Tilbage i de gode gamle dage, lå de forskellige F1-teams og lurede på hvad der stod på hinandens pit-tavler, hvis man skulle regne modpartens løbstaktiske træk ud. Hvad sagde teamet til køreren via tavlen? Det blev naturligvis hurtigt skrevet i nogle indforståede koder, så kun teams og kører forstod hvilket signal der blev sendt afsted. Dette gik der naturligvis en sport i, således at teams nu udnyttede at konkurrenterne prøvede at blive vejledt at disse tavlemeldinger - og derfor skrev de noget som bevidst skulle vildlede dem.
Tilbage i de gode gamle dage, kunne TV-kommentatorer og konkurrerende teams med stor iver forsøge at følge med i hvem der skulle i pit hvornår. Ved truende regnvejr rejste Ferrari-mandskabet sig op og gjorde klar til at tage deres kører ind til regnvejrsdæk - McLaren, hvis bil lå i føringen, fulgte prompte efter og deres bil kom ind. Men Ferrari-mandskabet gik grinende tilbage, og holdt deres kører på banen nogle ekstra afgørende omgange. To eksempler på noget der udviklede sig til en sport i sporten.
Men i starten af halvfemserne indførtes tankning i pitten, og pitstops blev om muligt et endnu vigtigere element i sporten. Derfor blev radiokommunikationen mellem teams og kørere lige pludselig også et meget vigtigt element. En lille kæk designmæssig ekstrafeature på bilerne var de mange små antenner, der dels skulle sende telemetri til teamet, dels skulle sende TV-billeder afsted med onboard-shots og dels selvfølgelig antennerne til radiokommunikationen.
Som engageret fan af sporten, med en sideinteresse som radioamatør, kunne man således sidde på langsiderne og nyde kommunikationen mellem kører og teams, hvis man da havde investeret en 2-4000 kr i en lille radioscanner. Men hvad holdene udemærket godt vidste, var at det ikke kun var engagerede radioamatør-F1fans der sad og lyttede. Det gjorde konkurrenterne også. Hvad gjorde man ved det? Svaret ligger ligesom i luften. Krypterede radiosignaler.
Med den udvikling der så småt var begyndt i descideret industrispionage i F1-sporten, fik de forskellige teams hyret små korps af sikkerhedsfolk, der skulle afskærme konkurrenternes mulighed for at lure deres taktiske og strategiske bevægelser af. Det startede med banale dørudsmidertyper ved McLaren-pitten, der skulle smide nysgerrige fotografer væk fra mulige spionfotos. Men dér stoppede det ikke. McLaren var således et af de første teams, der fik sat denne type kontraspionage-virksomhed i system med en veltrimmet sikkerhedsafdeling.
Én af afdelingens opgaver var at sørge for, at konkurrenterne ikke længere kunne lytte med på teamets radiokorrespondance til hinanden og kørerne. Man fik krypteret radiosignalerne, men erfarede snart at et konkurrerende italiensk hold havde fået brudt krypteringen, og alligevel kunne lytte med. McLaren troede de var et skridt foran - men det var faktisk omvendt. Man kan roligt forestille sig Ron Dennis' ordrer til sin sikkerhedsafdeling: "Så bryder I også deres kode!"
Men så simpel var opgaven ikke. Scuderia Ferrari vidste nemlig godt at McLaren før eller siden ville opdage, at de hurtigt kunne reflektere på meldinger sendt fra McLaren-pitten til deres kørere. Så de smarte italienere havde ved samme lejlighed ikke bare indkøbt et lignende system, men et system indkøbt af en israelsk leverandør - en leverandør der i øvrigt havde det israelske forsvar, IDF, og sikkerhedstjeneste, Shabak, på deres kundeliste. Og et sådant krypteret system bryder man ikke bare.
Det har Ferraris konkurrenter naturligvis erfaret, og derfor har de indkøbt tilsvarende systemer. Man kan faktisk anno 2002 købe krypterede radiosystemer fra gaderne i London, der er ligeså sikre som Ferraris og Mossads for den sags skyld. Et godt eksempel er en anonymt placeret forretning lige ved den danske ambassade i London, hvor man kan gå ind fra gaden og købe spionage- og kontraspionageudstyr. Med det rette visitkort i hånden kan man komme ind i deres baglokale, og tage et kig på udstyr der leveres til kunder som CIA, MI5 osv. osv. Det har konkurrenter som Williams og McLaren - og alle de andre for den sags skyld - naturligvis gjort for længe siden.
