PARRAGONE DELLA ITALIA - FERRARIS NYE PALADS

Fokus i Formel 1 sporten vil altid være på verdensmesterskaber, pokaler, succes og fiasko. Mindre fokus er der på de faktorer, som er med til at producere de flotte resultater på Formel 1 banerne. Der er naturligvis stor forskel på størrelsen og opbygningen af de respektive F1 fabrikker, eftersom der er afgrundsdyb forskel på den finansielle baggrund og opbygning bag de enkelte teams. Alt lige fra de ældre bygninger som Minardi benytter sig af i Faenza i Italien, til de overvældende paladser som McLaren og Ferrari råder over, med mange hundrede ansatte.

Mclarens teamchef, Ron Dennis, har sagt og skrevet meget om McLarens kommende nye fabrik kaldet Paragon. Knapt så meget har pressen ytret om Ferraris bygningsmæssige modstykke, "Formula Uomo". En af årsagerne er at Ferraris moderselskab, Fiat Spa besluttede at sælge 34 procent af deres aktier i Ferrari, lige foran snuden af Ferraris præsident, Luca de Montezemolo. Så mens man i den foregangne sommmer præsenterede det ene storslåede Ferrari bygningsværk efter det andet, så var pressens gribbe mere interesseret i at høre om gældstyngede Fiat Spa skulle afhænde Ferrari Spa eller ej. Og navnlig, om Montezemolo havde tænkt sig at finde sig i det eller ej. Denne tvist blev kaldt Formula Uomo, og F1journal.com har tidligere dækket hele denne problematik. Men inden Ferrari skal introduceres på børsen, så skal selskabet shines op.

McLaren er efterhånden ved at lægge sidste hånd på det indtagende Paragon bygningsværk, som skal huse F1 fabrikken samt McLarens fabrikation af Mercedes´ kommende superbil - Mercedes SLR. Men fælles for både Formula Uomo og Paragon er tanken om at bringe Mennesket i centrum, for uden de optimale fysiske forhold kan man som medarbejder ikke præstere det optimale. Dette er en meget omkostningskrævende måde at bygge på, og til forskel fra McLaren som kun bygger en ny F1 fabrik, så skulle Ferrari ombygge samtlige produktionsbygninger til produktion af både Ferrari og Maserati gade- og F1 biler, og ikke kun deres Formel 1 teams Gestione Sportivas bygninger.

Som de fleste ved, så kræves der mindst 110 procent af samtlige medarbejdere i et Formel 1 team, for selv den mindste marginal vil blive skæbnesvanger i den sidste ende. Selv uovervindelige Ferrari har ved flere lejligheder måttet sande, at en menneskelig fabrikationsfejl i selv den mindste del i en gearkasse kan blive afgørende for, om F1 bilen når på podiet eller må køres hjem af det lokale fejeblad. Samtidig er planen at det italienske superbilsmærke skal børsnoteres inden for en overskuelig fremtid for at sikre kapital til moderselskabets overlevelse, samt ikke mindst til at finansiere udvidelsen af den stadig mere vanvittigt omkostningskrævende deltagelse i Formel 1.

Ferraris præsident, Luca de Montezemolo sagde det således ved præsentationen af Ferraris Formula Uomo projekt den 28. juni. Selve præsentationen fandt i øvrigt sted i Gestione Sportiva Ferraris nye ufo-lignende GeS logistikbygning, der er bygget som led i Ferraris Formula Uomo projekt: "For at bygge et exceptionelt produkt behøver man exceptionelle medarbejdere, som får exceptionelle omgivelser at arbejde i. Det er hvad vi har hos Ferrari, hvor alle arbejder som del af det samme team, i en atmosfære som sammenfatter kultur og tradition med fremtid og innovation. Dette er alt sammen med til at gøre Ferrari til et af de mest prestigefyldte selskaber i verden."



