F1JOURNAL.COM / F1 TEKNIK / ARTIKEL HÅRDE ORD MED PÅ VEJEN "Den eneste gang den ville have gjort en forskel, ville den have slået en kører ihjel." Ordene er hårde og kontante når Jacques Villeneuve udtaler sig om Head And Neck Support (HANS). Og sandt er det da også at HANS har mødt en del modstand blandt kørerne i Formel 1. Rubens Barrichello, Jacques Villeneuve, Jenson Button, Juan Pablo Montoya og Nick Heidfeld er nogle af dem der har råbt allerhøjst med kritiske røster. Kritikken går kort sagt på at kørerne ikke kan bevæge og dreje hovedet nok til siden. Fx når køreren skal sikre sig en fri bane når de skal ud af pitten. En kører der ikke er helt enig i dette er Michael Schumacher: "Det eneste jeg har at sige om denne nye anordning er at den ikke generer mig, og det er blevet bevist at den er meget effektiv i et frontalt sammenstød, det er rigtigt at den godt kunne laves lidt mere komfortabel. Anvendelsen af den er nu påbudt, men den eneste grund til at jeg vil anvende den, er fordi den øger min sikkerhed som kører". En vigtig og ikke uvæsentlig detalje. TILBAGE TIL BEGYNDELSEN HANS blev opfundet i midten af 1980´erne af Dr. Robert Hubbard fra Michigan State University. Tilbage i 1970´erne arbejdede han for General Motors hvor han var med til at udvikle crash test dummies. Hans svoger Jim Downing kørte og udviklede racerbiler og havde i gennem langt tid været overbevist om at mange af de ulykker der resulterede i fatale hoved og nakke skader kunne undgås. De to mænd gik sammen videre med disse tanker og begyndte at forske lidt i en løsning. Løsningen de kom op med i 1989 var Head and Neck Support konceptet. Koncepten går kort sagt ud på at hindre de voldsomme ryk kørerens hoved og nakke kan få ved en eventuel ulykke samt undgå at hovedet kommer i kontakt med enten rattet eller cockpittet. Altså den såkaldte piskesmældseffekt hvor hovedet med stor fart bliver trukket væk med fra den øverste del af kroppen. Ved en stor G ulykke på fx 80 G vil en hoved/hjelm kombination der normalt vejer 7-8 kilo komme helt op på at veje 560-640 kilo. Erfaringerne fra Indy har vist ulykker på helt op til 100 G. Til dette skal sammenholdes at den generelle acceptable grænse ligger på ca. 370 kilo. Det er helt åbenlyst at selv den mest veltrænede racerkører ikke kan træne sin nakke op til sådan en belastning. HANS er et stykke sikkerhedsudstyr som påmonteres under hjelmen. Denne vil så reducere kraften som hovedet kastets væk med op til 80%. Altså en væsentlig mindre påvirkning af nakkemusklerne. GENERAL MOTORS OG MERCEDES I SPIDSEN Den originale udgave af HANS kom på markedet i 1990. Siden da har blandt andet General Motors, Ford og Mercedes Benz forsøgt at videreudvikle opfindelsen. Især Mercedes har arbejdet med videreudviklingen af HANS. Dette skete som en direkte eftervirkning af Mika Hakkinens ulykke på Adelaide i 1995. I sæsonens sidste løb under kvalifikationen mistede Hakkinen kontrollen med sin bil og endte i stedet i muren. Han bankede sit hovedet mod cockpittet og mistede bevidstheden. I flere dage lå han i coma og ingen vidste om han ville klare sig, dø eller blive invalid. Gudskelov blev enden på historien at Mika Hakkinen vendte tilbage i topform allerede til sæsonåbningen året efter. Trods den heldige udgang af episoden var der enighed om, at man måtte undersøge om man kunne forbedre sikkerheden i Formel 1. Robert Hubbard, Jim Downing og DaimlerChrysler (Mercedes) gik sammen i en joint-venture og Hubert Gramling fik ansvaret for de tekniske undersøgelser. Efter talrige test med dummys stod der hurtigt klart at virkningen var markant. Samlet set var konklusionen af de test det blev udført af HANS at : - Ved frontalt sammenstød vil hovedet bevæge sig sammen med kroppen for at aflaste de skader den ekstreme kraft hoved bevæger sig med og belastninger nakken får. - Med brugen af HANS kommer der større kontrol over hjelmens position på kørerens hoved. - Risikoen for pludselig hovedrotation er reduceret. - HANS øger hovedets beskyttelse såfremt hjelmen kommer i kontakt med en anden overflade. - Kørerens beskyttes bedre ved acceleration, nedbremsning eller ved sammenstød bagfra. FRA TEORI TIL PRAKSIS I MOTORSPORT Den næste store opgave for HANS var