Og der kan være andre årsager til anvendelsen af krypterede radiosignaler, end blot at dække sine motiver overfor konkurrenterne. Det kunne jo tænkes at man havde noget at fortælle sine kørere, som måske i teamets øjne ikke rager omverdenen af PR-mæssige årsager. Der er nemlig sket det i mellemtiden, at Bernie Ecclestone har fået indført offentlig radiokommunikation mellem teams og kørere, som bliver leveret eksklusivt til seere af hans Pay-Per-View signal, Supersignalet som vi kalder det herhjemme. Og så kan der nemlig komme ting ud i æteren som det aldrig var meningen skulle frem for offentligheden.
Et rigtigt godt eksempel er sidste års løb på A1-Ring. McLaren-køreren, David Coulthard lå i spidsen fulgt af Rubens Barrichello og Michael Schumacher. Det var samtidig et af de første eksempler på at den hurtige brasilianske andenkører hos Ferrari, viste tænder og kørte hurtigere end førstekøreren Schumacher. Med få omgange tilbage gav Jean Todt en teamordre til Rubens om a lade førstekøreren passere til andenpladsen og seks points i stedet for fire.
Men Rubens ville ikke give Schumi æren før i allersidste sving, og svarede ikke tilbage. Hjemme i alverdens stuer kunne man således høre at Jean Todt blev mere frustreret og til sidst lettere desperat råbte ind i mikrofonen: "Let Michael pass for the Championship!" Rubens måtte ikke være i tvivl om at han begik kontraktbrud hvis han ikke efterlevede en strategisk teamordre fra Ferrari. Men var det krigens barske vilkår at Jean Todt blev nødt til offentligt at "indrømme" en strategisk teamordre i sjette løb? Var der nu ingen vej udenom fordi Bernie havde gennemtrumfet at alle verdens betalende seere skulle have et indblik i al radiokommunikation? Svaret er nej...
Man kan jo egentlig sige sig selv, at de forskellige F1-teams aldrig var gået med til at TV-seerne skulle invies i de instruktioner der løbende kører mellem teams og kørere i de forskellige løb og sessions. Og sådan er det heller ikke. Men hvordan fungerer det så? Skal Rubens sidde og fumle rundt med kanalvælgere på rattet, for at sikre sig at seerne og dermed konkurrenterne ikke invies i det som retteligt er fortrolig kommunikation? Igen er svaret nej.
Man kan i dag sagtens få digitaliserede radiosystemer, hvor den ene part vælger hvilken frekvens der skal sendes på. Den ene part er således teamet. Køreren skal bare roligt svare tilbage - det bliver ikke offentliggjort på alle TV-skærmene. Ved dette års mest omtalte teamordre så man det faktisk tydeligt. Kameramændene fra supersignalet sværmede rundt om både Jean Todt og Ross Brawn, hvilket de naturligvis ikke havde behøvet hvis man kunne høre det hele. Men det de havde travlt med, var at mundaflæse hvilke ordrer Todt og Co. gav de to kørere. En situation der iøvrigt gentog sig på Nürburgring.
Vi forespurgte Sauber-teamet, og fik svaret: "Man skal ikke trykke på en knap for at aktivere videresendelse til Digital-TV. Man vælger bare den rette kanal." Og de fortsatte: "Sauber har fem kanaler som er mest benyttet - én til hver kører og én til intern kommunikation i teamet. Og så vi endnu to til hver kører." Et godt bud er derfor at dét vi hører på TV kun udgør to af disse kanaler. Resten er internt og krypteret.
Østrigs Grand Prix 2001 var et godt eksempel på at det kan gå galt. Enten var Todt ikke klar over at han befandt sig på den forkerte kanal, ellers fejlede teknikken. Og ved det nys overståede Englands Grand Prix sad mangen en fan og undrede sig over at McLaren ikke kunne få Coulthard i pit når han rettelig burde. Men i dette tilfælde var det også radioteknikken der fejlede. "Vi havde seriøse problemer, fordi vi havde en kanal der ved en fejl sendte til og fra det digitale TV-studie. Alt vi kunne høre var franske og tyske interviews," forklarede Ron Dennis efter løbet.
Et mildest talt eklatant eksempel på hvor galt det kan gå. Denne gang kunne TV-seerne ikke høre McLaren og Coulthard - men McLaren og Coulthard kunne ikke høre hinanden men derimod TV-signalet. Så hvis man investerer penge i Pay-Per-View signalet må man ikke lade sig forblænde og tro at man bliver delagtiggjort i alt hvad der sker rent radiomæssigt. I bedste fald kan man blive visuelt vidne til hvad der sker for et team, når det går rigtig galt som det gjorde for McLaren på Silverstone.
dennis@f1journal.com