F1JOURNAL.COM / F1ORDBOG / INDEX...

A

Aborteret start
En start kan afblæses hvis en kørers bil går i stå på opvarmningsrunden, på startgridden eller hvis der er en klokkeren tyvstart. Af sikkerhedsmæssige årsager vælger man derfor at genstarte.

Active suspension
Aktivt hjulophæng. En hydraulisk funktion der hele tiden styrer bilens højde under løbet, men pga. en lovændring fra FIA blev dette system ulovliggjort i 1993. På det tidspunkt havde alle teams kortlagt alle baner fuldstændig med computer-software og bilens affjedring blev elektronisk styret til hver enkelt ujævnhed og kurve på de forskellige baner.

Aerodynamik
Noget af det allervigtigste i Formel 1. Da luftmodstanden stiger i anden potens på hastigheden bliver fartvinden ved hastigheder på over 220-250 km/ t den alt dominerende modstand. Derfor bruger alle hold rigtig mange kræfter på at gøre bilen så aerodynamisk perfekt som mulig. Hele designet bliver brugt til at presse/suge bilen fast til asfalten, og dermed forøge vejgrebet, så bilen kan køre hurtigere igennem svingene uden at skride af
. Man leder luften henover bilen og hen mod bagvingen som er konstrueret således at den presser bagenden ned mod vejen. Det samme gør frontvingen og til sammen skaber det en sugeeffekt der gør, at bilen nærmest er umulig at få til at tippe.

Aquaplaning
På engelsk hedder det aquaplaning og det er når der er for meget regn på banen at dækkene pludselig frigør sig fra asfalten og 'rider/skøjter' på vandet. Så kan man ikke styre bilen idet man har mistet kontakten med vejfladen.

Airbox
Det luftindtag der er lige over førerens hoved er en 'airbox'. Boxen leverer forbrændingsluft af varierende tryk afhængig af fartvinden til motorens indsugningsmanifold.

Apex
Et apex er det centrale punkt i et sving. Det er apex-punktet man prøver at ramme når man vil tage et sving så optimalt som muligt. Man skal så langt ud til siden som muligt inden man drejer ind i svinget for at gøre kurven så flad som mulig, og dermed formindske den egentlige kurve, samt forøge svingradiusen. Når man så drejer ind i svinget rammer man på et tidspunkt indersiden af kurven inden man igen begynder at dreje ud af kurven. Denne inderside er centrummet i kurven, og det kaldes i Formel 1 for 'apex'. Det er mange gange her føreren kører ind over kantstenen i indersiden af svinget.

Appel
En appel er ligesom i lovgivningen. Bliver en kører eller et team straffet, kan man appellere straffen til FIA hvis man føler sig uretfærdigt straffet.

Atmospheric Engine
Det var et begreb man brugte i 80'erne da der både var turbo motorer og motorer med normal indsugning. En atmosfærisk motor er en motor der suger luften til sig i modsætning til en trykladet af turbo- eller kompressortypen, der blev forbudt sidst i firserne.

Autoklave
En stor kompressionstank hvori karbonfibrene bliver gjort hårde ved meget høje temperaturer og højt tryk.


B

Bakerville
Bakerville er grundpillen i det digitale signal vi kalder SuperSignalet i Danmark, der sendtes via Canal Digital. Det var FOCA-TV der udsendte det digitale signal til alle tv-stationer verden over, såsom Canal Digital og ITV. Bakerville er desuden opkaldt efter chefen for FOCA-TV, Eddy Baker.

Balaclava
Den lille brændsikre stofmaske kørerne bærer under hjelmen.

Balance
Opsætningen af bilens balance er noget af det allervigtigste overhovedet i Formel 1. Er en bil ikke i ordentlig balance vil den enten over- eller understyre i svingene, og så kan den ikke presses rundt i kurverne ved optimal hastighed. En ubalanceret bil er enhver kørers mareridt.

Ballast
Vægt der bliver lagt i bilen for at den kan imødekomme FIA kravene om at en bil skal minimum veje 600 kg. inkl. brændstof og kører. Ballasten lægges naturligvis strategisk således bilen har den optimale vægtfordeling.

Bargeboard
Bargeboards er de vinger der sidder foran bilens sidepods bag forhjulene. Deres primære funktion er at lede luften så effektivt hen langs siden af bilen som muligt.

Black box
Den sorte kasse er ligesom i flyverdenen en lille kasse der logger alt teknisk data i hukommelsen. Det er for at FIA kan kontrollere bilens bevægelser på ethvert givent tidspunkt, skulle bilen blive involveret i et uheld. Det gør det lettere for FIA, og teamet naturligvis, at påvise om det var en kørerfejl eller en teknisk defekt.