implementeringen i racersporten. Den første udgave der blev fremstillet var egnet til køresport hvor køreren sidder op såsom Stockcar, NASCAR og Monster Trucks. Men motorsportsgrene som CART og Formel 1 stiller andre krav. I disse grene ligger kørerne ned og som følge heraf stilles der andre krav. Derfor blev der i stedet fremstillet en mindre udgave af HANS. Denne sidste model skønnes allerede at blive benyttet af ca. 600 personer verden over og talrige varianter er blevet modificeret alt efter den enkelte kørers ønsker og behov. CART var de første til at tage HANS til sig og her blev den fint modtaget. Muligvis grundet de mange højresving som ovalbanerne har. Fra sæsonen 2003 er HANS så blevet obligatorisk at bruge i Formel 1 og det er syndt at sige at den har fået en velkommen modtagelse af alle. De to kritikpunkter har koncentreret sig om følgende punkter: A. HANS er så tung og besværlig at den belaster hoved og nakke at man mister koncentrationen. B. HANS er skyld i at man i meget høj grad mister udsyn, som direkte kan resultere i ulykker. Hvor HANS således hurtigt blev en del af CART har vejen til Formel 1 været knap så enkel. Enten fordi forskellene mellem CART og Formel 1 er store eller fordi Formel 1-holdene ikke i tide har været ude og tilpasse HANS til deres kørere i tide. MODSTAND BLANDT KØRERNE Jacques Villeneuve må klart siges at være én af de arrigste modstandere af HANS. Villeneuve er af den overbevisning at HANS direkte ville have været skyld i en dødsulykke såfremt den allerede havde været et krav. Ulykken Villeneuve henviser til er den ulykke som Pedro Diniz var involveret i på Nürburgring for et par sæsoner siden. Diniz's bil slog i det første sving flere kolbøtter og landede på hovedet efter en kort glidetur. Men Villeneuve er så langt fra den eneste med kritiske røster. Nick Heidfeld er en anden der har haft sit besvær med HANS. De første gange han prøvede det kunne han ikke køre mere end to omgange før koncentrationen begyndte at svigte grundet smerter forudsaget af HANS. Heidsfelds kollega hos Sauber har samme erfaringer. For at afhjælpe lidt af problemet har Sauber forsøgt at lave en modifikation. Men lige lidt hjalp det. "Jeg har prøvet både udgaven fra FIA og den anden udgave, men på en eller anden måde, må vi få det til at fungere", udtaler Frentzen. Sauber modellen har en lille clips som sættes fast til kørerens sikkerhedssele. Men Frentzen skyder det ned med følgende betragtning: "Det giver bare en anden slags for diskomfort". Ikke de bedste karakterer fra de tyske Sauber kørere. Allerede fra dag ét da Rubens Barrichello prøvede HANS har han mildest talt ikke brudt sig om den. Barrichellos modstand bunder i at han siger den smerter hans skuldre og nakke for meget. Ved det første løb i Australien i indeværende sæson gav Barrichello efterfølgende HANS skylden for at han måtte udgå. Efter løbet udtalte han: "Det var umuligt for mig at koncentrere mig om løbet. Kraven trykkede rigtig meget på mine kraveben, så det gjorde meget ondt." Barrichello havde i langt tid op til løbet haft problemer med smerter i ryggen, så påstanden kunne meget vel passe. Men der er ingen forklaring på hvorfor en anden kører måtte udgå i præcis samme sving eller hvorfor ingen anden kører efter løbet brokkede sig over brugen af HANS. Ved løbet i år i Malaysia fik Rubens Barrichello så lov til at køre helt uden HANS. En fordel der var til at føle på og som muligvis hjalp ham til en andenplads. Før løbet var Rubens blevet undersøgt af FIAs læge Sid Watkins, der var enig med Rubens i at der ikke skulle køres med HANS. Der blev derfor givet dispensation med ordlyden: "Løbets stewards har besluttet at tillade køreren af bil nummer to at køre uden HANS nakkestøtten i modsætning til Artikel 101 af FIA's sportslige reglement for år 2003. Det er fastlagt at dispensationen kun gælder dette løb og at teamchefen er indforstået med, at der er en holdbar løsning klar til det næste løb". Nu er det derfor op til Ferrari at fremstille en ny variation af HANS som Barrichello kan benytte fremover. FOR JUSTIN WILSON GIK DET GRUELIG GALT Den ubetinget allerværste erfaring med HANS har Minardi køreren Justin Wilson dog gjort. Han måtte efter løbet i Malaysia en tur på hospitalet