvisende.


Pizzonia tror ikke sine egne ører - F1 eventyret er slut! - © Ford Media

Pizzonia var ganske simpelt en ung kører fra Brasilien, der havde imponeret folk i Formel 3, Formel 3000 og sine mange testkørsler for BMW WilliamsF1. Men selvom man er en decideret stjerne som ung gokartkører, og imponerer alt og alle med overlegne mesterskabssejre i Formel 3, er der langt til berømmelse i Formel 1. Det har mange før "Jungle Boy" måtte sande. Han er bare den seneste i rækken af mange kørere, der kommer i Formel 1 med et rigtig flot CV, men som ikke formår at udvide, og udøve det i motorsportens ypperste klasse. En serie hvor der ikke er plads til andre end de allerbedste.

Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com