Black flag
Det sorte flag viftes sammen med en given kørers nummer. Et sort flag betyder at man er diskvalificeret med det samme, og skal køre i pit. Straffen gives for farlig eller usportslig opførsel. Når en kører modtager det sorte flag skal han samtidig melde sig til løbets officials. Man kan også få et halvt sort/halvt hvidt flag og dette gives som en advarsel der egentlig betyder, at hvis køreren gør noget lignende igen får han det sorte flag. Et sort flag med en rød plet i midten betyder at kørerens bil har et mekanisk problem og han skal køre i pit.

Blistering
Blister er engelsk for vabler, og det er et velkendt fænomen på dækkene i Formel 1. Når de overopheder begynder dækkene at boble op, og så rives dækket hurtigere i stykker idet overfladen på dækket er blevet ødelagt.

Blåt flag
Et stationært blåt flag bliver altid viftet til en kører når han kører ud af pitten såfremt der er trafik på start/mål-langsiden. Dette er dog ofte blevet erstattet af et blåt lys ved udgangen af pitten. Under træning betyder et stationært blåt flag at en hurtigere bil er bagved og at man skal give plads. Når det viftes betyder det at en hurtigere bil bagved er ved at overhale, og man skal med det samme give plads. Under et Grand Prix betyder et stationært blåt flag at en bil er ved at overhale og man skal lade vedkommende forbi. Bliver det viftet skal man lade bilen forbi med det samme eller man risikerer en straf.

Bremsebalance
Bremsebalancen er ligesom på almindelige biler vigtig for en effektiv opbremsning. På almindelige biler bremser man meget mere på forbremserne end bagbremserne. På en Formel 1 racer må vi gå ud fra at det er noget nær det samme, men alligevel ikke. En kører kan nemlig fuldstændig selv bestemme hvordan bremsebalancen mellem for og bag skal indstilles. Køreren justerer løbende på bremsebalancen under et løb afhængig af hvordan underlag, benzinlast og dækkene slides ned. Uanset hvad, går det naturligvis ud på at finde den optimale bremseopsætning, således det tager så kort tid som muligt at nedbremse.

Bridgestone:
Japansk dækleverandør. I Amerika er dækfabrikanten kendt under navnet Firestone.


C

Carbon fibre
Engelsk for kulfibre, der styrkemæssigt vægten taget i betragtning er et utroligt stærkt materiale. Styrken kommer af at trække kulfibrene ud i uendelig fine tråde og herefter væve dem sammen igen afhængig af anvendelsesformål. De vævede måtter kommes herefter op i en form, mætnes med en epoxy-lignende væske og bages færdig i en autoklave. Kulfibrene bliver brugt til mange dele af en Formel 1 racer som vinger, monoque og hjulophæng osv.


Chassis
Chassiset er rygraden på enhver Formel 1 bil og for den sags skyld alle biler. Det er grunddesignet hvorefter man smider adskillige vinger på. Chassiset er lavet af kulfiber, for det skal helst være så let som muligt men samtidig også være utrolig stærkt.

Chikane
En chikane er en kombination af normalvis 2 sving. De er lavet for at dele langsider op i mindre dele, og for at sænke hastighederne på bilerne.

Cockpit
Cockpittet er den del af chassiset hvor køreren sidder. Det kaldes på dansk også siddebrønden. Kørerne har deres helt egne formstøbte sæder, og hele fidusen er, at når først køreren sidder spændt fast nede i cockpittet skal han kun kunne bevæge arme, ben og hoved.

Concorde aftalen
Concorde aftalen er en lov som alle teams og FIA har underskrevet. Her er alle tekniske detaljer inkluderet omkring hvor mange penge de forskellige teams og organisatorer skal have. Ændringer i det sportslige og tekniske regulativ skal også ajourføres med Concorde aftalen.

Crash test
En crash-test er en sikkerhedstest af Formel 1 bilerne. FIA har adskillige krav for hvor meget et Formel 1 chassis skal kunne modstå uden at kollapse, og disse tests bliver udført for at se om holdets nye racer lever op til disse krav. En Formel 1 racer bliver testet i frontale sammenstød, sammenstød bagfra og fra siden.

Cylindre
Cylindrene i Formel 1 er grundlæggende meget lig dem der sidder i almindelige biler. I Formel 1 må en racer maksimalt have 10 cylindre og ikke mere end 5 ventiler pr. cylinder. I dag er det således normalt at bruge V10 motorer med 4 ventiler pr. cylinder. Man er gået helt væk fra V8-motorer som senest blev lavet af Ford sidst i halvfemserne.



Har du forslag til tilføjelser eller har opdaget noget du gerne vil indrapportere, er du velkommen til at skrive til os her.

Ordbogens Lynindex
ABC
DEF
GHI
JKL
MNO
PQR
STU
VXYZ