F1JOURNAL.COM / F1 TEKNIK / ARTIKEL MILD SEVEN RENAULTF1 R24 - STORE FORVENTNINGER! I det sagnomspundne Teatro Massimo på Sicilien valgte det fransk-engelske RenaultF1 team at lancere deres 2004 racer; R24. Formel 1 raceren der for alvor skal bringe Renault tilbage til fordums stortid, og igen være med i kampen om sejre, mesterskaber og den ære der følger med når man er i spydspidsen af motorsportens ypperste klasse. Flavio Briatore står i spidsen for den ambitiøse R24, og sætter ikke sit lys under en skæppe. RenaultF1 er ikke tilfreds med én sejr pr. sæson, og vil nu seriøst udfordre de tre tophold. Således døber jeg R24 favoritdræberen. Ikke kun fordi Briatore vil nikke anerkendende, men fordi den rent faktisk er netop dét. Sidste år beviste Renault nemlig, at alliancen mellem de to hovedkontorer i Viry-Châtillon, Frankrig og Enstone, England sagtens kan være en seriøs udfordrer til Maranello, Woking og Grove. Den synergi der efterhånden er skabt mellem de to landes afdelinger, udmøntede sig bl.a. i en sejr på Hungaroring sidste år, og med en velforberedt R24, ser 2004 ikke mindre spændende ud fra Renaults side. Scenen er sat til offentlig præsentation i Teatro Massimo - © RenaultF1 Media Formand og administrerende direktør for Renault Patrick Faure, skorter da heller ikke på forventningerne. Efter en særdeles succesrig 2003 sæson, er der lagt i kaklen til noget stort i år. Faure siger: "Vi skal sætte mindst ét tophold bag os i mesterskabet i år. Vi kan ikke længere kun tale om tre tophold, for vi er så sandelig en afgørende del af de fire store nu. Renaults mål er derfor logisk nok, at vi skal højere op, og for at opnå dette skal vi have stabilitet. Vi tog de rette skridt i den rigtige retning sidste år, og vi er sikre på vi kan fortsætte den gode sti fremad fra Melbourne og fremefter." Gæller, reviderede sidepods, ny ryg og enkel bagvinge på R24 - © RenaultF1 Media R24 RENT TEKNISK Den seneste kreation fra Viry-Châtillon og Enstone er kreeret af chefdesigner Mark Smith, og superviseret af den nyligt udnævnte tekniske direktør Bob Bell, der blev forfremmet da Mike Gascoyne forlod holdet til fordel for Toyota. Bilen har været undervejs længe, da man hos Renault kører to uafhængige designteams, der så rent faktisk har to år at skabe deres racer i. Mark Smith har således haft tid i vindtunnelen siden slutningen af 2002, og har kunnet drage erfaringer fra R23 over sæsonen. Derudover har man på motorsiden haft samme mål som alle de andre hold. De nye motorregler skal efterleves, og det helst uden at miste hestekræfter. Motoren på R24 hedder RS24, og den har projektleder Léon Taillieu stået for udviklingen af. Den skal kunne holde dobbelt så langt, og alligevel bevare det præstationsniveau dens forgænger havde i 2003. En opgave de håber at have løst således de kan gøre alvor af deres trusler om at give baghjul til Ferrari, McLaren og/eller Williams. RS24 er således en motor med en noget mindre vinkel end dens forgængere. Renault har jo i flere år bruget en meget vid vinkel i deres motorer, og på den måde kunnet sænke deres tyngdepunkt på raceren. Det har gjort, at Renault bl.a. havde en meget god aerodynamik på de langsommere baner i 2003, men samtidig savnede motorkraft på højfartsbanerne. I 2004 er man gået mere konservativt til værks med R24, og den er bygget efter de nye forskrifter. Den skal kun holde længere, og så må man sørge for, at konstruktionen ikke er for skrøbelig. Det synes lang tid siden, at Renault barslede med en 111-graders v-vinkel. I dag er den noget mere standard. RS24 - blokken der skal presse Renault frem mod nye mål i 2004 - © RenaultF1 Media På selve R24 har de seneste tests vist, at den rent faktisk allerede laver mere downforce end dens forgænger, og det på trods af de