FRA ENZO FERRARIS DRØM MOD FREMTIDEN

Ferrari præsidenten glæder sig til at kunne aflevere et færdigt monument over skaberen Enzo Ferraris drøm: "I 1997 startede vi med at skabe en Ferrari Village i Maranello. Det er målet at give vores stab de bedst mulige arbejdsbetingelser. Den bedste måde at dette på er at sætte mennesker i selve hjertet af projektet, derfor navnet `Formula Uomo´. Det er symboliseret ved den tresporede vej, Viale Enzo Ferrari, som løber igennem hele evolutionen af projektet. Vi besluttede derfor at skabe et meget økologisk miljø med en perfekt organisation, som kunne stimulere og motivere dem som arbejder her og på denne måde gøre det til den mest innovative fabrik."

"Vi er meget tilfredse med det vi har opnået, fordi det er et resultat af enighed, passion og beslutsomhed. Baseret på total innovation med maksimal fokus på arbejdspladsen, produktet, marketing og trends. Hvis vi kaster et hurtigt blik på tallene: I 2001 investerede vi 225 millioner Euro (1,67 milliarder kroner), svarende til 21 procent af omsætningen i research og udvikling. Med en forøgelse sammenlignet med sidste år på 76 procent - alt sammen finansieret af Ferrari selv. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke arkitekterne Visconti, Sturchio og Fuksas som har evnet at forblive tro mod vores basale filosofi. Jeg vil også gerne takke arkitekterne for at have respekteret dette princip. Ferrari kommunikerer gennem sine egne produkter, sine biler og ikke kun gennem fascinerende arkitektoniske kreationer. Når vi når 2005 vil både Ferrari og Maserati være helt igennem fornyet,"
sluttede Montezemolo.

Ferrari Spa´s tekniske direktør, Angelo Castelli, forklarede den tekniske udvikling af Ferraris fabriksområde fra 1942 til 1997. Dette var også året, hvor den første fornyelsesfase blev påbegyndt. Man forventer som nævnt at fuldføre projektet i 2005, hvor man kan se tilbage på en Ferrari Village, som ifølge den følelsesladede italiener vil udtrykke Menneskets respekt for Miljøet. "Den første bygning som tillod Enzo Ferrari at puste liv i hans drøm daterer sig helt tilbage til 3. december 1942, og var dermed fundamentet for den første installation som fandt sted i 1943, og den fyldte 17.000 kvadratmeter. Den første bil, Ferrari 125 S, rullede ud fra fabrikken i 1946."

"Derfra var der tale om en næsten konstant vækst. Mellem 1950 og 1960 blev der bygget et støberi, og hele området blev delt ind i produktionslinier. Fra 1960 til 1965 gik Gestione Industriale og Gestione Sportiva hver deres vej, og den første vindtunnel blev bygget. Med ankomsten af Fiat i slutningen af 1960´erne blev fabriksområdet udvidet for at kunne rumme produktionen af Dino modellen. Fra 1970 til 1980 købte og udvidede vi selskabet Carrozzeria Scagletti og Fiorano racerbanen blev bygget. Det følgende årti indebar at GeS (Gestione Sportiva) blev flyttet tilbage på grunden, og en klimatisk vindtunnel blev bygget. I 1990´erne blev et nyt støberi bygget til Gestione Industriale, og et nyt maskinværksted til Gestione Sportiva blev bygget. De oprindelige 17.000 kvadratmeter er nu vokset til 510.000,"
sluttede Angelo Castelli.



GALLERIA DEL VENTO - FORMEL 1 VINDTUNNELEN

Selve udvidelsen af Ferraris fabriksområde er på 150.000 kvadratmeter, og hver en kvadratmeter skal være optimal, både ud fra et arkitektonisk men også menneskeligt synspunkt. Som allerede nævnt startede projektet allerede i 1997, men man vidste fra starten at man ikke skulle satse udelukkende på futuriske og fremmedartede byggerier midt i det italienske landsbysamfund. Derfor byggede man fra starten en lang lav rødstensbygning ved den gamle Vest indgang, men man turde trods dette også at satse på en ny stil. Nemlig de hightechagtige glasbygning Nuova Officina Meccanica, som skal indeholde både Ferrari og Maseratis motorproduktion. Den første bygning som blev bygget var Formel 1 teamets vindtunnel, Galleria del Vento, en bygning som de lokale i øvrigt kalder Sofaen.