til undersøgelse. Efter at have kørt 41 omgange fik Wilsons HANS revet sig løs og det betød at han fik en nerve i klemme som medførte krampe. Krampen bevirkede at Wilson sad fast i sin bil i ikke mindre end 8 minutter før han kunne komme fri og flyves til hospitalet i Kuala Lumpur. Teamchefen Paul Stoddart er stolt af sin kører og roser ham for hans mandsmod. Men samtidigt ligger han ikke skjult på at det også var en smule dumdristigt. Alvoren i situationen gik først op for Minardi teamet da Wilson på hans sidste omgang over radioen meddelte at han ikke længere kunne dreje på rattet grundet krampe. Lykkeligvis får episoden ikke nogen varige følger. Wilson fik efter hospitalsbesøget at vide at han efter nogen dages hvile skulle være hurtig frisk igen. Det paradoksale i denne historie er, at Wilson ikke tidligere har tilhørt gruppen som er utilfredse med HANS. Ikke alle kørere er dog negativt stemt over HANS. Felipe Massa prøvede den dengang han kørte for Sauber og han havde ingen problemer med det. Efter en justering og tilpasning var han af den overbevisning at det blev komfortabelt. Mark Webber har også haft gode erfaringer med det. Trods små komfortable ulemper er han af den overbevisning at det vigtigste er sikkerhedsspørgsmålet. Også Ralf Schumacher er tilfreds med HANS. De erfaringer kørerne i Formel 1 indtil videre har haft tyder på at HANS tilsyneladende passer dem med lange hals bedst. Folk som brødrene Schumacher, Eddie Irvine og David Coulthard har ingen problemer mens det forholder sig markant anderledes med kørere som Jacques Villeneuve, Kimi Raikkonen og Juan Pablo Montoya. CART ER UENIGE I KRITIKKEN Fra den anden side af Atlanten er der meget lidt støtte at hente. Dr. Terry Trammell fra CART har været fremme med udtalelser om at Formel 1 kørere er meget pivede og nogle brokkehoveder. Han er af den overbevisning at HANS kan tilpasses alle kørere og garanterer at han sagtens kan sørge for at deres kørestil ikke vil blive påvirket af brugen af HANS. Men hvorfor kan HANS ikke bare være monteret direkte på siddebrønden i stedet for på kørerens nakke og skuldre ? Dette ville jo give køreren en meget bedre udsyn og bevægelsesfrihed. Svaret er enkelt. Ved en eventuel ulykke vil det kræve meget at få en kører ud meget hurtigt. Og ved en ulykke der involverer brand kunne dette hurtigt blive katastrofalt. Derfor er det ekstremt vigtigt at HANS er monteret direkte på kørerens nakke og skuldre. Spørgsmålet om hvorvidt HANS overhovedet kunne redde liv eller ej er også et åbent spørgsmål og ikke til at besvare. Der er dog almindelig enighed om at den kæmpe ulykke som CART køreren Orial Servia fik på Laguna ville have kostet ham hans liv hvis det ikke havde været for HANS. Men også store ulykker såsom P. J. Jones i træningen til Indianapolis 500 og Joe Nemechek på Daytona samt Adrian Fernandez er ulykker som er værd at studere nemmere i relation til spørgsmålet om sikkerheden ved brugen af HANS. HANS HAR FÅET EN HÅRD F1-FØDSEL Den eneste ting der er helt sikkert er, at HANS introduktionen i Formel 1 sporten er en meget bumpet affære. Om det skyldes reelle problemer eller blot beror på tilpasningsproblemer kan kun tiden vise. I hvert fald har FIA meldt ud, at der indtil videre ikke er nogen som helst grund til at kravet om brugen af HANS trækkes tilbage. Der er flere og flere kritikere som fremfører argumenter om at FIA allerede nu er gået på kompromis med dispensationen til Barrichello. Dette afviser FIA dog blankt. Dispensationen skal betragtes som helt ekstraordinært og FIA vil fra nu af stramme op på brugen af HANS. En talsmand fra FIA har udtalt at beviserne for gavnen af HANS er overvældende. I gennem de sidste 10 år har HANS været benyttet og over 3000 af dem er i brug pt. Han uddyber standpunktet yderligere med ordene: "Formel 1-holdende har vidst siden april 2001 at anordningen ville blive introduceret og dette skulle gerne have givet holdene tid nok til at tilpasse og teste". Så måske sidder aben på teamchefernes skuldre? Deres fokus har ganske givet primært været rettet mod bedre aerodynamik, stærkere motorer, større sponsorater osv. Der er måske kort sagt blevet sovet lidt i timen. Skrevet af Henrik Eilsøe henrik@f1journal.com |
||||