F1JOURNAL.COM / F1 TEAMS & KØRERE / RALPH FIRMAN...

12 - RALPH FIRMAN - B&H JORDAN FORD

Oprindelse: England/Irland
Fødselsdato: 20. maj 1975
Fødested: Norwich, England
Bopæl: Monte Carlo, Monaco
Ægtestatus: Gift med Silvana, søn Eduardo
Højde: 185 cm
Vægt: 78 kg

Formel 1 debut: 2003 - Jordan
Sejre (før 2003): 0
Poles (før 2003): 0
Point (før 2003): 0
Podieplaceringer (før 2003): 0
F1 verdensmesterskaber: 0
Bedste VM placering (før 2003): n/a
Bedste løbsplacering (før 2003): n/a

Nuværende F1 team: B&H Jordan Ford
Tidligere F1 teams: n/a
Officielt website: www.ralphfirman.net


RALPH FIRMANS KARRIEREFORLØB

2003 - Formel 1, Jordan Ford
Ralph Firman avancerer omsider til Formel 1. Han sikrede Jordan Grand Prix en sponsoraftale med tobaksfirmaet Gallaher Inc., der krævede en britisk kører i holdet hvis de skulle bruge deres Benson&Hedges mærke som hovedsponsor.

2002 - Formel Nippon
Det endelige gennembrud. Efter adskillige mislykkede forsøg på at vinde mesterskabet lykkes det hele for ham i 2002 med PIAA Nakajima Planning. 4 sejre, 3 andenpladser og én tredjeplads giver ham 62 point og dermed titlen. Det er dog på et hængende hår. Konkurrenten Satoshi Motoyama slutter med 60 point.

2001 - Formel Nippon
Firman skifter til PIAA Nakajima Planning-teamet og får et godt år i serien. Året starter magert med en enkelt andenplads i midten af sæsonen, men Firman slutter meget flot af med at vinde sæsonens sidste to løb. Samlet bliver han nummer fire og ser ud til at komme opad i systemet.

2000 - Formel Nippon
Ligesom det ser ud til at briten skal have sit gennembrud i den japanske serie går det helt galt i 2000. Firman henter kun én andenplads hjem, får samlet 9 VM point og slutter skuffende som nr. 9 sammenlagt i serien. Det markerer derfor også afslutningen på Firmans samarbejde med G Force.

1999 - Formel Nippon
Firman kører stadig for G Force eller Shionogi NOVA som det også kaldes, og her slutter han sammenlagt som nr. 4 i mesterskabet. Han starter hårdt ud med en flot 2. og 3. plads i de første løb i sæsonen, men falder så tilbage i serien, hvorefter han slår hårdt tilbage i sæsonfinalen hvor han vinder sin første sejr i Formel Nippon.

1998 - Formel Nippon
Hos Taku Motorsport var der ingen fremtid og Firman skifter derfor til holdet G Force. Her bliver det til en enkelt 2. plads og én 3. plads, og en samlet 7. plads i mesterskabet med 13 point

1997 - Formel Nippon
Efter triumfen i F3 drager Firman mod Japan og deltager i deres Formel Nippon serie, som svarer til de europæiske Formel 3000 serier. Han kører for Taku Motorsport, og det bliver starten på mange magre år hvor Firman lærer hvordan det er at sidde i en serie med hård konkurrence, og ikke altid er manden med den hurtigste bil.

1996 - Britisk F3
Det endelige gennembrud på den internationale scene kommer da han vinder det britiske Formel 3 mesterskab. Det er en serie der tidligere har fostret mange Formel 1 verdensmestre, og Firman vandt sit F3 mesterskab med Paul Stewart Racing. Han slog bl.a. Cristiano da Matta, Helio Castroneves og Juan Pablo Montoya i serien. Faktisk udkvalificerede Firman Montoya 6 – 1. Samtidig vinder han det prestigefyldte Macau Grand Prix i sin PSR racer foran navne som Trulli, de la Rosa, Montoya og Heidfeld.

1995 - Britisk F3
Omsider kommer Firman væk fra de små Formel biler og op til den store serie i Storbritannien. Han starter nemlig sin karriere som britisk Formel 3 kører, og slutter fornemt på en samlet 2. plads, lige efter Oliver Gavin. En serie der tidligere er vundet af Mika Häkkinen, Rubens Barrichello, Sir Jackie Stewart, Jan Magnussen og ikke mindst Ayrton Senna.

1994 - Formel Opel
Her avancerer han ganske naturligt fra Junior serien til den rigtige Formel Opel serie, og slutter som nr. 4 sammenlagt, og gør tilstrækkelig meget ud af sig selv til at der stadig er øjne på ham. Samtidig vinder Jan Magnussen det britiske Formel 3 mesterskab – og det er samme vej Firman skal!

1993 - Formel Opel Junior
Firman har avanceret fra gokart til Formel biler, og starter sin første sæson i Formel Opel Junior serien, og han kvitterer med at vinde mesterskabet. Han bliver samtidig valgt af McLaren og Autosport til at være "McLaren Autosport Young Driver of The Year", og får dermed sit første bekendtskab med det forjættede selskab i Formel 1.

1992 - Karting
I år vinder han omsider det britiske mesterskab i gokartens store klasse; klassen for Seniorer. Her får Firman endelig sit gennembrud på racerscenen, og flere Formel 1 hold får øjnene op for den unge brite. Karrieren ser for alvor ud til at få et skud opad.

1991 - Karting
Han er nu med helt fremme i skoene. I finalerne ved VM i gokart sætter han pole position, men det bliver ikke til mere end det.

1990 - Karting
Ralph Firman har kørt gokart i 5 år, og vinder omsider det britiske juniormesterskab. Den unge brite startede tilbage i 1985 med at køre gokart, og avancerede stille og roligt op gennem serierne, og slutter året i 1990 med at vinde Junior Kart mesterskabet.