ændringer i de tekniske regulativer der gør, at der er mindre bagvinge i 2004. Renault har været tidligt ude med deres R24, og det forarbejde høster man nu frugterne af. Bilen kom ud på de spanske racerbaner allerede i midten af januar, og blev således kun overhalet af McLaren, der allerede smed MP4-19 på vejen i december måned. De tydeligste ændringer på R24 er ryggen, bagvingen og de vinger der er på luftindtagene i siderne; de så berømte sidepods. Aerodynamikken har i høj grad fået et løft på R24, og en kurvet racer har fundet sin vej frem fra tegnebordet til teatret på Sicilien. Ryggen er løftet, og gjort fordelagtig med den nye, og mere forenklede bagvinge takket været de nye regulativer, og der er gjort plads til en motor der skal have mere køling, da den gerne skulle kunne holde lidt længere. Der er kommet gæller på siderne, således den pressede motor kan komme af med luften, og så er næsen blevet en anelse længere end på forgængeren. Alt i alt en sund udvikling af sidste års racer, dog uden de helt store landevindinger. For ændringerne i det tekniske regulativ har ikke levnet mange chancer for designerne til at komme op med noget revolutionerende, og det eneste vi har set hidtil i 2004, er Williams, der har fundet på at skære snuden væk på deres racer. Ad den vej har RenaultF1 naturligt ikke kunne gå med R24, da deres hjulophæng og frontsystem er markant anderledes i grundprincipperne end Williams, og derfor er alle spekulationer om, at Williams skulle være bedre p.t. ubegrundede. R24 ligner måske nok en konventionel racer, men man skal passe på med at bedømme på skindet alene. Renault beviste i 2003, at de har fundet formen. Deres aerodynamik er fortræffelig, og de skal nu bare have lidt flere hestekræfter. For på de langsomme baner såsom Monaco og Hungaroring var Renault med helt fremme sidste år, og med en ny og stærk RS24, håber Renault med Flavio Briatore, Fernando Alonso og Jarno Trulli i spidsen, at de også kan gøre sig gældende på baner hvor topfart også betyder meget. R24 skal altså være stærk på alle baner for at Briatore og co. kan få indfriet deres forventninger om at vippe en af de tre andre tophold under sig. RENAULTF1 HAR RUSTET SIG MED NYE SPONSORATER RenaultF1 har ikke hvilet på laurbærkransen. Deres successæson i 2003 har gjort dem attraktive for nye samarbejdspartnere, og deres portefølje er da også blevet udvidet markant. Faktisk er Renault det hold der har fornyet flest aftaler, og samtidig indgået mange derudover. Der er blevet forlænget med to vigtige tekniske partnere, samt indgået hele syv nye aftaler, og vi bringer et overblik over de nye ansigter hos Mild Seven RenaultF1 holdet. i-mode får masser af plads, mens Guru får et enkelt klistermærke på siden - © RenaultF1 Media I december måned kunne Renault annoncere NTT DoCoMo som teknisk partner. NTT DoCoMo er et kæmpe mobiltelekommunikationsfirma med over 47 mio. kunder. Firmaet er med helt fremme når det gælder online servicer indenfor mobiltelefoni, og har bl.a. 3G service osv. Renault vil bruge firmaet "i-mode" logo, og aftalen er så stor, at der er logoer på både næse, bargeboards, frontvinge og siderne på bagvingen. Holdet har også fået nyt tøj. RenaultF1 er det seneste af mange hold som tyske Puma AG har sikret sig leverancer til, og derudover har Renault også tegnet kontrakt med italienske Guru, der leverer hverdagstøj til holdet. Guru vil kunne ses på snuden af bilen, mens Puma logoet vil gå igen på sko, kørerdragter osv. på holdets personel og kørere. DMG skal levere værktøj og maskiner til både Enstone og Viry-Châtillon, mens Eutelsat skal levere teknologien således kommunikationen via fjernsyn osv. kan foregå mellem banerne og hovedkvarterne. Eutelsat er et verdensomspændende satellitfirma, som kendes