Den blev bygget i perioden 1996-1998, som led i den voldsomme modernisering af Ferraris F1 team, som Michael Schumacher var med til at sparke i gang. Vindtunnelen er bygget næsten udelukkende i aluminium, hvilket giver den et fremmedartet udseende. Den er placeret ved Øst indgangen til Ferrari komplekset, og den er tegnet af den italienske arkitekt Renzo Piano. Denne italienske arkitekt har også tegnet Mercedes Benz´ smukke designcenter i Sindelfingen, Stuttgart. Derudover har han renoveret det berømte Pompidou Center i Paris og bygget London Bridge Tower.

Selv beskriver den italienske arkitekt projektet således: "Der er to måder at bygge en vindtunnel på. Den ene er at lukke den inde i en kasse. Den anden, som vi har benyttet her, er at placere hele mekanismen på ydersiden. Således fremviser den sin mekanik og formål, så den næsten ligner motoren til en bil. For at dramatisere dette udtryk har vi benyttet et trick: vindtunnelen er placeret på en sådan måde, at den skaber et indtryk af ustabilitet. Dens rør er bøjet, og selve bygningen ligger på en meget lille bakke. For at være helt ærlig, så dette faktisk en mere praktisk løsning, da den tillader to indgange under testkammeret. Vindtunnelen er 80 meter lang og 70 meter bred. Det er en maskine eller snarere en motor, det er korrekt, men fuldstændig ude af proportioner. Trods dette har den en ligefrem samhørighed med de naturlige omgivelser. Det er et forhold, som altid har eksisteret mellem Enzo Ferraris teknologiske mesterværker og deres barske landagtige baggrund."

Starten af 2001 var også startskuddet til projekt nummer to; Nuova Officina Meccanica, tegnet af Marco Visconti. Denne herre er hentet fra egne rækker, eftersom han arbejder for Fiat Engineering. Alene denne bygning stræker sig over ikke mindre end 15.000 kvadratmeter. Her skal alle vigtige motordele til både Ferrari og Maserati samles, på bare 15 arbejdsstationer. Men modsat mange andre maskinfabriker, så er Nuova Officina Meccanica baseret på bio-arkitektur. De mange og yderst strikse retningslinier til Marco Visconti var at garantere; en stor mængde naturligt lys, at kontrollere temperaturen, undgå nogen former for unødig opvarmning grundet sollys i bygningen, at reducere støjniveauet, at sikre et behageligt indeklima, at undgå voldsomme farveskift, sikre en høj grad af udsigt til naturen udenfor som vil bestå af to små haver. Men her var det ikke slut, Ferrari krævede også at man kun brugte naturlige byggematerialer som ikke gav skadelige følgevirkninger på indeklimaet samt at man undgik træk ved at lave naturlig ventilation i stedet for aircondition.

Dette lykkedes faktisk for arkitekten, selvom det nok har skaffet ham nogle sene aftener foran tegnebordet. Nu råder Ferrari Spa over verdens mest avancerede motorsmedje, som også er gearet til fremtidige produktionskrav. Maserati ejes af Ferrari Spa, og for at effektivisere produktionen vil stadig flere dele blive brugt i både Ferrari og Maserati gadebiler. Man kan naturligvis stille spørgsmålstegn ved, hvad produktionen af gadebiler har med F1 at gøre. Men hvis Ferrari sikrer sig en hypermoderne infrastruktur på alle områder, så vil det også være nemmere for bilmærket at følge med den teknologiske udvikling. Dette er om noget blevet bevist ved præsentationen af superbilen Enzo Ferrari, som råder over mange dele som er udviklet af Formel 1 teamet på alverdens F1 baner. Dette vil gøre det muligt for Ferrari at sikre sig de dygtigste medarbejdere, til trods for at F1 fabrikken ligger i Italien, og ikke i Formel 1 sportens mekka - England.



