TEKNOLOGI TÆT PÅ

Hvor tæt på kan en kører forlange at få informationerne præsenteret? Når nu vi lever i år 2002, med 3D-briller til spil i almindelig handel, kan han naturligvis kræve det maximalt et par centimeter fra sine øjne. En løsning man har arbejdet på i et stykke tid hos BMW's Technology Office, og som nu bliver præsenteret forud for Ungarns Grand Prix. Endnu engang sætter et af F1-verdenens topteams standarden for hvor innovative man kan være på grænsen i motorsportens topklasse.

Teknologi-centeret for BMW ligger ikke i Tyskland men i højteknologiens mekka - Silicon Valley. Laboratoriet i Palo Alto, Californien, har udviklet det de kalder et "Visual Information Window" en lille skærm placeret inde i hjelmen på kun 6x8 millimeter, der løbende vil føde Ralf Schumacher med informationer gennem løbet. Det er naturligvis udviklet for at optimere kørerens sikkerhed, således at han ikke behøver fjerne øjnene fra banen, men stadig kunne modtage visuel information fra sit team.



VISUEL INFO DIREKTE IND I ØJET

Systemet er udviklet i et samarbejde mellem BMWs teknologicenter, en lille lokal elektronikleverandør og Ralf Schumachers hjelmproducent, Schuberth. Det nye består i at teamet fra pitten hele tiden kan sende visuelle informationer afsted direkte til Ralf Schumachers synsfelt. Der er tale om et højopløseligt truecolor display baseret på Active Matrix Liquid Crystal Display-teknologi (AMLCD). Man benytter en speciel linse der benytter Free Form Prism (FFP), der gør at køreren opfatter billedet knivskarpt - selvom det er så småt og foregår lige foran hans øjne.

Det smarte ved systemet er at det er placeret ved det øje som dominerer kørerens synsfelt. Det kommer til at fremstå som noget Ralf ser i perifærien af sit synsfelt, og vil dermed ikke tage fokus fra hans kørsel. Et lille projektionssystem vil sørge for nærmest at lyse informationerne ind i hans synsfelt, så han ikke skal kigge ned på skærmen. "Øjet vil lynhurtig vænne sig til det på samme måde som et insekt på en forude," udtaler Jürgen Brügl, der er koordinator på projektet.



ADVARSLER OM OLIE OG UHELD

Således vil Ralf Schumacher med sekunders varsel blive informeret hvis der forude på banestrækningen ligger oliepletter fra en anden bil, eller såfremt der måtte være sket et uheld med dertilhørende gult flag og vragdele på asfalten. Han vil samtidig konstant blive orienteret om sin position i løbet, omgangstider etc etc. Man vil kunne sende meddelelser til ham såsom "pres på", "slap af", "kom i pitten", "oliepumpeproblemer", "trafik i pitten" eller aktuelt fra Frankrigs Grand Prix måske: "Pas på den hvide line!" ved udkørsel fra pitten.

Williams-teamet giver dermed deres bud på en højteknologisk løsning der kan være trendsætter for de andre teams i pitten. Ferrari har i lang tid arbejdet på et lignende system og allerede indefor et par år vil det sikkert være standard i enhver F1-kørers hjelm. Systemet vil ifølge BMW ikke nødvendigvis blive taget i anvendelse ved Ungarns Grand Prix, men testet resten af 2002-sæsonen, så det er klart til næste sæson.

Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com