af de fleste tv-ejere med en parabol på husvæggen. JOBS skal levere teknologi til produktionsinstrumenterne, så der er større præcision i arbejdet der udføres af maskiner, og fælgfabrikanten O.Z. Racing er blevet leverandør af alufælge til R24. Derudover har Renault forlænget deres aftale med Charmilles Technologies, der også leverer højteknologisk værktøj og maskiner til fabrikken. Hjemme i Enstone har man udbygget sit forhold til 3d Systems, og alt i alt er Flavio Briatore ganske tilfreds med de mange nye tiltag på den økonomiske, og samarbejdsmæssige front: "Vores kommercielle situation afspejler vores resultater som er blevet bedre hele tiden. Renault har et ungt, dynamisk og åbent image, og i løbet af blot tre år, er vi gået fra den tunge ende af feltet til det øverste trin på podiet. Den fremgang er ikke gået uset hen fra vores sponseres side. Vi er glade for at have så gode forhold til vores faste partnere Mild Seven, Total, Michelin og Hanjin, og er glade for at kunne byde velkommen til alle de nye mærker såsom i-mode, Guru, Puma, DMG osv. Jeg tror vi kommer til at dele et meget succesrigt år sammen." ALONSO OG TRULLI ER ET STÆRKT MAKKERPAR I guldfuglen Fernando Alonso og den rutinerede Jarno Trulli har RenaultF1 et særdeles stærkt makkerpar. Kørermæssigt er Renault lige så stærke som de tre andre tophold, og med en sund udvikling af R24, skal man være meget varsom med at afskrive Renault som en seriøs udfordrer. R24 er nemlig en tidlig født racer. Den har allerede rullet sine første seriøse kilometre, og ikke bare nogle donuts ude foran teatret på Sicilien. I februar måned skal bilen testes yderligere på fire forskellige baner. Både Barcelona, Jerez, Imola og Silverstone kommer til at ligge asfalt til, når Renault afpudser sine sidste forberedelser inden det går løs 'down-under' i marts måned. Fernando Alonso og Jarno Trulli er et par hårde drenge i F1 - RenaultF1 Media Der er ingen tvivl om, at får Fernando Alonso en ordentlig bil, er han en fremtidig verdensmester. Det ved Flavio Briatore bedre end nogen anden. Det var trods alt ham der førte Michael Schumacher frem til dennes første titler i Formel 1, og den karismatiske italiener vil meget gerne kunne forme endnu en verdensmester. Alonso har utvivlsomt potentialet, og Renault ligeså. Samtidig kan Alonso lære meget af den teknisk kyndige Jarno Trulli, der også selv stadig går og barsler med ideen om at vinde Grand Prix løb. Trulli tror på sig selv, og det var da også kun sort uheld der gjorde, at han ikke nød samme succes som Alonso i 2003. I år skal der andre boller på suppen, og hele Renault lejren går topmotiveret ind til denne sæson, velvidende at de skal fremover stepperne. For Renault er nok et af de hold der står overfor den sværeste opgave. Ferrari skal godt nok forsvare en VM-titel og McLaren og Williams vil gerne vinde den. Det er svært, men Renault vil gøre noget der historisk ikke har været let. De vil vippe et eller flere af de tre tunge hold under sig. Eneste grund til, at det i det hele taget tages seriøst, er fordi det netop er Renault der sidst har gjort det. Deres motor vandt konstruktørernes titel næsten hvert eneste år i 90'erne, og med Benetton kunne Renault i 1995 sikre det første mesterskab i mange år udenom de tre store. Nu er Renault tilbage, og i 2004 skulle de gerne tage et afgørende skridt mod toppen. Briatore spøger med, at de er outsidere til titlen i år, og forsikrer os om, at han mener det seriøst når han siger, at Renault vil gå efter guldet i 2005. Således skal R24 være et skridt på vejen mod endnu en storhedstid i Formel 1 for det legendariske Renault mærke. Se flere billeder fra præsentationen her: http://www.f1journal.com/f1_special/r24launch.html Af Kent Kirkegaard Jensen kent@f1journal.com |
||||