UFOEN ER LANDET - GESTIONE SPORTIVAS LOGISTIKBYGNING

Mandag den 1. juli 2002 var også dagen, hvor Ferrari tog en bygning i brug, som mest af alt ligner beviset på intelligent liv i universet. Den toetagers GeS Nuova Logistica bygning er tegnet af skibsarkitekten og designeren Luigi Sturchio, som også er ansvarlig for Italiens futuristiske pavillion med en 26 meter høj dome ved verdensudstillingen Expo 2000 i Hannover. Han har også tegnet verdens 6. største yacht, den 105 meter lange og umådeligt smukke Lady Moura ejet af Nasser al-Rashid, som er en stenrig forretningsmand og rådgiver for Saudi Arabiens kong Fahd. Men mest kendt er han nok for at have stået for udformningen af Maserati og Ferraris udstilling på Museum of Contemporary Art i Tokyo mellem 27. april og 14. juli 2002, hvor Enzo Ferrari blev præsenteret første gang.

Bygningen er placeret lige ved siden af Fiorano testbanen, og den skal håndtere fragten af Formel 1 bilerne samt alle deres service lastbiler. Kort sagt, hvis noget skal fra fabrikken og til et GP løb, eller til en F1 test nær eller fjern, så skal den igennem denne nye ultramoderne bygning. Princippet i bygningen minder mest af alt om en luftfragt hangar, med semicirkulære arbejdsstationer langs en enkelt akse, hvor hver enkelte arbejdsstation er placeret omkring en af teamets store lastbiler. Bygningens forme og størrelse er specielt designet til at håndtere Gestione Sportiva´s store lastbiler, hvorved de nemt kan lastes mens de holder tørt og sikkert i garageområdet.

Chefen for Gestione Sportiva, Jean Todt, talte ved åbningen af F1 teamets logistikbygning den 3. juli 2002: "Fra på mandag vil denne bygning være fuldt operationel som det logistiske center for Ferrari Gestione Sportiva. Vi er nu i en situation, hvor vi konkurrerer mod de største selskaber i verden, og derfor må vi nødvendigvis operere permanent på det absolut højeste niveau. Gennem de sidste syv år har vores struktur været stabil, men vi har været forsigtige og set mod fremtiden. Omkring 750 mennesker arbejder i GeS, og de er alle som en stolte af at være en del af det største og mest prestigefyldte mærke i verden."

To brede indbyggede trappegange forbinder de to etager, og der er også en heavy duty elevator til at lette lastningen af de tunge kasser samt Formel 1 bilerne. Hovedsektionen af den ufo-lignende bygning har 14 brede garagedøre, hvor Ferraris lastbiler kan køre ind og hente deres dyrebare F1 last. Selve bygningen har form som en hemisfære, og ligger tæt på hovedindgangen til Ferraris kontorer og selve fabrikken. Mellem 2002 og 2005 vil hele komplekset blive færdigbygget. Derfor vil også Centro Sviluppo Prodotto (produktudvikling), Nuova Verniciatura (højteknologisk lakeringscenter), en ny restaurant samt et helt nyt kompleks til Formel 1 teamet Gestione Sportiva stå færdigt.



CENTRO SVILUPPO PRODOTTO - NATUREN TÆTTERE PÅ MENNESKET

Mellem 2002 og 2005 vil hele komplekset blive færdigbygget. Derfor vil også Centro Sviluppo Prodotto (produktudvikling), Nuova Verniciatura (højteknologisk lakeringscenter), en ny restaurant samt et helt nyt kompleks til Formel 1 teamet. Centro Sviluppo Prodotto projektet vil blive tegnet af arkitekten Massimiliano Fuksas, som også har tegnet Place de Nations i Geneve og er med i konkurrencen om Fredscenteret i Palæstina. Ferraris bygning vil på mange måder repræsentere selve tanken i projektet - Naturen tættere på Mennesket. Vand, bambus, økologiske materialer og bioteknologi vil gøre bygningen til et behageligt sted at opholde sig i. Vand vil være det gennemgående tema, eftersom vand vil dække det meste af den første etage i bygningen. Det løber gennem kanaler mellem de forskellige afdelinger, hvor det vil reflektere lyset fra de øvre etager, så det ofte vil ligne ædle metaller i stedet for simpelt ferskvand. Der vil komme store arealer med bambus, som forhåbentligt vil få det arbejdende personale til at føle sig noget mere afslappet, end i de gængse overophedede kontorbygninger som vi i disse dage kender dem.

Ferrari folkene kan også glæde sig til, at de får en ny restaurant og ikke bare en simpel kantine. Placeret midt i fabriksområdet vil den indeholde alt hvad en træt Ferrari medarbejder kan drømme om. Luigi Sturchio har også tegnet denne bygning, som er bygget efter princippet om en stor glasoverdækket "Piazza" ud til hovedgaden Viale Enzo Ferrari som løber fra Øst til Vest i fabriksområdet. Ved Nord indgangen vil man kunne nå en bar, informationsområde, drugstore, fitness center, infirmeri, og medicinsk testcenter. Via rulletrapper når man op til mezzaninen, som rummer kontorer og rekreative områder. På anden sal vil restauranten, køkken og serveringsområder findes. Selve restauranten vil være dækket af et stort glastag, og væggene vil være dækket af et krystalmateriale som er aktivt rent bioklimatisk.

Lakeringsværkstedet Nuova Verniciatura vil blive tegnet af Marco Visconti, og vil dække 20.000 kvadratmeter. Teknologisk vil det være blandt de førende i verden, og skal anvende miljøvenligt pulver- og vandbaseret maling. Adskillelserne mellem de respektive afdelinger vil være transparente, og dette lakeringstempel skal producere alle de faktorer som der kræves af en moderne billak. Farven skal være klar, den skal beskytte, virke tiltrækkende, være blank og ikke mindst skal den beskytte den dyrt betalte drømmebil mod elementernes rasen. Ferrari har i en del år været ISO standardiseret, og skal derfor leve op til "Progetto Ferrari di Certificazione Ambientale ISO 14.001".



GESTIONE FERRARIS NYE FORMEL 1 TEMPEL

Jean Todt, Schumacher og de andre glade F1 drenge kan glæde sig til et nyt futuristisk F1 center tegnet af Luigi Sturchio. Ser man det udefra Via Enzo Ferrari hovedgaden fra den kendte Hovedindgang, så vil Gestione Sportive F1 centeret have en lang frontmur som virker som om den formet af den allesteds nærværende vind, som jo har så stor indvirkning og indflydelse på enhver blodrød Formel 1 Ferrari. Hovedindgangen er skjult af en græsklædt bakke, og selve komplekset har to hovedområder, placeret på en akse fra Øst til Vest. Der er et centralt område for alle tekniske installationer. Samme sted vil man også genbruge restenergien fra testområdernes motordynoer. Der vil være designområder, direktionskontorer, Fioranobanens tårn samt direkte adgang til selve testbanen. Hele bygningen vil være linket sammen af underjordiske og hævede gange. F1 teamet har i øvrigt allerede modtaget en ny mediebus, som ligeledes er bygget af natur materialer samt genbrugt plastik af blandt andet plastikkopper. Samme bus har et aircondition anlæg, som er drevet af solceller.

Selve bygningen skal udtrykke den "Levende Identitet", som er en kombination af fortidens kreativitet mod fremtidens krav om effektivitet. Bygningen skal rumme områder for elektronik, mekanik, chassis, aerodynamik og metallurgi. Men samtidig skal den kunne passe ind i Maranellos mere landlige byggestil, eftersom GeS bygningen er synlig fra hovedindgangen. Begge poler af Ferraris identitet er hermed opnået, tradition og innovation. Men efter at have gennemgået Formula Uomo projektet i sine enkelte afsnit står det klart, at der er en grund til at Ferrari har formået at gøre hver anden søndag til en gabende kedelig affære. For med den kompromisløse holdning til Formel 1 sporten er det ikke kun tiendedele som Ferraris mange håbefulde F1 konkurrenter skal indhente. Det er en stadig tankegang og en ideologi som skal gennemsyre hele organisationen. Hvis man overvejer sponsorer, identitet og fremtidige partnere i sporten, så har man allerede tabt. Formula Uomo er vejen frem, og det kan selv et Paragon ikke ændre på.


Skrevet af Aslak Vind
aslak@f1journal.com